22
Ingen rørte sig, og gruppen udgjorde et underligt tableau midt i mylderet på Leicester Square.
Nina var den første, der sagde noget. „Beklager, Eddie. Jeg så ham ikke komme.“
„Smid pistolen, Chase,“ sagde Kruglov. „Ellers dør hun.“
Chase borede spidsen af souveniren ind i ryggen på ham, og Kruglov gryntede. „Hvis han så meget som blinker, slår jeg dig ihjel.“
„Han gør det ikke, Aleksej,“ sagde Mitchell. „Han elsker hende alt for meget.“
„Hold din lede kæft, din falske …“
„Han bebrejder i forvejen sig selv, at en af hans veninder er død,“ fortsatte Mitchell. „Han vil ikke også være skyld i, at der sker Nina noget. Selv hvis det betyder, at du slipper fri. Eddie, jeg giver jer begge to en chance. Forsvind nu bare med jer.“
Chase skubbede vredt til kassen med knæet. „Der er folk, der er døde på grund af det skide sværd. Tror du virkelig, at jeg har tænkt mig at lade dig forære det til de narrøve?“
„Du har ikke noget valg,“ sagde Kruglov. „Jorgij, jeg tæller til tre, og så dræber du hende. Én.“
„Han gør det, Eddie!“ sagde Mitchell.
„To.“
„Giv nu bare op!“
Chase trådte et skridt tilbage og smed metalsouveniren, som klirrende landede på jorden mellem Kruglovs fødder.
Russeren så på den, lo og vendte sig så om mod Chase med sit brede frøsmil. „Tre.“
„Nej!“ skreg Chase.
Jorgij skulle lige til at støde kniven i ryggen på Nina …
Så blev hans hoved skudt i smadder.
Mitchell havde lynhurtigt trukket en pistol med lyddæmper og affyret den næsten direkte mod Nina. Kuglen var suset så tæt forbi hendes ansigt, at den sved hendes hår. Den døde russer faldt bagover med lunser af trevlet kød dinglende fra sit sønderskudte kranium.
„Kom væk herfra!“ råbte Mitchell.
Maksimov bankede ham ind i busten af Newton, og pistolen fløj ud af hånden på ham. Chase snurrede rundt mod Kruglov, men russeren hamrede kassen ind i maven på ham og væltede ham omkuld. Han råbte et eller andet til de andre på russisk og stormede så ind i parken.
En forbipasserende udstødte et skrig ved synet af det hovedløse lig, og panikken bredte sig hurtigt på pladsen.
Nina rystede chokket af sig, da Kruglov løb forbi hende med kassen i hånden. Hun så Chase kæmpe sig op på knæ. Han hev efter vejret, men var ikke kommet noget til. Hun tøvede, da hun var i syv sind om, hvad hun skulle gøre… men så løb hun efter russeren. Hvis han slap væk med Excalibur, ville alt det, hun havde været igennem, alle de dødsfald, hun havde været vidne til, være forgæves.
Chase rejste sig op og opdagede, at Nina ikke længere var der. „Pis!“ Han skulle til at følge efter hende, da han hørte et metallisk klik bag sig. Det lød højt og tydeligt trods råbene fra folkemængden. Dominika havde trukket sin pistol og spændt hanen på den og sigtede nu på ham.
Der lød råb fra højre: To betjente kom løbende imod dem. Dominika kastede et blik i retning af lyden, men kiggede så frem for sig igen og skød, men Chase var allerede sprunget til side, og kuglen slog kun hul i asfalten. Hun vendte sig om og stak af.
Politibetjentene satte efter hende, men blev slynget bagover, da Maksimov svingede Mitchell mod dem som et menneskeligt baseballbat. Alle tre mænd væltede omkuld, og russeren udstødte et triumferende brøl, hvorpå han skyndte sig over Leicester Square og fejede fodgængere til side på sin vej.
