20

Koncentrationen af gas var dårligt stor nok til at blive antændt – men det blev den. På et øjeblik spredte den lille flamme sig gennem tunnelerne til de meget tættere gaslommer dybere inde i højen. De antændtes i en kædereaktion, og trykbølgen sendte den buldrende ild tilbage mod indgangen …

En glohed vind eksploderede ud af tunnelen og overdængede Kruglov og hans gorillaer med jord, så de vaklede baglæns. Et øjeblik efter skød en enorm ildkugle ud af tunnelen som fra gabet af en rasende ildspyende drage. Kruglov nåede at kaste sig til siden med armene for ansigtet, men en af hans mænd faldt skrigende om med tøjet og håret i flammer.

Chase sprang lynhurtigt op og hamrede en knytnæve i ansigtet på Jorgij, så han røg ned ad den stejle skråning. Mitchell greb Excalibur, rullede rundt og bankede den flade side af klingen mod Dominikas hånd, så hun tabte pistolen i græsset. Han samlede den hurtigt op og kom på benene.

Nina havde også rejst sig op og grebet en skovl, som hun nu svingede lige i skridtet på endnu en af russerne. Han udstødte et halvkvalt skrig og faldt ud over kanten af terrassen. Hun skulle til at pande Kruglov en i hovedet med skovlen, da Mitchell kom løbende og trak hende væk.

„Kom! Vi må af sted! Nu!“

Hun kastede skovlen hårdt mod en anden russer, så han væltede omkuld.

Chase opdagede, at Kruglov havde tabt sit våben, og skulle til at kaste sig efter det, da han så Mitchell nærmest hive Nina hen ad terrassen.

„Kom nu, Eddie!“ råbte Mitchell.

Chase tøvede og løb så efter dem. „Du har en pistol!“ råbte han til Mitchell, da han indhentede dem. „Skyd dem dog!“

„De er for mange! Vi må væk herfra!“

Chase var uenig. Kruglovs folk var ganske vist i overtal, men de var sårede og forvirrede, og det ville vare lidt, før de var klar til kamp igen. Men eftersom det var Mitchell, der havde pistolen, havde Chase intet andet valg end at acceptere beslutningen.

De spænede hen ad terrassen og løb mod den stejle nordvendte side af højen. Trods det skrånende terræn græssede adskillige køer der, men de var blevet opskræmte af larmen.

Chase så sig tilbage, da de løb uden om de nervøse dyr. Kruglov var kommet på benene og udstak rasende ordrer. Hans folk optog forfølgelsen. „Skyd, Jack!“ råbte Chase.

„Vil du have mig til at skyde køerne?“

„Nej! Skyd hen over dem, skræm dem!“

Mitchell sigtede bagud og affyrede tre hurtige skud hen over hovederne på dem. Køerne gik straks i panik og flygtede væk fra lyden …

Lige mod russerne.

Kruglov så de fremstormende køer og sprang uden tøven ned fra terrassen og rullede ned ad højen.

De andre reagerede ikke så hurtigt. Et øjeblik efter fulgte Dominika Kruglovs eksempel og sprang ned ad højen, men Maksimov standsede forbløffet, som om han ikke kunne tro sine egne øjne, mens to andre skyndte sig at vende om og løbe tilbage hen ad terrassen.

De nåede ikke langt. End ikke Maksimov med sin enorme statur og styrke kunne standse en bissende ko – men det forhindrede ham nu ikke i at forsøge at tage fat i den forreste ko, da den stormede blindt hen mod ham. Han blev løftet op fra jorden og klamrede sig til koen et par sekunder, inden han blev slynget af og ramte en af de flygtende mænd, så de begge tumlede ned ad højen.

Køerne tromlede videre. Den anden russer så sig tilbage og udstødte et skrig, da to af køerne bankede ind i ham fra hver sin side og maste livet ud af ham.

„Så blev der muhet lidt ud i deres rækker,“ sagde Chase med et barskt smil.

