8

Schweiz

Da de landede i Zürich Lufthavn næste morgen, holdt der en anden firehjulstrækker og ventede på dem. Mitchell kørte ikke ind i selve byen, men fandt ved hjælp af bilens GPS vej op i de omgivende bjerge til det sted, hvor Chases ven Mitzi Fontana havde aftalt at mødes med dem. Det viste sig overraskende nok at være en stejl græsgang … hvor der blev afholdt en meget usædvanlig sportskonkurrence.

„Hvad fanden laver de?“ spurgte Nina, mens hun forbløffet – og ganske bekymret for deltagernes liv og lemmer – betragtede optrinnet.

Chase slog en vantro kluklatter op. „Jeg sagde godt nok, at hun ville gøre noget farligt, men det her er sgu noget nyt.“

For enden af græsgangen var der udspændt et højt net, og nogle meter foran det var et hvidt papirbånd hængt op mellem to stolper. Herfra strakte et godt 100 meter langt bælte af fladtrykt græs sig op ad den knoldede skrænt til et forholdsvis fladt område, hvor deltagerne ventede. Det var en væddeløbsbane, men deltagerne skulle hverken løbe eller benytte et køretøj. I stedet var de spændt fast inde i kæmpestore oppustelige plastickugler, der lignede gennemsigtige golfbolde.

Chase kunne ikke se Mitzi blandt tilskuerne, så han blev ikke spor overrasket, da han så, at den ene af de to første deltagere havde langt lyst hår. „Åh nej,“ stønnede han, da en mand med høj stemme begyndte at tælle ned fra tre på tysk.

„Er hun i en af de kugler?“ spurgte Nina nervøst.

„Jep, det er hun.“

„Nu!“ råbte manden. Plastickuglerne begyndte at rulle ned ad skrænten og kom alarmerende hurtigt op i fart. Så vidt Chase kunne se, havde deltagerne overhovedet ingen kontrol over kuglerne – de rullede bare af sted som passive passagerer og blev hvirvlet rundt som tøj i en tørretumbler, når boldene ramte bump, store sten og tilmed hinanden.

Det hele var overstået på cirka 15 sekunder. Mitzis kugle brød papirbåndet lige foran den anden kugle og susede ind i nettet, fløj op i luften for så til sidst at lande på jorden igen og langsomt standse. Folk skyndte sig hen for at holde kuglerne i ro, mens deltagerne spændte sig fri og kravlede ud. Taberen, en radmager ung mand med fipskæg, faldt straks om på græsset, mens Mitzi formåede at holde sig på benene, om end usikkert. Hun fik øje på Chase og de andre og vinkede glad, men kom til at vakle og var lige ved at falde bagover, til nogen støttede hende.

„Det må jeg lade din veninde,“ sagde Mitchell, „hun forstår sgu at gøre sin entré.“

De gik over til hende. Nina lagde mærke til, at den veldrejede, kønne blondine kun var i begyndelsen af 20’erne og dermed noget yngre end de andre af Chases internationale ‘veninder’.

„Eddie!“ råbte Mitzi med et stort smil og løb – stadig lidt rundtosset – hen til ham og omfavnede ham.

„Hej, Mitzi!“ svarede Chase begejstret. „Rolig nu,“ tilføjede han, da hun gav ham et stort kys på munden. „Min forlovede skulle nødig blive jaloux.“

Mitzi vendte sig om mod Nina uden at give slip på Chase.

„Hej. Er du forlovet med Eddie? Tillykke! Og også tillykke med fundet af Atlantis. Jeg læste artiklen om dig i Time.“ Hun gav slip på Chase og så spørgende på ham. „Du blev næsten ikke nævnt! Hvordan kan det være?“

„Nåh, jeg er ligeglad – berømmelse er ikke lige mig,“ sagde Chase med et affærdigende skuldertræk. „Penge siger jeg derimod ikke nej til!“ Mitzi fniste.

De præsenterede sig for hinanden, og så kastede Chase et blik på de oppustelige kugler, som blev løftet op på nogle store vogne for at blive trukket op ad græsgangen igen. „Nå, hvad er det her så for noget?“ spurgte han.