Chase ville løbe efter Nina, da endnu et skud fik ham til at vende sig hurtigt om. En eller anden havde forsøgt at spille helt og tackle Dominika og havde som belønning fået en kugle i maven. Folk skreg panisk, da den grønhårede morder spænede væk fra pladsen. Chase skyndte sig at samle Mitchells pistol op. Han ville helst finde Nina og Kruglov, men Dominika udgjorde en mere overhængende trussel. Hun måtte stoppes, før hun gjorde flere fortræd.
Og der var en anden ting, der motiverede ham: Han havde et regnskab at gøre op med Dominika.
Kruglov nåede hen til den nordlige del af parken, men Nina halede ind på ham, da han var hæmmet af den klodsede kasse. Folk brød atter ud i jubel uden for biografen, og blitz lynede, da en limousine spyttede flere berømtheder ud.
Nina kunne se, at Kruglov ledte efter en flugtvej. Afspærringen løb hele vejen hen over den nordlige del af pladsen, og alle de andre gader var proppet med mennesker. Kruglov kiggede sig hurtigt over skulderen og så, at Nina løb efter ham. Han stak sin frie hånd ind under jakken og trak …
„En pistol!“ skreg Nina og håbede, at politiet – og de, der befandt sig i skudlinjen – ville høre advarslen og reagere på den. „Han har en pistol!“
Kruglov skød efter hende, og hun smed sig ned i græsset bag en bænk, så folk i nærheden spredtes til alle sider som skræmte duer.
Publikum uden for biografen jublede stadigvæk uden at ænse, hvad der foregik bag dem. Kruglov så politifolk nærme sig fra begge sider og løb ind i vrimlen. Han kæmpede sig vej hen mod afspærringen ved at slå folk til side med kassen og sin pistol. Nina sprang op og stæsede efter ham.
Dominika løb hen ad en sidegade. Chase fulgte efter hende, og et hurtigt blik på et vejskilt fortalte ham, at han var på St Martin’s Street, og at Dominika løb i retning af Trafalgar Square.
Der var færre mennesker her. Han hævede pistolen, en Ruger SR9 med lyddæmper, og dristede sig til at affyre et skud mod Dominikas ben. Han ramte ved siden af, og kuglen prellede af mod asfalten lige ved siden af hende. Dominika svarede igen med at skyde bagud over skulderen. Hun havde næsten ingen chance for at ramme ham, men de to skud sinkede nu alligevel Chase, eftersom de tvang ham til at dukke sig.
Hun kom til et kryds og løb til venstre. Chase stormede rundt om hjørnet efter hende og så, at hun løb hen mod bagindgangen til en stor bygning.
National Gallery.
Dominika affyrede endnu et skud mod ham, inden hun løb ind på museet, så Chase ikke kunne skyde efter hende. Ikke at han ville have gjort det, for gennem indgangens glasdøre kunne han se nogle børn inde på museet. Hun var løbet ind i museets skoletjeneste. Et forfærdeligt øjeblik troede han, at hun ville tage dem som gidsler, men da han nåede frem til indgangen, så han hende bene op ad en trappe.
Han sparkede dørene op og sigtede efter hende, men hun var allerede forsvundet om hjørnet af trappen. Nogle af børnene havde fået øje på Dominikas pistol, og Chases entré gjorde bare tingene værre. „Ned på gulvet!“ råbte Chase for at overdøve de skingre skrig, mens han løb hen mod trappen. Han så op. Dominika sigtede på ham.
Chase sprang tilbage, da tre skud smældede og slog gabende huller i væggen ved siden af ham. Han landede hårdt på ryggen og affyrede fire skud hurtigt efter hinanden mod Dominika. Hun krøb i dækning, da gelænderet splintredes, rejste sig så igen og løb op mod toppen af trappen.
„Ryd bygningen!“ råbte Chase til museumsmedarbejderne, da de forsøgte at hjælpe de skræmte børn. „Få alle ud!“ Han stormede op ad trappen med pistolen hævet. Da han nåede op til toppen, så han Dominika pile ned ad en gang til venstre.
Hvad fanden har hun gang i? Hun lod til at flygte planløst og i panik, men Chase havde svært ved at tro, at Kruglov og hans folk havde aftalt at mødes med Mitchell på et sted med mange mennesker uden at have en flugtplan.