Nina fnøs ad ordspillet. „Hvor skal vi hen?“

Mitchell pegede frem for sig, da de løb rundt om højen. En sti førte væk fra højen og over marken. De kunne se et led for enden af den og en vej på den anden side. Nogle overraskede turister stod på stien og vidste ikke rigtig, hvordan de skulle reagere på den uventede lyd af skud. „Hvis vi kan skaffe en bil, kan vi stikke af og tilkalde hjælp. Jeg foretager et nødopkald til den amerikanske ambassade, de giver det engelske politi besked, og så kan en bevæbnet indsatsstyrke, helikoptere – hvad vi nu har brug for – være her i løbet af 20 minutter!“

De løb hen over marken. Nina så sig tilbage. Russerne havde genoptaget forfølgelsen. „Hvis vi altså kan holde os i live i 20 minutter!“ sagde hun.

„Det er vi nødt til!“ Med sværdet i den ene hånd svingede Mitchell sig adræt over leddet. Chase ventede, til Nina var kommet over, før han selv fulgte efter.

„Okay, så skal vi have fat i en bil,“ sagde Nina og så sig omkring. De var kommet ud fra marken ved en vigeplads på en smal landevej. Et par ens sorte BMW’er holdt for enden. Det var højst sandsynligt russernes biler. „Kan du kortslutte tændingen i en af dem?“ spurgte Nina.

Mitchell rystede på hovedet. „Ikke hurtigt nok.“ Det eneste andet køretøj, de kunne se, var et gammelt himmelblåt folkevognsrugbrød. De så skeptisk på hinanden. „Det er ikke just mit foretrukne køretøj …“ sagde Mitchell.

Men de havde intet valg. Kruglov og de andre nærmede sig.

De løb hen til vognen. Døren i passagersiden stod åben, og røg bølgede dovent ud ad den. Chase flåede døren i førersiden op. Et ungt par gloede overrasket på ham gennem en marihuanatåge.

„Hejsa,“ sagde Nina. „Vi skal låne jeres bil.“

„Beklager, men det kan I ikke,“ sagde manden sløvt. Hans overklasseaccent tydede på, at han ikke havde valgt køretøjet af pengenød, men mere for at være med på en retrotrend. „Der er altså noget, der hedder den private ejendomsret, at I ved det, og …“

Mitchell trak pistolen. „Se så at skrubbe ud!“

Den unge kvinde skreg og sprang ud af folkevognen, og manden rakte hænderne i vejret og fulgte hurtigt efter hende. „Okay, okay, tag det roligt. Så glad er jeg heller ikke for den.“

„Fjern det her skidt,“ brummede Chase ad ham, idet han pillede en joint op af bilens askebæger og knipsede den ud på vejen i en regn af gløder. Så satte han sig bag rattet og sikrede sig, at nøglen sad i tændingen. „Så er der afgang!“

Nina hoppede ind på forsædet ved siden af Chase, mens Mitchell åbnede bagdøren og steg ind. Det bageste rum var indrettet som en minilejlighed med en seng, et lille bord og et gasblus. Han smed Excalibur på sengen og holdt sig klar med pistolen.

Chase drejede nøglen i tændingen. Starteren hylede et øjeblik, inden folkevognsrugbrødets luftafkølede motor gik i gang med sin karakteristiske tøffen. Han gassede hårdt op, skubbede den lange gearstang i første med en skrattende lyd og koblede ud. Det var, som om folkevognen nærmest snublede af sted, men de kørte da i det mindste.

Chase kiggede i bakspejlet.

„Duk jer!“ råbte han og lænede sig frem i førersædet, da han svingede ud på den smalle vej. Nina krøb sammen, mens Mitchell smed sig på gulvet bag hende, netop som bagruden smadredes. Skud smældede fra vigepladsen, da russerne åbnede ild. Adskillige kugler pløjede sig gennem karosseriet og prellede af mod hækmotorens cylinderblok. Puder og hynder eksploderede i en sky af fjer.

Chase kørte videre uden at rette sig op. Den snoede vej var så smal, at bilen fyldte næsten hele kørebanen, og levende hegn susede lige forbi dørene. Hvis der kom nogen kørende i den modsatte retning, ville de være fanget.

Beskydningen hørte op. Chase løftede hovedet så meget, at han kunne kaste et blik i bakspejlet. Russerne løb hen imod deres BMW’er. Så svingede vejen, og de forsvandt ud af syne.

