61

Viktor havde forventet, at der måske ville være en form for medlidenhed med Alexander, når jobbet skulle udføres. De delte trods alt en fortid sammen. Men da han så ham ligge der som en livløs bylt på det støvede gulv, følte han kun had. Fordi han var gået fri, og havde haft alt det, han ikke selv havde fået. Alexander havde igen været den heldige og var taget med sin fine far til det fine hus og havde fortsat sin barndom. Han selv var blevet bortvist til dette værelse, hvor han havde tilbragt de næste ti år hver dag efter skole. Alene, bortset fra de daglige stunder, hvor plejefaren kom forbi og tæskede ham gul og blå for at få afløb for et eller andet.

Han kunne stadig lugte plejefarens olieplettede tøj og dårlige sprutånde. Ikke meget ulig hans egen far. Alligevel havde han foretrukket det frem for de ondskabsfulde legekammerater. Og han hadede Sander for hans perfekte udseende. Selv der på gulvet i al støvet og svineriet var han sikker på, at Sander hele sit liv ikke havde oplevet andet end piger, der lå i støvet for ham. Han havde altid været den kønne, og Viktor var sikker på, at det var grunden til, at det var Sander, der var endt med den perfekte familie. Var man grim, blev man valgt sidst i alle livets henseender.

Havde det ikke været, fordi det skulle tage sig helt perfekt ud, ville det have været bedre at skære Sanders ansigt helt i stykker og sætte ham fri og leve med det. Han kunne klare det lige på stedet og lade ham ligge som et kvæstet dyr i sit eget blod med et vansiret ansigt, der ville følge ham resten af hans liv. Og Viktor kunne fortrække sig en smule og følge ham fra afstand, mens hans liv blev degraderet. Han kunne sørge for, at han aldrig fik en kæreste igen. Aldrig fik børn. Aldrig viste sig udenfor igen. Men det føltes ikke helt godt nok. Der var for mørkt i laden, og han havde udstyr derhjemme, han skulle bruge. Desuden brød han sig ikke om at fravige sin oprindelige plan.

Han sparkede hårdt til ham og mærkede, hvor vellystent det var at give slip på noget af det ophobede raseri. Han sparkede på ben og arme, krop og ansigt, til han blev varm og svedig. Men så besindede han sig. Der var også grænser for, hvor effektivt bedøvelsesmidlet var, og der var lang vej tilbage til Århus.

Først da han nåede tilbage til trappen, blev han klar over, hvor stor en fejltagelse han netop havde begået med hensyn til stedet. Det ville blive hårdt at få Sander ned fra afsatsen, at slæbe ham igennem skrotpladsen og hen til sin egen vogn. Selv om Sander var spinkel af bygning og knap så muskuløs, var han alligevel højere, og det gav mere vægt.

Det tog en hel time, inden han havde fået Sander tilbage i vognen. Han bakkede rundt for at køre tilbage, stresset over at tidsplanen var ved at vælte, og i det samme huskede han noget. Den dumme hundehvalp sad formentlig stadig i Sanders bil nogle hundrede meter længere nede ad vejen. Skulle han tage den med? Bruge flere kostbare minutter og risikere at blive set af familien, hvis de pludselig kom ud af huset? Men jo, det skulle han. At pine den ihjel, mens Sander så på, ville være prikken over i’et.