„Det kaldes zorbing,“ fortalte Mitzi ham. „Det er smaddersjovt.“

Chase gryntede. „I mine øjne ser det nu ud til at være kugleskørt.“

Mitzi fniste igen. „Nå, lad mig høre: Hvad laver du i Schweiz? Du ved, jeg vil gøre hvad som helst for at hjælpe dig. Selvom du ikke længere er fri på markedet.“ Hun smilede til Nina. „Du er meget heldig.“

„Ja, det synes jeg også nogle gange,“ sagde Nina og bemærkede til sin fornøjelse, at Chase faktisk virkede en anelse forlegen ved den yngre kvindes opmærksomhed. „Hvor kender I to hinanden fra? Har I arbejdet sammen?“

„Nej, slet ikke,“ svarede Mitzi. Hun gav Chases arm et klem. „Eddie reddede mig og min mor for fire år siden.“

„Jeg gjorde bare mit arbejde,“ sagde Chase beskedent.

„Det var meget mere end bare det. Du forandrede mit liv – ud over at redde det! Før det var jeg en temmelig stille pige,“ sagde hun til Nina. „En af den slags, der holder sig hjemme, lidt af en nørd.“

Mitchell puffede til Nina med albuen. „Det er der ikke noget i vejen med, vel?“ Hun smilede.

„Men efter at have mødt Eddie,“ fortsatte Mitzi, „indså jeg, at livet skal leves, at der var meget mere at opleve. Jeg ville prøve alt – ligesom ham.“

„Jeg har ikke prøvet alt,“ sagde Chase. Han så op ad skrænten, hvor kuglerne var ved at blive læsset af vognene. „Jeg har for eksempel aldrig prøvet at rulle ned ad en skrænt inde i en stor plastickugle.“

„Måske skulle du prøve det,“ foreslog Nina drilsk.

Mitzis ansigt lyste op. „Ja, det skulle du da! Kom med! Du kan rulle om kap med mig.“ Hun tog fat i hans hånd og forsøgte at trække ham op ad græsgangen.

Chase blev stående. „Lad være med at være åndssvag!“

„Det tager ikke lang tid. Jeg er venner med arrangørerne og kan få dig med i næste løb.“ Hun trak ham i armen igen, mere insisterende denne gang. Chase så hjælpeløst på Nina, som bare smilede og nikkede som tegn til, at han skulle gøre det. Chase sukkede og lod Mitzi føre sig op ad skrænten.

„Så hvor længe har du og Nina været forlovet?“ spurgte hun.

„Et års tid. Vi blev det, kort efter at jeg sidst så dig, faktisk.“

Hun udstødte et højt suk. „Så har jeg altså forpasset min chance.“

„Nej, du fortjener noget bedre end en grim gammel stodder som mig.“

„Jeg ved snart ikke. Alle de mænd, jeg møder, som er på min egen alder … de er sådan nogle … drengerøve!“

Chase grinede. „Jeg skylder dig for resten stadig penge for den der faldskærm.“

„Det skal du ikke tænke på,“ sagde Mitzi. „Selvom min mor ikke blev særlig glad, da jeg fortalte hende om den.“ Hun stønnede som udtryk for den universelle irritation over ens forældre. „Du skulle tage at besøge hende, nu du er her. Hun vil blive meget glad for at se dig igen.“

„Vi har faktisk lidt travlt, men … jo, vi kan godt kigge forbi.“

„Hvor skal I hen bagefter?“

„Jordan.“

„Jordan!“ sagde Mitzi begejstret. „Der skal jeg til senere på året for at se Petras ruiner. Hvor skal I hen?“

„Det kan jeg desværre ikke sige så meget om – tophemmeligt. Men du ville gøre os en kæmpe tjeneste, hvis du kunne hjælpe os med noget i Østrig.“

„Tophemmeligt? Det lyder meget mystisk alt sammen. Er det noget i stil med at finde Atlantis?“

„Noget i den stil, ja. Jeg fortæller dig det hele, når vi er færdige.“

Hun smilede. „Det glæder jeg mig til.“

De nåede op til den flade del af græsgangen, hvor kuglerne ventede. Mitzi talte med en af arrangørerne på tysk, og han gav lov til, at hun og Chase kunne rulle næste gang. Derefter brugte hun sit smil – og sin nedringede top – til at smelte de to unge mænd, som de havde sprunget over i køen. Så gjorde de sig klar.