Der var noget, der ikke stemte.
Han rundede hjørnet og fulgte efter hende ind i en af udstillingssalene.
Kruglov nåede hen til enden af afspærringen og skubbede med indædt raseri folk til side. En mand forsøgte arrigt at gribe fat i ham, men Kruglov bankede pistolskæftet i ansigtet på ham. Manden faldt bagover og spyttede blod, og Kruglov svingede sig over afspærringen. En af sikkerhedsvagterne havde set, hvad der foregik, og kom løbende for at standse ham …
Kruglov skød ham, og de omkringstående blev sprøjtet til med blod. Folks begejstring blev afløst af frygt, og de skreg panisk og kæmpede desperat for at komme væk. Nina holdt armene foran ansigtet, da hun løb ind i menneskemængden.
Endnu et skud. Midt i kaosset så hun en skikkelse i en gul jakke falde om på jorden – en politimand var blevet skudt i skulderen.
Nina kæmpede sig videre fremad, og pludselig slap hun ud af den flygtende menneskevrimmel og stødte mod afspærringen. Kruglov løb hen til den nærmeste limousine. Trods den tilspidsede situation blev paparazziene ved med at fotografere løs for at få billeder i kassen af den autentiske actionscene, der var som taget ud af et Hollywood-brag. Russeren dukkede hovedet i et forgæves forsøg på at undgå at blive fotograferet, da han sigtede på limousinechaufføren og skreg ad ham. Chaufføren behøvede ikke at kunne russisk for at fange ordren, og han skyndte sig rædselsslagen ud af sin bil.
Nina sprang over afspærringen og løb hen imod limousinen. Kruglov sparkede chaufføren væk og sprang ind i bilen, idet han smed kassen og pistolen på passagersædet. Han satte bilen i gear, trådte på speederen og så op.
Han så Nina komme løbende mod sig. Limousinen sprang fremad og flåede et stykke af den røde løber løs, og den åbne sidedør slog en fotograf til side, da Kruglov svingede det tre ton tunge køretøj imod Nina.
Ingen chance for at undvige.
Nina kastede sig op på limousinens lange motorhjelm og gled op mod forruden, da bilen accelererede. Bilen ramte afspærringen, og en af bommene fløj ind i menneskemængden, inden Kruglov genvandt herredømmet over vognen igen.
Hun greb fat i en af vinduesviskerne og så Kruglov stirre ondt på sig bag forruden. Han famlede efter sin pistol, da hun kom op på alle fire …
Skuddene lavede store huller i forruden under Nina, netop som hun trak sig op på taget af bilen. Hun gled hen ad det glatte metal og nåede lige akkurat at få fat i krompyntelisten i den ene side af taget, inden hun faldt ud over den anden.
Hun forsøgte at få fat med den anden hånd.
Pludselig blev der slået huller omkring hendes udstrakte arme, og malingsflager ramte hende i ansigtet, da Kruglov skød gennem taget. Hvert savtakket hul kom tættere og tættere på hendes hoved …
Skuddene hørte op. Russeren var løbet tør for ammunition. Nina kunne lugte røgen fra det sidste hul, der var mindre end en håndsbredde fra hendes ansigt.
Limousinen øgede farten og drønede hen mod den modsatte ende af afspærringen. Her var der en bom på hjul, så biler kunne passere, mens tilskuerne blev holdt tilbage.
Men nu var der ingen, der kørte bommen til side, for alle kastede sig bare ud af limousinens bane.
Nina fik fat i den anden liste, netop som bilen pløjede sig gennem afspærringen og kørte ud på Charing Cross Road. Trafikken var allerede blevet standset af de mange mennesker, der flygtede hen ad gaden, men limousinens forskærm ramte alligevel en bil, da Kruglov drejede skarpt til højre mod Trafalgar Square.
