10

Fredag den 13. april 2001, AVE-toget Madrid-Sevilla

Selv dette AVE-tog, den sene afgang, der ikke ville nå til Sevilla før efter midnat, var fuldt af passagerer. Mens toget fløj gennem den castilianske nat, børstede Falcón krummerne fra en bocadillo de chorizo ned fra skødet og stirrede ud ad vinduet gennem det gennemsigtige spejlbillede af passageren overfor. Tankerne fyldte hans hjerne som nok var træt, men som alligevel var fuld af hektisk aktivitet over det strejftog han havde foretaget ind i Jiménez-familiens fortid.

Han havde taget afsked med José Manuel Jiménez klokken 15 efter at have spurgt ham om han havde nogen indvendinger imod at han aflagde besøg hos Marta på San Juan de Dios i Ciempozuelos fyrre kilometer syd for byen. Advokaten advarede ham om at det ikke var sandsynligt at et sådant møde ville føre til noget, men gik ind på at ringe i forvejen så Falcón var ventet på institutionen. Jiménez havde haft ret, men ikke af de grunde han havde troet. Marta havde været ude for et fald.

Falcón mødte hende på institutionens skadestue hvor hun var ved at få et par sting i det ene øjenbryn. Hun var askegrå i ansigtet, hvilket han formodede nemt kunne være hendes normale farve. Hendes hår var sort og hvidt og sat op i en knold. Hendes øjne lå dybt i hovedet, og deres omgivelser var koksgrå med store violette kvartcirkler der nåede toppen af hendes kindben. Det kunne skyldes faldet, men havde på den anden side et mere permanent udseende.

En marokkansk plejer sad hos hende og holdt hendes hånd og mumlede på en blanding af spansk og arabisk mens en ung kvindelig reservelæge syede øjenbrynet der havde blødt voldsomt og gennemblødt den hvide hospitalsskjorte. Under hele indgrebet sad Marta og knugede noget der hang i en guldkæde om hendes hals. Falcón gik ud fra at det nok var et kors, men da han fik et glimt af vedhænget, så han at det var en gylden medaljon og en lille nøgle.

Hun sad i en kørestol. Han fulgtes med sygeplejersken da han kørte hende tilbage til afdelingen der husede fem andre kvinder. De fire var tavse mens den femte uafbrudt mumlede noget der lød som bønner, men faktisk var en uafbrudt strøm af sjofelheder. Den marokkanske sygeplejerske parkerede Marta og gik hen til kvinden og tog hendes hånd mens han gned hende blidt på ryggen. Hun tav.

„Hun bliver altid ophidset når hun ser blod,“ forklarede han.

Marokkanerens navn var Ahmed. Han havde en grad i psykologi fra universitetet i Casablanca. Hans venlige natur og åbenhed blev synligt mindre fremtrædende da Falcón viste ham sit politiskilt.

„Men hvad vil De dog her?“ spurgte Ahmed. „Disse mennesker går ikke ud herfra. De er faste beboere som knap kan klare de enkleste ting selv. Verden uden for porten kunne lige så godt være en fremmed planet.“

Falcón så ned på Martas gråsprængte isse, det hvide kompres over hendes øjenbryn, og en stor bedrøvelse bredte sig i hans bryst. Her sad det virkelige offer for Jiménez-historien.

„Forstår hun noget af hvad vi siger?“ spurgte han.

„Det kommer an på,“ sagde han. „Hvis De talte om K-A-T-T-E, ville hun muligvis reagere.“

„Hvad med A-R-T-U-R-O?“

Ahmeds ansigtsudtryk forandredes til en imødekommende vagtsomhed som Falcón før havde set hos immigranter når de blev afhørt af politiet. Den venlige maske havde til formål at minimere irritationsniveauet hos den betjent der foretog afhøringen, vagtsomheden skulle imødegå påtrængende spørgsmål. Det var en attitude der måske kunne have virket over for marokkansk politi, men for Falcón var den kun irriterende.

„Hendes far er blevet myrdet,“ sagde han stille.

Marta hostede, først en enkelt gang, så to, og det tredje host blev fulgt af en strøm af opkast der samlede sig i hendes skød og dryppede ned på gulvet.

„Hun er i chok efter faldet,“ sagde Ahmed og gik.

