59

Sander parkerede bilen på vejen et stykke fra landejendommen og skrotbunkerne. Der var buldermørkt uden for byen, som der kun kunne være en vinteraften, og der hørtes ikke en lyd ud over hans egen vejrtrækning og hans skridt. Der havde altid været lyd omkring Sander – storbyens puslen og trafikken. Stilheden på landet var skræmmende og sort, som et tomrum, der pludselig lagde sig omkring ham.

Han gik de omtrent hundrede meter hen til det gule hus og konstaterede, at der var lys i stuehuset i det, der så ud til at være et mørkebrunt køkken og en stue halvgemt af gardiner. Der var tændt en lampe uden for værkstedet, og der kom en smule lys ud gennem et vindue. Skrotpladsen og laden henlå derimod i mørke. Plejefaren havde sandsynligvis nogle sidste opgaver, der skulle ordnes inden fyraften, og Sander stillede sig bag et træ og ventede på, at der skulle blive ro. Han forestillede sig drengen bo i dette hjem – så forskelligt fra hans egen opvækst. Hvad gjorde den slags ved én?

Der gik omkring en halv time, så blev lyset slukket i værkstedet, og der hørtes tunge skridt gennem gruset og en svag mumlen. Men der var også en anden lyd, der gled gennem mørket. Et stykke væk oppe langs vejen kom en bil nærmere. Eller måske en varevogn. Diesel. Sander var nødt til at rykke tættere på huset for at undgå at blive set fra vejen. Men så tog lyden af, og han forestillede sig, at den var kørt ind til et af de nærmeste huse. Han smilede for sig selv. For de havde vel naboer herude på landet trods alt.

Han tog sine lyse kondisko af, placerede dem bag træet og gik i strømpesokker hen over gruset, for at det ikke skulle larme. Han gøs. Det var koldt og fugtigt og blæsende. Lyset fra stuehusets vinduer og månen lyste gårdspladsen op, og et øjeblik overvejede han at opgive sit risikable ærinde. Han kunne ikke sætte en finger på, hvad han ledte efter, men plejeforældrene havde gjort ham utilpas til mode. Og han vidste, at han sjældent tog fejl. Så blev der tændt et andet flakkende lys. Fjernsynet. Familien ville være parkeret der indtil videre.

Sander gik langs muren hen til værkstedet og åbnede forsigtigt døren. Den gav en alt for høj lyd fra sig, da hængslet kom op, og et øjeblik stivnede han og lyttede. Men stuehuset så ud, som det havde gjort hele tiden. Han listede forsigtigt indenfor og blev ramt af en række lugte af gummi, olie, mug og cigaretrøg. Hans fod stødte mod et stykke værktøj af metal, der lå og rodede i mørket, og da han fik sin mobiltelefon frem og tændt for dens lille lygte, så han, at der flød med bildele og værktøj over det hele, og gulvet var fyldt med cigaretskodder og knust glas. Værkstedet var forholdsvist stort og havde sandsynligvis engang været en stald. Gulvet var af cement, og der var højt til loftet og en række bjælker. Han bevægede sig forsigtigt gennem det store rum og konstaterede, at der ikke var noget af betydning. Hvem havde egentlig brug for skrot nu om dage, hvor ingen kørte rundt i biler, der var særlig gamle? Solgte man metallet til genbrug? Han anede det ikke og var på sin vis også ligeglad. I den ene ende stod et bilvrag, en rød Opel Kadett Coupé fra sidst i halvfjerdserne, der lignede en vred hund.

Så hørte han pludselig skridt i gruset udenfor, og der gik et sug af angst igennem ham. Nogen var på vej hen mod værkstedet. Hurtigt så han sig omkring efter et gemmested og håbede ikke, mobiltelefonens lille lygte var synlig gennem de små staldagtige vinduer. Der var kun bilen, og i to hurtige skridt var han henne ved den og fik døren lukket op. Han smed sig ind på det ildelugtende velourbagsæde, i samme øjeblik som døren til værkstedet gik op.

– Fandens mær, kunne han høre skrothandleren mumle for sig selv. – Bliver sgu da også værre og værre.

Sander kunne høre, hvordan han rumsterede og bandede videre for sig selv. Så pludselig blev døren åbnet ind til førersiden af bilen. Lyset i bilen tændtes automatisk, og Sander lå nu blottet på langs i bilen. Han kunne se, hvordan plejefarens hånd rodede rundt og til sidst trak noget frem. En flaske whisky gemt af vejen. Så smækkede han bildøren hårdt i igen, og der blev stille, mens manden drak grådigt af flasken. Derefter fulgte lyden af knust glas. Sander var glad for, at han ikke stod i vejen for den fulde skrothandler og var sikker på, der ventede konen nogle høvl. Så forlod manden værkstedet igen, idet han smækkede hårdt med døren og bandede igen.

