62

Trokic betalte Elena Ejlersens taxachauffør og førte hende ind i Hemingway Bar ved siden af lobbyen. Hendes skridt var tunge og tøvende, og ansigtet lyste af modvilje. Der var tomt bortset fra receptionisten, og de ville kunne tale frit på deres eget sprog. Baren lignede noget fra det attende århundrede på en kvalm og kitschet måde. Han trak en tung lysegrå plysstol ud for hende og satte to øl på bordet. Da hun satte sig og krængede jakken af, var det, som om den hårde facade gled væk, og hendes øjne var pludselig skræmte, som skulle hun gennemleve barndommens ubehag igen. Trokic kunne se en lille pige skinne igennem under den tunge makeup.

– Jeg kan forstå, min far fortalte dig om ... om voldtægten? begyndte hun, tydeligt nervøst.

– Ja, men jeg vil godt høre historien fra dig selv. Det er længe siden, og jeg er sikker på, du kan fortælle mere, end han ved.

Hun drejede ringen med ligningen rundt og rundt.

– Jeg har aldrig fortalt ham hele sandheden, og heller ikke min mor, inden hun døde. Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg virkelig, virkelig ikke lyst til at tale om det her og rippe op i tingene. Det har taget mig årevis at komme over det. Det kan godt være, at nogen er død i Århus, og jeg vil ikke være uhøflig, men det er ikke min sag.

Hun forsøgte tydeligvis stadig at slippe udenom.

– Det er vigtigt, mindede Trokic hende om.

– Men at nogen husker min ring, må være et mærkeligt tilfælde. Og jeg er kommet videre end den sommer. Den mand, der gjorde det mod mig, er død nu, ved jeg. Så hvem skulle det være?

– Det kan jeg ikke fortælle dig endnu. Du er nødt til at fortælle mig din historie først.

– Men der er ikke noget, jeg kan gøre ved det nu.

– Hør lige her, sagde Trokic uroligt til mode. – Jeg er kommet hele vejen herned, fordi jeg ved, der må være en sammenhæng. Nu bliver du nødt til at fortælle mig, hvad du husker om den voldtægt, ellers får jeg dig slæbt hele vejen med tilbage til Danmark. Jeg skal være i lufthavnen om halvanden time, og der er en halv times kørsel derud.

Han kiggede demonstrativt på uret. Det var ikke løgn. Hans hjemtur var for længst booket, og han havde ikke tid til Prag mere. Elena stirrede på ham, tydeligvis usikker på, om han havde mulighed for at tilbageholde hende. Så sukkede hun og kiggede ned i bordet, som om hun skammede sig.

– Jeg var lige blevet ti, begyndte hun. – Det var sommer, og vi var flyttet ind i et hus i midten af Århus.

– På H.C. Ørsteds Vej?

– Ja, det var ...

Hun afbrød sig selv.

– Må jeg få en smøg?

– Tag dem du vil.

Han skubbede pakken over til hende, og hun fiskede selv en ud, som han tændte for hende. Så sad hun stille et øjeblik, mens røgen gled op omkring hendes ansigt. Hun lod fingrene glide gennem håret og redte nogle lokker væk fra ansigtet. Det var et ganske kønt ansigt. Ikke vansiret, som Sander havde sagt, selv om hun havde et ar på overlæben. Noget var der trods alt i vejen med hans forklaring.

– Det var den varmeste sommer i min barndom, og alting var så tørt, at det knitrede. Den dag, vi taler om, var engang i august, vil jeg tro. I hvert fald var jeg ikke begyndt i den nye skole endnu, så jeg kendte ikke ret mange mennesker i byen. Der boede en familie et par huse længere nede ad gaden. Jeg kunne komme derhen ad en sti, der gik bag om husene, og jeg holdt øje med drengen derinde. Han var måske fem år. Altid alene.

Trokic tænkte på al den tid, han selv havde været alene. Og hvad gjorde man så? Talte alle puderne i en æske med HavreFras og cyklede byen igennem på kryds og tværs. Men hvem var det, hun talte om?

– Fortsæt, sagde han så.

– Drengen ved huset længere nede ad vejen var usædvanlig stille, fortsatte Elena. – Han sad altid på en gynge foran et udhus. Som om han vogtede over noget. Jeg så aldrig nogen forældre derinde. Man sagde, de holdt sig for sig selv, og vinduerne var malet sorte, så man ikke kunne kigge ind. Det undrede mig i sig selv, og jeg fantaserede om, at drengen var alene i verden. På en måde lidt som mig selv. Selv om jeg var en stor pige, så var vi jo lige flyttet ind, og jeg følte mig ensom. Der var ikke andre børn på vejen at lege med. Som dagene gik, blev jeg mere og mere nysgerrig. Jeg ville så gerne i kontakt med ham, men jeg kunne ikke tale så godt.

– Hvorfor ikke? Det forklarede din far mig aldrig.

– Det var, som om jeg opfattede matematikken som mit sprog. Jeg åndede og levede for ligninger og gåder. Sproget interesserede mig ikke, og så blev jeg ikke særlig god til det. Det blev en slags barriere. En ond cirkel. Det var først, da jeg gav slip på matematikken, det blev bedre.

– Okay, det lyder specielt. Hvad så mere?

Hun skuttede sig og trak jakken op over skuldrene, selv om det var ganske varmt i baren.

– Drengen gemte noget derinde, og jeg ville vide, hvad det var. Det blev en hel besættelse for mig. Med jævne mellemrum var der noget, der slog mod døren derinde. Jeg troede, at han måske havde et dyr derinde. Så jeg fantaserede løs om en enhjørning og alt muligt andet pjat.

Elena tog en dyb indånding.

– Jeg kan stadig høre lydene, når jeg lukker øjnene. Og alle hvepsene – de stod om udhuset. Den her konstante summen af tusinder af bittesmå vingeslag i luften. Selv den dag i dag kan jeg ikke fordrage dem. Men en dag glemte drengen at sætte låsen på døren til skuret, inden han gik tilbage til huset. Det var, som om det var det, jeg havde ventet på hele tiden uden at vide det. Så kravlede jeg over hækken og ind i haven. Det var sidst på aftenen, og det skulle regne for første gang i lang tid. Himlen var sort af skyer, og jeg var bange, fordi jeg ikke kunne li’ torden og uvejr.

– Men noget drev dig derover alligevel, indførte Trokic.

– Ja. Det første, jeg bemærkede, var hvor misligholdt der var. Haven var tilgroet, og det eneste kønne var en række solsikker, der groede op ad husmuren, men som hang en smule med hovedet i tørken. Først kravlede jeg over til huset og kiggede ind ad vinduerne. De fleste var som sagt malet helt sorte, eller der var hængt noget op foran dem. Men jeg fandt et enkelt vindue, hvor jeg kunne kigge ind. Det var et mærkeligt syn. Alting var et stort rod. Hele køkkenbordet var fyldt med cornflakes- og havregrynspakker, marmelade og brød. Drengen sad bare helt stille på gulvet foran fjernsynet. I lang tid stod jeg bare og betragtede ham.

Elena tog en dyb indånding, og hendes stemme rystede, da hun fortsatte.

– Jeg gik tilbage og over til udhuset, og jeg skal aldrig glemme, hvad jeg så der. Det var dér, han fik fat i mig.