55

Daniel Trokic havde allerede set nok mennesker for én dag. Først havde der været metroen, hvor folk havde stået som sild i en tønde. Han var nær faldet over to narkomaner, der sad og fixede ved nedgangen til metroen, og folk havde ikke set spor skræmte ud, men var passeret med en sigende ligegyldighed. Karlsbroen havde været en turistfælde, og det havde taget ham to timer at komme igennem menneskemængderne og spørge hver eneste person med bare en smule kunstnerisk udseende, om de kendte en maler ved navn Åge Ejlersen. Midt i det hele havde Jasper desuden ringet og sagt, at alle i fitnesscenteret var blevet afhørt igen, og det havde været resultatløst. Tilsyneladende endnu et spild af ressourcer.

Men i den allersidste ende af broen, da han var blevet skubbet og mast fra alle retninger, havde han fundet en pige, der kunne fortælle ham, hvor han kunne finde manden. Han havde åndet lettet op, og nu stod han noget stresset i en baggård i midtbyen.

Trokic ville ikke have gættet, at en kunstner kunne få råd til at bo i midten af Prag. Priserne på lejligheder måtte være ret høj tæt på det store torv med det astronomiske ur og de mange omliggende butikker med krystal, der trak et væld af summende turister til sig. Men baggården var en lille oase, en slags alternativ gyde med et tatovørstudie, en café og en stribe plakater på murene. En pige med langt sort hår med en blå stribe smilede venligt til ham, og et øjeblik tænkte han på Christianes korte sorte hår og følte et pludseligt savn.

Fra gyden ledte en udvendig trappe to etager op til en trædør med afskallet maling og et messinghåndtag. Åge Ejlersens navn stod på en keramikplade.

Døren blev åbnet af kunstneren selv. Maleren havde anlagt sig et gråt overskæg formet som et cykelstyr, og ansigtet var furet af tunge rynker. Håret var sirligt, og han bar en stribet bondeskjorte i rød og blå. På fødderne havde han to forskellige sokker. Han stirrede forbløffet på politikommissæren, da denne præsenterede sig og trak sit skilt frem.

– Det er sgu længe siden, jeg har talt dansk. Man mister sine bekendtskaber og venner med tiden, sagde han, mens han viste Trokic ind i et lille hyggeligt hjem med trægulve, loftsbjælker, tunge gamle sofaer, stole og vægge i varierende farver, der var malet af flere forskellige kunstnere, så vidt Trokic kunne bedømme med sit begrænsede kendskab.

Åge Ejlersen pegede på en grøn stol ved køkkenbordet.

– Sid ned. Vil du ha’ en øl? Man bliver sørme så tørstig af den tørre luft her om vinteren.

Han talte med en snert af forældet dansk, som man indimellem hører ved danskere, der er emigreret. Trokic tøvede, men mente så nok, at det var rimeligt med en øl under tjenesten, hans nuværende arbejdsbetingelser taget i betragtning.

– Ja tak.

Åge Ejlersen fandt to Staropramen frem fra køleskabet og knappede op til dem begge. Så satte han sig tungt ned på stolen over for Trokic.

– Jeg forlod det hele for år tilbage, og bortset fra et julekort og et sjældent besøg, så er mit liv her nu. Har du lagt mærke til atmosfæren? Hvordan historie og kunst glider sammen, og hvordan man pludselig står i en lille boble fra en anden verden?

– Det er en smuk by, sagde Trokic.

– Foreviget af Kafka og Kundera. De er blevet mine yndlingsforfattere, og jeg genlæser dem ofte.

– Det var måske på grund af stedet, at du flyttede fra Danmark?

– Det var en del af det. Men der var også bedre mulighed for at leve af mine malerier. Der er ikke rigtig plads til et kunstnerliv i Danmark.

Trokic nikkede.

– Jeg kommer, fordi jeg vil tale om en ring, som en sølvsmed i Århus er overbevist om, at du har lavet.

Åge Ejlersen rynkede brynene og tørrede ølskum ud af skægget. Han stirrede overrasket på ham.

– Bent? Han har en hukommelse som en elefant. Hvordan går det med ham? Jeg havde aldrig troet, jeg skulle høre noget fra ham igen.

– Ja, det var ham, bekræftede Trokic. – Og han lever i bedste velgående.

– Det lyder nu alligevel underligt. Jeg har lavet fem ringe i mit liv – alle til familiemedlemmer. Så jeg ved, hvordan de ser ud – hver en lille detalje sidder inde under skallen på mig.

Han bankede på sit hoved og smilede.

Trokic nikkede og trak sedlen med ligningen frem og lagde den på bordet foran kunstneren.

– Den der ligning findes i en ring, som er sat i forbindelse med en sag, vi arbejder på. Har du lavet sådan en?

Så lænede han sig tilbage i stolen og afventede reaktionen.

Åge Ejlersen trak et par let fedtede læsebriller med lilla stel frem af forlommen på sin skjorte og lænede sig hen over papiret for bedre at kunne se.

– Ja, den ligning kender jeg bedre end nogen anden.

– Så det er dit værk?

– Ja. Det er Einsteins formel, E=mc2, der fastslår, at der er en ækvalens mellem energi og masse, som er ligefrem proportional med kvadratet på lysets hastighed i vakuum. Han udledte dette i den specielle relativitetsteori.