Nina blev slynget hen over taget, og hendes ben dinglede ud over siden, mens hun kæmpede for at holde fast. Limousinen slingrede, og en af hjulkapslerne røg af og trillede skramlende hen ad fortovet. Kromlisten begyndte at rive sig løs under hendes fingerspidser …
Med hvinende dæk slingrede limousinen endnu en gang og rettede så op. Nina blev trukket ind på taget igen; der blev gasset op, og hun mærkede sit hår piske i vinden, da Kruglov accelererede gennem Londons gader.
De højloftede udstillingssales vægge var prydet med malerier, men Chase havde ikke tid til at kaste bare et hurtigt blik på National Gallerys skatte, da han løb efter Dominika gennem salene og gangene, mens forskrækkede museumsgæster sprang til side for dem.
Personalet i skoletjenesten havde omsider aktiveret brandalarmen, og den øredøvende klokke ville i det mindste få de besøgende ud, men han var stadig nødt til at tage sig af Dominika – og afværge det, hun havde i sinde. Hun var i hvert fald på vej et bestemt sted hen.
Hun kom til en tværgang, løb om hjørnet og væltede en skraldespand ud på gangen for at sinke ham. Chase sprang let og elegant over den. Han turde ikke bruge sin pistol endnu, da der måske var nogle museumsgæster i nærheden, som kunne havne i skudlinjen.
Han fik øje på et stort banner lidt længere fremme og vidste nu, hvor hun var på vej hen.
Museet havde en udstilling med værker af Rembrandt. Kunst var ikke just Chases stærke side, men selv han havde hørt om den hollandske maler og vidste, at hans værker var flere millioner værd… og Dominika var på vej ind i udstillingssalen med en pistol i hånden.
Hun havde ikke tænkt sig at tage mennesker som gidsler for at forhandle sig fri. Hun havde tænkt sig at tage nationalskatte som gidsler.
Chase følte et øjebliks kold triumf. Dominikas plan ville sikkert have virket over for Nina, men han var nu engang en gennemført proletar trods Ninas ihærdige anstrengelser på at bibringe ham lidt dannelse. Hvis Mitzis morder troede, at det ville redde hende at true med at skyde hul i et uvurderligt kunstværk, tog hun gruelig fejl – ja, dødbringende fejl.
Dominika løb gennem udstillingssalens hvælvede indgang, og museumsgæsterne derinde spredtes i alle retninger, da de så hendes pistol.
Chase løb efter hende. „Ned med jer!“ råbte han.
Dominika standsede tæt ved udgangen i den modsatte side. Hun løftede hurtigt pistolen og sigtede på et af malerierne, som forestillede Jesu korsfæstelse. Chase var ligeglad. Han sigtede på hende med sit eget våben …
Hun skød, men ikke mod maleriet.
I stedet ramte kuglen maleriets ramme. Det forsirede træ splintredes, og hele maleriet rystede.
En sirene gik i gang og overdøvede brandalarmen, så alle i bygningen vidste, at der var nogen, der pillede ved et af de virkelig kostbare kunstværker. Den gennemtrængende hvinen, der skulle forvirre eventuelle tyve, ramte Chases trommehinder så hårdt, at han krympede sig og blev distraheret et kort øjeblik.
Det var alt, hvad Dominika behøvede for at flygte.
Hun smuttede gennem buegangen, i det samme som et sikkerhedsgitter bankede ned i gulvet lige så hurtigt som en guillotineklinge. Hun var på den anden side af det.
Chase genvandt fatningen og skød, men kuglen prellede bare af mod gitteret. Dominika sprang i dækning. Han løb hen til gitteret. Det var en kraftigere udgave af den slags jalousigitre, der bruges til at beskytte butiksfacader. Han forsøgte at løfte det, men det sad urokkeligt fast. Flere gitre var allerede gledet ned for de andre udgange.
„Fandens!“ Han kiggede gennem gitteret, men Dominika var væk.
Hun havde haft en flugtplan lige fra begyndelsen, og han var blevet narret og fanget her, mens hun var sluppet væk.
