67

Sander mærkede båndene snære. Han var kommet til sig selv, og kvalmen var overvældende. Den dårlige smag i munden fortalte ham, at han havde kastet op på et tidspunkt, men der var intet opkast at se.

Han befandt sig i et lille rum med rødbrune vægge. De var dækket af filmplakater og fotos i rammer, som alle sammen forestillede en amerikansk skuespiller, hvis navn han ikke kunne huske. Døren var af stål, og Sander fornemmede, at han var gemt af vejen et hemmeligt sted. Der var ingen møbler og ingen vinduer. I den anden ende af rummet stod en mand med ryggen til ham. Der var noget ludende over hans holdning. Han var ved at tage et par plastikhandsker på. Sander huskede, at han var faldet om i værelset på skrotgården. Nu var han hvor? Og hvorfor? Det løb ham koldt ned ad ryggen. Spændt fast. Der var ikke den fjerneste lyd omkring ham. Var han uden for byen? Et helt isoleret sted? Før dette havde der kun været en motors summen. Han måtte have været vågen en brøkdel af et sekund tidligere. Nu var lyden lukket ude, som befandt han sig i et vakuum, eller som havde han fået vat i ørerne.

Så forstod han. Han var af en eller anden grund morderens næste offer, og der lugtede af noget desinficerende, fordi der var blevet gjort rent for hans skyld.

– Hvad laver jeg her? spurgte han mod mandens ryg.

Først var der tavshed, så vendte han sig langsomt om mod Sander.

– Husker du virkelig ingenting? sagde han, og stemmen var på en gang så familiær og velkendt og samtidig så voksen og anderledes.

Der gik en bølge af tid og sted igennem Sander. Det var sådan, han så ud nu. Drengen, der havde spøgt i hans sind. Der var noget med munden. Det var meget svært at se, men der var noget stivhed i muskulaturen.

– Jeg kan godt huske dig svagt, mumlede han så. – Dit ansigt. Hendes ansigt.

– Plager hun dig? Ser du hende også i drømme?

– Ja. Hvem var hun?

Han trak på skuldrene.

– Det betyder ikke noget. Jeg ved ikke, hvor hun kom fra, eller hvem hun var. Pludselig dukkede hun bare op. Det blev et værre drama.

– Men hendes ansigt var vansiret. Hun var en slags vanskabning.

– Nej. Det var hvepsene. De angreb hendes ansigt. Det svulmede op. Hvad kan du mere huske?

– En bygning. Jeg ved ikke hvor. Og det summer.

Viktor gik ud i køkkenet og vendte tilbage med et glas og en flaske whisky og skænkede op til sig selv.

– Det er også hvepsene, fortsatte han. – De var overalt. Der var jo fredeligt i skuret. Far havde malet vinduerne sorte, så ingen kunne kigge ind. Og der var masser af træ. De gnavede i træet for at bygge bo. Et hav af kuber. Det var en ganske speciel og enormt stor hvepsesort, der kom der. Når en kube væltede ned, var det som en bombe, der spredtes til alle sider. De var aggressive. Hurtige. Kan du slet ikke huske dem?

– Jo.

– Men far var ikke bange for dem. Far tog sig af hende og fik hende til at forsvinde igen.

Sander gøs. Femogtyve år gled af mandens ansigt, og et barnligt udtryk kom til syne. Havde denne mand virkelig slået en dreng ihjel for nylig? Sander betragtede skalpellen i hans hånd. Det virkede på én gang så unødvendigt, og alligevel forstod han, at der var en større tanke bag. Noget der skulle fuldendes. Skulle hans eget liv ende her? Han havde håbet på at komme til Sydafrika, finde kærligheden, få børn. Han kunne mærke, der begyndte at komme pres på de indre dæmninger, og alt det, hans far havde fornægtet, begyndte at glide igennem. Der var en anden barndom, der tilhørte ham. En barndom, der skulle glemmes. Han havde ikke lyst til at blive konfronteret med den nu, men han fornemmede, at det var lige præcis det, der var mandens ønske. De havde på en eller anden måde en fortid sammen, og drengen ville ikke længere være alene om den. Nu skulle de dele.

Så hørte Sander en lav piben, og han kom i tanke om hunden. Søde, smukke Zita. Manden havde taget den med. Lyden gjorde om muligt mere ondt i ham end de snærende bånd. Havde han allerede gjort hende noget?

– Er du bekymret for din køter? Jeg vil ikke fylde dig med løgn. Jeg vil tage mig god tid med den. Lad os høre, hvordan det lyder, når den skriger. Har du nogensinde hørt en hundehvalp skrige?

– Du må ikke gøre hende noget.

Viktor lo.

– Jeg havde en hvalp, der hvor jeg voksede op. Jeg spærrede den inde i en af bilerne på skrotpladsen på en ualmindelig varm sommerdag. Den hylede i en hel time, inden den stegte ihjel. Jeg tog tid på det. Jeg ville ikke have troet, at den holdt så længe. Bagefter lod jeg den bare ligge. Der var ingen, der opdagede den.

– Jeg forstår ikke, hvad jeg gør her. Hvorfor er jeg her? Vi legede sammen engang. Vi var venner.

Og selv i det øjeblik, Sander sagde det, vidste han, at der var noget, der var helt galt med den sætning. Manden betragtede ham med det, der muligvis var vantro. Han spærrede øjnene let op, og der var et svagt smil om munden på ham, der muligvis var vrede blandet med en snert af ironi.

– Legede sammen?

– Ja.

– Er det, hvad du kan huske?

– Ja.

Manden lagde hovedet på skrå, og nu smilede han helt.

– Men Alexander, vi var jo ikke bare venner ... det var jo dig, der startede det hele.