33

Norskehavet

Nina sprang op fra køjen, da kahytsdøren blev låst op og åbnet.

„Hov-hov, små slag!“ sagde Mitchell, idet han bremsede hendes knyttede næve med håndfladen, lige før den hamrede ind i ansigtet på ham.

Han lukkede fingrene om hendes hånd og tvang den ned igen. „Det er åbenbart rigtigt, at rødhårede er hidsige.“

Nina kneb øjnene sammen i smerte, da han klemte hendes hånd. Så sparkede hun ud efter hans knæskal, men han sprang tilbage og undgik lige akkurat at blive ramt. „Jeg slår dig ihjel,“ snerrede hun.

„Nej, du gør ikke,“ svarede Mitchell stille og roligt. „Kom, så går vi.“

„Hvorhen?“

Aftenen før var helikopteren efter en kort tur landet i Southampton Lufthavn, hvor Nina og Mitchell havde skiftet til en privat jet, som havde fløjet dem op til Wick i det nordøstligste hjørne af Skotland.

Her havde en anden og større helikopter ventet. Den lettede hurtigt med dem og fløj nordpå over Nordsøens øde mørke, hvor olieboreplatformenes flammer var de eneste pejlemærker på den flere hundrede kilometer lange tur. Til sidst forsvandt også disse, og der var ikke andet end mørke udenfor.

Til sidst var et skib kommet til syne forude som et signallys i det tomme intet. Det lignede et fragtskib, hvor hoveddækket var lastet med stablede containere. Helikopteren landede på et helikopterdæk ved agterstavnen, og Nina var blevet gennet gennem skibet og ind i en kahyt, hvor hun fik håndjernene af og blev overladt til sig selv.

Hendes bekymring for Chase og Holly var gradvist blevet afløst af vrede. Det nyttede ikke noget at være fortvivlet. Nu gjaldt det om at sætte en stopper for Mitchells planer og stille ham til regnskab for alt det, han havde gjort.

„Vi skal hen til Excalibur,“ sagde Mitchell. „Det er på plads, systemet er klart … vi mangler kun én ting.“

„Mig.“

„Nemlig. Så går vi.“

Der var to store mænd sammen med Mitchell. Den ene havde et sæt håndjern siddende i bæltet, men dem var der ikke brug for. Nina var udmærket klar over, at selv hvis hun slap væk fra mændene, ville hun ikke kunne flygte nogen steder hen. I stedet så hun sig omkring efter noget, der kunne hjælpe hende, da de gik gennem overbygningen. Et hurtigt kig ud ad et koøje fortalte hende, at det igen var mørkt udenfor, og at der var gået en hel dag.

De gik ned under hoveddækket og fortsatte nedad.

„Jeg går ud fra, at det her ikke er et almindeligt containerskib,“ sagde Nina i et påtaget snakkesaligt tonefald.

„Det har du ret i,“ svarede Mitchell. „Det her er Aurora for resten. Jeg nåede ikke at byde dig ordentligt velkommen om bord i aftes – mine manerer er åbenbart ikke, hvad de har været. Skibet er lavet af ikkemagnetisk stål og titanium. Det er DARPA’s nyeste legetøj.“

„Jeg troede ikke, du arbejdede for DARPA.“

Han smilede. „DARPA har betalt det, men det ved de bare ikke. Det er det fine ved at have et organ, hvor størstedelen af budgettet ikke figurerer i regnskaberne. Det er svært for folk at gøre indsigelser mod bygningen af noget, hvis de ikke aner, hvad der foregår.“

„Så du stjæler i realiteten pengene fra staten.“

„Det vil jeg ikke sige.“ Han fik et køligere udryk i ansigtet. „Når det drejer sig om at forsvare USA, kan enhver udgift retfærdiggøres – og ethvert middel.“

„Også mord?“

„Det skulle du måske snakke med Eddie om,“ sagde han spydigt. „Han går ikke ligefrem rundt og deler slik og blomster ud, når han forsvarer sit land.“

