54

Daniel Trokic hældte absint op, han havde købt uden for metroen, og drak halvdelen i én slurk. Sølvsmeden havde ringet kort efter hans besøg og fortalt, at politikommissæren ville kunne finde kunstneren, der havde lavet ringen, i den tjekkiske hovedstad. Hvor vidste han ikke. Efterfølgende havde Trokic brugt en halv time på at overbevise det tjekkiske politi om, at de skulle få fat i maleren og afhøre ham på vegne af det danske politi. Langt om længe havde kollegaen indvilliget i at kigge på det, „engang når den lokale mafiakrig har lagt sig, med lidt held om en uge eller to.“

Det havde Trokic ikke kunnet vente på, og der var øjeblikkelig blevet booket en flyplads til ham.

Prag var fem grader varmere, og der duftede af jord og muld, da han ankom til byen. Han havde indtaget et hurtigt måltid på en restaurant i en baggård i den gamle bydel, gullasch med noget temmelig sejt oksekød, mens tjeneren prustede tungt i nakken på ham.

Trokic havde ikke tidligere været i byen, men han havde en sommer som tolvårig tilbragt en uge på fodboldlejr i den næststørste by, Brno. Han huskede byen som et trøstesløst sted, hvor chokoladen havde været næsten uspiselig. Han og en kammerat havde været indlogeret hos en familie i et gråt boligbyggeri – et forældrepar, der havde betragtet dem som rumvæsener, og hvis eneste forståelige ord den uge havde været „sirup“, som de hældte over en tynd te. Trokic kunne stadig erindre den sødlige smag, der havde hængt fast i ganen længe efter.

Sådan huskede han Østblokken, før han selv var begyndt at komme hos sin familie i Kroatien. Der var langt fra denne historie til den by, der var kommet ham i møde allerede i lufthavnen, og for første gang i flere dage følte han sig i sikkerhed. Hotellet var fredeligt. Han kom pludselig til at tænke på en sag, han havde hørt omtalt af en kollega i Rusland. En familie havde boet på et hotel i en mindre by i indlandet, da moren blev vækket af banken på dørene. Pludselig havde en flok røvere brudt døren ind og skudt hendes mand og lille datter. Hun selv var flygtet ud ad vinduet. Hun blev aldrig fundet igen, men de tre røvere blev fundet dræbt én for én i de efterfølgende år. Han gøs ved tanken. Og drengen fra Vukovar var blevet tydeligere og syntes nu umulig at holde væk. Det var kun et spørgsmål om tid, inden han poppede frem fra sit gemmested i erindringen og krævede at blive set. Han åbnede sin laptop og anbragte den på skrivebordet foran vinduet, så han havde udsigt over floden og byen. Det pinte ham at være væk fra kontoret på et kritisk tidspunkt. Det var desuden gået op for ham, at Lisa Kornelius’ mor ikke bare var syg, men lå for døden. Han havde forsøgt at tvinge Lisa til at tage fri, men hun ville ikke høre tale om det. Nu gav det ham dårlig samvittighed.

Det var ikke muligt at logge på politiets intranet, da det af hensyn til sikkerheden var et lukket system. Men han havde sat Lisa i gang med at søge på nettet efter personer, der kunne have en forbindelse til kunstneren, og da han åbnede sin webmail, lå der som håbet en mail fra politiassistenten. Hun havde haft kontakt med flere personer, der havde kendt Åge Ejlersen, heriblandt flere elever på kunstakademiet og to andre kolleger. Ingen af dem havde dog kunnet oplyse, hvor Åge Ejlersen befandt sig på nuværende tidspunkt. En foreslog, at han startede på Karlsbroen, hvor et utal af kunstnere hang ud og solgte deres malerier eller tegnede portrætter af turisterne. Trokic lukkede computeren, samlede sin pung op fra bordet og kiggede ud ad vinduet mod floden. Han kunne gå derhen på en halv time. Eller ti minutter med metroen.