Trokic var stået af.

– Den ring var ikke nem at sætte sammen. Jeg lavede den til min datter på hendes tiårs fødselsdag. Hun ønskede sig en ring, og så syntes jeg, det var bedst, at jeg selv lavede den. Jeg ville gerne give hende noget specielt. Elena talte ikke ret meget, da hun var lille. Hun var lidt af et mysterium for os. Men matematik var hendes lidenskab, hun er temmelig begavet på det punkt. En lærer sagde engang, at hun var én blandt titusinder.

Så var det, som om han pludselig erindrede, at manden over for ham var politimand, og at Trokic netop havde lavet en kobling til hans datter. Stemmen blev pludselig vagtsom og en smule hårdere.

– Hvor siger du, at du har hørt om ringen med ligningen?

Trokic tøvede.

– Det ser ud til, at der er en forbindelse til to drabssager i Århus, sagde han forsigtigt. – Det er begge to meget voldsomme sager, særdeles bestialske drab, og det er vigtigt for os at finde frem til gerningsmanden så hurtigt som muligt, da vi er bange for, at han måske fortsætter. Vi har arbejdet på sagen i en del dage, og til trods for en del spor er vi faktisk ikke kommet ret langt. Vi har brug for hjælp.

Åge Ejlersen stirrede på ham med gru i blikket.

– Hvem er det, der er blevet slået ihjel?

– To teenagere. Drenge.

Hans vært rystede på hovedet og var nu pludselig i forsvarsposition. Stemmen rystede en smule.

– Det, du fortæller, er jo forfærdeligt, men jeg kan love dig for, at det ikke har noget med Elena at gøre. Min pige er ren som sne. Men ... men hvis nogen er blevet slået ihjel, og du siger, der er en forbindelse – er hun så i fare?

Han rejste sig og skubbede stolen tilbage, så den hvinede.

– Jeg må ringe til hende med det samme og advare hende.

– Nej, rolig nu, sagde Trokic. – Sæt dig ned igen. Der er intet, der tyder på, at hun er i fare. Hvor befinder hun sig henne?

– Her i Prag.

– Så lad os lige slå koldt vand i blodet.

Maleren satte sig tøvende igen.

– Har Elena stadig ringen?

– Ja, hun går også stadig med den. Hun har fået den udvidet ved en guldsmed en gang imellem, så den er ikke helt så pæn længere. Men hun vil ikke af med den. Jeg kan bare ikke se, hvordan ringen skal have noget med os at gøre. Jeg har jo ikke været i Danmark. En anden må have lavet en tilsvarende. En kopi.

– Det lyder ikke særlig sandsynligt, sagde Trokic.

Åge Ejlersen tog en slurk af sin øl og satte den hårdt ned i bordet, så det skvulpede i flasken. Hans hænder rystede en smule.

– Mere usandsynligt end den historie, du lige har præsenteret for mig?

Det kunne Trokic ikke tilbagevise.

– Kan der være noget med en mand? foreslog Trokic. – En forsmået elsker, en eller anden, der er besat af hende?

– Hun har slet ikke nogen relationer i Danmark. Det må være et tilfælde. Selv om det er et besynderligt sammentræf, så giver det ingen mening.

Trokic følte sig overbevist om, at kunstneren sagde sandheden. Men han troede ikke selv på tilfældet.

– Jeg er nødt til at tale med din datter. Hvor kan jeg finde hende?

Der gik en skygge for mandens øjne, og hans stemme blev på en måde tungere.

– Hun arbejder på Chapeau Rouge. Det ligger i den gade, der hedder Jakubski lidt længere henne end torvet. Du kan gå derhen senere, for hun er ikke hjemme i øjeblikket, og jeg ved sandt at sige ikke, hvor hun befinder sig. Sandsynligvis hos en mand – den slags blander jeg mig ikke i. Men jeg bryder mig ikke om, at hun arbejder på det sted. Hun kunne have undervist i matematik og være kommet vidt på det felt. Men af en eller anden grund holdt hun pludselig op med at interessere sig for det. I stedet er hun blevet en rodløs eksistens som jeg selv, der ikke rigtig passer ind nogen steder. Eller måske er det på grund af den grufulde oplevelse, hun havde, da hun var ti. Det var, som om hun aldrig blev sig selv igen.

– Det ved vi, sagde Trokic. – Men fortæl det igen.

– Vi tror, hun blev voldtaget dengang. Hun ville aldrig fortælle os om det.

– I boede på H.C. Ørsteds Vej.

– Ja.

– Vi ved også, hun skar sig i læberne. Fandt I nogensinde ud af, hvorfor hun gjorde det?

– Nej, men det var rystende. Vi kom ud på badeværelset, og hun stod og skar sig med en kniv, mens tårerne løb ned ad kinderne på hende.

– Hvad tænker du om det?

– Dengang tænkte jeg, at hun ville straffe sig selv for noget. Men det kan også være, fordi hun ikke ville fortælle om noget. Fordi hun ikke kunne udtrykke sig.

Det passede sammen. Sander havde haft ret. Han havde fat i den rigtige pige. Men om det betød noget, var en anden sag.

– Jeg må gå nu. Jeg bliver nødt til at tale med din datter, og det kan ikke gå hurtigt nok.