71

Lisa holdt sin mors hånd. Den var ved at blive kølig, og ansigtet havde endelig fået et udtryk af fred. På den anden side af sengen sad Lisas søster, Anita, og græd stille. Ude på gangen ventede Jakob, Lisas niece Nanna og Anitas mand.

– Hvor er jeg? havde moren spurgt et kvarter før.

Det seneste halve døgn havde hun ikke længere været ved fuld bevidsthed, men havde svævet i en indre verden. Lægerne havde skruet godt op for morfinen, og hun kunne ikke længere skelne mellem virkelighed og drøm.

– Her er så koldt, fortsatte hun og krøb sammen i sengen, som om en vind trak ind fra vinduet, selv om der var mindst et par og tyve grader på stuen. Lisa havde trukket dynen endnu tættere om hende.

– Du er i skoven. Det er sommer, og bøgen er lige sprunget ud. Der er stadig anemoner, og du kan lugte saltet fra havet. Du er sammen med far.

– Selvfølgelig.

Det var det sidste ord, moren havde sagt, og der havde været et lille smil om hendes mund. Der var ikke flere smerter. Det var lykkedes Lisa selv at holde tårerne tilbage, men nu fik de frit løb. Hun græd over sin mor og de mennesker, som hun ikke kendte, men som hver især havde mistet en søn for en galnings hånd, så urimeligt og alt for tidligt. De havde ganske vist fanget en drabsmand og sat en stopper for en række grufulde forbrydelser, men for de implicerede familier ville det tabte aldrig komme tilbage. Hun var blevet en erfaring rigere, og hun havde kunnet anvende sin viden, men hun ville ønske, det aldrig havde været nødvendigt, og at hun stadig havde sine forestillinger om sit lykkelige land intakt. Det var en trøstesløs erkendelse, at den form for ondskab havde fået lov til at spire og udvikle sig. Og hun græd, fordi det var lillejuleaften, og det ikke ville blive jul for nogen af dem. Hun tænkte på Jakob, der sad derude på gangen og håbede, at hun stadig kunne tro på dem. Så mærkede hun en hånd på sin skulder og vendte sig om. Der stod Nanna med tårevædede øjne og betragtede hende med et sorgfyldt hjælpeløst blik. Hendes søde, til tider hidsige, uvorne og flippede niece Nanna, der stadigvæk kun var et stort barn, og hun mærkede med det samme en varme brede sig. Der var stadig noget at kæmpe for trods alt.

Hun slap morens hånd og lagde den forsigtigt op på dynen igen. Den virkede så lille og svag, som på et lille barn. Om et par dage skulle moren bisættes og hendes aske spredes ud over det hav, hun elskede så meget. På en måde føltes det helt rigtigt.