27

Flyet, der fløj Chase og Mitchell nordpå fra Moskva, var ikke det samme fly fra Udenrigsministeriet, som havde fløjet dem til Rusland, men et mindre Cessna Citation Mustang-firmafly, hvor enhver firmaangivelse glimrede ved sit fravær. Chase gættede på, at det normalt blev brugt til diskret transport af amerikanske efterretningsagenter.

En gruppe, som det nu lå helt fast, at Mitchell var medlem af.

„Så du har altså hele tiden været hemmelig agent?“ sagde Chase, da Mitchell åbnede en af adskillige plastickasser, der stod stablet i jettens kabine.

„Er det et problem?“

„Kommer an på agenten. Så alt det videnskabshalløj var bare en facade?“

„Nej, sgu da,“ sagde Mitchell bestemt. „Jeg har en ph.d. i højenergifysik. Uden den ville jeg aldrig have kunnet overbevise Vaskovitj om, at jeg var nyttig for ham.“

„Og hvor længe har DARPA kørt sin helt egen efterretningsvirksomhed?“

„Et stykke tid. Det er bedst, at ingen andre kender noget til det. Vi gør det, der er nødvendigt for at sikre, at USA har et solidt teknologisk forspring i forhold til andre lande – og at vi fastholder det.“

„Med magt.“

„Om nødvendigt.“ Mitchell tog et gevær op af kassen og kastede det hen til Chase, som aldrig havde set et våben magen til det før. „Et godt eksempel er det der. Kig lige på det engang,“ sagde Mitchell.

Chase drejede det futuristiske gevær i hænderne. En hurtig undersøgelse fortalte ham, at det havde to separate magasiner, det ene monteret på løbet, og det andet i kolben, og håndgrebet var placeret foran begge magasiner. „Det ligner noget fra en science fiction-film.“

„XM-201 avanceret stormgevær, et af DARPA’s nyeste stykker legetøj,“ sagde Mitchell og tog et tilsvarende våben op af kassen til sig selv. „Det har 200 hylsterløse drivladninger i kolben og et topmonteret magasin til fremføring af forskellig slags 3,6-mm-ammunition alt afhængig af missionen.“ Han drejede på en omskifter. „Man kan vælge mellem standardprojektiler med kobberkappe, tungstenskugler, sprængprojektiler og ikkedræbende plastickugler. Den normale ammunitionsfordeling er 40 standardprojektiler og 20 af hver af de andre, men jeg tænkte, at plastickuglerne ikke duede til den her operation.“

„3,6-mm-ammunition?“ spurgte Chase skeptisk. „Det vil ikke kunne stoppe nogen.“

„Du vil blive overrasket – selvom vi faktisk ikke har afprøvet geværet på mennesker. Endnu.“ Han kiggede indforstået på Chase. „Det er også udstyret med en 25-mm-granatkaster, som er forbundet til et computerstyret lasersigte. Man skal bare rette laseren mod målet, vippe løbet op, og så fortæller sigtet, hvornår man har den rette vinkel. Andre finesser er kikkertsigte med 10 gange forstørrelse og nattesyn og et indbygget ‘ven eller fjende’-identificeringssystem, som minimerer risikoen for friendly fire …“

„Se, det er noget, I yankee’er rent faktisk har brug for,“ drillede Chase.

Mitchell kiggede surt på ham, inden han fortsatte. „Prøv at lade, som om du skyder med det.“ Chase lagde våbnet an. Mitchell trykkede på et lille tastatur bag sigtet, og et grønt lys tændtes med et bip. „Sådan. Nu er det biometrisk kodet til dine hænder. Kun autoriserede brugere kan affyre det. Og hvis det falder i fjendens hænder, er der endda indkodet et selvdestruktionssignal, der smelter al elektronikken, så ingen kan kopiere våbnet. Ret fikst, ikke?“

Chase sænkede geværet. „Næ, faktisk ikke.“

Mitchell virkede overrasket, endda en smule stødt. „Er det din professionelle mening?“