„Han er slet ikke som dig.“

„Det har du ret i – for han gjorde bare, hvad han fik besked på, tog derhen, hvor man sendte ham, og dræbte dem, han fik ordre til at dræbe. Men jeg har en mere forebyggende tilgang til tingene. Jeg tager mig af trusler mod mit land, før nogen overhovedet ved, at de findes. Du burde takke mig for det, jeg gør.“

Nina lo vantro. „Ved du hvad? Jeg tror faktisk ikke, jeg har lyst til at stå i taknemmelighedsgæld til dig – eller nogen som dig.“

„Men så er det jo godt, at vi aldrig forventer det. Og hvad fanden ved du også om at ofre noget for en større sag?“ Han sendte hende et hårdt blik, da de fortsatte ned ad endnu en trappe. „Mit arbejde kostede mig mit ægteskab, men jeg fortryder intet, for det skal gøres. Hvad har du gjort? Rodet rundt i mudder og fundet noget nips. Og spar mig for det der fis med, at det er til gavn for menneskeheden – det har alt sammen været for din egen personlige hæders skyld. Du skal ikke prøve at bilde mig andet ind.“

Nina fnøs. „Du lyder lidt selvretfærdig, Jack. Går alle de ensomme nætter dig på?“ Mitchell ignorerede hende, hvilket fik hende til at udstøde et lille triumferende „ha“, da de nåede foden af trappen.

Mitchell gik hen til en stor ståldør og trykkede på en knap ved siden af den. Den gled op med en hydraulisk hvislen. „Så er vi her,“ sagde han og viste hende indenfor.

Nina trådte ind i et kontrolrum, der mindede overraskende meget om det i Vaskovitjs anlæg. Der var endda et stort vindue ud til endnu en kæmpestor generator, men hvor den russiske havde været placeret lodret i jorden, var denne her anbragt i det store lastrums længderetning. De elektromagnetiske ringe, som der var flere af end i det russiske system, strakte sig mindst 100 meter ned gennem rummet. Kabelbundter snoede sig om alting som slanger og fik Nina til at føle, at hun befandt sig inde i en kolossal biomekanisk brystkasse.

I den modsatte ende af lastrummet lyste projektører på et skinnende sølvkors i bunden af den sidste ring.

Excalibur.

„Det her er vores jordenergigenerator,“ meddelte Mitchell stolt, „og den er bedre end Vaskovitjs på alle måder. For det første er den mobil: Jordenergilinjer findes ikke kun på land, men også på havet, og vi kan sejle skibet til de kraftigste konvergenspunkter.“ Han smilede selvtilfreds, da han bemærkede, at Nina ikke kunne skjule, at hun var imponeret over generatorens størrelse. „Nå, hvad siger du til den?“

„Jeg ville være meget mere imponeret, hvis den ikke var bygget til at slå mennesker ihjel,“ sagde hun ætsende, hvilket tørrede smilet af hans fjæs. Hun vendte sig om mod en stor skærm på væggen, som forestillede et kort over Nordpolen med forvrængede omrids af de omkringliggende kontinenter. Hun fik øje på Storbritannien ude i kanten af kortet og kiggede mod nord, hvor en grøn cirkel var markeret med geografiske koordinater i havet tæt på polarcirklen mellem Norge og Island. „Så det der er altså os? Jeg går ud fra, at vi ikke fryser røven ud af bukserne herude på havet uden en god grund.“

„Det har du ret i.“ Mitchell gik over til en af pultene, gjorde tegn til den tekniker, der bemandede den, om at gå til side og indtastede nogle kommandoer på computeren. Flere symboler dukkede frem på kortet: grupper af grønne cirkler og røde trekanter i det åbne hav mellem Rusland og den polare iskappe.