Han vendte sig om og så, at de museumsgæster, der også var blevet spærret inde i rummet, stirrede på ham med rædslen malet i ansigtet. Han smilede fjoget. „Hun er … moderne kunstner, som man kan se på håret, og hun bryder sig ikke videre om gammeldags malerier.“
Hans forsøg på at være morsom faldt fuldstændig til jorden. Han lænede sig med et suk op ad gitteret og håbede, at Nina var uden for fare.
Det var hun på ingen måde.
„Nej!“ skreg hun, da limousinen drønede hen mod en dobbeltdækkerbus, der sneglede sig af sted. I sidste øjeblik drejede Kruglov skarpt til siden og klemte sig ind mellem bussen og de modkørende biler.
Det sprang med gnister, da limousinens venstre side skrabede mod bussen. Den smalle kromliste knækkede, og Nina mistede grebet. Da Kruglov trak ind foran bussen, kurede hun hjælpeløst ud over taget og risikerede at ryge ned i den modkørende trafik …
Hun stak pegefingeren ned i et af skudhullerne.
Det skarpe metal skar sig ind i hendes finger, og hun udstødte et gisp, men fik trukket sig op på taget igen.
Sirener forude. Hun så blå blink ved Trafalgar Square, hvor en politibil med et salatfad efter sig kørte i stilling for at blokere vejen forude. Limousinen var allerede kørt forbi den eneste sidegade til venstre …
Kruglov nærmest kastede vognen til højre ind på den brolagte plads foran National Gallery. Folk kastede sig til side, men et par uheldige turister blev slynget væk med nogle modbydelige smæld af brækkede knogler.
Nina klamrede sig til taget. Hun var forfærdet over den hensynsløse kørsel, men kunne ikke gøre andet end at holde fast og håbe på, at politiet fik standset Kruglov på den anden side af pladsen.
Russeren drejede igen og bumpede i fuld fart ned ad en bred marmortrappe til selve Trafalgar Square.
Bilen lettede fra jorden et øjeblik, inden forenden med et højt knasende smæld hamrede mod asfalten, så chassiset gav efter. Nina kunne ikke holde fast længere og røg ned på motorhjelmen. Motoren brølede, da Kruglov holdt speederen i bund. Hun så, at de nærmede sig et af springvandene på pladsen i uhyggelig fart.
Limousinen hamrede ind i den tykke bassinkant, så Nina blev slynget fremad. Hun landede i bassinet, og vandet tog kun delvist af for faldet, da hun ramte bunden og tumlede gennem bassinet, mens vandet piskede mod hendes ansigt. Den modsatte bassinkant nærmede sig alt for hurtigt. Hun ramte den med skulderen først, og så knaldede hun hovedet mod stenkanten.
Hun lå helt stille, fortumlet, forslået og fuldstændig gennemblødt af det kolde vand. Den oplyste søjle med lord Nelson på toppen tårnede sig op over hende som et spyd, der ragede op i den mørke aftenhimmel.
Nogen greb fat i hendes arm, og hun drejede panisk hovedet, da hun troede, at det var Kruglov, der ville gøre det af med hende, men det var bare en tilskuer, der forsøgte at hjælpe hende.
Kruglov …
Nina kæmpede sig op at stå med vandet drivende ad sig. Limousinen var trykket sammen mod den anden side af springvandet, og døren i førersiden stod åben.
Kruglov var ikke at se nogen steder. Heller ikke aluminiumskassen.
Han havde Excalibur.
„Hvor blev han af?“ spurgte hun med grødet stemme, da hun vaklede op af springvandet.
Manden, der hjalp hende, så forvirret på hende, som om hun talte i tunger. Hun skubbede ham væk og kiggede groggy efter Kruglov og fik øje på en løbende skikkelse, der banede sig vej gennem menneskemængden med en aluminiumskasse i hånden.
Hun forsøgte at løbe efter ham, men sank i knæ, da hendes ben nægtede at samarbejde. Det kolde vands kortvarige bedøvende virkning kunne ikke dæmme op for den smerte, der nu skyllede gennem hele hendes krop. „Okay, jeg skal åbenbart ingen steder,“ sagde hun resigneret.
Hun hørte råb bag sig, og da hun vendte sig om, så hun adskillige politibetjente komme løbende mod sig.