Nina satte sig forsigtigt op. „Er vi uden for fare?“

Mitchell satte sig op på knæ bag hende og børstede fjer væk. „Ja, men de indhenter os nok hurtigt.“

Hun rullede med øjnene. „I deres BMW’er? Tror du virkelig?“

„Jeg ringer til ambassaden.“ Han fandt sin telefon frem.

„Hvad med dig?“ spurgte Chase Nina. „Er du okay?“

„Ja, men…“ Først nu gik det for alvor op for hende, hvad der lige var sket. „Åh gud. Chloe. De dræbte hende bare, stak hende ned lige for øjnene af os. Uden grund!“

„Kruglov er psykopat,“ sagde Mitchell og så op fra telefonen. „Men han er også en kvik en af slagsen og ville ikke have nogen vidner.“

„Det lod til, at han kendte dig,“ bemærkede Chase, da han rundede et sving og fortsatte mod udkanten af Glastonbury.

„Ja, vores veje har krydset hinanden før. Desværre.“ Chase skulle til at spørge om noget mere, men så fortsatte Mitchell telefonsamtalen. „Peach? Mitchell her. Vi er havnet i lidt af en kattepine. Du skal kontakte englænderne lige med det samme og få dem til at skaffe os så meget assistance, som de kan. Ja, det er en nødsituation. Vi er blevet beskudt, og vores forfølgere vil snart indhente os. Det er ikke ligefrem en sportsvogn, vi sidder i.“

„Sig til ham, at de også skal sende politiet til Glastonbury Tor,“ sagde Nina og vendte sig om i sædet. „Der er blevet begået et mord.“

Mitchell nikkede og gav beskeden videre. Dernæst lyttede han til Peach i adskillige sekunder, inden han sagde noget. „Okay, vi må bare holde os foran dem, så længe vi kan. Vi kører i et blåt folkevognsrugbrød og er på vej mod den nordlige del af Glastonbury.“ Han lyttede igen, sagde „Okay“ og lagde så på.

„Hvor lang tid går der?“ spurgte Chase.

„Det kommer an på, hvor meget på mærkerne jeres folk er – 20 minutter, måske et kvarter.“

Nina så et glimt af skinnende sort metal bag dem. „Det er for lang tid!“ Begge BMW’er kom drønende hen ad den snoede vej bag dem.

Med sin pistol slog Mitchell det knuste glas ud af bagruden og krøb sammen. Den første af BMW’erne nærmede sig hastigt, og Kruglov lænede sig ud af vinduet, sigtede …

Mitchell skød først – men ikke efter Kruglov. I stedet affyrede han hurtigt seks skud mod føreren. Forruden krakelerede, som om den var blevet ramt af en ladning hagl, og blev forvandlet til en uigennemsigtig hvid flade med blodrøde stænk.

BMW’en slingrede. Kruglov trak hovedet indenfor igen og greb rattet, men det var for sent. Bilen kørte ud i den stejle græsrabat og pløjede sig gennem noget buskads, inden den til sidst ramte et træ og rullede om på taget. De andre ruder knustes.

Nina fik et glimt af noget grønt hår, da Dominika kæmpede sig ud ad en af sideruderne. Den anden BMW bremsede hårdt op for at undgå at ramme den væltede bil, der spærrede halvdelen af vejen. Et kort øjeblik troede Nina, at forfølgelsen var slut, men så kravlede Kruglov ud af bilen og vinkede vredt den anden bil videre. BMW’en trak over i den modsatte rabat, og selvom den ramte den væltede bil og skubbede den længere ind i buskadset, kom den forbi og satte efter folkevognsrugbrødet.

„Det her er måske ikke lige det rette tidspunkt,“ sagde Mitchell, „men jeg har kun to patroner tilbage.“

Nina huskede, hvordan det var lykkedes dem at standse jeepen i Bournemouth. „Er der nogen flasker deromme? Vi kan kaste dem ud på vejen, så deres dæk punkterer!“

Mitchell åbnede de små skabe under bordet og under sengen. „Plastic, plastic, metal,“ sagde han, mens han kastede tingene til side. „Ikke noget af glas, fandens også!“ Han rev sengetøjet af sengen, så det fløj med fjer igen. „Ingenting!“

Chase havde alvorligere ting at tænke på. „Pis,“ gispede han, da han så et T-kryds forude. „Hold fast!“

„I hvad?“ spurgte Nina. „Det her er bare én stor skramlekasse!“

Chase havde intet andet valg end at bremse, da svinget var for skarpt. Folkevognen krængede som et skib i høj sø, da de tog svinget på hvinende dæk. Grene piskede mod bilen, da den skred ud i rabatten, inden Chase fik rettet op igen. Forude så han en bil – nej, en række biler, der sneglede sig af sted bag et eller andet endnu længere fremme rundt om et sving.

