58

Det var aften. Viktor havde installeret sig i sin hvide varevogn, og nu var det bare at vente. Allerede et døgn før havde Viktor fundet ud af, at Sander var på farten. Han havde set ham forlade sit hus i den lille Fiat og var fulgt efter ham i god afstand. Der var gået et sus igennem ham, og han var fulgt efter bilen ud på motorvejen og sydpå. I hovedet var han gået i gang med sin minutiøse planlægning af den store begivenhed, der skulle ske. Genforeningen. Men jo længere ned i landet de kom, jo mere asfalten åd sig op gennem hjulene, desto koldere blev han, og han var blevet fyldt af rædsel, da det gik op for ham, hvor Sander var på vej hen. Sander var på vej til hans fortid. Han havde kunnet mærke det snøre sig sammen i halsen, jo tættere de kom på byen. Og da Sander havde parkeret foran det lille hotel, havde Viktor næsten kunnet føle byens lugte trække ind og sætte sig i bilens betræk og true med at kvæle ham.

Det var, som om alting kom tilbage og hastede gennem hans bevidsthed. Der var gået hen ved tolv år, siden han sidst havde været der, og alligevel var det, som havde det været dagen før. Han huskede, hvordan børnene havde betragtet ham, når han gik hen ad gangen. Alle deres opfindsomme skældsord. Alle de tæsk, han havde fået, og hvordan han havde gemt sig på graffitiramte toiletter og kastet op i de beskidte kummer, der stank af hundreder af børns pis. Han huskede sin egen snøvlede tale, og hvordan de havde leet ad ham, når han forsøgte at forme ordene på de fremmede sprog, de skulle lære. Det værste havde været de store børn, der holdt til ude ved cyklerne og røg. Han ville være som dem, men deres hån var gået igennem ham som knive. Han havde været en vanskabning i alle de år, og ingen var kommet ham til undsætning. Det var han ikke længere.

Længe havde han siddet og stirret op mod hotellet og overvejet sit næste træk. Det ville have været nemt at komme ind i bygningen. Han kunne så let som ingenting bryde ind og slå ham ihjel. Han havde minutiøst gennemgået, hvordan han kunne trænge ind ad nødudgangen på hotellets side, gå op ad trapperne, til han fandt værelset, og skære halsen over på ham, i det øjeblik han åbnede døren. Det ville gå stærkt. Sander ville hurtigt forbløde, og Viktor kunne være væk i en fart. Ingen ville finde ham, for ingen kendte motivet.

Men det var ikke det, han ville. Han skulle have Sander med tilbage. Hjem til sig selv, hvor han kunne gennemføre det planlagte ritual minutiøst. Så derfor var han kørt et andet sted hen og havde lagt sig til at sove i bilen på en rasteplads.

Han havde ligget den halve nat og raset over sagens udvikling. Flere gange var han stået op og havde lyttet til sine medbragte lydoptagelser af de to drenges skrigen for at forvisse sig om, at de havde været virkelige. At han var nået så vidt, som han var. Han havde ligget i bilen og kigget ud på det store grantræ, der vajede over rastepladsen, mens de høje lyde trængte igennem ham, og hver gang han spillede dem forfra, voksede hans styrke. Det var en helt anden slags lyd end den hån og vrede, han havde hørt på som barn. Her var det hele vendt om. Og til sidst havde han fundet ro.

Inden længe ville Sander komme til syne, og så var det blot at følge efter. Alt var gjort klart derhjemme. Ingen ville høre en lyd, og når han slap af med ham, ville der endelig blive fred indvendig.

Han lod bilen køre i tomgang, tændte for en radiostation, der spillede Top 40, trak en cola og en pose chips op fra bæreposen på passagersiden og holdt øje med hotellet, mens han langsomt spiste chipsene og skyllede efter med colaen.

Der var ikke mange mennesker på gaden i denne by. Han var omtrent ti kilometer fra Glejbjerg, og her ville ingen genkende ham længere. Da han boede i nabobyen femten år tidligere, havde han været en freak og en helt anden person. En udstødt i skolen, på fodboldbanen og i klubberne. Ingen ville tale med ham på grund af dét. Som om den forvrængede mund smittede. Nu var det anderledes – han var nået længere end de fleste i dette hul. Han havde en uddannelse og et eftertragtet job, hvor han tjente godt med penge. Kvinder behøvede han ikke spekulere på. Han havde penge nok til at købe sig til seksuel tilfredsstillelse, og der var tilstrækkeligt med ludere i byen, der gerne tog sig af hans lidt sære tilbøjeligheder.

Han havde siddet i bilen og ventet i to timer, og det var næsten holdt op med at regne, da Sander endelig kom ud af hotellet med en lille rød hundehvalp med hængeører i hælene og satte sig ind i sin bil. Viktor forestillede sig et øjeblik, hvordan det i stedet var snuden på hunden, han skar i stykker. Hvordan det lille kræ ville pibe af skræk, indtil kraniet åbnede sig på den og blodet fossede ud. Måske skulle han bare tage den med i købet. Han forestillede sig, hvordan Sander ville skrige. Hvordan det ville lyde. Det var forskelligt, hvordan de skreg, havde han opdaget. Dybe strubelyde, høje oktaver. Interessant.

Sander fik gang i bilen og bakkede ud af hotellets område, og Viktor fik i en fart gang i sin egen bil. Der skulle nok komme en chance, og Viktor var trods alt på hjemmebane. Sander var muligvis på jagt. Men han var endnu ikke klar over, at han selv var den jagede.