35

Men det kom ikke fra geværets munding.

I stedet kom det fra en blåhvidt lysende klinge, der blev svunget nedad og huggede geværet midt over. Den ene halvdel af geværet var en hårsbred fra at ramme Chase i hovedet, da den landede på dækket – med Mitchells afhuggede hånd knuget om grebet.

„Hvad siger du til det kødsår?“ råbte Nina.

Mitchell skreg og tog sig til stumpen af sit håndled, mens blodet sprøjtede fra den. Han vaklede baglæns ind i rammen.

Nina stødte med Excalibur igen. Det lysende sværd borede sig tværs gennem Mitchells mellemgulv og dybt ind i kulfiberrammen bag ham og stoppede først, da parérstangen ramte hans mave. Hun gav slip på våbnet, og Mitchell var nu spiddet til rammen.

„Ville du have strøm?“ råbte Nina og humpede hen til platformens kontrolpanel. „Hvad siger du til 50 millioner volt?“

Hun trykkede på en knap.

Platformen begyndte at køre op mod de kraftige udladninger af jordenergi, der sprang frem og tilbage inde i den magnetiske ring.

„Nej!“ skreg Mitchell og flåede desperat i fæstet med sin tilbageværende hånd. „Nej!“

Han gled op mellem lynene.

Hele ringen lyste op i en eksplosion af lyn. Mitchell brød ud i lys lue og blev straks brændt bort af den koncentrerede strøm, der gik gennem hans krop. Flere elektriske udladninger gnistrede fra ringen og brændte sig ind i væggene og loftet med blændende intensitet.

Nina trak Chase til side, da et af lynene ramte kontrolpanelet og sprængte det i stykker. Platformen styrtede sammen i en tyk røgsøjle, og de smadrede dele blev slynget i alle retninger.

Flere eksplosioner gennemrystede lastrummet. „Er du okay, Eddie?“

Han spyttede blod ud. „Frisk som en havørn.“ En hylende sirene gjaldede i det enorme lastrum. „Jeg synes, vi skal se at få røven med os og komme hjem nu.“

„Den er jeg med på,“ svarede Nina. Da Chase rejste sig op, så Nina Excalibur ligge mellem de rygende rester af platformen. Klingen lyste igen, da hun samlede sværdet op og rystede en klump af, som forfærdelig meget lignede grillede spareribs.

Chase lagde en arm om livet på hende for at støtte hende. „Kom, af sted med os.“

Flere lyn slog mod væggene, da de gik tilbage gennem lastrummet. De få teknikere, som stadig var i live, havde forladt kontrolrummet. Sirenen var åbenbart et evakueringssignal. En af de magnetiske ringe rev sig løs og faldt ned på dækket med så stor kraft, at hele rummet rystede. Andre komponenter eksploderede, og dele af generatorens bærende konstruktion styrtede sammen.

Et særligt kraftigt lyn blev efterfulgt af en ildevarslende lyd af skurrende metal.

„Åh-åh, det tegner ikke godt,“ sagde Nina, da hun så smeltet metal sprøjte fra en revne i siden af skroget.

Chase holdt hårdere om hende, da han satte farten op mod udgangen. „Jeg tror, at vi snart får våde fødder.“

„Ikke nu igen!“

Revnen gav efter, og metallet krøllede sig sammen som sølvfolie, da flere tusinde liter iskoldt havvand fossede ind gennem sprækken. Generatoren kortsluttede, og luften eksploderede i gnister.

Over Chase og Nina rasede ilden, og bag dem brusede en bølge gennem lastrummet, da de løb mod udgangen. Det jog i Ninas ben, for hver skridt hun tog, men hun tvang sig selv videre. Hun kunne høre vandet komme buldrende mod dem som en tsunami, der snart ville skylle dem bort …

De nåede hen til lugen. Chase skubbede Nina gennem den, netop som det iskolde vand slog mod skottet. Han stemte fødderne mod dækket og pressede lugen tilbage med ryggen for at dæmme op for vandmasserne. Det lykkedes ham at få den smækket i, og Nina kæmpede sig op at stå og låste den. Hun sank gispende om på dækket.