Sander blev liggende et par minutter med sveden haglende af sig. Så åbnede han langsomt bildøren og kravlede ud. Han trådte en meter til siden og stod pludselig og svajede på kanten af et hul. Han fik sig trukket baglæns og tændte mobiltelefonens lille lygte igen. En mekanikergrav. Han blev kold over det hele, og kvalmen skyllede igennem ham. Hvis han var faldet derned, kunne han have brækket både det ene og andet, og måske ville han ikke have været i stand til at komme op igen.

Efter en kort runde forlod han skuffet værkstedet og stod igen på gårdspladsen. Huset så ud, som det havde gjort hele tiden. Et øjeblik var det, som om noget bevægede sig blandt træerne ud mod vejen. Politiet? Havde de fundet frem til ham? Tankerne løb af med ham, til han tvang dem på plads. Han var langt ude på landet, og hvem skulle gå rundt derude, uden bil og på denne tid af døgnet?

Han gik om på den anden side af huset og kiggede først ned ad vejen, hvor hans bil stadig holdt parkeret i mørket, og så over mod laden, mens han lynede sin vindjakke helt op i halsen. Laden lå for enden af bunkerne af metalskrot, så han måtte gå uden om den store plads for at komme derhen. En kold nattevind bragte lugten af benzin og jord med sig. De mange bilvrag dannede store silhuetter og skygger i månelyset, og jorden var ujævn, fyldt med jordknolde, sten, metaldele og vandpytter. Han fortrød, at han ikke var gået tilbage til træet og havde hentet sine sko. Hans fødder var allerede godt på vej til at være følelsesløse af kulde. Det gav et sæt i ham, da et dyr skreg langt væk og brød den lange stilhed. Der var stadig en verden derude et sted.

Da Sander nåede derhen, kunne han se, at væggene var af træ og malet sorte. Han trak i håndtaget og konstaterede til sin lettelse, at døren var åben. Den gik op med en svag knirken, og han møvede sig ind med mobillyset løbende ivrigt ved sine fødder. Han havde igen en sang med Turboweekend kørende. Trouble is ... trouble is ... Hvad var det nu, problemet var?

Et sted på pladsen lød en høj metallisk lyd, og han fór sammen igen. Han forestillede sig, at tonsvis og atter tonsvis af metal ikke kunne være stablet oven på hinanden, uden der smuttede en skrue løs, eller et dyr bevægede sig over det i natten.

Indenfor fandt han en mindre udstilling af finere, klassiske biler under et fint lag støv. Inden længe ville Opelen fra værkstedet også havne her. Der var højt til loftet, og han opdagede med det samme, at der var en stige op til et andet niveau. Han betænkte sig kun kort, så kravlede han op ad stigen.

Der var tomt, bortset fra et rum med en dør i den fjerne ende. Med bankende hjerte gik han over de løse gulvbrædder og håbede, at han ikke ville skride igennem og falde de fem meter ned på cementgulvet under plateauet. Ned i bilerne. Han forestillede sig selv ligge død dernede. Hvad ville hans far tænke? Ville han savne ham? Tanken om hans far fik ham til at rynke brynene. Hvad havde plaget den gamle? Vidste han noget, som Sander ikke vidste? Om ham selv?

Han forventede at finde endnu et rum med værktøj eller bildele, og derfor tog det et øjeblik, inden han blev klar over, hvad han havde fundet. Da hans øjne havde vænnet sig til mørket, kunne han skelne de enkelte dele fra hinanden. I den fjerneste ende stod en kommode med fem skuffer, langs den ene væg stod et skrivebord af brunt træ med en gammel kuppellampe ovenpå og en blå kontorstol, og langs den anden væg stod en seng med en grønmønstret madras. Der var ingen vinduer i rummet, og der lugtede af støv og indelukkethed. På bordet stod stabler af paptallerkner og en stak glas samt mælke- og juicekartoner. På gulvet stod der en sort affaldssæk.

Et øjeblik tænkte han, at han havde fundet et gammelt kontor, hvor skrothandleren havde lavet sine skumle regnskaber i skjul for omverdenen, men så opdagede han stakken af tegneserier på gulvet. Det havde ikke altid været et kontor, fornemmede han. Engang havde det været et børneværelse.