6

„Ser man det,“ sagde en velkendt stemme. „Det er jo Eddie Chase. Eller skulle jeg måske sige Mad Max?“

Chase så op, da døren ind til cellen gik op. „Det var du længe om,“ sagde han med et træt smil. Jim ‘Mac’ McCrimmon, Chases tidligere kommandofører i SAS, var ham, han havde ringet til, efter at han var blevet arresteret.

„Jeg arbejdede til langt ud på natten i MI6.“ Den gråhårede skotte trådte ind i cellen, og Chase rejste sig og gav ham hånden. Mac var iført et mørkt skræddersyet jakkesæt, som effektivt skjulte, at han på det ene ben havde protese fra knæet og nedefter. Under den ene arm havde han adskillige sammenfoldede aviser. „Du har åbenbart lavet rav i noget stort – amerikanerne er meget interesserede i det.“

„Hvorfor det?“

„Aner det ikke, men Peter Alderley vil snart føre mig ajour.“

„Alderley?“ Chase sukkede, da han hørte MI6-agentens navn. „Åh nej, har du fået den klaphat indblandet? Han må have grinet røven i laser ved tanken om, at jeg skulle tilbringe natten i en celle.“

„Ja, han morede sig en del over det, men han vil også gerne vide, hvornår han får sin bryllupsinvitation.“

„Hvorfor skulle han i det hele taget have lyst til at komme? Han kan jo ikke udstå os.“

Et smørret grin bredte sig over Macs furede ansigt. „Han kan skam godt lide Nina. Det er dig, han ikke kan fordrage. Han vil bare gerne overbringe Nina sin medfølelse.“

„Frække stodder! Og dét efter at han blev forfremmet takket være os … Hvor er Nina for resten? Er hun okay?“

„Hun har det fint.“ Mac nikkede over mod døren. „Hun venter i receptionen. Sammen med din bedstemor.“

„Hvad for noget? Her ringer jeg til dig som den første, og så er jeg den sidste, du får ud?“

„Damerne først, Eddie. Har du ingen manerer?“

En betjent førte dem ind i receptionen. „Eddie!“ udbrød Nina og sprang op og omfavnede Chase. „Er du okay?“

„Jeg har lige fået en tur med en vandslange, men bortset fra det har jeg det fint,“ pjattede han. Han så over skulderen på hende og hen på sin bedstemor, der sad på en bænk i nærheden. „Bedste! Har du det godt?“

Hun nikkede. „Jeg har det fint, Edward, tak. Jeg er aldrig blevet anholdt før. Det var en meget mærkelig oplevelse! Men alle var vældig flinke, og de kom endda med te til mig i min celle. Det bliver noget af en historie at fortælle de andre piger til bridge, næste gang vi spiller.“

„Gudskelov. Hvis nogen havde opført sig grimt over for min bedstemor, ville der godt nok falde brænde ned.“ Han bemærkede en vis uro uden for indgangens glasdøre. „Hvad sker der?“

„Pressen,“ svarede Mac med ringeagt i stemmen. Han rakte Chase og Nina aviserne. „I er desværre blevet forsidestof. I skal ikke bekymre jer om dem udenfor. Vi kan få nedlagt fogedforbud mod, at pressen omtaler sagen, nu hvor efterretningstjenesterne er indblandet, men vi kunne ikke nå at standse morgenens aviser.“

„Argh!“ udbrød Nina, da hun så sit officielle IHA-foto smile fjoget til sig på forsiden af The Guardian under overskriften KAOS I BOURNE MOUTH: KVINDEN BAG FUNDET AF ATLANTIS ARRESTERET FOR MORD „Jeg blev ikke arresteret for mordet, jeg var kun vidne til det!“

„Synes du, dét der er slemt?“ spurgte Chase. Han viste hende forsiden på tabloidavisen The Sun med overskriften THE BOURNE-MOUTH IDENTITY. En turist med en hurtig finger på udløseren – og en uhyggelig næse for hurtige penge – havde fanget Forden, da den smadrede gennem resterne af frugtboden, og billedet var nu klasket op på forsiden. Chase sås bare som en skygge på førersædet, og det meste af hans bedstemors ansigt var skjult bag forrudens stolpe, men Nina sås tydeligt på bagsædet. Avisen havde tilmed været så hjælpsom at indsætte et lille billede, hvor hun trykkede præsident Dalton i hånden.

Chase læste første afsnit. „Den ene dag er hun i Det Hvide Hus for at få overrakt USA’s største hædersbevisning af præsidenten, den næste dag er hun med i en vild ildkamp og biljagt gennem en fredelig kystby i England. Den berømte arkæolog Nina Wilde, som fandt den forsvundne by Atlantis, blev i går arresteret, efter at en dødskørsel gennem Bournemouths gader havde kostet tre mennesker livet og kvæstet adskillige andre … Nej, det er sgu ikke godt, det her,“ sagde Chase.