„Jeg er ked af det, skat, men vi har ikke tid til at tage en puster,“ sagde Chase, idet han tog fat om livet på hende igen og førte hende hen ad gangen. Han nikkede mod sværdet. „Hvad med at efterlade sværdet her og lade det gå ned med skibet?“

„Man vil stadig kunne finde det, hvis man bjærger skibet.“

„Det har du ret i. Men skal vi ikke sige, at jeg holder det? Så behøver jeg ikke være bange for, at du kommer til at hugge mit ben af.“

Hun rakte ham sværdet, da de kom til en trappe, der førte opad. Selvom Nina gjorde sit bedste for ikke at støtte for meget på sit sårede ben, krympede hun sig af smerte ved hvert skridt. „Av, av, av! Det gør skideondt … Hvis Jack ikke allerede var død, ville jeg slå ham ihjel igen!“

„Jeg glemte for resten at sige tak for det,“ sagde Chase.

„Det behøver du ikke.“

„Jo, det gør jeg! Jeg vil aldrig glemme, at du har reddet mit liv.“

„Nå, men så siger jeg tak for, at du reddede mig – igen! Hvad var det efterhånden? Tiende gang?“

„Alt i alt? Eller bare den her gang?“

„De fleste par har altså styr på den slags …“

De blev ved med at kæmpe sig opad. Flere skurrende lyde rungede gennem skibet, og eksplosioner bragede fortsat op fra lastrummet. Og der var en anden lyd, lyden fra en motor …

„Satans også!“ sagde Chase. „Der smuttede helikopteren.“

„Nå ja, vi ville jo alligevel ikke have kunnet flyve den. Og det ville have været lidt svært at kapre den uden våben.“

„Jeg har sgu da et sværd! Lad os håbe, at der er nogle redningsbåde tilbage.“

De nåede omsider op til hoveddækket. Nu kunne de tydeligt se, at skibet var ved at synke med forstavnen først. Chase åbnede en luge og trådte udenfor i den kolde vind, mens Nina lænede sig op ad skottet.

„Pokkers!“

Daviden til redningsbåden var tom, og linerne hang slapt ud over vandet. En stor orange båd med et blinkende stroboskoplys på glasfibertaget gled vuggende væk fra containerskibet.

Chase skyndte sig over til den modsatte side af dækket. Den anden redningsbåd hang stadig i linerne næsten helt nede ved vandet.

Han kunne godt springe over på den nærmeste line og fire sig ned i båden, men det kunne Nina ikke med sit dårlige ben.

„Hvad nu?“ spurgte Nina, da han løb tilbage til hende.

„Du har set Titanic, ikke?“

„Øh …“

De vaklede, da der gik en skælven gennem Aurora. Dækket hældede mere og mere. „Okay, okay,“ sagde Nina og tænkte højt, „vi er på et skib uden redningsbåde. Der må være noget andet, der flyder. Hvad flyder?“

„En heks,“ svarede Chase. Nina så overrasket på ham. „Hvad? Jeg har da aldrig sagt, at jeg ikke har set nogen Monty Python-film.“

„Fint nok, men medmindre du rent faktisk har en heks og helst hendes kosteskaft, hjælper det os ikke meget!“

„Jeg har ikke noget kosteskaft,“ sagde Chase og lød pludselig optimistisk, „men jeg ved, hvor der er noget andet, som kan flyve. Vent her!“ Han lagde Excalibur ved hendes fødder, løb ind gennem lugen igen og kurede ned ad gelænderet.

„Hvor skal du hen, Eddie? Eddie!“ råbte Nina, men han var allerede væk. Hun ventede frustreret på, at han kom tilbage. Lidt efter gled Excalibur langsomt hen over dækket og klirrede mod skottet.