„De røde symboler er russiske krigsskibe.“

„Røde russere? Det er sgu originalt.“

„Jeg har ikke valgt farverne. Men de grønne symboler er de to hangarskibe, Enterprise og George Washington, og deres eskorteskibe, som vi har sendt til Det Nordlige Ishav. Jeg ved godt, du ikke har set så meget CNN den sidste uges tid, men jeg er sikker på, at du kan huske, at russerne rasler med sablen omkring deres territorialkrav ved Nordpolen. Der er en masse olie og gas deroppe, og de vil have det. De vil have det hele.“

„Og du vil ikke have, at de får det,“ sagde Nina, som nu forstod hans plan. „Du har tænkt dig at sænke deres skibe, ikke? Du vil bruge generatoren til at sprænge dem væk fra havets overflade, uden at nogen finder ud af, hvem der gjorde det.“

„Ikke helt.“ Mitchell fik et bistert, målrettet udtryk i ansigtet. „Jeg vil bruge den til at sænke et af vores skibe.“

„Hvad?“ Nina gloede måbende på ham. „Vil du sprænge et amerikansk skib i luften? Hvorfor?“

„Hvis et af vores hangarskibe bliver angrebet, vil man automatisk gå ud fra, at russerne står bag, og de andre skibe vil gå til modangreb. Vi vil uskadeliggøre hovedparten af den russiske polarflåde, heriblandt deres hangarskib, Admiral Kusnetsov – deres eneste hangarskib.“

„Men … men russerne har atomvåben!“ råbte Nina forfærdet. „Hvis du gør det her, vil det eskalere til Tredje Verdenskrig!“

„Nej, det vil det ikke. Russerne har lige så lidt lyst til se Moskva blive bombet med atomvåben, som vi har lyst til at se New York blive jævnet med jorden. Efter den første træfning, vil den varme linje blive glødende et stykke tid, men så vil tingene gradvist køle ned igen. I sidste ende vil russerne være sat ud af spillet, og så vil der kun være én stormagt i Det Nordlige Ishav. Os. Vi vil kontrollere ressourcerne deroppe, ikke dem.“

„Men hvad nu, hvis du tager fejl? Hvad nu, hvis russerne ikke afstår fra kamp?“

„Så bliver vi nødt til at tage os af dem,“ sagde Mitchell i et uhyggeligt nøgternt tonefald. „Men så vidt kommer det ikke. Tabet af Enterprise vil gøre det tydeligt for omverdenen, at det er os, der er ofrene.“

Nina var dybt rystet. „Du er amerikansk flådeofficer! Hvordan kan du overhovedet tænke på at angribe et af vores egne skibe?“

„Enterprise er 50 år gammelt og skal alligevel snart skrottes. På den her måde vil det i det mindste tjene et formål, der er til gavn for landet.“

„Og hvad med besætningen?“ spurgte Nina. „Der må være tusindvis af mennesker på et hangarskib!“

„Over 4.000.“

„Og vil deres død også være ‘til gavn for landet’?“

„Det her er ikke let for mig,“ understregede Mitchell. Han pegede på de andre i kontrolrummet. „Det er det ikke for nogen af os. Men da de meldte sig, aflagde de ed på at ville tjene og beskytte Amerikas Forenede Stater, og det er lige netop, hvad de gør ved at sørge for, at russerne ikke får adgang til de ressourcer. Det handler alt sammen om magt – magten til at sikre vores fremtid.“

„Ja, jeg er sikker på, at deres familier også vil se på det på den måde,“ sagde Nina vredt. „Tror du virkelig, at den amerikanske befolkning bifalder det, du gør?“

„Ja!“ sagde Mitchell. „Ja, det tror jeg. De vil gerne have sikkerhed, stabilitet og billig benzin og American Idol, men de vil ikke gøre, hvad der skal til for at sikre sig det. Jeg er ikke bange for at gå linen ud. Jeg er nødt til at leve med det, men det vil jeg også gerne. Ligesom alle de andre, der har gjort det samme i 60 år. Fordi vi ved, at vi har ret.“

„Kors,“ sagde Nina opgivende. „Du er værre end Vaskovitj. Du tror virkelig, du er patriot, ikke? Men ved du, hvad du i virkeligheden er? Skingrende sindssyg!“

Mitchell kiggede tavs på hende et langt øjeblik og gik så hen til et skab og tog et af de science fiction-lignende geværer, som hun havde set ham bruge i Rusland. Inden Nina rigtig opfangede, hvad han gjorde, skød han hende i låret.

