46

Ole Heiberg sad stadig i sin stol og kiggede ud i luften. Bekymringen for Sander var som tjære, der klæbede til ham. Der var så meget, drengen ikke vidste om sin fortid. Og der var så meget, han ikke selv vidste om ham. Oles kone var rigtignok død. Men det var efter adoptionen. Efter at de havde hentet Sander på den lille institution, hvor han havde siddet alene i et hjørne og tegnet sommerfugle.

Ole vidste alt for meget om ham, og den viden pinte ham nu. Sander havde det meste af tiden været en god dreng. Han havde gået til spejder, elsket fisketure og science fiction-film. Men alligevel. Lå der noget under overfladen? Forstyrret, havde adoptionskontoret kaldt ham. Ingen vidste tilsyneladende helt præcist, hvad der var foregået det sted, hvor han kom fra, men ordet traumatiseret var dukket op flere gange. Hvad nu, hvis noget var dukket op i hans bevidsthed. „Det er vigtigt, at han får bearbejdet, hvad der er sket,“ havde de sagt. Men det var netop, hvad Ole og hans kone ikke havde gjort. De havde taget ham med hjem, og i stedet havde de konstrueret ham en ny fortid. Det var i den bedste mening. Han skulle ikke huske, hvad grimt han end måtte have været igennem. Så de fyldte ham med smukke historier og glade minder. Og noget var blevet fortrængt. Stædigt havde de skubbet alle minder bort, der var dukket op, i årene efter de havde fået Sander. Når han havde været i et ubehageligt slagsmål i skolen, og lærerne havde sagt, der var noget underliggende vredt ved drengen, så havde de ignoreret det. Igen og igen havde de benægtet hans grufulde minder. Indtil det var, som om han en dag accepterede deres sandhed.

Ole rejste sig og gik hen til barskabet, trak en Tullamore Dew ud og skænkede sig et glas. Han drak ud i tre lange slurke i et forsøg på at drukne sin pludselige angst. Nu var han bange for, de havde begået en meget alvorlig fejltagelse. For selv som voksen havde Sander en gang imellem vist tegn på at huske bittesmå glimt. Som for eksempel det med hvepsene. Hvor kom de fra? Det var noget fra tiden før.

Nu havde han beskyttet ham. Og en dreng var blevet slået ihjel. En dreng, der på sin vis havde lignet Sander i den alder. Der var noget forkert ved det hele. Det var et mærkeligt ubehageligt tilfælde. Han håbede virkelig inderligt, at han ikke havde taget fejl og lukket et rovdyr tilbage på gaden.