„To synkende fartøjer på tre dage,“ brummede hun, da hun akavet bøjede sig ned efter sværdet. „Eddie! Hvad du end laver, så se at få fingeren ud!“

Chase kom løbende op ad trappen. „Ja, ja, jeg er på vej!“

Nina så, at han havde noget, der lignede en stor rygsæk med en sele, over skulderen. „Hvad er det?“

„Vores billet væk herfra. Måske. Kom, vi skal op på øverste dæk.“

Nina kæmpede sig op ad yderligere fem trapper og lænede sig forpustet op ad et skot – og opdagede, at hun hældede bagover. Gennem et koøje kunne hun se skoven af antenner, der lignede sølvblomster badet i projektørlys … og bag dem bragede bølgerne ind over de falske containere i forstavnen. Det var som at være på Typhoonen, bortset fra at de denne gang var langt fra land.

Hun vendte sig om mod Chase, der var ved at spænde selen fast til kroppen. „Hvad er det der for noget? En faldskærm?“

„Nærmere en jetpack.“

„En jetpack?“

„Det var den, Jack brugte, da han skulle ind i Vaskovitjs anlæg – jeg håber bare, den er lige så nem at flyve, som han sagde. Hvis du vil tage sværdet med, er der en lomme omme bagi – læg det derned, men lad være med at stikke hul!“

Nina humpede hen til ham, åbnede klappen til lommen og lagde forsigtigt Excalibur derned. Hun lukkede flappen, mens Chase tog selen på. Skibet skælvede, da endnu en jamrende metallisk skurren gik gennem lastrummet.

„Okay, lad os komme ud,“ sagde han og pegede på en luge, der førte udenfor.

Nina vidste stadig ikke, hvad han havde tænkt sig, men hinkede ud ad lugen og så, at hun nu stod på skibets bagbords brovinge. Den ragede ud over skibssiden, og langt under sig så hun en af de rombeformede orange redningsbåde glide væk fra skibet i skæret fra det blinkende lys. Oppe i forstavnen skyllede bølgerne længere og længere ind over containerne, så det enorme skib blev trukket ned i det mørke hav med forstavnen først og agterstavnen ragende op af vandet.

Chase rakte Nina et reb. „Vikl det her om os et par gange, og bind det, så stramt du kan. Stol på mig,“ tilføjede han, da han så hendes skeptiske ansigtsudtryk.

„Okay,“ sagde hun tvivlende og viklede rebet om livet på ham, mens han spændte en lille styreanordning om håndleddet. „Så du ved altså godt, hvordan den virker?“

„Sådan nogenlunde. Jack viste mig det … eller rettere fortalte mig det, og jeg forstod det i hovedtræk.“

„Jeg må jo stole på dig,“ sagde Nina nervøst. Hun viklede rebet om sig selv og Chase en gang til og strammede det, så de stod tæt sammen, da hun slog knude på det.

Han lagde armene om hende og gik med tunge skridt hen til kanten af brovingen. „Vi skal op på rælingen. Kan du klare det?“

„Det bliver jeg nødt til, ikke?“

Chase løftede hende, så hun kunne stemme sig op med venstre fod mod rælingens vandrette tremmer. Chase fulgte efter. Nina bed tænderne sammen, da hendes sårede ben blev presset mod Chases lår, og det var kun lige, at hun ikke skreg.

„Flot klaret,“ sagde Chase, da de stod og balancerede usikkert på rælingen og støttede sig til en stolpe. „Okay, lad os se, om jeg kan få den her startet.“

„Inden du gør det …“ sagde Nina.

