52

Trokic tøvede med bilnøglerne i hånden. Ovre på den anden side af vejen lå en sølvsmed. Han havde ikke fået sovet andet et par timer, og det ganske uroligt, siden den fremmede havde ringet midt på natten. Samme morgen havde han konstateret, at denne Alexander endnu ikke var dukket op ved sit hjem og i øvrigt ikke var set nogen steder. Måske løj den walisiske nabo, men det ændrede ikke på det faktum, at Alexander var som sunket i jorden.

Et efterfølgende opkald til det reklamebureau, som Alexander normalt arbejdede for, gav indtryk af en arbejdsom, pålidelig og fremragende tekstforfatter. Bortset fra de „dårlige perioder“, som ejeren diplomatisk havde kaldt dem. Han kunne dog ikke svare på, hvorvidt Alexander i den aktuelle sag ville være en troværdig kilde. Han ville selv have sine tvivl, indrømmede han. Ikke at han nogensinde havde svigtet dem, men man måtte også være realistisk. Var der ikke også noget om, at psykotiske mennesker kunne være så overbevisende, at man troede på deres hallucinationer?

Alligevel havde Trokic ikke kunnet få forestillingen om den lille pige ud af hovedet. Hvad nu, hvis hun var virkelig? Hvis nu hun var den pige, Jasper havde talt om, der havde været et matematisk geni, og som for mange år siden havde boet tre huse fra det sted, hvor Mads Birk blev fundet. Også hun havde været besat af hvepse. Og hun havde skåret sig i læberne. Tingene passede lidt for godt sammen, og uanset hvor mærkværdigt det hele forekom, kunne han ikke tillade sig at tage fejl. Hellere hoppe og springe på en tåbes – eller værre endnu: en drabsmands – kommando end senere finde ud af, at han burde have lyttet. Men indtil videre kunne han vel holde det for sig selv.

Stedet på den anden side af vejen hed Smykkesmeden, og indehaveren var en kvinde sidst i trediverne med en tætsiddende rød kjole på, et kæmpe sort krøllet hår og store guldøreringe. Der var tomt i butikken, og hun var i gang med at bladre en mappe med fotos af smykker igennem.

– Var det noget med et smykke til kæresten i julegave? spurgte hun.

– Nej, tak.

Det var ikke lige noget, Trokic beskæftigede sig med, og han havde aldrig holdt en jul med en kæreste. Måske beholdt han hende over julen, men familien i Zagreb var altid kommet i første række. Trokic præsenterede sig, forklarede hende hurtigt sagen og beskrev ligningen.

– Det er fuldstændig uligt noget af mit, kan jeg sige dig. Jeg er specielt god til smykkesten og den slags, og dem har jeg så rigeligt af. Hvis der kommer nogen, der vil have noget mere kunstnerisk eller personligt, så sender jeg dem over til Bent. Vi deles lidt. Jeg synes dog, det lyder lidt for ... outreret selv for Bent.

– Hvem er Bent?

– En god gammel herre fra København.

– Og hvor kan jeg finde ham?

Hun gav ham adressen.

– Held og lykke med jagten. Jeg håber, du finder den.

Trokic trådte rasende på speederen og overskred hastighedsgrænsen med tyve kilometer i timen. Han følte, at Hvepsemanden og nu muligvis også en psykiatrisk patient – hvis disse to da ikke var den samme – kørte rundt med ham. På anlægget kørte 30 Seconds to Mars’ nye nummer, Kings and Queens. Det amerikanske band var særdeles velegnet til at afreagere til, og han kunne mærke, hvordan vreden langsomt dampede af.

Han parkerede foran en butik lidt uden for bymidten og ignorerede endnu en gang parkering forbudt-skiltet. De mennesker, der skulle opretholde denne del af loven, havde sandsynligvis ikke prøvet at have en drabsmand på nakken. Manden i butikken talte med københavnsk dialekt og lignede en, der lige var trådt ud af en havneknejpe. Tænderne var gamle og slidte, huden mat, og han lugtede en anelse af spiritus. Butikken var så lille, at Trokic dårligt kunne vende derinde. Langs væggen og under disken var der montrer med smukt udformede og sirlige sølvsmykker. Selv om smykkerne var små kunstværker i Trokics øjne, så virkede butikken tom, og ejeren var en smule nusset i tøjet.

– Jeg har ikke lavet den, sagde Bent, da han blev præsenteret for historien om ringen.