„Nå, så det synes du ikke?“ jamrede Nina. „Og Atlantis er ikke en by; det er hele øen, for fanden! Hvorfor får folk det altid galt i halsen?“

Chase krammede hende. „Et spørgsmål om at prioritere, skat.“

„Det ved jeg godt, men aaargh!“

Et blitzbombardement udenfor fangede deres opmærksomhed. Elizabeth Chase stormede op ad trappen og flåede døren op. Hun så rasende på sin bror. „Din …!“ råbte hun. Holly skyndte sig ind bag hende med et bekymret udtryk i ansigtet.

„Hej, Lizzie,“ sagde Chase i et påtaget afslappet tonefald. „Nå, du har læst dagens aviser, kan jeg regne ud?“

Hun skubbede sig forbi ham og satte sig på hug foran sin bedstemor. „Er du kommet noget til, bedste?“

„Jeg har det fint,“ forsikrede hun hende. „En smule rystet, det er det hele.“

„Åh, gudskelov.“ Hun bøjede lettet hovedet og snurrede så rundt mod Chase. „Hvad fanden tænkte du på? Din sindssyge skiderik! Du kunne have slået hende ihjel!“

„Jo, jeg har det også fint, tak,“ svarede Chase med iskold sarkasme.

„Jeg er faktisk bange for, at det hele er min skyld, Elizabeth,“ sagde Nina.

Elizabeth rev avisen ud af hånden på Chase og prikkede på billedet. „Nå, så du kørte måske bilen fra bagsædet?“ Hun rullede avisen sammen og slog arrigt løs på Chase med den, hvilket fik politimanden til høfligt, men bestemt at trække hende væk. „Jeg troede simpelthen ikke, at du kunne opføre dig mere egoistisk og uansvarligt, end du allerede har gjort, men det her …“ Hun sagde ikke noget et øjeblik. „Jeg har aldrig … været så rasende på dig før.“

„Elizabeth!“ sagde deres bedstemor formildende og rejste sig med tydeligt besvær. Holly skyndte sig hen for at hjælpe hende. „Jeg er ikke kommet noget til, og det er Edward og Nina heller ikke. Det er det eneste, der betyder noget.“

„Nej, det er ikke det eneste, der betyder noget, Bedste!“ sagde Elizabeth. „Folk blev slået ihjel! Og det er alt sammen hans skyld! Tror du måske, at han har tænkt sig at forklare deres familier hvorfor?“

„Faktisk,“ sagde Mac og hævede myndigt stemmen, „så døde de to mænd, mens de forsøgte at slå Eddie og Nina ihjel – og din bedstemor ikke at forglemme. Og de er grunden til, at mine kolleger er så interesserede i det, der skete.“

„Og hvem fanden er du så?“ spurgte Elizabeth.

„Ma’am,“ sagde Mac med et lille buk. Gestussen fik Elizabeth til at sænke paraderne en smule. „Jim McCrimmon, til tjeneste. Jeg var engang medlem af SAS, men nu er jeg … tja, lad os bare sige tilknyttet Hendes Majestæts Hemmelige Efterretningstjeneste. Eller MI6, om man vil.“

„MI6?“ sagde Holly med store øjne. „Er du spion?“

„Mac,“ sagde Chase, „det her er Holly, min niece … og du har lige mødt min søster, Lizzie.“

„Elizabeth!“

Mac kiggede på Holly. „Nej, jeg er ikke spion – din onkel ville sikkert ikke have særlig høje tanker om mig, hvis jeg var. Jeg er mere en slags konsulent.“

„Som redder folks liv fra tid til anden,“ tilføjede Nina.

„Og mit hus er stadig ikke blevet færdigrenoveret på grund af det! Nå, men disse to mænd vakte en del røre i hovedkvarteret, da man fandt ud af, hvem de var. Ikke så meget blandt os, men vi deler efterretninger med amerikanerne, og de fandt oplysningerne særdeles interessante.“ Han så ud på journalisterne udenfor. „Men jeg synes, vi skal tale videre om det et mere privat sted.“

„Kan vi bare gå?“ spurgte Nina overrasket.

Mac smilede. „I er på fri fod, indtil videre. Indenrigsministeriet har sørget for, at alle sigtelser frafaldes. Det lader til, at den amerikanske regering er ret ivrig efter at tale med jer om de to russere – og din ven Herr Rust.“

Han slog blikket ned. „Det gør mig ondt.“

„Tak. Men hvorfor vil de høre om Bernd?“

„Det aner jeg ikke – men jeg vil forhåbentlig snart finde ud af det. Er der et sted, hvor vi kan tale uforstyrret sammen?“

„Vi kan tage hjem til os,“ foreslog Holly. Elizabeth gjorde mine til at protestere, men et blik fra hendes bedstemor fik hende til at tie.