„Hvad?“

Hun kyssede ham. „Bare for det tilfælde, at jeg ikke får chancen igen.“

Han smilede. „Hey, nu har jeg langt om længe besluttet mig for en bryllupsdato, så jeg vil fandeme ikke gå glip af det!“ Han gengældte kysset og studerede så styreanordningen, mens Nina holdt fast i ham. „Okay, lad os se …“

Han trykkede på en knap. Rygsækkens sider sprang op som skjoldet på en bille, der skal til at flyve, og sorte deltavinger af kulfiber foldede sig ud med et højt klik.

Chase var imponeret over, hvor hurtigt og præcist det foregik. „Ret sejt. Okay, så skal vi have gang i motorerne.“ Han ventede med at trykke på den næste knap. „Hold rigtig godt fast,“ advarede han Nina. „For når jeg trykker på den her knap, vil det føles som et spark i røven, og vi ryger ud over rælingen!“’

Nina kneb øjnene i. „Gør det.“

Chase lænede sig frem og trykkede på knappen. De fire miniturbojetmotorer gik hvinende i gang, og varmen fra deres udstødning fik straks malingen på rælingen til at boble op. Chase og Nina røg ned fra rælingen, og vingerne bøjede i vinden, da de faldt parallelt med skibssiden og så dækkene suse forbi dem.

Chase skiftede stilling, strakte armene ud til siden og svajede i ryggen for at flade ud. Hvis bare han kunne få så meget fart på, at vingerne ville give opdrift …

Det mørke vand kom farende mod ham med flimrende genspejlinger af skibets lys. Han faldt stadig for hurtigt …

Genspejlingerne begyndte at glide forbi under ham, da motorerne kom op i fulde omdrejninger og førte dem væk Aurora med stadig større fart.

Det var dog stadig ikke nok, og de var nu kun nogle få meter fra at styrte i havet …

Omsider fladede de ud, og vingerne bøjede sig brat opad, som om de var blevet levende. Nina skreg, da rebet strammedes om hende. Chase lænede sig desperat bagover, så meget han kunne. Den iskolde vind piskede mod hans hud.

Jordeffekt, indså han. I meget lav højde vil enhver vinge fange luft mellem sig selv og overfladen nedenunder og dermed give ekstra opdrift.

Men ville det være nok til, at de ikke røg i vandet?

Hans øjne løb i vand i den stadig kraftigere vindmodstand. Et eller andet gled hurtigt forbi ude til den ene side: Redningsbåden sås et kort øjeblik som en udtværet farveklat, der forsvandt bag dem.

Og under dem.

De steg højere til vejrs!

Chase kæmpede for at holde samme stilling med Nina hængende under sig, da de langsomt, men sikkert steg. Med sammenknebne øjne så han styreanordningens højdemåler gradvist tælle opad. Han huskede, hvor meget brændstof svævevingen ifølge Mitchell kunne medføre, og vred hjernen for at regne ud, hvor højt de kunne komme, inden det slap op. Nina kunne foretage udregningen på et øjeblik, vidste han, men larmen fra vinden og motorerne ville gøre det svært at høre, hvad hun sagde. Og at dømme efter, hvor meget hun rystede, havde hun andre ting at bekymre sig om. Såsom temperaturen og tyngdekraften.

Han ville kunne nå op i 3.000 fods højde, kom han frem til, og burde kunne se over 60 sømil væk – hvis der overhovedet var noget at se. Mitchell ville have sikret sig, at ingen skibe var så tæt på, at man kunne se jordenergivåbnet blive affyret. Spørgsmålet var, om de kunne svæve langt nok til at nå frem til, hvad der måtte være ude på havet et sted.

Svævevingen steg højere og højere til vejrs. 1.000 fod nu. Chase mærkede Ninas hjerte dunke mod sit bryst … men slagene blev langsommere.

Ikke fordi hun slappede mere af, men fordi hun begyndte at fryse i den iskolde vind.

„Hold dig vågen!“ råbte han.

Hun kneb ham i siden til svar, men hun ville snart bukke under for kulden – og selv ikke han kunne blive ved med at klare den. Det var år siden, at han havde trænet til den her slags forhold.

