60

Det løb ham koldt ned ad ryggen. Hvem ville gemme sit barn væk bag en skrotbunke og overlade det til mørke og ensomhed? „Ja, hvem ville det,“ spurgte den lille stemme i hans hoved. En skruppelløs plejefamilie, der ville tjene penge på en række børn? Hvis kommunen eller familieplejeorganisationens sagsbehandlere kom på besøg, kunne de blot fremvise et af de andre værelser i stuehuset. Der var lidt for mange penge i at være plejefamilie, kravene var ikke særlig store, så længe man kunne fremvise et pletfrit ydre, og beskæftigelsen var vel et fint supplement til en skrotforretning.

Men hvorfor skulle drengen gemmes af vejen? Det var vel begrænset, hvor meget man kunne skjule ham, når der var tilsyn med hans opvækst? Eller fandtes der veje? Hvad var formålet med at gemme et barn væk fra omverdenen? Var det en straf? For første gang følte Sander en snert af medlidenhed med den dreng, der havde boet her. Og han så ham for sig. Lille og spinkel af udseende og med et dystert udtryk i øjnene. Voksne øjne på en dreng, der var på hans egen alder. Det var et blik, han aldrig havde forstået. Og de hadede ham sådan. Hvorfor?

Der lød en hul knirken et sted, og koldsveden sprang igen frem. Det lød præcis, som da han selv havde åbnet døren til laden. Havde han glemt at lukke den igen, så den stod og svingede i blæsten? Eller var skrothandleren fulgt efter ham hele vejen herhen? Sander kiggede ud fra rummet, men der var intet at se. Han stod bomstille i et par minutter, og til sidst fik han sig selv overbevist om, at der intet var.

Hvor godt havde han egentlig kendt drengen? Var det ikke besynderligt, så vel han huskede de mange små detaljer i hans tøj? Den lidt for lange brune vinterjakke midt i sommeren? De gule gummistøvler og det lyse hår, der trængte til at blive klippet. Og hvordan havde han på forhånd vidst, hvor de forskellige rum befandt sig, da ejendomsmægleren havde vist ham rundt? Han havde fundet det naturligt, som om alle huse fra den tid var indrettet på samme måde, men var det rent faktisk, fordi han havde været inde i huset engang?

Sander bøjede sig frem og tog en stak Anders And-blade op fra gulvet og tørrede støv og spindelvæv af. De var alle fra slutningen af firserne, og han genkendte dem og huskede, hvordan han selv havde læst dem i et sommerhus ved Vestkysten, da han var omkring tolv år. Igen denne mærkelige samhørighed. Den samme referenceramme. Han gik i gang med at rode i skabene. Et eller andet sted måtte der være noget, der kunne hjælpe ham med at finde drengen. Noget der definerede eller identificerede ham. Eller måske nogle oplysninger om andre plejebørn, der kunne hjælpe ham. Bag den første skabslåge gemte der sig en række papirer. Kvitteringer på salg af skrotdele, konstaterede han. Han gættede på, det ikke var nogen, skattevæsenet nogensinde havde fået kendskab til.

Så faldt hans blik på et foto på gulvet, og han samlede det op og mærkede blodet stivne i sin krop. Det forestillede en dreng på omkring tolv år. Et skolebillede. Det var den samme dreng, som han havde set i haven, det tvivlede han ikke på. Det samme lyse hår, der trængte til at blive klippet, og de samme grønne øjne, men han var noget ældre på billedet, end han huskede ham. Men der var noget i vejen med det smil, der blev sendt til fotografen. Det var ikke ægte, og Sander forsøgte at forstå, hvad der helt præcist var i vejen. Det var, som om ansigtsmusklerne ikke fulgte med. Og så gik det op for ham, at det slet ikke var et smil. Blikket var hårdt, og der var ingen smilehuller eller andre tegn på glæde. Der var kun store firkantede tænder. Han stirrede på et barn uden læber. Han sank en klump og forsøgte at få alting til at falde på plads oven i hovedet, men det var, som om der manglende en brik. Et eller andet sted var noget gået galt.

Så mærkede han pludselig noget i nakken. Et pludseligt prik. Som en myg, der havde suget sig fast. Eller måske snarere som de stik, han havde fået, da han var blevet vaccineret før en tur til Peru for at besøge Inkariget. Stikket blev fulgt af en pludselig varme og spænding i nakkemusklen. Hans hånd gled op for at slå det fremmede væk, men i stedet stak han sig på noget igen. Inden han gled ned på gulvet og mistede bevidstheden, var han klar over, at han havde fået fat i en kanyle. Han var også pludselig klar over, hvor alle de lyde, der var dukket op den sidste time, var kommet fra.