Hun faldt skrigende om på gulvet og tog sig til såret. 3,6-mm-kuglen var gået tværs gennem hendes højre ben. Mitchell havde sørget for ikke at ramme knogler eller pulsårer, men det gjorde alligevel frygtelig ondt.

„Av for satan!“ skreg hun. „Hvad fanden laver du?“

„Det er bare en skramme, et kødsår,“ svarede han med kold sarkasme. „Jeg har kun brug for dig i live, ikke uskadt … og jeg er ærlig talt træt af at høre på dig.“ Han lagde geværet fra sig og vendte sig om mod de chokerede teknikere i kontrolrummet. „Forbind såret, og få hende så i stilling. Det er tid.“

„Hvor langt er der igen?“ spurgte Chase gennem propellernes konstante brummen og kiggede ned på mørket under dem.

Amoros tjekkede flyets instrumenter. „Det kan ikke være ret langt væk nu, hvis det ligger der, hvor min kontakt sagde, det gjorde.“ Han så bekymret på Chase. „Eddie, brændstofforbruget nærmer sig et kritisk punkt. Hvis vi ikke finder skibet inden for de næste 10 minutter, er jeg nødt til at sætte kursen mod land.“

Chase havde lyst til at give ham besked på at blive herude, indtil de havde fundet Nina, men han var klar over, at det ikke nyttede noget. Piper Seminole-flyet, som Amoros havde haft held til at rekvirere fra en af FN’s andre organisationer, havde allerede brugt over halvdelen af sit brændstof, og selv hvis de valgte at lande i det nærliggende Norge i stedet for at vende tilbage til Skotland, ville det blive snært på.

Men han var sikker på, at Nina var derude. Amoros havde benyttet sig af sine kontakter i Pentagon til at bore dybere i Jack Mitchells seneste gøren og laden, og selvom det havde taget dem adskillige frustrerende timer, havde de til sidst fået navnet på et skib: Aurora. Chase gættede på, at den, der havde givet Amoros navnet, dermed havde sat sin hele karriere på spil, men den forhenværende admiral havde mange gode venner inden for militæret – og mange tjenester til gode.

Da de undersøgte Auroras specifikationer nærmere, virkede skibet temmelig anonymt: et containerskib med en længde på lidt under 275 meter, som var indregistreret i et panamansk rederi – ganske sikkert et skalkeskjul. Chase kunne ikke gennemskue, hvorfor Mitchell havde taget Nina med om bord, men Amoros’ kilder mente, at det havde han.

Så Chase ville også om bord.

Hvis de kunne finde Aurora tids nok.

„Jeg forstår altså ikke, hvad du har tænkt dig at gøre,“ sagde Amoros, mens Chase tjekkede sine to pistoler en sidste gang og derpå fastgjorde en kampkniv og to håndgranater til remtøjet om sit bryst. „Der er jo en hel besætning om bord, ikke bare Mitchell.“

„De får ingen problemer, hvis de blander sig udenom,“ sagde Chase. „Jeg skal bare hente Nina.“

„Og hvad så? Vil du sætte en pistol for kaptajnens pande og give ham besked på at sejle i land?“

„Om nødvendigt. Det finder jeg ud af til den tid.“

Amoros skulle til at komme med sin mening om Chases taktik, eller mangel på samme, da han fik øje på noget i det fjerne. „Jeg kan se et skib. Skråt forude til højre.“

„Okay.“ Chase afsøgte det kolde hav gennem en kikkert og opdagede hurtigt nogle lyspletter i det kulsorte mørke. „Et containerskib. Det kunne godt være Aurora.“ Han kunne lige akkurat skimte et flag på agterstavnen, der lignede det panamanske, men han var ikke helt sikker. „Flyv tættere på.“

Ninas ben blev forbundet, men hun fik ikke tilbudt noget smertestillende. Kroppen sloges mod hjernen i et forsøg på at lukke ned og således blive befriet for den brændende smerte i låret, men hun nægtede stædigt at give efter og synke ned i bevidstløsheden.

„Er hun parat?“ spurgte Mitchell utålmodigt.

„Næsten,“ svarede manden, der forbandt såret.