„Jep. Alle de finesser kræver batterier, hvilket vil sige, at man har en masse ekstra skidt at slæbe rundt på; smart elektronik er det første, der bryder sammen i kamp; det her magasin i kolben gør den for klodset; de forskellige indføringsveje for ammunitionen til kammeret øger risikoen for, at geværet låser; bæregrebet sidder for langt fremme, og jeg er sikker på, at det koster en helvedes masse penge. I har fremstillet et gevær, der kan dobbelt så meget som et M-16-gevær, men som er 10 gange så dyrt.“ Han smilede. „Et typisk amerikansk stykke legetøj.“

Mitchell gengældte smilet. „Hey, hvordan skal vi ellers blive ved med at øge vores våbenindustris markedsværdi hvert kvartal? I øvrigt vil det først blive taget i brug om fem år, måske endda først om 10. Du ved, hvor meget toppen hader forandringer, selv når de er til det bedre.“

Chase trak på skuldrene og lagde geværet fra sig. „Jeg tror, at jeg holder mig til de gode gamle våben, tak.“

Mitchell rystede på hovedet. „Ikke til den her mission. Der er en anden grund til, at jeg vil bruge de her geværer. Når Vaskovitjs jordenergisystem kommer op at køre – hvilket det vil, så snart han får Excalibur – vil det danne et enormt magnetfelt. Hvis du går derind med et våben af stål, vil det blive revet ud af hænderne på dig.“ Han klappede på sit XM-201-gevær. „Den her fætter er lavet af polymer og keramiske materialer, intet magnetisk. Og selv elektronikken er indkapslet. Når systemet kører, er der kun én slags våben, der dur derinde, og det vil være dem, som vi råder over.“

„Som du råder over,“ rettede Chase ham. „Jeg tvivler på, at Kruglov vil lade mig vade derind med et af de her under armen. Og nu vi taler om det: Hvordan vil du komme derind?“

Mitchell pegede på en anden kasse. „Endnu et stykke DARPA-legetøj.“ Han kiggede på sit ur. „Faktisk må jeg hellere se at gøre det parat, så giv mig lige en hånd.“

Kassen indeholdt noget, der lignede en stor rygsæk i hårdt materiale. Mitchell stak geværerne ned i et rum i den, iførte sig en sort heldragt og lynede den. Han fik Chase til at hjælpe sig rygsækken på. „Det er det sidste nye, som vi har udviklet til agenter i luften,“ sagde Mitchell, idet han spændte en elektronisk styreanordning om håndleddet. „Og den her vil blive taget i brug, allerede inden for et år. Det er en svævevinge. Vi havde egentlig tænkt os at kalde den Batwing, men så ville vi sikkert få copyright-problemer på halsen. Den kan bære en elitesoldat og alt hans udstyr. Når jeg er i frit fald, folder vingerne sig ud – de er af kulfibre – og så kan jeg svæve længere end ellers ved udspring fra stor højde. Men vent, det er ikke det hele!“ tilføjede han med en plat reklamespeakerstemme.

„Er det der motorer?“ spurgte Chase, da han fik øje en cylinder på hver sin side af rygsækken.

„Jep. Miniturbojetmotorer. De har brændstof til cirka et kvarter, men jeg kan tænde og slukke for dem for at opnå højde og svæv. Og når jeg skal lande, udløser jeg bare faldskærmen. En god pilot kan ramme et mål, der ligger mere end 150 kilometer væk.“

„Og er du en god pilot?“

„Ikke helt ringe. Styregrejet er meget intuitivt – man skal bare lade, som om man er Superman.“ Han smilede, men så blev han pludselig meget alvorlig. „Når jeg er hoppet ud, kan jeg lande på Vaskovitjs anlæg, uden at nogen opdager det. Så finder jeg dig og Nina.“

„Men hvordan kommer vi ud igen?“ spurgte Chase. Et af Vaskovitjs krav havde været, at deres fly skulle lette og vende tilbage til Moskva, straks efter at Chase var blevet sat af – og efter at flyet var blevet gennemsøgt for uønskede gæster.

