56

Trokic vågnede med et sæt. Han var faldet i søvn på hotellet et par timer, og tøjet var badet i sved. Han havde drømt om Vukovar ved Donau, og han vidste nu, hvad der havde fremkaldt det. Det var ikke bare drabene på drengene, men også arkitekturen i nogle af de huse, han havde passeret på vejen. I særdeleshed en mand, der var trådt ud på trappen i et af dem. Den ældre mands slaviske træk og den barokke lidt dramatiske og farverige byggestil havde mindet ham om Vukovar, som han havde besøgt en eneste gang, og det var et af de dybeste ar, han havde fået i forbindelse med krigen på Balkan.

Vukovar var centrum for en af de største massakrer i de første kampe mellem kroater og serbere i 1991. Den kroatiske hær havde kun været på fosterstadiet, så da serberne ville indtage byen, var der blot omkring et par tusinde kroatere til at forsvare byen mod en langt overlegen serbisk-jugoslavisk styrke. De kroatiske modstandsfolk blev stort set jævnet med jorden, og ti gange så mange civile blev brutalt slået ihjel.

Det var i en af disse kampe, Trokics far og halvbror Mirko var omkommet, da de var ilet byen til undsætning. Han var selv kun lige blevet fireogtyve og havde været på sin sædvanlige sommerferie hos familien lidt uden for Zagreb til trods for de stigende spændinger mellem de etniske grupper og de begyndende slag. Han havde haft brug for disse ferier og suget til sig, for hans danske mor var død af kræft nogle få år forinden, og familien i Kroatien var det eneste, han havde tilbage. Han havde ikke kunnet blive væk. Det ville have været forkert.

I august, kort før Trokic skulle have været tilbage til Politiskolen i København, kom en journalist, der var ven af familien, tilbage med den forfærdelige nyhed. Trokics far var faldet, og i et forsøg på at slippe ud gennem en majsmark, der hidtil havde været den eneste vej ud af byen med de spærrede veje, var også broren blevet brutalt skudt ned, mens han kom bærende på sin fars afsjælede krop.

Familien fik nyheden kun få timer efter begivenheden, og der havde hersket en sorg og rasen i hans bedstemors hus. Hendes smerte ved sin søn og sit barnebarns død var næsten ubærlig, og den blev stærkt forværret ved tanken om, at de begge skulle begraves i et hul på det, der med stor sandsynlighed ville blive serbisk jord. Hun havde grædt og tryglet himlen om at få de to familiemedlemmer tilbage.

Da huset til sidst truede med at gå i opløsning, var Trokics fætter Tomislav gået ind til naboerne, havde hentet flere pistoler og geværer, og de var sammen taget mod byen for at finde de to mænds lig og bringe dem tilbage. Det ville blive en ualmindelig farlig ekspedition, men de havde været enige.

Det havde taget dem det meste af et døgn og adskillige forsøg på at komme uden om de serbisk-jugoslaviske styrker at nå frem. De kørte som skydeskiver igennem en by, der mange steder var smadret til ukendelighed. Det var spøgelsesbygninger, der stod tilbage, og murbrokker, glasskår, træstykker, asfalt og tagstumper flød i gaderne, hvor kæledyr og mennesker lå døde. Tanks tromlede stadig gennem byen og smadrede gennem biler, busser og andet, der stod i deres vej. Heste, køer og grise løb rundt i blinde på en baggrund af konstante skyderier. Intet var helligt, ej heller kirkerne og byens hospital. Billederne brændte sig fast i hans øjne som små smertende glassplinter. Det var, hvad mennesker, der havde boet tæt sammen i årtier, kunne gøre mod hinanden i nationalismens navn.

Først mange timer siden lykkedes det dem at finde frem til de to stærkt mishandlede familiemedlemmer. De lå i en nedtrampet cirkel i en majsmark, begge skudt i hovedet, og fluerne summede allerede om dem i varmen. Mirkos sølvkors, som han havde haft om halsen, lå og glimtede i solen. Hans hår, der havde samme farve som Trokics, var klistret af indtørret blod. Øjnene stirrede på et punkt i den overskyede himmel. Faren lå med hovedet vredet i en helt forkert vinkel og havde uvist af hvilken årsag ikke længere sine sko på. Alligevel havde der været en slags fred over deres ansigter. Han ville aldrig glemme synet af dem, som de lå der, degraderet til livløse uvirkelige kødstykker. Smerten havde været enorm.

Det var, mens de havde arbejdet på at få dem op på ladet af deres medbragte bil, at det havde hvislet mellem majsbladene, og drengen var dukket op. En karseklippet omtrent femtenårig dreng med det serbisk-jugoslaviske flag syet på en alt for lang jakke havde patruljeret majsmarken og var standset op med sit gevær pegende mod dem. Et øjeblik havde Tomislav tøvet, og hans hånd var rakt forsonende i vejret, og det næste øjeblik havde drengen set rådvild ud. Men Trokic selv havde ikke ladet tiden stå stille et sekund. Han havde per automatik lagt begge hænder om pistolen, rettet den mod drengen og skudt ham i halsen. Det var det første skud, han havde affyret uden for Politiskolen, og et øjeblik var der kun lyden af drengens sidste stønnen.

Selv alle disse år efter så han det blik, som Tomislav havde sendt ham. Overraskelse, bebrejdelse, væmmelse og medlidenhed. Drengen var forblødt i løbet af få minutter, og hændelsen blev aldrig siden diskuteret mellem dem. Der havde kun været et tomrum mellem dem ved begravelsen, og det havde taget årevis at få fyldt det ud. De havde aldrig talt om episoden, og Trokic tvivlede på, at det ville komme til at ske. Missionen havde i øvrigt været vellykket, og bedstemoren havde til sin dødsdag været de to fætre uendelig taknemmelig.

Det var kun én af mange oplevelser. Et sted vidste han, at de alle havde været ofre, og at propaganda og medieliderlighed havde pustet til ilden mellem de forskellige grupper i befolkningen. Han vidste, hvordan krigsmaskinen havde fungeret, og hvordan grupperne havde dæmoniseret hinanden. At serbere var mennesker på lige fod med alle andre. Og alligevel havde han ikke tøvet, da drengen havde stået foran ham. I det øjeblik havde han ikke været et menneske, men en repræsentant for det, der havde taget hans familie fra ham.

For det meste tænke han ikke længere på de mange hændelser, men de lå og vrimlede et sted i en kasse bag i hovedet på ham. „En dag springer låget op,“ havde Christiane engang sagt til ham i et fortroligt øjeblik. „Så vælter det hele ud, og jeg er ikke sikker på, jeg har lyst til at være her.“ Det var få dage, inden hun havde annonceret, at hun ville tage til Indien, og et eller andet sted havde han sammen med beklagelsen også følt en vis lettelse.

Det var, da denne erindring poppede frem i hans bevidsthed, at han forstod, at Alexander højst sandsynligt havde ret. Drømme løj ikke altid. Hos Trokic selv var de dukket frem fra kassen ved enkelte lejligheder. Han tog et hurtigt bad og gjorde sig klar til at finde Elena Ejlersen.