„En halskrave?“ sagde Chase, da han fik stukket en stiv polstret krave med velcrolukning i hånden. „I de fleste sportsgrene har man først brug for den slags, efter at man har smadret sig selv. Er du sikker på, at det her ikke er farligt?“

„Selvfølgelig!“ sagde Mitzi, mens hun tog sin egen krave på. „Du vil da ikke bilde mig ind, at du er nervøs?“

„Jeg har bare dårlige erfaringer med transportformer, hvor man ingen kontrol har over tingene. De gange jeg har prøvet det, er det endt med en eksplosion.“

Mitzi smilede og kravlede så ind i sin kugle. Chase skar en grimasse og steg ind i sin egen. Han ålede sig gennem et smalt rør og ind i en anden, mindre kugle, som blev holdt på plads af hundredvis af stramme nylonliner, der var fastgjort til yderdelen. Han lænede sig tilbage, spændte selen og greb fat i et par stropper over hovedet. Med spredte arme og ben kiggede han over på Mitzi, som smilede tilbage.

„Parat?“ råbte hun.

„Næ.“

„Er ist bereit!“ sagde hun til manden ved startlinjen, som straks begyndte at tælle ned.

Chase skulede til hende. „Satan og hel… Piiis!“ skreg han, da hans kugle blev skubbet ud over kanten.

Pludselig forvandledes verden til et svimlende virvar af himmel og græs, som snurrede hurtigere og hurtigere forbi hans øjne. Plastic knagede, og nylon sang, da han ramte et bump, så fløj han gennem luften et kort øjeblik, inden kuglen ramte jorden igen og fortsatte nedad. Nu tumlede han mere sidelæns af sted end i kolbøtter. Han hørte en anden skinger lyd af plastic mod plastic, da han stødte ind i det lyseblå omrids af Mitzis kugle. Så mærkede han, hvordan han blev slynget brat til vejrs blot for at rulle ned i nettet igen for enden af græsgangen. Folk tog fat i kuglen og holdt den i ro, men Chase syntes nu ikke rigtig, at den hvirvlende fornemmelse holdt op. Omtåget spændte han sig fri af selen og kravlede ud ad røret og så Nina og Mitchell nærmest komme gående i siksak mod ham, mens hele verden snurrede rundt.

„Du tabte,“ sagde Mitchell. „Surt show.“

„Hvordan var turen?“ spurgte Nina.

Jorden gyngede stadig under fødderne på Chase, og det var kun lige, at han kunne holde sig oprejst. „Hold da kæft. Jeg har foretaget faldskærmsudspring i tordenvejr, der var roligere end det her.“

„Måske er du ved at blive gammel,“ sagde Mitchell. Chase så vredt på ham.

En begejstret Mitzi vaklede over til Chase og støttede sig til hans arm. „Wow! Sagde jeg ikke nok, det ville være sjovt?“

Chase gryntede afmålt. „Hvis du vil have et rigtigt adrenalinsus, burde du søge ind i hæren i stedet for at dyrke det der ekstremsport-fis.“

„Det siger du bare, fordi jeg vandt,“ sagde hun surmulende. „Desuden risikerer jeg, at folk skyder på mig!“

„Det behøver man ikke at være i hæren for at komme ud for,“ sagde Nina trist til hende.

„Hvad så? Vil du hjælpe os?“ spurgte Mitchell.