Mac nikkede. „Det lyder perfekt.“

Chase kiggede ud ad stuevinduet i Elizabeths hus, mens han tænkte over, hvad Mac lige havde fortalt Nina og ham efter at have foretaget en telefonsamtale. „Så hvis ham Josarin og hans makker, føreren af firehjulstrækkeren, arbejder som gorillaer for en russisk milliardær, hvorfor kører de så rundt i Bournemouth og skyder på min bedstemor?“ Han vendte sig om mod Mac. „Alderley ved ikke en skid, vel?“

„Jeg ved godt, at det her er fortrolige oplysninger, Mac,“ sagde Nina, „men er der nogen mulighed for, at Catherine eller Holly kan få lov til at være her? Eddie opfører sig meget pænere, når de er i nærheden.“

„Beklager, men jeg kan se godt se din pointe,“ svarede Mac. „Nej, det er mit indtryk, at Alderley er blevet kørt ud på et sidespor af amerikanerne, og det huer ham ikke.“

„Nej,“ sagde Chase og legede med Ninas hestehale. „Jeg ved selv, hvor irriterende det er at tage imod ordrer fra yankee’er.“

„Hey!“ sagde Nina.

Mac smilede og rettede sig så op, da han så noget uden for vinduet. „Men jeg tror, at de der gutter måske kan kaste lidt mere lys over sagen.“

En stor sort limousine var standset udenfor. Chase kunne se på dens usædvanlige nummerplade, at det var en diplomatvogn. „Halløjsa, nu kommer FBI.“ Nina gik over til ham og så to mænd stige ud af bilen og marchere op ad indkørslen. Det ringede på døren. Efter en kort ordveksling gik stuedøren op, og Elizabeth stak forsigtigt hovedet indenfor.

„Der er nogen, der vil tale med jer,“ sagde hun. „De siger, de kommer fra den amerikanske ambassade.“

Mac rejste sig. „Vær sød at vise dem ind, ms Chase.“

Elizabeth viste de to mænd i jakkesæt ind i stuen. Den første var i 50’erne med vigende brunt hår og en plaget mine. Han gav Nina hånden. „Dr. Wilde,“ sagde han, inden han kiggede nervøst frem og tilbage mellem Chase og Mac. „Mr. Chase?“ Chase pegede på sig selv. „Tak.“ Han trykkede Chases hånd og præsenterede sig. Han havde Boston-accent. „Mit navn er Clarence Peach, og jeg kommer fra The Department of Security Cooperation ved den amerikanske ambassade i London.“

Den anden mand var yngre, i midten af 30’erne, og i Ninas øjne langt mere imponerende at se på. Han var velbygget, godt 180 centimeter høj, køn med markeret hageparti og intense grønne øjne og knaldsort hår. „Dr. Wilde?“ spurgte han. Hans dybe stemme havde en karakteristisk New Orleansdræven. „Jeg hedder Jack Mitchell og er fra DARPA – forskningsagenturet Defense Advanced Research Projects Agency,“ uddybede han, da han så hendes forvirrede ansigtsudtryk. Så gav han en perfekt efterligning af Troy McClure, den afdankede skuespiller fra The Simpsons: „De kender os sikkert for opfindelser som internettet – der ikke længere kun bruges til porno!“

Nina grinede. „Hej!“

„Og De må være Eddie Chase.“

„Det må jeg vel,“ sagde Chase, der ikke var nær så imponeret som Nina over manden. „Så hvorfor er DARPA interesseret i at finde Excalibur? Jeg troede, at I kun render rundt og bygger dræberrobotter og udvikler strålevåben.“

„Bernd Rusts forskning drejede sig om meget mere end oldtidsfund, og jeg vil forklare hvorfor om lidt. Men desværre er de oplysninger strengt fortrolige.“ Han så på Mac. „Jeg er bange for, at jeg må bede Dem om at forlade rummet, mens jeg fortæller om det. Beklager, sir.“

Mac var overrasket. „Men jeg har en niveau 5-sikkerhedsgodkendelse.“

„Det ved jeg, sir.“

Mac sendte Nina og Chase et irriteret blik og forlod stuen. Mitchell gjorde tegn til Nina og Chase om at sætte sig, og så åbnede han sin tynde dokumentmappe og tog et chartek op.

„Genkender I nogen af dem her?“ spurgte han og viste dem en række fotografier.

Nina fik straks øje på den skæggede mand, som hun havde jagtet gennem hotellet. „Det er ham, der stjal min bærbare!“

Mitchell nikkede. „Oleg Maksimov, alias ‘Bulldozer’. Forhenværende russisk Spetsnas-elitesoldat, berygtet for sin ekstreme fysiske styrke og tilsvarende begrænsede intelligens – selv før han blev skudt i hovedet i Tjetjenien.“ Han pegede på det store ar i mandens pande. „Det er et mysterium, hvordan han overlevede det, men det gjorde han, og nu har han en metalplade indopereret til at holde sammen på kraniet … og et fuldstændig forstyrret nervesystem.“

„Hvad mener De?“

„Han fik en hjerneskade, som påvirkede, hvordan han reagerer på smerte og nydelse,“ forklarede Mitchell. „Det betyder kort fortalt, at når han udsættes for smerte, nyder han det.“

„Adr!“ sagde Nina og skar ansigt. „Det forklarer, hvorfor han frydede sig, da jeg slog ham i ansigtet med en brandslukker.“

Chase kiggede beundrende på hende. „Smækkede du en Spetsnas-soldat en på lampen med en brandslukker?“

„Jep.“

„Godt gået!“ Han pegede på et af de andre fotos. „Hey, det var hende, der kørte Jaguaren.“

Nina kiggede på billedet. „Det var også hende, der skød Bernd – men hun havde bare orange hår.“ Den tvært udseende kvinde på billedet så ud til at være omkring de 30 og havde nærmest lilla hår med lange grønne tjavser hængende ned foran ansigtet.