„Det har jeg styr på. Bare rolig.“

Chase brød sig ikke om at blive holdt hen i uvidenhed – især ikke når han og Nina satte livet på spil – men det var tydeligt, at Mitchell ikke ville fortælle ham mere, før det var nødvendigt. En amerikansk krænkelse af russisk luftrum ville forklare, hvorfor han var så hemmelighedsfuld, for Chase kunne jo ikke røbe noget, som han ikke havde kendskab til.

Mitchell blev færdig med at spænde udstyret på ryggen og tog så en integralhjelm op af kassen. „Okay, jeg sparker kasserne ud, inden jeg springer, så ingen undrer sig over, hvad der har været i dem. Husk at lukke døren efter mig, og pas på ikke at falde ud, okay?“

„Og du skal huske at hive i udløseren, inden du rammer jorden,“ gav Chase igen med et smørret grin. „Af en sømand at være er du alligevel ikke det værste røvhul.“

„Hm, tak … tror jeg,“ sagde Mitchell. „Så længe jeg bare er på de godes side.“ Han klappede Chase på skulderen og tog så hjelmen på, da piloten meddelte ham, at han havde et minut tilbage. „Okay, så er det nu!“

Han gik hen til kabinedøren med det tunge udstyr på ryggen, og Chase bar de tomme kasser over til ham. „30 sekunder!“ råbte piloten.

„Vi ses dernede,“ sagde Chase. Han drejede på håndtaget og åbnede døren.

Larmen fra jetmotorerne og vinden var øredøvende. Selvom Cessna-flyet sagtnede farten og dalede, fløj det stadig over 370 km/t. i 9.000 fods højde. Mitchell holdt fast i døråbningen, sparkede først kasserne ud og sprang derpå ud i mørket. Han blev suget med af slipstrømmen og undgik med nød og næppe at ramme jettens lavtsiddende vinge, da han faldt.

Den iskolde vind ruskede i Chase, da han lukkede døren. Han vendte rystende af kulde tilbage til sin plads og håbede, at Mitchell vidste, hvad han gjorde.

Ti minutter senere stod jetten på jorden.

Vaskovitj tog ingen chancer. Før Chase fik lov til at forlade flyet, kom tre bevæbnede mænd om bord og gennemsøgte det. De fandt ikke andet end piloten, Chase og aluminiumskassen i hans skød. Efter at have kropsvisiteret ham grundigt vinkede de ham ud med deres våben rettet mod ham.

Selvom der kun blæste en stille brise, gik kulden ham gennem marv og ben. Grosevnij lå på kanten af selve polarcirklen ved indsejlingen til Barentshavet nær overgangen til den sumpede tundra knap 300 kilometer fra Arkhangelsk, som var den nærmeste by. Under den kolde krig havde stedet fungeret som hemmelig flådebase for Sovjetunionens missilubåde. Nu hvor denne langstrakte følen hinanden på tænderne for længst var forbi, og basens hemmeligheder var tilgængelig for enhver med en internetforbindelse og adgang til Google Earth, var den blevet overtaget af en af Ruslands nye oligarker.

Da Chase trådte ned på landingsbanen, så han det kolde hav ude mod nord og en klippeskrænt, der rejste sig langs den bugtede kystlinje mod øst. Omkring en halvanden kilometer væk ragede en lang, L-formet anløbsbro ud i bølgerne. Han gættede på, at ubådsbunkeren befandt sig under klippeskrænten. Et stykke bag den steg terrænet til et lille bakkedrag, hvor der på toppen lå en klart oplyst bygning, men den var for langt væk til, at han kunne danne sig et indtryk af den ud over dens størrelse, som var betydelig.

Vaskovitjs mænd omringede jetten med hævede våben. Kruglov stod ved foden af trappen med Maksimov ved sin side. „Er det sværdet?“ spurgte Kruglov og pegede på kassen.

At Kruglov ikke havde dræbt Chase lige med det samme, tydede på, at Vaskovitj i det mindste havde tænkt sig at holde noget af aftalen.