Falcón satte sig på sengen så hans ansigt var på højde med Martas. Der sad lidt af hendes maveindhold i nogle hår på hendes hage. Hun hev efter vejret og så ikke på ham. Hendes hånd knugede stadig medaljonen. Ahmed kom tilbage med nyt tøj og rengøringsredskaber på en vogn. Han satte en skærmvæg op omkring Marta. Falcón satte sig i den anden side af lokalet og ventede. Under hendes seng lå en lille metalkuffert med hængelås.

Forhængene blev trukket til side, og Marta kom til syne i nyt tøj. Falcón gik ved siden af Ahmed mens han skubbede rengøringsvognen.

„Har De nogensinde talt med hende om Arturo?“

„Det er ikke mit job. Jeg er kvalificeret til det, men kun i mit eget land. Her er jeg plejer. Det er kun lægerne der taler med hende om Arturo.“

„Har De været til stede imens?“

„Jeg har ikke haft vagt, men jeg har været der.“

„Hvordan reagerer hun på navnet?“

Ahmed udførte sin rengøring på automatpilot.

„Hun bliver meget opbragt. Hun fører fingrene op til munden og laver en lyd, en slags desperat tryglende lyd.“

„Artikulerer hun?“

„Hun er ikke artikulerende.“

„Men De er mere sammen med hende, måske forstår De mere end lægen.“

„Hun siger: ‘Det var ikke mig. Det var ikke min skyld’.“

„Ved De hvem Arturo er?“

„Jeg har ikke set hendes journal, og der er ingen der mener at jeg bør orienteres.“

„Hvem er hendes læge?“

„Dra. Azucena Cuevas. Hun er på ferie indtil næste uge.“

„Hvad med killingen? Var det ikke Dem der kom med killingen, hvorefter hun begyndte at …“

„Det er forbudt at have kæledyr på afdelingerne.“

„Den medaljon hun har om halsen, og nøglen – passer den nøgle til kufferten under sengen? Ved De hvad hun opbevarer i den?“

„Disse mennesker har ikke mange ejendele, Inspector Jefe. Hvis jeg ser noget privat, lader jeg det ligge. Det er det eneste de har bortset fra … livet. Og det er forbavsende hvor lang tid man kan overleve hvis det er det eneste man har.“

Dette var Ahmed. En yderst intelligent, fornuftsbetonet og omsorgsfuld person, men ikke den der fortalte vidt og bredt, ikke i selskab med repræsentanter for myndighederne. Han havde irriteret Falcón. Han prøvede at se ham for sig mens mørket susede forbi AVE-togets vindue, præcis som han havde prøvet at forestille sig José Manuel Jiménez hvis forpinte ansigtstræk stod knivskarpt for hans blik. Det lykkedes ham ikke, for Ahmed havde gjort hvad alle indvandrere prøver at gøre. Han var ikke til at skelne fra tapetet. Han var ikke anderledes. Han var smeltet sammen med de kedelige, grå omgivelser og var blevet opsuget af det moderne spanske samfund.

Denne strøm af tanker var standset da han opdagede at det gennemsigtige spejlbillede af kvinden over for ham sad og gengældte hans blik. Han nød det: at sidde og bare stirre ud i ingenting som om han ikke gjorde andet end at beundre natten der blev slynget forbi ham. En pludselig fornemmelse af noget seksuelt tændtes i ham. Han havde levet i cølibat siden Inés var rejst. Deres sexliv havde været næsten tøjlesløst i den første tid. Det fik ham til at trække ud i flippen bare ved tanken om det. De kunne sidde og spise ude i patioen, og pludselig gik Inés rundt om bordet til hans side og satte sig overskrævs på ham, trak i hans bukser og skubbede hans hænder op under sin kjole. Hvor var det alt sammen blevet af? Hvordan var det lykkedes for ægteskabet at slukke den ild så effektivt? Til sidst ville hun ikke engang klæde sig på for øjnene af ham. „Du har ikke noget hjerte, Javier Falcón.“ Hvad snakkede hun om? Så han pornografiske film? Kneppede han prostituerede mens han så pornografiske film? Ville han udradere sit eget barns eksistens? Og alligevel … ja, Raúl Jiménez havde alligevel haft en smuk kvinde at trøste sig med. Consuelo, hans trøsterske.