Ingen modkørende biler – endnu. Han skiftede hurtigt gear og trådte speederen i bund. Rugbrødets motor brummede som arrige hvepse i en blikdåse. 60 km/t., 80 – speedometernålen bevægede sig enerverende langsomt opad, da de nærmede sig slangen af biler.

„Nu kommer de!“ advarede Mitchell og hævede sin pistol igen. BMW’en drønede rundt i svinget med rygende dæk.

Bilerne foran dem kørte under 50 km/t. Med hornet i bund trak Chase ud i den modsatte vejbane for at overhale dem. Folkevognen var oppe på 90 km/t. og kunne dårligt køre hurtigere. BMW’en halede hurtigt ind på dem.

Chase kørte ud af svinget … og så en Fiat komme lige imod sig.

BMW’en trak også ud, så han var fanget som en lus mellem to negle.

Han drejede desperat til venstre ind mellem bilerne, og der lød en grim skurrende lyd, da han ramte en Renault Mégane. Nina skreg, da vinduet i passagersiden blev smadret under sammenstødet, og glasskår regnede ned over hende. Fiatten undgik på et hængende hår at ramme dem, og trykket fra bilens slipstrøm sendte en rystelse igennem folkevognen.

Chase skar en grimasse, da han med speederen i bund igen kørte over i den modsatte vejbane. Fiatten bremsede hårdt op, og bilen bagved bragede ind i den.

Der gik panik Fiattens fører, og bilen skred ud og spærrede vejen, så BMW’en kun kunne trække ind mod de andre biler.

Den hamrede sidelæns ind i en anden bil og skubbede den ind i et levende hegn. Fiatten ramte BMW’en og rev dens bageste kofanger af. Russerne snurrede rundt og standsede på tværs af vejen.

„Hold da kæft!“ udbrød Nina. I betragtning af hvor langsomt bilerne havde kørt, tvivlede hun på, at nogen ville være kommet alvorligt til skade, men der var sikkert en hel del, der var temmelig rystede.

Mitchell delte imidlertid ikke hendes bekymring. „Vi fik dem!“ jublede han.

„Ja, men hvor længe?“ spurgte Chase. Medmindre BMW’en var brudt sammen på grund af sammenstødene, ville føreren kunne starte og rette op igen på få sekunder.

Han kiggede fremad. Han nærmede sig hurtigt den forreste del af køen og så, at bilerne blev sinket af en smølende Vauxhall Vectra. Den ældre fører sad bøjet ind over rattet og lukkede øjnene for den hale af biler, hans langsomme kørsel trak. Selvom Chase ikke havde lyst til at involvere uskyldige, skar han alligevel lige ind foran Vauxhallen i håb om, at den gamle mand ville blive så forskrækket, at han ville lære at kikke i bakspejlet en anden gang.

Vejen foran dem var øde og lige – og havde ingen frakørselsveje, da den var omgivet af stengærder og træer til begge sider.

Folkevognsrugbrødet kørte stadigvæk kun 90 km/t., og BMW’en halede hurtigt ind på dem som en panter, der skal til at kaste sig over sit bytte. Manden, der var blevet forbrændt ved højen, lænede sig ud og tog sigte …

Mitchell affyrede et skud. Kuglen ramte BMW’ens forrude, og glasset revnede, men den ramte ikke nogen inde i bilen. Russeren besvarede beskydningen, og Mitchell smed sig fladt ned på sengen, da flere kugler slog ind i folkevognen.

Beskydningen hørte op. Chase kikkede i bakspejlet og så manden med maskinpistolen trække sig ind i vognen igen for at lade våbnet.

BMW’en blev større i bakspejlet, da den accelererede og vædrede dem.

Chase og de andre blev slynget fremad ved sammenstødet. Folkevognen ramte et gærde, og Chase nåede lige akkurat at rette op, inden han igen blev ramt bagfra af BMW’en.

