38

Sander vred sig på sofaen med de ledeste mavekneb. Hans krop skilte sig af med medicinen, og det kunne mærkes. Og imens gled billederne igennem ham. Flere og flere erindringer dukkede frem af dybet. Han havde siddet et sted med en batterislugende walkman og hadet dem alle. Erindringerne kæmpede under overfladen. Drengen havde været yngre end ham selv. Og så var der ikke mere, bare et træhus eller en slags hytte i mørket. Og hvepsene. Den evige besættelse.

Det næste han huskede, var sin far i haven ved det gamle hus på Snebærvej. Senere gik han på Rundhøjskolen, og resterne af hytten var forsvundet ud af hans bevidsthed. Men de små uoverensstemmelser i hans sind var startet. Stemmer, der fortalte ham, at der var noget galt. Galt med verden og ham selv.

Han var startet på gymnasiet, og pludselig en forårsdag midt i 2.g. havde han ikke kunnet stå op af sengen på det lille kollegieværelse. Lyset udenfor var alt for skarpt, lyden af fuglekvidder og legende børn gjorde ondt, og det var, som om foråret forlangte noget af ham, han ikke var i stand til at opfylde. Det havde virket så formålsløst, og han havde ligget og kigget op i loftet og dårligt kunne røre sine stive lemmer. Der var ikke nogen mening i noget. Alting gentog sig, han foretog de samme ting om og om igen, og intet flyttede sig. Alt, hvad han foretog sig, var som et forsøg på at kravle op af et stort sort hul, som han blev ved med at glide ned i. Han følte, han boede i en anden krop, som han ikke kendte. Der rumsterede mørke tanker et eller andet sted i baghovedet, som han aldrig fik hold på. Og smerterne indvendig var knivskarpe. End ikke et brækket ben to år tidligere havde kunnet måle sig med dette her. Den lidt ældre kemistuderende i værelset ved siden af købte betænksomt færdigvarer og stillede dem uden for hans dør. Han havde ligget der i flere uger, inden han stod op igen, adskillige kilo lettere, men klar til at gøre 2.g færdig. Det var på en eller anden måde aldrig blevet det samme igen.

Så var Mie dukket op, og for en tid havde der været ro. Hun var en gemytlig, yndefuld sjæl, der aldrig blev færdig med sine tandlægestudier, men i stedet lavede bronzestatuer og malerier, som hun solgte med stor succes. Men med tiden var det, som om de voksede fra hinanden. Forholdet blev mere og mere platonisk, og til sidst brød de op i al fredsommelighed. Hun var gift med en landmand nu og ventede sit første barn.

Hans tanker vendte tilbage til faren. Hvorfor var han så nervøs, og hvorfor havde der altid været denne afstand mellem dem? Han havde ofte taget ham i at kigge underligt på sig. Som om han var et forkert barn. Han spekulerede over, om de skulle holde jul sammen. Pludselig virkede julen som en mærkelig størrelse.

Der gik nogle timer, så stoppede mavesmerterne. I stedet blev han rastløs. Det var ikke noget glædeligt energisk højdepunkt. Det var bare et forsøg på at flyve over de huller, der forsøgte at trække ham ned. Under ham lurede afgrunden. Han rejste sig og gik frem og tilbage i rummet. Det var begyndt.