„Han løb den vej,“ sagde hun og pegede efter Kruglov – men blev kastet ned på maven og hurtigt lagt i håndjern. En af betjentene råbte et eller andet, men den dunkende smerte i hendes hoved gjorde det til en uforståelig mumlen. Hun blev hevet brutalt på benene.
„Åh nej, ikke nu igen,“ brummede hun, da hun blev ført væk.
„Tja, det her overrasker mig ikke ligefrem,“ sagde Peter Alderley, som dårligt kunne undertrykke sin latter. „At se dig i fængsel. Igen!“
„Hvad fanden laver du her, Alderley?“ knurrede Chase, da politimanden slap ham ud af cellen. Da han var blevet anholdt, var han først blevet ført til politistationen i Agar Street for så senere på natten at blive overført til New Scotland Yard. Han havde kun fået et par timers søvn og var irritabel i forvejen, og Alderleys dumsmarte facon hjalp ikke på hans humør. „Jeg ringede til Mac og ikke en narrøv fra MI6.’
„Utak er verdens løn,“ svarede Alderley med et smørret grin under sit overskæg. „Jeg er her for at gøre Mac en tjeneste. C ville lige have en snak med ham om, hvorfor en, han har sagt god for, altid ryger i spjældet.“
„Det ville ikke være noget problem, hvis de klaphatte arresterede de rigtige en gang imellem,“ vrissede Chase og sendte politimanden et irriteret blik. „Hvor svært kan det være at få øje på en kvinde med grønt hår?“
„Nå, men du er ude nu. Stod det til mig, blev du bag tremmer, men det ville være uretfærdigt over for Nina, da I to åbenbart hænger sammen som ærtehalm.“
„Hvor er hun?“ spurgte Chase. „Er der sket hende noget?“
„Hun har det fint. En smule forslået, tror jeg, men det er det.“
Alderley førte ham ud til Nina, der sad på en bænk. Han kiggede en ekstra gang, da han kom tættere på.
„Spar mig for kvikke bemærkninger,“ sagde hun og løftede advarende pegefingeren. Hendes hår var ikke blevet vasket efter turen i springvandet og lignede ståluld, og hendes tøj så også herrens ud.
„Jeg er bare glad for, du er uskadt,“ sagde Chase og omfavnede hende. Han lugtede til hendes hår. „Har du været ude at svømme?“
„Jeg sagde til dig, at du skulle spare mig for kvikke bemærkninger!“
„Ja, ja, det er vældig romantisk alt sammen,“ sagde Alderley med et irriteret suk, „men I har altså en aftale på den amerikanske ambassade. Hvad alt det her rod end handler om, vil amerikanerne gerne tale med jer om det.“
„Og jeg vil også gerne tale med dem,“ sagde Chase. „Om, at den mand, som de havde sat i spidsen for operationen, var en skide forræder!“
„Jeg kan stadig ikke fatte det,“ sagde Nina og rystede på hovedet. „Arbejdede han for Vaskovitj hele tiden? Hvordan kunne DARPA overse det?“
„Han må hellere bede til, at de finder ham, før jeg gør,“ knurrede Chase og knyttede næverne. „For jeg har et par ting at sige ham …“
Alderley kørte dem hen til ambassaden, hvor de blev mødt af Peach. „Nå, men farvel for denne gang,“ sagde MI6-agenten muntert. „Hvis I får brug for efterretningstjenestens hjælp en anden gang, så … lad være med at spørge. For resten, Nina, har I fastsat en dato for brylluppet? Jeg venter stadig på en invitation.“
„Farvel, Peter,“ sagde Nina bestemt og steg ud af bilen. „Goddag, mr. Peach.“
„Godmorgen, dr. Wilde.“ Peach virkede mere forfjamsket end ellers. „Mr. Chase. Jeg er glad for, at De begge er uskadte.“
„Det er vi også. Hvad sker der?“
„Vær venlig at komme med mig.“
De gik gennem ambassaden til kontoret, der vendte ud mod Grosvenor Square. Ninas hjerte sank i livet på hende, for det første, hun så, da Peach åbnede døren, var en række aviser på bordet. „Ikke igen!“ For anden gang på én uge var hun på forsiden. På et af billederne sprang hun op på limousinens motorhjelm, og på et andet klamrede hun sig til taget, mens bilen drønede væk fra biografen.