Speedometernålen gled forbi de 95 og bevægede sig hastigt ind i ukendt land, da brølet fra BMW’ens motor fyldte kabinen. Rattet rystede i hænderne på Chase, og vognen begyndte at slingre. Han kæmpede for at bevare herredømmet over vognen og forhindre den i at rulle rundt.

Han kikkede frem igen og så, at enden af vejen hurtigt nærmede sig. De havde kurs mod en mur, der omhegnede en bondegård. „Pis!“

Nu kunne Chase kun se taget af BMW’en i bakspejlet, og dens fører skubbede dem stadigvæk foran sig som et lokomotiv …

„Jack!“ Råbte Nina. „Gør noget!“

„Jeg har kun én patron tilbage!“ protesterede Mitchell. Men han satte sig alligevel op på knæ og skulle til at skyde mod føreren, da en skudsalve fra den anden russer tvang ham ned igen. „Fandens også!“

De nærmede sig enden af vejen. Nina kastede et blik om bagi og fik øje på gasblusset, som var væltet. „Gasblusset, kast gasblusset ud!“

Mitchell var ét stort spørgsmålstegn. „Hvad?“

„Kast det ud – og skyd på det!“

Så dæmrede det for Mitchell. Han greb gasblusset og kylede det ud gennem bagruden.

Maskinpistolen blev atter rettet mod ham, da gasflasken bankede ind i forruden og satte sig fast i det revnede glas som en fed blå spyflue i et edderkoppespind. Russeren rettede instinktivt blikket mod flasken …

Mitchell skød.

Den sidste kugle borede sig tværs gennem flasken. Anslaget skubbede den helt gennem ruden, og det varme bly antændte gassen.

Flasken eksploderede lige midt mellem de to mænd, og sprængstykker sønderflængede dem som et kraftigt skud hagl, inden de blev omspændt af flammer. Bilen slog et skarpt sving og ramte et træ, så den rullede om på siden og tumlede hen ad den smalle vej i en regn af brændende vragdele.

Chase huggede bremsen i. De rygende dæk skreg, og det samme gjorde passagerne i folkevognen, da de susede hen mod muren …

De ramte den.

Men kun med knap 10 km/t. Der lød en dæmpet knasende lyd, da folkevognens buede front blev trykket flad mod den massive mur, og så trillede den baglæns og standsede.

Chase sad bøjet ind over rattet, stadig med bremsen trykket i bund. Han drejede hovedet og så Nina blinke op til sig nede på gulvet foran passagersædet. „Øh … vi er i live, ikke?“

Mitchell lå trykket op ad passagersædets ryglæn. „Mere eller mindre,“ sagde han og hostede, da den sure røg fra dækkene drev ind gennem de smadrede ruder. Han satte sig op og så sig tilbage. Det brændende vrag af BMW’en lå på siden cirka 15 meter bag dem og blokerede vejen. „Men det tror jeg nu ikke, de er.“

„Super.“ Motoren var gået i stå, men til Chases overraskelse startede den, da han drejede nøglen i tændingen. „Okay, hvad så nu?“

Mitchell ledte efter sin telefon. „For det første gælder det om at komme væk herfra, hvis nu Kruglov har skaffet en anden bil. Jeg ringer til ambassaden igen og får dem til at sende en helikopter ud til os.“ Han fandt telefonen, men blev ved med at se sig omkring med et bekymret udtryk i ansigtet. „Fandens også! Hvor er sværdet henne?“

„Her,“ sagde Nina og satte sig op på sædet igen. Excalibur var gledet ind under sædet, og hun samlede det op. „Hey, det lyser ikke mere.“

„Måske ligger vi ikke på en ley-linje her,“ sagde Mitchell, idet han trykkede på genopkaldstasten på telefonen. „Jordenergi lader til at følge nogle naturlige feltlinjer. Vi er nok for langt væk fra en til at kunne kanalisere energien.“

„Ja, ja, vi har forstået,“ sagde Nina, der var alt for udmattet efter biljagten til at interessere sig for hans teorier.

Chase satte folkevognen i bakgear, og med Kong Arthurs legendariske sværd i Ninas hænder kørte de af sted på landevejen.