Kvinden over for ham mødte ikke længere hans blik i ruden. Han vendte sig mod hendes virkelige ansigt. Der var en lille skræk i det, en ubetydelig medlidenhed som om hun instinktivt opfattede en midaldrende mands kvaler og ikke ville have noget med dem at gøre. Hun dykkede ned i sin håndtaske, ville gerne havde ladet den opsluge sig helt, men det var blot en lille Balenciaga-tingest med plads til en læbestift, to kondomer og nogle sammenfoldede kontanter. Han vendte sig igen mod ruden. Et enligt lys svævede i mørket, fjernt, uden andre i sigte.

Han lod sig synke tilbage, udmattet af den endeløse cyklus af tanker, ikke om sin efterforskning, men om sit forliste ægteskab. Det fremkaldte altid en indre kollaps når han nåede til den mur der udgjordes af Inés’ ord: „No tienes corazón, Javier Falcón.“ Det rimede endda.

Det var en ny kombination af kemikalier i hans hjerne, besluttede han senere, der havde givet ham hans første nye tanke om Inés, eller snarere en forståelse af en gammel tanke. Han ville ikke være i stand til at fortsætte, han ville ikke kunne flirte med en kvinde i en togkupé før han beviste for sig selv at Inés’ ord var forkerte, at de ikke passede på ham. Det ramte ham hårdere end han havde forventet. Der var endda et pludseligt stik af adrenalin i kroppen der skulle have betydet fare, bortset fra at det eneste han gjorde, var at sidde i AVE-toget og strejfe omkring i sit eget hoved der blandt meget andet indeholdt den ubehagelige tanke at hun muligvis havde haft ret.

Han sank ned i søvnen, en mand i et sølvfarvet projektil der fløj gennem natten på vej mod en ukendt destination. Igen drømte han at han var en fisk; at han glimtede gennem vandet med frygten som drivkraft i halen mens det indre træk i organerne langsomt bevægede sig igennem ham. Han vågnede ved at hans hoved dunkede imod sædet. Kupeen var tom, toget holdt på en station, en vrimmel af passagerer væltede forbi hans vindue.

Han gik hjem og så en film uden at en eneste scene i den nåede ind til ham. Han slukkede for tv’et og kollapsede uden mad i maven og uden ro i kroppen i sin seng. Han gled ind og ud af søvnen og ønskede at han kunne slippe for drømmen, men ønskede heller ikke at være vågen med en ængstelig verden uden for sine vægge. Klokken fire vågnede han til en permanent, mørk søvnløshed, og han var urolig på grund af det nye kemikalie i sin hjerne fordi det måske ville ændre hans sinds balance, mens det kraftige tømmer i hans hus jamrede som andre, mindre heldigt stillede indvånere i et fjernt afsnit af sindssygeanstalten.

Lørdag den 14. april 2001

Han stod op klokken 6, uudhvilet, med nerverne dinglende som en fangevogters nøgleknippe i en grad så han faktisk begyndte at tænke på nøgler til husets låse og hvor de var, de nøgler der kunne åbne døren til hans fars atelier. Han gik hen til skrivebordet i arbejdsværelset og fandt en skuffe fuld af nøgler. Hvordan kunne der være så mange døre? Han tog hele skuffen med op til den smedejernsport der adskilte en del af svalegangen foran faderens atelier. Han prøvede dem alle, men ingen af dem passede, og han gik derfra og lod skuffen stå med nøglerne spredt ud over gulvet.

Han tog brusebad, klædte sig på, gik ud, købte en avis, ABC, og drak en café solo. Han tjekkede dødsannoncerne. Raúl Jiménez blev begravet i dag klokken elleve i Cementerio de San Fernando. Han kørte ind til sit kontor, tjekkede beskederne på sin mobiltelefon. De var alle fra Ramírez.

Alle seks betjente i Grupo de Homicidios var mødt på arbejdet, hvilket var usædvanligt for en lørdag før påske. Han briefede dem om udfaldet af diskussionen med Calderón og sendte Pérez og Fernández over på Feria-området over for Edificio Presidente, Baena ud i gaderne omkring ejendommen, og Serrano blev sat til at udarbejde en liste over alle laboratorier og farmaceutiske udsalg der mente at have haft et usædvanligt salg af kloroform eller manglede kirurgiske instrumenter. De fire mænd gik. Ramírez blev stående ved vinduet med armene over kors på brystet.

„Nogle andre ideer, Inspector Jefe?“ spurgte han.