„Hendes navn er Dominika Romanova,“ sagde Mitchell. „Hun var engang snigskytte for FSB – efterfølgeren til KGB – indtil hun besluttede sig for at søge ind i den private sektor, hvor lønnen var højere.“ Han tog billederne igen og bladede i dem. „Hun og Maksimov arbejdede sammen med Josarin og Belenkov, som er de to charmetrolde her, der blev sprængt i luften i Imax-biografen i går eftermiddags.“ Han viste dem to andre billeder, som forestillede et par grimme, bistre mænd. „Heldigvis var deres id-kort mere brandsikre, end de var.“

„Men hvorfor slog de Bernd ihjel?“ spurgte Nina. „Hvad var i de filer, som de var så opsatte på at få fat i?“

Mitchell tog endnu et par billeder op af sin mappe. „De arbejdede alle fire for ham her, Aleksej Kruglov.“ Billedet forestillede en temmelig utiltalende mand. Han var ældre end de andre og havde en bred mund og kolde øjne. „Kruglov er tidligere KGB-agent, men arbejder nu som ‘sikkerhedsspecialist’, hvormed jeg mener chefgorilla, for ham her.“ Han viste dem det sidste foto.

Nina rynkede panden. Manden på billedet så ud til at være sidst i 40’erne med studset brunt fipskæg og smalle, rektangulære stålindfattede briller. Han virkede også en smule bekendt. „Jeg har set ham et sted før …“

„Sikkert i medierne,“ sagde Peach. „Det er Leonid Vaskovitj. En russisk energibaron – en af de nye oligarker med en personlig formue på omkring otte milliarder dollars.“

„En stor kanon inden for russisk olie og gas,“ tilføjede Mitchell, „og for tiden arbejder han meget tæt sammen med regeringen i Moskva med den dagsorden at blive medlem af den. Han er en benhård nationalist, som drømmer om at gøre Rusland til verdens førende supermagt, og han skyr ingen midler for at få drømmen opfyldt.“ Han fæstede sit blik på Nina. „Han er også den mand, som Deres ven Bernd Rust begik den store fejl at stole på, da han ledte efter finansiering af sin forskning.“

Nina så på billedet. „Hvad har jagten på kong Arthurs sværd med en russisk oliebaron at gøre?“

Mitchell samlede billederne sammen og lagde dem ned i sin mappe, inden han svarede. „Dr. Wilde, Nina … har De nogensinde hørt om ‘jordenergi’?“

Ninas mærkede et stik af skuffelse. Var det, hvad Rust troede han havde fundet? „Mener De det alvorligt?“

„Fuldstændig.“

„Hvad er jordenergi?“ spurgte Chase. „Det lyder som noget hippie-halløj.“

„Det er det også,“ sukkede Nina. „Sådan noget som ley-linjer, dragelinjer, feng shui – idéen om, at der findes en slags energi, som ledes via særlige kanaler rundtom på jorden.“ Hendes skuffelse voksede, mens hun talte. Hun fattede ikke, at Rust havde spildt tid på den slags vrøvl – og at det af en eller anden grund havde kostet ham livet. „Det er i bund og grund det rene ævl. Idiotisk pseudovidenskab.“

„Faktisk er det ikke helt rigtigt,“ sagde Mitchell.

Nina så vantro på ham. „Hvad?“ En enkelt vanæret historiker, som brugte tid på sådan en teori, var én ting … men at et af USA’s mest avancerede videnskabelige forskningscentre også gjorde det?

Mitchell lænede sig frem. „Har De nogensinde hørt om HAARP?“

„Bror til Grouch, Chic og Zepp?“ spurgte Chase, og Nina sukkede.

„High Frequency Active Auroral Research Program,“ sagde Mitchell med et lille smil. „Det er et statsstøttet amerikansk projekt med base i Alaska, der benytter et retningsbestemt antennesystem til at opvarme specifikke dele af ionosfæren til plasma. Planen er at forvandle den øvre atmosfære til en slags spejl for retningsbestemt energi, hvilket vil kunne øge rækkevidden af radiosignaler eller radar med flere tusind kilometer – ja, titusindvis endda.“

„Så man ikke vil være begrænset af sigtelinjer,“ sagde Chase eftertænksomt. Han var pludselig blevet interesseret i emnet, nu hvor det havde fået et militært aspekt. „Man opbygger spejlet og sender signalerne mod det, så de kan nå om på den anden side af horisonten.“

„Netop. Russerne havde et lignende projekt kaldet SURA. Men HAARP-forskerne opdagede noget usædvanligt. Af en eller anden grund blev antennesystemet ved med at producere energi, selv når det ikke var aktiveret. Så DARPA forsøgte at finde ud af hvorfor.“

„Og hvad nåede I så frem til?“ spurgte Nina tvivlende.