– Men jeg ved, hvem der sandsynligvis har gjort det.

Trokic kunne næsten ikke skjule sin forbløffelse. Han havde været klar til at gå ud af butikken, i næsten samme øjeblik han trådte ind, og glemme hele sagen. Nu forekom ringen alt for virkelig.

Sølvsmeden rakte Trokic et krus.

– Kaffe?

– Så skidt da.

Bent hældte op fra en termokande fra et lille bord bag ved disken. Kaffen var sort som tjære og smagte bittert og surt. Trokic kvalte en grimasse og kunne allerede mærke sin mave protestere. Men han havde en idé om, at det befordrede samtalen at dele en kop kaffe, og havde indtaget meget ildesmagende bryg gennem tiden.

– Der var en kunstner her i byen for en del år siden. Han malede egentlig olie- og akrylmalerier, lavede lidt skulpturer og den slags. Meget dygtig, og det gik faktisk godt for ham. Meget afholdt også.

– En kendt maler?

– Nej, men han kunne godt leve af det. Åge Ejlersen, hed han. Siger det dig noget?

Trokic rystede på hovedet. Han havde intet begreb om kunst og havde end ikke besøgt kunstmuseet Aros.

– Han lavede på et tidspunkt nogle få ringe til venner og familie. Ikke noget kommercielt, jeg tror bare, han tog det som en udfordring. Jeg tror faktisk, at han lavede en ligning til sin datter som en gave. Hvorfor ved jeg faktisk ikke. Det var noget med, at hun var ret så ferm til matematik.

Trokic satte kaffekruset fra sig, så det skvulpede let ud over kanten.

– Hvad mere ved du om hende?

– Hun var ikke så gammel dengang, så vidt jeg husker, og lidt af en sær fisk, fortsatte Bent. – Jeg hørte hende aldrig ytre et eneste ord. Det slog mig, at hun måske var stum.

– Hvor kan jeg finde ham Åge Ejlersen? Jeg tror måske det er ham, som min kollega har forsøgt at få fat i uden held.

– Det aner jeg ikke. Han flyttede ud af landet på et tidspunkt.

– Hvorhen?

– Det husker jeg ikke.

– Du har ikke en adresse?

– Niks. Men jeg kan forhøre mig lidt omkring, om nogen ved, hvor han er havnet henne. Hvis du så finder ham, kan han sikkert hurtigt fortælle, om der var andre end hende, der fik sådan en ring. Det tror jeg nu ikke. Han droppede også hurtigt smederiet, fordi han syntes, det var for besværligt.

– Du får mit kort, sagde Trokic, – så håber jeg at høre fra dig.

– Jeg skal gøre mit bedste.

Da han stod ude på gaden igen i den bidende kulde og svingede med bilnøglerne, følte han sig lettere desorienteret. Hvad kunne han bruge en pige til, der havde boet kort fra findestedet for femogtyve år siden? Det hele føltes som en ursump af underlige informationer og ting, der hang halvt sammen uden at give virkelig mening. Men nu var han nødt til at finde hende og faren og få tingene sat på plads.

Hans telefon ringede, og han pillede den op af inderlommen. Jasper Taurups navn stod i displayet.

– Jeg tjekkede op på Nicki Hvidts medlemskab af det fitnesscenter, som Mads Birks forældre er medejere af. De kan se i deres system, at han kun har været der få gange. Syv gange i alt på en måned. Derefter intet. Et par af instruktørerne huskede ham, og de har ikke set ham tale med andre end en kammerat, han havde med.

– Og instruktørerne selv?

– De har alle alibi for enten den aften, hvor Mads Birk blev slået ihjel eller Nicki Hvidt. Vi har også tjekket, hvem der trænede på samme tid som Nicki Hvidt, og fordelt på de syv gange, så løber det op i halvtreds forskellige mennesker, og ud af dem er cirka halvdelen mænd.

– Hvad med Mads Birk og Nicki Hvidt. Har de trænet sammen?

– Mads blev ikke registreret, når han trænede. Han kunne jo komme og gå, som han ville, for det var jo gratis for ham. Så det ved vi ikke. Det er enten en blindgyde eller en fandens masse arbejde eller begge dele.

Trokic sukkede.

– Sæt to mand på sagen. Vi er nødt til at snakke med alle de mennesker. Det er bare ærgerligt.