„Indstil reaktorerne til kraftniveau 1. Vi har spildt tid nok.“

„Reaktorer?“ spurgte Nina. „Er det her skib atomdrevet?“

„De stammer fra udtjente atomubåde af Los Angeles-klassen. Generatoren har brug for lige så meget strøm til at starte som Vaskovitjs.“ Mitchell henvendte sig til en af teknikerne. „Slå antennesystemet til, når vi er klar på niveau 1, og oplad så magneterne …“

„Sir!“ råbte en anden mand. „Radaren har opfanget noget. Det har kurs direkte mod os.“

„Få det frem på skærmen,“ vrissede Mitchell og vendte sig om mod den store skærm på væggen. På kortet blev der zoomet ind på et mindre område omkring Auroras position. En gul firkant bevægede sig langsomt mod skibet fra syd. „Hvad er det?“

„Et propelfly. Dets kurslinje tyder på, at det kom fra Skotland.“

„Identificer det!“

„Jeg har transponderkoden, tjekker halenummeret … Det er et FN-fly, sir. Tilknyttet Oceanic Survey …“

„Det er det røvhul til Chase,“ hvæsede Mitchell. „Det må det være.“ Ninas hjerte slog et ekstra slag, da hun hørte navnet. „Nogen i Pentagon har sladret til Amoros. Fandens også!“

Trods sine smerter fremtvang Nina et smil. „Nu er du godt nok på røven.“

Mitchell så arrigt på hende. „Få hende i stilling,“ beordrede han. „Og skyd det fly ned!“

Chase blev færdig med at spænde sin faldskærm fast og kiggede en gang til på skibet gennem kikkerten. Det var nu så tæt på, at han kunne se, at det sejlede under panamansk flag, og lidt efter trådte det malede navn på boven frem.

Aurora.

„Vi har fundet det!“ sagde han. „Okay, flyv over det, så jeg kan se lidt nærmere på det.“ Han skævede til højdemåleren og så, at flyet befandt sig i godt 7.000 fods højde. Når han var klar til at springe, ville han give Amoros besked på at gå et par tusind fod ned. Han havde ingen mulighed for at bedømme vinden, så det gjaldt om at minimere risikoen for at blive blæst væk fra skibet.

Han kiggede i kikkerten igen. Aurora trådte tydeligere frem, jo nærmere de kom. Der stod en helikopter på et helikopterdæk bag overbygningen, hvilket var usædvanligt, da de fleste skibe af den type ville benytte den plads til ekstra last, men resten af fartøjet så normalt ud med høje stabler af forskelligfarvede containere på det enorme hoveddæk.

En bevægelse fangede hans blik: En mand kom ud fra overbygningen og gik hen til kanten af den åbne brovinge …

Han skulle ikke ud at have sig en smøg.

„Så for satan!“ gispede Chase. „De vil skyde os ned!“ Amoros stirrede vantro på ham. „De har et Stinger-missil!“ Manden lagde det rørformede raketstyr over skulderen, sigtede på flyet med det varmesøgende missil …

„Spring!“ råbte Amoros. „Kom nu, Eddie!“

„Men …“

„Spring!“

Chase kastede et sidste blik på Amoros, skubbede døren op og kastede sig ud. Den iskolde vind føltes som et slag i brystet. Han hvirvlede gennem luften, inden han bredte armene og benene ud til siden for at stabilisere sig. Han så skibet under sig som en projektøroplyst farveklat midt i mørket.

Et orange lysglimt flammede op på brovingen, da missilet forlod raketstyret med en røgsøjle efter sig.

Amoros foretog en skarp krængningsmanøvre i et forsøg på at komme ud af missilets bane, men Chase vidste, at hans chancer ikke var gode. Et Stinger-missil kunne skyde kampfly ned, så et civilt propelfly ville være et nemt mål.

Missilet snoede sig opad mod flyet, og dets overlydsbrag gennemrystede Chase, da det susede forbi ham. Han drejede hovedet og fulgte det med øjnene …

Det ramte flyets venstre motor, eksploderede, og vingen sprængtes bort i en stor ildkugle af antændt brændstof. Der sås et kraftigt hvidt skær bag kabinens vinduer, da et flammeinferno bølgede gennem fuselagen, og så styrtede flyet brændende ned i det sultne hav.