Adskillige mænd i jakkesæt ventede på dem, og Hector Amoros trådte frem for at tage imod hende. „Nina! Hvor er jeg glad for, at du er uskadt. Også dig, Eddie.“
„Jeg troede du var rejst hjem til USA,“ sagde Nina, som var overrasket over at se ham.
„Det gjorde jeg også, men jeg blev nødt til at tage tilbage til London med det samme. Jeg skal give møde for en undersøgelseskomité og besvare spørgsmål om alt det, der skete i går, og det kan godt komme til at tage sin tid. Den her operation forløb ikke helt, som vi havde håbet.“
„Årets underdrivelse,“ sagde Nina – og stivnede så, da hun så, hvem der også var der.
Mitchell.
Hans ansigt var forslået, og han havde en forbinding på kinden … men han var ikke anholdt.
„Hvad helvede laver han her?“ råbte hun.
Chases reaktion var mere kontant. Han sprang frem mod Mitchell. Der skulle tre til at holde ham tilbage. „Dit lede svin! Jeg slår dig fandeme ihjel!“
„Ja, jeg tænkte nok, du ville reagere på den måde,“ sagde Mitchell irriteret. „Hector?“
Amoros rømmede sig. „Der er noget, I skal vide. Eddie, slap nu af.“ Et bydende militært tonefald sneg sig ind i hans ellers så venlige stemme. Chase holdt modvilligt op med at stritte imod og gjorde sig fri af mændene. „Ja, Jack skulle til at aflevere Excalibur til Vaskovitj … men DARPA vidste det godt.“
„DARPA godkendte det,“ tilføjede Mitchell. „Vaskovitj troede, at jeg var dobbeltagent. Det er jeg ikke. Jeg er tredobbelt agent. Jeg har arbejdet for DARPA hele tiden. Hvem tror, I den ‘pålidelige kilde’ i Vaskovitjs organisation var? Det var mig!“
„Vil det sige, at det hele bare var ét stort nummer?“ gispede Nina.
„Ja. Min opgave var at uskadeliggøre Vaskovitjs våben. Jeg ville have afleveret Excalibur til ham i Rusland og brugt det som bevis på min loyalitet, så han ville tage mig med til sit jordenergianlæg, og så sprænge skidtet i luften!“ Han skævede til aviserne. „Men nu har I to forkludret det hele på den mest opsigtsvækkende måde, man kan forestille sig – Vaskovitj har Excalibur, og jeg er blevet tvunget til at bekende kulør for at holde jer i live!“
Nina mærkede vreden vælde op i sig. „Og hvorfor fanden fortalte du os det ikke fra starten af? Folk er døde på grund af din plan!“
„Hvis I havde vidst det, var der risiko for, at I ville have afsløret mig. Ikke fordi det gjorde den store forskel, som det nu gik!“
„Men hvorfor lod du dem ikke bare selv finde sværdet?“ spurgte Chase. „Så ville ingen være kommet noget til.“
„Er du sikker på det? De slog en præst ihjel på Sicilien for at få det første stykke af Caliburn, de dræbte Bernd Rust, og de ville sikkert også have myrdet Staumberg og hans butler i Østrig. De her russere er ikke små spejderdrenge. Og jeg var nødt til at blive indblandet, for Kruglov stolede ikke på mig. Hvis jeg ikke personligt afleverede Excalibur til Vaskovitj, ville han aldrig have ladet mig få adgang til anlægget. Hvilket betød, at jeg var nødt til at inddrage Nina, så jeg kunne finde det først.“ Han sendte Chase et hårdt blik. „Jeg beklager, men det var nødvendigt. Vi kunne ikke lade russerne finde Excalibur på egen hånd.“
„Hvis du havde fortalt os, hvad der i virkeligheden foregik, ville jeg aldrig have fået Mitzi indblandet,“ sagde Chase bittert.