Chase åbnede den aflange kasse og viste dem Excalibur, der lå på et beskyttende lag skumplast. „Hvor er Nina?“

Kruglov kiggede i retning af bygningen i det fjerne og nikkede så over mod en af to sorte Mercedes-firehjulstrækkere. „Sæt dig ind.“

Chase satte sig ind på bagsædet mellem Maksimov og en anden vagt og blev kørt hen ad en vej langs kysten. Det, han kunne se forude, bekræftede hans formodning: Anløbsbroen var forbundet til ubådsbunkeren, som var en kæmpestor, kraftigt oplyst betonhvælving hugget ud i klippesiden. Broen løb fra enden af en dok i den modsatte side af bunkeren, hvor en rusten kran vendte ud mod vandet.

Til Chases overraskelse var dokken ikke tom.

Den lille konvoj kørte ad en vej ved foden af skrænten og ind i selve bunkeren. Der var et kolossalt fartøj derinde. Det var en missilubåd af Typhoon-klassen, den største ubådstype i verden. Typhoon-ubåde var lige så store som et hangarskib fra Anden Verdenskrig, og russerne havde kun bygget seks af dem. En enkelt var stadig i aktiv tjeneste, mens de andre enten var blevet skrottet eller angiveligt blev holdt i reserve. Nu vidste Chase, hvor én af dem var endt.

Han anede ikke, hvilken funktion Typhoonen udfyldte her, men den kunne ikke bruges som våben, da den ikke var sødygtig. En stor sektion af dækket bag det lave, brede tårn var blevet fjernet, og man kunne nu se ned i trykskroget. Adskillige kraftige elkabler løb fra hullet hen til en mast ved indgangen til en tunnel i den anden side af dokken. Ubåden skulle ikke nogen steder lige med det første – i hvert fald ikke, hvis den skulle holde sig flydende.

Firehjulstrækkerne kørte over en bro bagest i dokken og derpå tilbage langs den anden side af ubåden for så at standse ved tunnelen.

„Hvad er det her?“ spurgte Chase, da han steg ud af Mercedesen. Han efterlignede Sean Connery i Jagten på Røde Oktober og spurgte med skuespillerens drævende skotske accent: „Har du tænkt dig at sejle ind i historien?“

Kruglov ignorerede ham og gennede ham ind i tunnelen og hen mod en kabelbane, der førte ud af bunkeren og op ad bakken i en 40 graders stejl stigning. En kasseformet vogn holdt og ventede på dem ved den nedre endestation.

Alle steg ind i vognen, og vagterne holdt deres våben rettet mod Chase, da den begyndte at køre ud af tunnelen. Chase kiggede op ad bakken og så en anden vogn komme ned mod dem. De to vogne var forbundet med kabler og var hinandens kontravægt. En lang vej siksakkede sig op ad bakken, og kabelvognen krydsede den flere gange. Til begge sider var bakken dækket af noget, som Chase ved første øjekast troede var en skov nøgne træer …

„Tak for kaffe!“ sagde han, da han så, hvad de i virkeligheden var. „Jeres tv-signal må være virkelig elendigt, hvis I har brug for alt det der for at få et ordentligt billede.“

‘Skoven’ var menneskeskabt og af metal: et enormt antennesystem, der strakte sig rundt om hele bakken og videre ud på tundraen bagved. Det var modtageren i Vaskovitjs jordenergianlæg, indså Chase, magen til det amerikanske HAARP-anlæg, som Mitchell havde beskrevet, bare i meget større målestok.

Han kiggede nysgerrigt på den store bygning på toppen af bakken, efterhånden som de nærmede sig. Den var cirkelrund, havde et kuppelformet tag og lignede et observatorium. Flere elkabler hang ned fra kuplens sider som uhyggelige serpentiner og forbandt den til anlægget.

Kabelvognen nåede den øverste station. Yderligere to firehjulstrækkere kørte gruppen det sidste stykke op til bygningen på den iskolde bakketop. Da de var kommet indenfor, blev Chase gennet gennem nøgne gange til noget, der lignede et sikkerhedstjek i en lufthavn. Væggene var fyldt med advarselskilte på russisk. Han anede ikke, hvad der stod, men piktogrammerne på dem advarede både mod højspænding og magnetisk påvirkning. Der var malet en tyk rød- og gulstribet linje på gulvet.