„Selvfølgelig! Bare sig, hvad jeg skal gøre,“ sagde Mitzi. „Vi kan tale om det hjemme hos mine forældre.“

Der gled et utålmodigt udtryk over Mitchells ansigt. „Vi er nødt til at komme videre.“

„Det går nok,“ sagde Chase. „Lejligheden ligger mere eller mindre på vejen tilbage til lufthavnen.“ Han tog sig til hovedet igen og stønnede. „Og jeg kunne også trænge til at sidde lidt ned …“

Zürich glinsede i morgensolen, og det skarpe lys flimrede i søen syd for byen. De omgivende bjerges tinder var dækket af ren hvid sne som på et postkort, og stedsegrønne træer strakte sig ned mod de teglstensrøde huse i udkanten af byen. Udsigten var meget smuk, tænkte Nina – og så meget desto mere imponerende, eftersom hun kunne se den inde fra selve byen.

Penthouselejlighedens tagterrasse var større end hele Nina og Chases lejlighed i New York. I betragtning af hvor de var, gættede hun på, at ejeren havde en meget høj stilling inden for finansverdenen – hvilket også viste sig at være tilfældet.

„Jeg er ked af, at min mand ikke kunne være her,“ sagde Brigitte Fontana og rakte hende en kop dampende varm café crème. Hun var en mere veltrænet og solbrun udgave af sin datter, men hendes påklædning var dog markant mindre vovet. „Han er til en finanskonference i Shanghai.“

„Shanghai?“ sagde Chase. „Der var jeg sidste år.“

„Arbejde eller ferie?“

„Arbejde.“

„Javel ja.“ Brigitte sendte ham et indforstået blik. „Det gik godt, håber jeg?“

Chase skar ansigt. „Det var … sådan blandet.“

„Så hvornår skal I giftes, Eddie?“ spurgte Mitzi, mens hun rakte Chase og Mitchell en kop. „Jeg håber, vi bliver inviteret.“

„Selvfølgelig bliver I det! Vi har bare ikke helt besluttet os for en dato endnu.“

Chase gav Ninas hånd et klem. „Det har været et halvtravlt år.“

„Men det er tydeligvis gået godt for jer,“ sagde Brigitte. „Tillykke!“

„Tak. Men lad mig lige høre: Hvordan mødte I Eddie?“ spurgte Nina. „Mitzi sagde, at han reddede jer.“

„Det er rigtigt. Han …“

„Vi blev kidnappet!“ brød Mitzi ind med overraskende stor begejstring.

„Mitzi,“ advarede Brigitte, som virkede ilde berørt ved mindet.

Mitzi ignorerede hende. „En bande tog os som gidsler for at tvinge min far til at give dem adgang til hans banks computere. Men han hyrede Eddie og hans ven Hugo til at redde os i stedet. Og det gjorde de.“ Hun så beundrende på Chase, da hun satte sig.

„Hvad skete der med kidnapperne?“ spurgte Mitchell.

„Nåh, dem slog Eddie ihj…“

„De kan ikke længere gøre nogen fortræd,“ skyndte Brigitte sig at sige. „Men Eddie og Hugo reddede vores liv.“ Hun så på Chase. „Jeg blev så ked af det, da jeg hørte, hvad der skete med Hugo. Jeg vidste ikke engang, at han var død, før jeg læste om fundet af Atlantis.“

„Tak,“ sagde Chase beklemt. IHA’s officielle historie var, at hans makker, Hugo Castille, var død i en dykkerulykke ved Atlantis. Selvom det strengt taget var sandt, nævnte historien intet om alt det, der var foregået forinden, og som havde kostet ham livet.

„Stakkels Hugo,“ tilføjede Mitzi bedrøvet. „Han var så rar.“

Brigitte nikkede og nippede så til sin kaffe. „Nå, Eddie, Mitzi siger, at du vil bede os om en tjeneste. Sig frem. Du ved vi vil give dig hvad som helst.“

„Det er nu ikke en ting, men en person,“ svarede Chase. „Jeg kunne godt tænke mig at låne Mitzi et stykke tid. Bare rolig, jeg skal nok bringe hende tilbage i god behold.“

Mitzi fniste, men Brigittes mund fortrak sig til en smal streg. „Det er faktisk noget, jeg ikke er særlig meget for. Ikke efter hvad der skete sidste år.“

„Sidste år?“ spurgte Nina Chase. I forbindelse med deres eftersøgning af Herkules’ grav var han rejst til Schweiz for at finde sin ekskone, men Sophias rolle i eventyret havde gjort, at Nina ikke havde stillet alt for mange spørgsmål om, hvad der var sket.