„Noget, der kun kan beskrives som ‘jordenergi’.“

„Okaaay.“

Han slog ud med hænderne. „Det er nu faktisk ikke så langt ude igen. Hele kloden er på en måde bare én stor elektrisk motor. Vi ville ikke være her, hvis det ikke forholdt sig sådan, for uden det energifelt, der dannes af jordens kerne til at beskytte os mod solens stråler, ville vi være døde alle sammen. Men vi opdagede, at der også findes energilinjer på jorden og ikke kun over atmosfæren. HAARP-anlægget befandt sig tilfældigvis tæt nok på en af disse linjer til, at det producerede energi gennem induktion, meget mere end ved normale jordiske processer. Vi foretog nogle test og opdagede, at hvis man bygger et anlæg et sted, hvor adskillige af disse linjer løber sammen, og skaber et magnetfelt, som kanaliserer og samler dem, kan man i teorien producere en betydelig mængde energi – stort set gratis. Jorden danner mere energi på en enkelt dag, end der er blevet produceret i hele menneskehedens historie. Hvis vi kunne udnytte bare en brøkdel af den …“

„Så ville ham Vaskovitj-fætteren blive nødt til at dreje nøglen om,“ sagde Chase. „Ikke noget at sige til, at han gerne vil holde det hemmeligt.“

Nina var stadig ikke overbevist. „Jeg kan ikke se, hvad det har med Excalibur at gøre.“

Mitchells ansigtsudtryk blev alvorligere. „Excalibur har ikke bare noget med denne teori at gøre – det er nøglen til den. Vaskovitj har allerede bygget en jordenergigenerator i det nordlige Rusland og forsøger i øjeblikket at få den til at fungere.“

„Hvor ved I det fra?’ spurgte Chase.

Mitchell sendte ham et skævt smil. „Vi har en pålidelig kilde i Vaskovitjs organisation og ved, hvad han har gang i. Men hans generator … den virker ikke. Endnu. Vores forskere fandt ud af, at der skal en masse energi til at danne de magnetfelter, der kræves for at lede jordenergien – mere end generatoren har kunnet producere.“

„Med andre ord er teorien fuldstændig meningsløs,“ sagde Nina skarpt.

„Teorien er god nok,“ fastholdt Mitchell. „Men for at overvinde den forhindring har man brug for et superledende materiale ved brændpunktet – noget, der muliggør en energioverførsel på så godt som 100 procent. Med konventionel teknologi laver man superledere ved at nedkøle dem til tæt på det absolutte nulpunkt med flydende kvælstof eller helium. Men for at kunne gøre det i en jordenergigenerator skal man bruge en enorm og konstant forsyning af kølemiddel – så meget at man ville have brug for en hel kemikaliefabrik på stedet til fremstillingen. Det er bare ikke praktisk gennemførligt. Derfor har man brug for en superleder, der kan fungere uden kølemiddel, og her er det så, at Excalibur kommer ind i billedet.“

Nina hævede skeptisk det ene øjenbryn. „Påstår De, at Excalibur var smedet af et superledende materiale?“

„Lige præcis. Og det er, hvad Rust påstod – og det, han fortalte Vaskovitj. Bernd Rusts teori var, at Merlin smedede Excalibur af en legering med superledende egenskaber.“

„Hold nu op!“ protesterede Nina. „I det 6. århundrede?“

„Har De nogensinde hørt om damascenerstål?“ spurgte Mitchell, som åbenbart var forberedt på indvendingen. „Det er en superhård form for stål, som opnår sin styrke fra en grundmasse af kulstofnanorør inde i metallet. Det er vanskeligt at fremstille selv i vore dage, men utrolig skarpe klinger blev smedet af det i Kina og Indien 500 år før vor tidsregning. Det var sikkert et rent tilfælde, at teknikken overhovedet blev opfundet, men den blev opfundet. Hvad enten det var et tilfælde eller en genistreg, så opnåede Merlin noget endnu mere fantastisk med kong Arthurs to sværd. Han var virkelig en troldmand – bare ikke i stil med Gandalf.“

„Et øjeblik, to sværd?“ brød Chase ind.