„Hvis Vaskovitj troede, du ville aflevere sværdet til ham, hvorfor var Kruglov og de andre så også efter det?“ spurgte Nina.
„Som sagt stolede Kruglov ikke på mig.“
„Hvad så nu?“ spurgte Chase og pegede på aviserne. „Kruglov er på alle forsiderne. Han kan jo ikke ligefrem benægte det her. En af strisserne fortalte mig endda, at han dræbte en eller anden stakkel for øjnene af omkring 500 vidner.“
„Tror du virkelig, at russerne vil udlevere ham?“ spurgte Mitchell. „Sådan som det politiske klima er lige nu med den der territorialstrid mellem USA og Rusland? Han er en af landets mægtigste mænds højre hånd, og denne er tilfældigvis også nær ven af den russiske præsident. De vil aldrig udlevere ham, ligegyldigt hvor meget diplomatisk pres vi lægger på dem.“
„Så han slipper af sted med det?“ sagde Chase vantro. „Han myrder folk og får så lov til at gemme sig i Rusland og grine ad os?“
„Han gemmer sig ikke engang. Mr. Callum?“ Mitchell vendte sig mod en af de andre mænd i rummet – ham den hvidhårede, Nina og Chase havde mødt på ambassaden aftenen før. Han rakte Mitchell et fotografi. Det var taget med telelinse og viste Kruglov sidde på bagsædet i en firehjulstrækker, der kørte ind gennem en port i en høj mur. Skikkelsen ved siden af ham sås kun i silhuet, men det lignede Dominika.
„Det her foto blev taget for et par timer siden,“ sagde Mitchell. „Det er Vaskovitjs luksusvilla sydvest for Moskva. Vi bad vores efterretningskilder i Rusland om at holde udkig efter Kruglov, så snart vi fandt ud af, at han havde forladt England.“
„Hvordan pokker kunne han slippe ud af landet?“ spurgte Nina.
„Manden er forhenværende efterretningsagent og kender alle fiduserne – plus han har Vaskovitjs milliarder i ryggen. Hvis man har penge, betyder grænsekontrol ikke en skid.“
„Så jeres efterretningstjeneste vidste, hvor han var på vej hen, men kunne ikke snuppe ham, inden han nåede dertil?“ sagde Chase. „Kors i skuret. Og her gik jeg og troede, at MI6 var et amatørforetagende!“
„Der var ikke tid til at samle en indsatsstyrke til at pågribe ham,“ forsvarede Mitchell sig. „Og desuden var CIA ikke glade for, at vi kørte vores egen efterretningsoperation bag deres ryg.“
Chase fnøs foragteligt. „Og nu har Vaskovitj sværdet? Han er sikkert allerede på vej til sin base for at sprænge verden i luften!“
„Han skal ingen steder,“ sagde Mitchell. „I hvert fald ikke før i morgen.“
„Hvor ved du det fra?“ spurgte Nina.
„Han holder en fest i sin luksusvilla i aften. Og det er en af den slags, han nødig vil aflyse,“ fortsatte han og kom deres oplagte spørgsmål i forkøbet. „Den har været planlagt i flere måneder og skal bidrage til at styrke hans indflydelse – hele den nye russiske elite vil være til stede.“
„Er du sikker på det?“ spurgte Chase.
Nina så på ham. Hun fornemmede, at en plan var ved at tage form i hans hoved.
„Jeg var faktisk inviteret,“ sagde Mitchell. „Men jeg tvivler på, jeg stadig står på gæstelisten. Men han vil stensikkert ikke aflyse festen, ikke engang nu hvor han har fået fat i Excalibur. Og, hvis jeg kender Leonid ret, vil han sikkert gerne vise det frem.“
„Så du ved, hvor han er i aften, og du ved, hvor sværdet vil være i aften?“
„Ja. Hvorfor?’
Chase sendte ham et humorforladt smil. „Fordi hvis han holder fest, synes jeg, vi skal feste med.“