„Jeg bad Mitzi hjælpe mig med nogle ting,“ forklarede han. „Hun skaffede mig lidt udstyr og gav mig et lift.“

„Hun skaffede dig våben og sprængstoffer, og så sprang du ud fra en bro fra taget af hendes bil med 100 kilometer i timen!“ sagde Brigitte vredt.

„Jeg havde altså en faldskærm …“

Hun så bebrejdende på ham. „Lige siden du reddede os – og det er jeg dig evigt taknemmelig for – har Mitzi været adrenalinjunkie. Hun har prøvet faldskærmsudspring og vandskiløb – ja, selv bungeejumping. Hun kan ikke more sig uden at sætte livet på spil!“

„Årh, mor!“ råbte Mitzi irriteret. „Jeg er voksen og kan passe på mig selv. Jeg har det bare sjovt!“

„Bare rolig, hun skal ikke noget af den slags,“ forsikrede Chase. „Medmindre det er verdens vildeste bibliotek.“

„Bibliotek?“ sagde Mitzi slukøret.

„Ja. Vi har brug for, at du foretager noget research for os om et slot i Østrig.“

„Jaså.“ Hun lød meget skuffet. „Jo, selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, men … er du sikker på, at det er det eneste, jeg skal gøre? Du har ikke brug for, at jeg klatrer op ad et bjerg eller sådan noget?“

„Nej, du skal bare undersøge slottet og overtale manden, der ejer det, til at tale med os. Gider du det?“ Han vendte sig om mod Brigitte, som stadig ikke så glad ud. „Og hvad siger du til det?“

Brigitte sukkede. „Som Mitzi selv siger, så er hun voksen.“

„For hvis du har det skidt med det, kan vi selv gøre det,“ sagde Chase. „Jeg vil jo ikke have, at du bliver gal på mig eller noget.“

Hun fremtvang et lille smil. „Det ville blive svært efter alt det, du har gjort for os, tror jeg.“

„Selvfølgelig vil jeg gøre det, Eddie,“ insisterede Mitzi. „Det bliver måske nok ikke lige så spændende som sidst, men hvem ved? Måske opdager jeg noget, som vil overraske dig.“

Chase smilede til hende. „Hvis jeg kender dig ret, vil du have fundet det, vi leder efter, før vi kommer tilbage. Og bare rolig, Brigitte. Hun kommer ikke noget til, det lover jeg.“

Mitchell åbnede sin mappe og rakte Mitzi et bundt papirer. „Det her er, hvad vi har af oplysninger om slottet og dets ejer, og hvad vi godt kunne tænke os, at du fandt ud af for os, hvis du kan.“

„Jeg skal nok have klaret det hele, inden I vender tilbage,“ sagde hun selvsikkert.

„Super,“ sagde Chase. Han drak ud og satte koppen fra sig. „Jeg er ked af at måtte fare af sted igen, men det her er lidt af en kamp mod uret for os.“

„Hvad er det egentlig, I leder efter?“ spurgte Brigitte.

„Det kan vi desværre ikke fortælle dig i øjeblikket,“ svarede Mitchell, „men det er meget vigtigt for IHA og FN.“

„Vi er virkelig glade for, at I vil hjælpe os,“ tilføjede Nina. „Tak, tak … begge to.“

Brigitte nikkede. „Men god rejse så. Og jeg håber, at I finder det, I leder efter.“

„Held og lykke!“ sagde Mitzi muntert.

Chase rejste sig og kyssede hende på kinden og gjorde så det samme med Brigitte. „Vi er tilbage om et par dage. Så ses vi der.“ Han ventede, mens Nina og Mitchell sagde farvel til de to kvinder, og slog så teatralsk ud med hånden mod horisonten bag søen. „Okay. Næste stop: Jordan!“