Mitchell nikkede. „Arthurs oprindelige sværd, Caliburn, var af samme metal, men ikke helt så effektivt. Kald det bare Merlins prototype på Excalibur. Men Arthur havde et våben, der fungerede som en naturlig jordenergileder – og ifølge legenden udnyttede han det. Intet kunne modstå Excalibur, når Arthur svingede det, og det lyste tilmed, når han brugte det i kamp.“

Nina kom i tanke om, hvad Bernd Rust havde fortalt hende på hotellet. „Bernd sagde, at Excalibur lyste som 30 fakler, og at der skød flammer fra det.“

„Det må have været et helvedes godt psykologisk våben,“ sagde Mitchell. „Forestil jer at se briternes konge komme farende mod en med sit flammesværd og hugge al modstand ned på vejen? Det ville være det 6. århundredes modstykke til et Spectre-bombefly eller en granat. Hvis man så nogen gå til angreb med det sværd, ville kamp være det sidste, man tænkte på. Man ville bare stikke af som tapre Sir Robin.“

Nina grinede ad Monty Python-henvisningen. „De tror virkelig på det her, ikke? De tror virkelig, at kong Arthurs sværd var lavet af dette magiske metal?“

„Det gør jeg,“ sagde Mitchell bestemt. „Men problemet er, at det gør Vaskovitj også.“

„Hvorfor er det et problem?“ spurgte Chase. „Han får sværdet, hans generator virker, zap! Gratis el.“

„Der er bare lige det, at han har myrdet folk for at få det,“ sagde Nina misbilligende.

Mitchell fik et bistert udtryk i ansigtet. „Det handler ikke bare om at producere el. Excalibur var et mægtigt våben på Arthurs tid, men i dag vil det kunne bruges til at frembringe et endnu mægtigere våben. Med den rette superleder bliver jordenergigeneratoren selvforsynende, så der kan slukkes for den eksterne energikilde, der skal bruges til at kickstarte processen. Og så kan generatoren akkumulere en enorm mængde energi, som kan frigives i en enkelt udladning.“

„Så den ender med at sprænge sig selv i luften,“ sagde Chase. „Det kan jeg ikke se det store problem i.“

„Nej, det vil den ikke,“ sagde Mitchell og rystede på hovedet. „Systemet benytter sig af et HAARP-lignende antennesystem til at akkumulere jordenergi, men anlægget blev også udviklet til at frigive energi – og det kan det stadig. Vaskovitj kunne bruge anlægget til at opvarme ionosfæren, ligesom HAARP var beregnet til, og derpå frigive hele generatorens effekt på én gang og ramme et mål flere tusind kilometer væk. Fra Ruslands arktiske kyst kunne han ødelægge et hvilket som helst mål på den nordlige halvkugle.“

Det løb Nina koldt ned ad ryggen. „Hvor kraftig er den udladning egentlig?“

„Den har samme kraft som en atombombe og affyres som et lyn,“ svarede Mitchell. „Der er intet forsvar mod den. Ingen advarsel om, at den er på vej. Ingen mulighed for at standse den. Og det eneste, Vaskovitj mangler for at kunne frembringe den, er det rette superledende metal. Og det er grunden til, at jeg er her.“ Han rettede sig op. „Det er et nationalt sikkerhedsanliggende – ikke kun for USA, men for ethvert land i hele verden. Vi vil bede Dem om at finde Excalibur – før Vaskovitj gør det.“

„Mig?“ sagde Nina chokeret. „Hvorfor tror I, at jeg kan finde det?“

„De var den sidste, der talte med Bernd Rust. I Deres vidneforklaring til politiet sagde De, at han havde fortalt Dem, hvor man kunne finde stykkerne af Caliburn, som rummer oplysninger om, hvor Excalibur befinder sig.“

„Han gav mig jo ikke ligefrem korthenvisninger,“ protesterede Nina. „Han fortalte mig bare, at han troede, at han vidste, hvor de var – og så blev han skudt!“

„Det er det eneste, vi har at arbejde med. Nu hvor Vaskovitjs folk har sikret sig Rusts forskningsmateriale, er De den eneste, der har en chance for at finde sværdet før dem. De har jo trods alt en vis erfaring med den slags,“ sagde han og løftede kækt øjenbrynene.

„Men hvad nu, hvis Bernd tog fejl?“

„Så har Vaskovitj ingenting. Men USA kan ikke løbe den risiko, at han havde ret. Hvis Vaskovitj kan få dette våben til at virke, vil det være den største trussel mod verdensfreden siden den kolde krig. Rusland rasler i forvejen med sablen i Det Nordlige Ishav, og det her vil gøre det muligt for dem at sætte magt bag deres trusler.“ Han rejste sig. „Jeg kunne godt tænke mig, at De tog med os til ambassaden i London for at udarbejde en slagplan.“

„Et øjeblik,“ sagde Chase. „Vi arbejder for IHA, ikke DARPA.“

Denne indvending var Mitchell tydeligvis også forberedt på. „IHA har allerede sagt ja til at samarbejde med DARPA på denne mission.“

Det overraskede Nina. „Har de det? Men IHA er jo en civil FN-organisation og hører ikke under det amerikanske militær.“

„IHA blev oprettet med det formål at sikre, at historiske artefakter ikke faldt i de forkerte hænder,“ indskød Peach. „Jeg mener, at det her falder ind under arbejdsopgaverne.“

„Det er officielt en IHA-operation,“ sagde Mitchell. „Men USA, nærmere bestemt DARPA, vil støtte den. Lederen af IHA har allerede godkendt den.“

„Det vil jeg gerne selv diskutere med Hector,“ sagde Nina sammenbidt.