Chase havde ikke tid til at tænke på Amoros. Han faldt hurtigt, og Aurora lå stadig ret langt væk. Han havde ikke andet valg end at udløse sin faldskærm, selvom det betød, at han ville være et nemt mål, hvis han blev opdaget.

Han trak i udløserlinen. Nylonskærmen hvislede ud af rygsækken og åbnede sig over ham i et mørkt rektangel. Selen strammedes hårdt om hans bryst og skuldre.

Havde den bremset ham nok? Eller var han allerede kommet for langt ned?

Han gættede på, at han var i omkring 4.000 fods højde, men det var svært at afgøre i mørket. Han hev i styrelinerne og forsøgte at give sig selv så meget fremdrift som muligt.

Han kunne ikke gøre andet end at håbe herfra.

„Vi fik ram på det!“ sagde teknikeren. „Målet står i flammer og er på vej ned i havet.“

„Vær opmærksom på nødsignaler,“ sagde Mitchell. „Hvis der bliver sendt nogen, så forstyr dem.“

Ninas lettelse over, at Chase var på vej, blev afløst af rædsel. Nu var trangen til bare at give op endnu større, men igen nægtede hun at overgive sig.

Hvis Chase var død … var hun nødt til at stoppe Mitchell.

På en eller anden måde.

„Flyet har lige ramt vandet,“ sagde teknikeren lidt efter. „Ingen nødsignaler.“

„Bliv ved med at lytte efter dem for en sikkerheds skyld. Og slå antennesystemet til.“ Mitchell hev brutalt Nina op at stå. Hun stønnede af smerte. „Vil du have Excalibur?“ spurgte han. „Så er det dit – resten af livet.“

Chase forsøgte nærmest med viljens kraft at holde faldskærmen i luften. Han var mindre end 50 meter fra Aurora, men tabte fortsat højde for hurtigt. Han kæmpede for at fastholde sin højde og vride hver en centimeter ud af skærmen, da han styrede mod containerne …

De bevægede sig.

Et øjeblik var han helt paf og troede dårligt sine egne øjne. Containernes tage åbnede sig, svingede op og rundt i en mekanisk ballet som kæmpestore stykker transformerlegetøj. Derpå gled blanke metalstænger op af containerne og foldede sig ud som enorme solsikker.

Hele det øverste lag containere skjulte et antennesystem. Det var mindre end det ved Vaskovitjs anlæg, men mere kompakt og mere avanceret med hundredvis af skinnende energifangere til at opsamle jordens egen energi … og derpå frigøre den.

Chase var på vej direkte ind i dem. Han hev i linerne og forsøgte at dreje væk fra antennerne og styre mod agterstavnen. Det betød, at han skulle svæve længere og dermed risikerede at glide ned under dækkets niveau, men det var bedre end at blive spiddet, når han landede. „Kom nu, kom nu …“

For lavt, for lidt fart på …

Han svingede fødderne frem, da han røg ind i en af antennerne med et skramlende metallisk smæld. Faldskærmen susede hen over ham og faldt sammen, da han blev bremset. Antennen var mere solid, end den så ud til, og bøjede, men brækkede ikke.

Han faldt og greb fat i et af de udragende ‘solsikkeblade’, så han ikke røg ned i containerens buldermørke. Bladet vred sig under hans vægt og knirkede og peb i hængslet, men det holdt. Chase bankede ind i antennestangen, slyngede armene om den og kurede ned ad den for så til sidst at lande på containerens gulv.

Faldskærmen havde sat sig fast i antennerne og blafrede i vinden. Han klikkede selen af og trak så en pistol og fandt også lommelygten frem.

Det, der udefra havde lignet læssede containere, var i virkeligheden ikke andet end én stor facade. Hele antennesystemet var nu foldet ud og ragede højt op over de åbne tage. Chase rettede lyskeglen mod gulvet, som viste sig at være et massivt dæk. Det betød, at containerne nedenunder også var falske. Det var en skal, som skjulte noget. Antenneskoven gav ham en ret god idé om, hvad det var. Hele skibet var en flydende kopi af Vaskovitjs jordenergianlæg.

