69

– Åh jo, sagde Viktor. – Det gjorde du.

Han var blevet hvid i ansigtet af raseri, og sveddråber løb ned ad ansigtet på ham. Whiskyen var begyndt at virke og var tydeligvis som benzin på et flammende bål. Sander kunne lugte den ramme stank, der var ved at brede sig i rummet. Han var ikke klar over, hvem af dem den kom fra.

– Du anbragte mig i træhuset, da mor forsvandt. Far tog sig ikke af os. Det var et gammelt kolonihavehus, der var på grunden. Det er væk nu, har du måske bemærket. Du bandt et reb om mit ben – tøjrede mig som en hund og lod mig ligge der. Jeg var så bange om natten. Der var dyr, der luskede omkring, og underlige lyde. Men se, hvem der er bange nu.

Brødre, ordet gav genlød i Sanders hoved.

– Det var ikke min mening, hørte han sig selv sige. Det var næsten en hvisken, men kræfterne var ved at forsvinde, efterhånden som forståelsen bredte sig.

– Jeg var kun fire år, og jeg forstod ikke, hvorfor du gjorde det mod mig. Du var min bror, og det eneste, du kunne sige, var: „Mor sagde, du ikke måtte skrige.“

Sander mærkede, hvordan noget løsnede sig indvendig. De to havde leget sammen, og der havde været en mor. En mor, der havde taget ham op. Det var derfor, hans sind truede med at bryde sammen, og derfor hans fortids personer blev til spøgelser i hans bevidsthed. Deres eksistens var blevet fornægtet, og de var dukket op for at gøre opmærksom på sig selv. Nu var der ingen vej tilbage. Han var for altid ændret, og selv om han skulle slippe væk i live, ville hans verden være gået itu, nu hvor han havde opdaget, hvilket umenneske han i virkeligheden var. Måske var han ikke værdig til at leve, og måske var det bedst, at det sluttede nu, så hans lidelser ville være forbi.

– Du sagde, jeg skulle holde op med at skrige, fortsatte Viktor. – Ikke skrige, ikke skrige, ikke skrige, råbte du.

Sander blev våd og kold over det hele. Han så sig selv i et glimt med en kniv i hånden og begyndte at ryste. Det var en lille urtekniv, han havde fundet i køkkenet. Den havde et rødt skaft, og han havde nogle timer før skåret et æble i både med den. Minderne haglede ned over ham, ubarmhjertige som skarpe sten. Han havde fået at vide, at lillebroren ikke måtte skrige, for så blev de begge sendt væk til Djævelen, men den lille dreng ville ikke holde mund og hylede i vilden sky.

Pludselig forstod Sander, hvad værelset, han havde fundet hos plejeforældrene, betød, og han mærkede medlidenheden brede sig. Viktor var blevet holdt indespærret, for at ingen skulle se ham. Nogen havde genskabt ansigtet. Han var i virkeligheden ikke noget grimt menneske længere, men ganske almindelig, med grønne, en smule mandelformede øjne og et hjerteformet ansigt – men det hadefulde ansigtsudtryk forvrængede hele udseendet.

– Min nabo, kirurgen, ordnede læberne, sagde Viktor og skyllede whiskyen ned. – Du gør dig ingen anelse om, hvor ondt de mange operationer har gjort gennem årene. Det er svært at finde hud andre steder på kroppen, der kan bruges, og jeg kommer aldrig til at have følelse i dem. Og kirurgen har været mig behjælpelig på flere måder. Det var ham, der havde Mads Birk på besøg, og da jeg mødte ham der på trappen ... han lignede dig så meget, at det gjorde ondt. At få ham herind var ingen sag.

Under sig mærkede Sander, hvordan knuderne gav sig. Viktor fortsatte ufortrødent.

– Jeg har drømt om dig så mange gange siden. Mareridt, hvor du skærer løs overalt på mig. Så jeg har glædet mig så meget, til du skulle komme. Jeg har fantaseret i årevis om, at rollerne blev byttet rundt. Nu er vi endelig sammen igen et øjeblik, og når du er død, så forsvinder jeg herfra og lader dit lig ligge her og rådne. Når de finder dig, er det alt for sent.

Så blev han stille, som om han tænkte sig om.

– Åh, jeg har helt glemt noget, jeg ville spille for dig. Jeg blev jo lydtekniker og har klaret mig rigtig godt, så jeg kan noget med lyde. Vent et øjeblik.

Han forsvandt ud af rummet et øjeblik, og Sander knoklede med rebene. De var ved at gå løs. Men et øjeblik efter var Viktor tilbage med en bærbar computer, som han satte fra sig på gulvet.

– Nu skal du bare høre, sagde han opløftet.

Han klikkede på noget på skærmen, og et frygteligt skrig trængte igennem rummet. En lang dyb strubelyd, som en såret hund. Den gik gennem marv og ben, og Sander mærkede kvalmen bølge igennem sig.

– Hør. Det var den første dreng, jeg havde besøg af. Ham jeg mødte i opgangen. Man kan vel næsten kalde ham en prøveklud.

Han lo og spillede det igen og igen, og for hver gang mistede Sander en smule af modet. Manden virkede fuldstændig i vanviddets vold.

– Og her kommer den næste.

Han klikkede igen, og et nyt langt højt skrig strøg ud fra computeren. Et skrig, der mindede om mågers hvinen over havet. Sander forsøgte at tænke på noget andet. En smuk dag i skoven, en eng i solen. Men skriget trængte ind i forestillingen og knuste alt.

– Så du kan se – du kan bare skrige løs. Det her rum har jeg bygget, så det er lydtæt. Jeg sætter optageren til, for det her vil jeg gemme til evig tid. Jeg skal høre det i Sydens sol, ved alle højtider, og til jeg dør gammel af dage. Måske finder jeg endda en tilhører til det.

Viktor holdt skalpellen op, som ville han se, om den var skarp nok. Han trak den hen over en finger, og en lille dråbe blod piblede frem.

– Nej, ved du hvad. Jeg har en anden idé.

Han forlod rummet og kom i stedet tilbage med en urtekniv. Den havde rødt skaft og lignede til forveksling den, som Sander havde brugt for så mange år siden.

– Den her er meget bedre.