„Det tænkte jeg nok. Derfor er han netop på vej til England – han er måske allerede på ambassaden. Så kan De tale med ham personligt.“

„Det var satans,“ brummede Chase. „I er godt nok hurtigt ude af starthullerne, hva’?“

„Vaskovitjs folk vil være parate til at gå i aktion, så snart de finder ud af, hvor stykkerne er,“ sagde Mitchell. „Så vi er nødt til at handle hurtigere.“

„Hm,“ sagde Nina. „Så bliver vi vel nødt til at tage til London.“

Chase gik hen til vinduet og kiggede ud på limousinen. „Vi må hellere tage jeres bil – vores er en smule hærget. Det var godt, der var forsikring med i lejen af den …“

Den amerikanske ambassade dominerede den ene ende af Londons træprydede Grosvenor Square. Det var en ualmindelig grim bygning, tænkte Nina, da limousinen kørte gennem en bevogtet port i siden. Den brutalistiske blok af beton og glas harmonerede slet ikke med de elegante victorianske og georgianske nabohuse, men ikke desto mindre mærkede hun et øjebliks stolthed ved synet af Stars and Stripes, der vajede udenfor. Et stykke af hendes land langt hjemmefra.

De var taget af sted meget hurtigt. Holly og Chases bedstemor havde været overraskede over og kede af, at de tog af sted, og Elizabeth havde ikke sagt ret meget, frustreret som hun var over, at hun ikke fik lejlighed til at udøse sin indestænkte vrede over Chase. Mac havde også været overrasket. Mitchell gentog ganske vist, at missionen var hemmelig, så Chase kunne ikke fortælle vennen noget om den, men et hurtigt blik mellem de to tidligere SAS-soldater forsikrede Chase om, at Mac ville benytte sig af sine egne kontakter til at hjælpe dem, hvis han kunne.

Nu førte Peach dem ind i et kontor med udsigt til Grosvenor Square, hvor Hector Amoros sad og ventede på dem.

„Hector,“ sagde Nina. „Du ligner jo en hængt kat!“

„Jeg har haft et hektisk døgn,“ sagde han knottent. „Det er ikke hver dag, at min operationsleder … og hendes særlige assistent“ – tilføjede han med et vredt blik på Chase – „bliver arresteret for at have smadret en halv by. Og som om det ikke var slemt nok at skulle tage sig af pressen, får jeg pludselig at vide, at det nu er et nationalt sikkerhedsanliggende, hvorefter jeg bliver smidt på et af Udenrigsministeriets fly og fløjet til England uden at få tid til at pakke så meget som en tandbørste!“

„Det beklager jeg, admiral,“ sagde Mitchell og trådte frem og gav Amoros hånden. „Jack Mitchell, DARPA. Vi talte sammen i telefonen.“

Amoros så på Mitchell, som om denne ikke var, hvad han havde forventet, og så vendte han sig om mod Nina igen. „Man har sat mig ind i situationen. Jeg kan forestille mig, at du ikke ligefrem jubler.“

„Det er synd at sige,“ fnøs Nina. „Hector, jeg har forståelse for, at nationens sikkerhed står på spil, hvis der er hold i det, Mitchell siger. Men så må det da være en opgave for CIA, ikke IHA. Hvis vi bliver grebet i at tage parti for eller aktivt arbejde på vegne af en bestemt regering, kan det blive meget sværere at indgå samarbejde med andre lande i fremtiden.“

„Jeg hører, hvad du siger, og er til en vis grad enig, men den her situation er anderledes.“

„Jaså? Hvordan?“

Amoros var ikke glad for at blive gået på klingen. „Fordi nu skal regningen betales, Nina. IHA blev måske oprettet i FN-regi, men det var NATO-landene, og især USA, som finansierede organisationen. USA har lagt en masse penge og ressourcer i IHA – og over 70 liv, hvilket jeg vist ikke behøver at minde dig om. Så nu beder onkel Sam IHA om noget til gengæld.“ Da han så Ninas misbilligende ansigtsudtryk, fortsatte han: „Men for pokker, Nina! Det her er jo netop grunden til, at IHA blev oprettet i sin tid – det ved du da! Hvis ham der Vaskovitj får fat i Excalibur, risikerer vi at få en ny Atlantis-situation på halsen – og ikke den friserede udgave, som vi serverede for offentligheden, men den sande historie, den, der nær havde kostet flere millioner mennesker livet!“

„Men vi har næsten ingenting at arbejde ud fra!“ indvendte Nina. „Bernd fortalte mig, at ham præsten på Sicilien blev myrdet af russerne, men det lokale politi sagde, at de mistænkte mafiaen. Og måske havde de ret, måske var dødsfaldet bare et tilfælde.“

„Og hvis det der sværdstykke virkelig var i kirken, betyder det så ikke, at Vaskovitj allerede har det, han skal bruge?“ tilføjede Chase.

„Mordet blev begået for tre uger siden. Hvis han havde kunnet anvende stykket til at få sit system til at virke, ville vi vide det på det her tidspunkt,“ sagde Mitchell. „Måske var stykket for lille – eller måske er Caliburn ikke en kraftig nok superleder.“

„Eller måske var Bernd helt galt på den,“ sagde Nina.