To mænd i orange overalls stod for sikkerhedstjekket. Da Kruglov gik hen til dem, førte en af dem en metaldetektor hen over hans krop, mens den anden holdt øje med resultatet på en skærm. Maskinen bippede adskillige gange. Med et resigneret, irriteret blik tømte Kruglov sine lommer og lagde alle sine ejendele af metal, også sin pistol, i en plasticbakke. Den første mand førte detektoren op og ned ad ham igen. Da han var tilfreds med resultatet, låste han bakken inde i et skab og vinkede Kruglov over den malede linje.

De andre skulle gennem samme procedure. Chase var den næste, og han blev nødt til at aflevere ur, nøgler, mobiltelefon og – til sin irritation – sin læderjakke. Lynlåsens tænder var af stål og reagerede på magnetfelter. Titaniumskruerne i hans venstre arm vakte lidt bekymring til at begynde med, men da man fandt ud af, at de ikke var magnetiske, blev han sendt igennem. Pladen i Maksimovs kranium var åbenbart heller ikke magnetisk, for så ville han blive trukket hen til maskineriet, når det blev slået til.

Den eneste genstand, som gav udslag, men alligevel fik lov til at komme igennem kontrollen, var Excalibur. Med kassen under armen blev Chase ført ind i anlæggets kontrolrum.

Han fik øje på Nina derinde.

Makeuppen og kjolen fra festen var væk, og hun så nu bleg og skrøbelig ud og var iført alt for store overalls. „Eddie!“ udbrød hun lettet, men også bekymret. Vaskovitj, der stod ved siden af hende, havde alle trumferne nu.

„Hej, skat,“ svarede Chase. Han var lige så glad for at se hende, men tvang sig selv til at bevare en kølig facade. „Er du okay?“

Nina fnøs spydigt. „Åh, jeg har det bare super! Bortset fra fængselsdragten her.“ Hun hev ud i den posede orange heldragt.

„Ja, jeg foretrækker også den sorte latexkjole.“ Han vendte sig mod Vaskovitj. „Jeg har sværdet med. Nu skal du frigive hende.“

„Vis mig det,“ sagde russeren. Chase åbnede kassen.

Vaskovitj betragtede Excalibur med en blanding af ærefrygt og grådighed. Så løftede han forsigtigt sværdet op af skumplasten og holdt det polerede stål op i lyset. „Jeg var ikke sikker på, at du virkelig ville gøre det, og jeg tvivlede også på, at Jack ville have så nemt ved at skille sig af med det.“ Han fik et mistænksomt udtryk i ansigtet. „Lad os lige sikre os, at han nu også har det.“

Han knipsede med fingrene, og en af teknikerne i kontrolrummet skyndte sig hen til ham med et elektronisk apparat. Vaskovitj lagde sværdet på et bord, hvorpå teknikeren satte et par elektroder fast til det og tændte for apparatet. Han kiggede på dets display i adskillige sekunder og nikkede så til sin chef.

„Det er virkelig Excalibur,“ sagde Vaskovitj og lød nærmest overrasket, da han tog våbnet igen. „En ægte højtemperatur-superleder.“

„Når jeg siger, jeg gør noget, så gør jeg det,“ sagde Chase til ham.

„Og det samme gør jeg. Du får Nina tilbage, Chase – når jeg har testet mit system med sværdet på plads.“

„Det var ikke med i aftalen, så vidt jeg husker,“ sagde Chase iskoldt.

„Jeg mener, det var underforstået.“ Vaskovitj sendte ham et lille smil og rakte så Excalibur til en anden tekniker, som kravlede ned ad en stige, der førte ned i en åbning i gulvet.