Men Mitchell havde konstrueret det her med ødelæggelse for øje, ikke produktion af strøm. Og hvis antennerne nu var på plads …

Han løb gennem metalskoven mod overbygningen og ledte efter en vej ind i den, før Mitchell opdagede, at han havde fået uventet besøg.

Mitchell og hans to vagter halvt bar, halvt slæbte den sprællende Nina gennem lastrummet, hvor generatorens magnetiske ringe hang truende under loftet. Excalibur ventede på dem i den modsatte ende på en platform, der var koblet til en kranarm, som ville løfte den op i midten af en af ringene. „Du skal blive hos os et stykke tid,“ sagde Mitchell til hende. „I det mindste indtil vi har fundet en anden, som kan lade sværdet.“

„Wow, jeg føler mig virkelig speciel,“ snerrede Nina. „Overvejede du ikke at teste sværdet på dine egne folk, før du tyede til kidnapning? Holde det inden for egne psykotiske, forræderiske rækker, du ved.“

„Det gjorde jeg skam også. Ingen af dem duede. Jeg ville gerne have spurgt andre, men det ville nok have affødt en del spørgsmål, hvis jeg samlede hundredvis af mennesker på det her superhemmelige sted og bad dem holde kong Arthurs sværd for at se, om det lyste.“

De nåede hen til platformen. Excalibur var blevet fint pudset, og der var ikke den mindste rustplet at se på sværdet. Det stod med spidsen nedad i en sort kulfiberramme og blev holdt på plads ved parérstangen af et spændestykke. Rundt om fæstet var der anbragt et større, kasseformet spændestykke. Nina gøs. Indeni var der en fordybning … præcis stor nok til, at hendes hænder kunne være der.

Mitchell bemærkede hendes skræmte ansigtsudtryk. „Ja, jeg tvivler på, at du vil holde sværdet frivilligt.“ Han nikkede, og de to mænd skubbede hende tættere hen mod sværdet.

Nina kæmpede for at vriste sig fri af deres greb og holdt næverne knyttede. „Hvis du tror, jeg vil stikke hænderne derind …“

Mitchell nikkede igen. Manden til højre for hende slog hende på hendes sårede lår. Smerten vældede så voldsomt op i Nina igen, at hun næsten besvimede. Da hun var kommet sig lidt, var det for sent – hendes knyttede hænder var blevet tvunget op og placeret rundt om Excaliburs fæste, og spændestykket blev smækket i med et hårdt klik.

„Nej!“ råbte hun og forsøgte at rive sig løs. „Slip mig fri!“ Men spændestykket sad så stramt om hendes håndled, at de skarpe kanter borede sig ind i huden på hende. Begge hendes hænder blev presset mod sværdets kolde metal, og klingen lyste klart. Sværdet var nu ladet med jordenergi, og med molekylerne i æggen rettet ind på en enkelt skarp linje, kunne det skære sig gennem næsten hvad som helst.

Men det hjalp hende ikke. Spændestykkerne om parérstangen og fæstet låste det solidt fast til stativet.

Nina havde lyst til at sparke Mitchell, men smerten i hendes ben var alt for intens til, at hun kunne bevæge det. Hun kunne ikke gøre andet end at spytte ham i ansigtet og bande ad ham. „Fuck dig, dit svin!“

Mitchell tørrede irriteret spytklatten væk fra venstre øje og skulle til at betjene kranarmen, da en ophidset stemme skrattede i en af vagternes walkie-talkier. Han tog den ud af hånden på vagten og lyttede. Først spærrede han overrasket øjnene op, og så rynkede han rasende panden. „Find ham, og dræb ham!“ råbte han. „Nu!“

Nina spærrede også øjnene op, da hun fyldtes af noget, hun ikke havde regnet med at skulle føle igen: glæde. „Er det Eddie? Nu er du på skideren!“ hoverede hun.

„Der er 40 mand på det her skib …“

„Det er værst for dem.“ Mitchell trykkede arrigt på nogle knapper, og platformen førte Nina op mod midten af den enorme generator.