Minutterne gik, og højdemåleren talte fortsat opad. Jetmotorerne hylede – der var ikke meget brændstof tilbage. Chase tørrede øjnene og opdagede, at hans tårer var frosset til is på ansigtet. Han kunne knap nok mærke dem, så følelsesløs var han.

3.000 fod.

Et rødt lys blinkede på styreanordningen. En advarsel om, at brændstoffet var ved at slippe op. Var der ét minut tilbage eller et halvt eller 10 sekunder? Han vidste det ikke, men den motordrevne del af turen var næsten slut, hvilket betød, at der kun var en lang svævetur i mørket tilbage …

Lys!

En lille konstellation af blå og gule lys i det fjerne. I det bælgravende mørke var det praktisk talt umuligt at afgøre, hvor langt væk de var, men Chase tvivlede på, at det drejede sig om mere end 20 sømil. Kunne han svæve så langt?

Der var kun én måde at finde ud af det på. Han krængede og fløj i retning af skibet.

Motorerne spruttede og gik så ud. Nu kom den eneste lyd fra vinden.

Han mærkede, at Ninas greb om ham blev slappere. „Nina, hold dig vågen!“ råbte han. „Der er et skib. Vi kan godt nå hen til det!“ Han vidste ikke, om det passede, men hvis han tog fejl, ville hun aldrig få mulighed for at stille ham til regnskab for det.

Højdemåleren talte ned nu. Han lænede sig tilbage, så meget han kunne, og forsøgte at holde højde, men det var umuligt uden motorer.

2.000 fod. Lysene var stadig langt væk, men de kom nærmere, og konstellationen antog forjættende form af et skib. Mindre end Aurora, men måske tættere på, end Chase havde troet. En trawler?

1.500 fod. Nu var det mest rebet, der holdt Nina fast til ham. Hendes greb blev slappere, og hjerterytmen faldt. Han selv var fuldstændig følelsesløs i ansigtet og kunne næsten ikke mærke sine hænder. 1.000 fod. Mellemrummene mellem lysene begyndte at blive udfyldt med tydelige farver, og skibet tonede gradvist frem som i en film. 500 fod. Tættere på. 400 fod, 300 …

Nina blev helt slap. Chase kæmpede for at holde sin stilling, da hendes arme og ben dinglede i slipstrømmen og bremsede deres svæv.

200 fod, 100. De faldt hurtigt nu …

Skibet kom farende mod ham, og en mast sprang frem fra mørket ret forude. Chase vred kroppen for at undvige og mistede opdrift. Der lå et eller andet på dækket: et net og noget sølvglinsende i det. Han styrede hen mod det. Det var deres sidste chance, inden de svævede for langt og røg i vandet …

Chase og Nina bragede ind i nettet. Vingerne brækkede, men Chase havde allerede slået armene om Nina for at beskytte hende, da de kurede gennem en kæmpestor bunke nyfangede torsk, der spredtes til alle sider. Den anden ende af nettet blev hevet op fra dækket, og de rutsjede op ad det for så at tumle ned i den sprællende bunke fisk igen.

„Føj, for satan!“ gispede Chase. Hans følesans var måske nok lammet, men lugtesansen fejlede ikke noget. „Sikken stank!“ Hejseværket til nettet gik i stå, og da han kiggede rundt, så han nogle fiskere stå og glo forbløffet på ham.

Nina bevægede sig svagt.

„Nina! Er du okay? Nina!“

„Eddie …“ hviskede hun udmattet med lukkede øjne og hvilede hovedet på hans bryst med et nærmest velbehageligt udtryk i ansigtet. Det forsvandt dog hurtigt. Hun rynkede på næsen. „Hvad er det for en stank?“

Chase lo lettet og krammede hende. Han kiggede på fiskerne igen, da de kom hen for at hjælpe dem ud af nettet. „Hej, gutter!“ sagde han. „Kommer I forbi England på et tidspunkt?“