„Prøv at se,“ sagde han stolt og gik hen til kontrolrummets glasvæg og slog ud med armene mod et meget større rum på den anden side. „Det er det her, jeg har arbejdet på. Det her … er fremtiden.“

Kontrolrummet vendte ud mod et kæmpestort cirkelformet hul med betonvægge. Det var 30 meter i diameter øverst oppe og snævrede ind mod bunden, der lå 60 meter nede. Over hullet var kuplen og de kabler, som Chase tidligere havde set. De løb gennem åbne jalousispjæld ned til den enorme maskine nedenunder. En sekskantet rammekonstruktion var ophængt i elektriske isolatorer og løb hele vejen ned til bunden af hullet med en række store elektromagnetiske ringe. Uden på rammen var der tre gangbroer, den ene lige neden for kontrolrummet, en anden halvvejs nede og den tredje nede i bunden af apparatet. En lille elevatorplatform kørte teknikeren med Excalibur ned til nederste niveau. Det var helt tydeligt en slags generator, men bare i gigantisk størrelse.

Chase var nu ikke imponeret. „Ja, krigens fremtid.“

Vaskovitj rystede på hovedet. „Ved du, hvad der er formålet med krig, Chase? Det egentlige formål? Det har intet med ideologi eller moral at gøre. Det handler om ressourcer. Lige nu handler alting om olie, men der vil udbryde krige om andre ressourcer i fremtiden – gas, uran, selv vand. Hvis man kontrollerer forsyningen af ressourcer, kontrollerer man hele nationer.“

„Men det gør du jo allerede,“ sagde Nina og gik over til Chase og tog hans hånd. „Du kontrollerer en betydelig del af Ruslands olie- og gasreserver. Du har allerede den form for magt.“

„Olie og gas er ikke uudtømmelige ressourcer,“ sagde Vaskovitj. „Jeg ved godt, hvad regeringerne siger, selv den russiske: at der er længe til, at olieproduktionen topper. Men jeg kender sandheden – vi har allerede passeret det punkt. Prisen på olie vil kun stige fra nu af. Synes I, at over 100 dollars for en tønde er dyrt? Snart vil den være 200. Så 300.“

„Og du kommer til at tjene på det,“ sagde Nina ætsende.

Til hendes overraskelse fór Vaskovitj fortørnet op. „Nej! Hvad hjælper penge, hvis Rusland fryser og sulter? Det her er mit land – mit fædreland! Jeg vil ikke lade det ske!“ Han faldt en smule ned og rettede så igen blikket mod generatoren. Nede i bunden af hullet placerede teknikeren forsigtigt Excalibur i noget udstyr. „Det her vil forandre alt. Det vil forandre verden – og Rusland vil indtage sin retmæssige plads som dens leder.“

„Ved at true med at sprænge alle andre i luften med den der tingest?“ spurgte Chase.

Vaskovitj vendte sig vredt om mod ham igen. „Det her er ikke et våben! Hvad Jack end har fortalt dig, er det løgn. Det her er en generator, et kraftværk, som omdanner jordens egen naturlige energi til strøm. Det er en ren, sikker – og uudtømmelig energiform. Hvis jeg opfører flere af disse kraftværker de steder, hvor energilinjerne løber sammen, kan jeg forsyne hele Rusland med strøm. Gratis! En produktiv anvendelse af mine milliarder – min gave til mit land.“

„Hvilket ikke ligefrem vil være til skade for dine politiske ambitioner,“ indså Nina.

Vaskovitj smilede triumferende. „Hvem vil ikke stemme på manden, der gjorde Rusland mægtigt igen? Og det her er en krig, som Rusland allerede har vundet. Hvis andre vil have fingre i teknologien, må de komme til mig – for jeg er den eneste, der råder over den.“ Han kiggede gennem ruden. Excalibur var på plads i bunden, og teknikeren kørte op igen. „Og nu kan jeg føre den ud i livet.“

Han gav en ordre på russisk. Teknikerne vendte sig mod deres kontrolpulte og aktiverede systemet. Vaskovitjs opmærksomhed var rettet mod maskinerne, og Chase så sig diskret omkring efter mulige flugtveje. Kruglov og Maksimov holdt øje med ham. Kruglov fik et hånligt drag om sin brede mund – russeren vidste nøjagtig, hvad Chase tænkte. Han åbnede jakken og viste ham en kniv med et sort kulfiberblad, ikke metal. „Rend og skid!“ mimede Chase til ham og vendte sig så om mod Vaskovitj.