„Men måske var han ikke,“ sagde Mitchell. „Det er derfor, at vi må være på den sikre side – og det er derfor, at vi spørger Dem, dr. Wilde. Med alt det, De har udrettet de sidste par år, er De helt klart den bedst egnede til opgaven.“ Han nikkede over mod billedet af præsident Dalton på væggen. „Vi har brug for Deres hjælp. Deres land har brug for Deres hjælp.“

„Det her kommer helt oppe fra toppen,“ sagde Amoros og så på Mitchell. „IHA har forpligtet sig til at hjælpe DARPA med at finde disse artefakter, før russerne gør det.“

„Jeg er overbevist om, at Bernd Rust havde ret med hensyn til Excalibur – at sværdet findes, og at han var på rette spor,“ sagde Mitchell til Nina. „Hvis Vaskovitj bruger hans forskning til at finde Excalibur før os, vil hans død være forgæves … og en masse andre risikerer også at dø.“

For anden gang på to dage vidste Nina, at hun blev følelsesmæssigt afpresset – men hun vidste også, at hun umuligt kunne sige nej. Ikke når landets sikkerhed – verdens sikkerhed – stod på spil.

Og hvis Excalibur virkelig fandtes, hvis legenderne om Arthur rent faktisk var sande, var hun den, der kunne bevise det. Endnu en stor bedrift fra hendes side – 30 år var sgu ingen alder …

Hun vendte sig om mod Chase. „Hvad siger du, Eddie?“

„Mig?“ sagde han og trak på skuldrene. „Det lyder sjovt. Vi får lidt spænding, samtidig med at vi redder verden – den er jeg med på.“

Nina tænkte efter. „Okay,“ sagde hun til sidst. „Jeg skal nok gøre det. Men det skal være en IHA-operation. Ikke en fælles opgave, hvor nogen sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad jeg foretager mig, og slet ikke en militær operation. Hvis jeg siger ja til det her, vil jeg være den, der bestemmer.“

„Det var faktisk også planen, så det har vi klaret!“ sagde Mitchell. „Der er kun to små betingelser,“ tilføjede han med et tandpastasmil, da Nina skulle til at protestere. „Den første er, at når vi finder Excalibur, skal DARPA have lov til at analysere sværdet, så vi kan finde ud af, præcis hvordan Merlin bar sig ad med at lave en superleder for 1500 år siden. Sværdet vil blive returneret til IHA, så snart vi er færdige med det.“

Nina nikkede. „Og den anden?“

„Den anden er … at jeg tager med Dem.“

„Jaså?“ sagde Chase og hævede det ene øjenbryn.

„Jeg vil være med som DARPA’s repræsentant, men det vil stadig være en IHA-operation,“ forsikrede Mitchell Nina, inden han gjorde stramt honnør for hende. „Til tjeneste, ma’am.“

„Det var jo en rigtig honnør,“ sagde Chase. „De sagde ikke noget om, at De har været i militæret.“

„Kommandørkaptajn i den amerikanske flåde,“ sagde Mitchell stolt. „Inden jeg skiftede til DARPA.“

Nina var imponeret; Chase knap så meget. „En af flådens drenge, altså?“ sagde han.

„Atomubåd – USS Jimmy Carter.“

Chase skar en grimasse. „Man kunne ikke lokke mig om bord på en atomubåd! Ikke uden en skridtbeskytter af bly.“

„Så slemme er de nu ikke. Eller vores er i hvert fald ikke – jeg ved ikke med russernes. Men jeg ved, at vi må se at finde ud af, hvad vi nu skal gøre. Dr. Wilde, De er nødt til at fortælle mig alt, hvad Rust fortalte Dem.“

„Nina.“

„Undskyld?“

„Hvis vi skal arbejde sammen, synes jeg, vi skal være på fornavn. Så kald mig bare Nina.“

Mitchell smilede igen. „Det passer mig fint, Nina.“

„Okay … Jack.“

De smilede til hinanden.

Chase rullede med øjnene. „Nå, hvor skal vi hen?“

„Det ved jeg ikke,“ sagde Nina og rystede på hovedet. „Det eneste sted, Bernd nævnte konkret, var Koroneou, i det græske øhav … men han sagde, at sværdstykkerne ikke var der.“ Hun tænkte efter et øjeblik. „Men der må have været et eller andet på øen, som førte ham derhen, hvor han troede, de var. Og han sagde, at et af dem var ‘tæt på’ – jeg mener, at han boede i Sydtyskland, i nærheden af München.“

„Det indsnævrer ikke ligefrem mulighederne,“ bemærkede Chase tørt.

„Det er bedre end ingenting,“ sagde Mitchell. „Nå, men så sørger jeg for hastetransport til Koroneou – det er det eneste, vi har at gå efter.“

Chase grinede smørret. „Så længe vi bare kommer af sted, er jeg fuldstændig græskkatolsk.“