En dyb elektrisk brummen tog til i styrke. En kras lugt af ozon fyldte kontrolrummet, da luften nærmest begyndte at sitre – den var bogstavelig talt ladet. Nina fór sammen ved et pludseligt lynglimt oppe i loftet, da der sprang en elektrisk udladning mellem to af kablerne, som hang ned fra kuplen. Der sprang flere lyn hen over generatoren, da styrken øgedes.

Vaskovitj pegede på en bestemt digital måler. Den viste 0,34 og steg. „Den her måler viser systemets energiniveau,“ forklarede han. „Lige nu leveres al strøm af ubådens kernereaktorer.“

„Er det dét, den skal bruges til?“ spurgte Chase måbende. „Du har verdens største missilubåd, og så bruger du den som generator?“

„Den producerer næsten 400 megawatt. Men selv hvis vi tilførte systemet al Ruslands elektricitet, ville det ikke være nok. Ikke uden superlederen.“

Han kiggede på måleren igen, som nu viste 0,47. „Det højeste, den har vist, er 0,72. Hvis den kommer højere op, fungerer superlederen – den kanaliserer jordenergi ind i generatoren. Men den vil stadig forbruge mere energi, end den producerer … indtil måleren viser 1,0. Så bliver processen selvkørende.“

„Og hvad så?“ spurgte Chase.

„Og så … får I lov til at gå.“

Nina så skeptisk på ham. „Vil du virkelig lade os gå?“

„Din forlovede gav mig sit ord på, at han ville aflevere Excalibur til mig, og jeg gav til gengæld ham mit ord på, at jeg ville frigive dig. Jeg har det, jeg skal bruge – der er ingen grund til mere vold.“

„Det skulle du måske have tænkt på, før du sendte dine psykopater ud efter sværdet,“ snerrede Chase og sendte Kruglov et hadefuldt blik.

„Hvis Jack ikke havde modarbejdet mig, ville jeg ikke have været nødt til det. Han bærer en lige så stor del af skylden for det, der er sket. Jeg beklager, at der er nogen, det her har kostet livet.“

„Hvad? Tror du, at bare fordi du siger undskyld, så er alting godt igen?“ spurgte Nina bittert. „Dit hykleriske svin. Bare fordi du får andre til at gøre dit beskidte arbejde for dig, betyder det ikke, at du har rene hænder!“

Men Vaskovitj hørte ikke længere efter. Al hans opmærksomhed var rettet mod måleren. 0,68 … 0,69 … Flere elektriske udladninger oplyste det enorme rum, og maskinernes brummen blev mere og mere skinger. 0,71 …

0,72 …

„Det virker!“ jublede Vaskovitj. Nu viste måleren 0,73, og tallet blev ved med at sige. Han skyndte sig over til en af pultene og talte hurtigt og ophidset til teknikeren. Nina blev uvilkårligt revet med af situationen og forsøgte med viljens magt at få målingen i vejret. Den passerede 0,90. 0,91. Vaskovitj skyndte sig tilbage og bøjede sig så langt ned over kontrolpulten, at man kunne se de digitale tal spejle sig i hans briller. 0,96. 0,97 …

Tallene standsede og blev stående på 0,97.

Vaskovitj blev først grebet af forvirring, så vrede. Han råbte en ordre til teknikerne og lavede en voldsom gestus, der tydeligt betød ‘mere’. En af teknikerne rystede på hovedet.

„Hvad er der galt?“ spurgte Nina.

„Det ved jeg ikke.“ Vaskovitj pilede frem og tilbage mellem pultene og skubbede teknikerne til side, så han selv kunne betjene pultene, men med samme nedslående resultat. „Det burde virke. Superlederen kanaliserer jordenergi ind i systemet – hvorfor virker det så ikke?“

„Det ved jeg,“ sagde en stemme ovenfra.

Alle så op og fik øje på Mitchell, der stod oven på generatoren. Han havde firet sig derned med et tov gennem et af kuplens jalousispjæld. Han sigtede på Vaskovitj med sit XM-201-gevær og skød.