„Fik vi en udtalelse fra Marciano Ruíz?“

Ramírez nikkede hen mod skrivebordet og sagde at der intet nyt var i den. Falcón læste den igennem alene for at undgå at blive nødt til at fortælle Ramírez om sin tur til Madrid og om Jiménez-familiens grufulde historie. Det måtte have mere relevans for efterforskningen, hvis ikke Ramírez skulle begynde at modarbejde ham, og han skulle opleve at se de andre politifolk betragte ham medlidende som en mand der havde indledt en drabsefterforskning ved at gå tilbage til en tildragelse der lå seksogtredive år tilbage i tiden.

„Jeg tog hen for at tale med Eloisa Gómez i går eftermiddags,“ sagde Ramírez.

„Fik du noget ud af hende?“

„Hun tilbød mig ikke et gratis blowjob, hvis det er det du mener?“

„Ikke efter den behandling du gav hende i går,“ sagde Falcón. „Brød hun sammen og tilstod?“

„Hun ville ikke engang tale med mig hvis hun havde gjort det, og nu er hun bange.“

„I kom så godt ud af det med hinanden,“ sagde Falcón. „Jeg troede du havde tænkt dig at invitere hende hjem til dig.“

„Måske skulle jeg have været mere tålmodig,“ sagde Ramírez. „Men jeg troede virkelig at hun havde lukket ham ind, og et hårdt verbalt chok kunne måske have udrettet mirakler.“

„Det første punkt i dag bliver Mudanzas Triana,“ sagde Falcón. „Derefter tager vi til Jiménez’ begravelse med et videokamera og filmer følget. Vi tjekker gæsterne på adresselisten og følger op med afhøringer. Vi opbygger et billede af hans liv.“

„Hvad med Eloisa Gómez?“

„Pérez kan hente hende ind igen i eftermiddag. Så er det næsten to døgn siden hun var sammen med Raúl Jiménez. Hvis hun var medskyldig, må drabsmanden have kontaktet hende, og det kan have ændret på hendes mentale landskab.“

„Eller på hele hendes landskab,“ sagde Ramírez. „Til det værre.“

Ramírez fik fat i videokameraet og kørte dem til Mudanzas Triana som lå på Avenida Santa Cecilia. De talte med chefen, Ignacio Bravo som lyttede til deres teoretiske scenario med ubevægelige øjne under let opsvulmede låg mens han kæderøg Ducados.

„For det første er det umuligt,“ sagde han. „Mine arbejdere er –“

„De underskrev en erklæring,“ sagde Ramírez og så ud til at dødkede sig. Han rakte papiret over bordet.

Bravo læste det og knipsede asken af cigaretten i den omtrentlige retning af et askebæger der var indkapslet i et miniaturebildæk.

„De bliver fyret,“ sagde han.

„Fortæl os om Deres arrangement med Sr. og Sra. Jiménez,“ sagde Falcón. „De kan begynde med hvorfor de ville flytte under Semana Santa som må være det travleste tidspunkt på året for en restaurant.“

„Og ikke en billig tid at hyre flyttefolk på. Det er dobbelt takst. Jeg forklarede hende det hele, Inspector Jefe. Men vi kunne ikke gøre det i næste uge når restauranterne var lukket, fordi vi var helt booket op … ligesom alle andre er. Så hun betalte hvad det kostede. Hun var ligeglad.“

„Hvornår kiggede De første gang på lejligheden?“

„Jeg var derhenne i sidste uge for at se hvordan det hang sammen, hvor mange større møbelemner der var tale om, hvor mange kasser vi skulle bruge og så videre. Jeg ringede til hende næste dag for at fortælle hende at det ville tage to dage, og gav hende et tilbud på arbejdet.“

„To dage?“ sagde Ramírez. „Så hvornår begyndte De?“

„Tirsdag.“

„Så det var altså tre dage?“

„Sr. Jiménez ringede for at sige at han ikke ville have sit arbejdsværelse flyttet ned før torsdag. Jeg sagde til ham at det ville blive endnu dyrere end bare dobbelt op, og at vi kunne nå at blive færdige til tiden. Han insisterede. Jeg diskuterer ikke med velhavere. Jeg sikrer mig bare at de betaler. De er de værste …“

Han tav da han så politifolkenes ansigtsudtryk.

„Hvor mange vidste besked med ændringerne i det oprindelige arrangement?“ spurgte Falcón.

„Jeg kan godt se hvor De vil hen,“ sagde han og var tydeligvis ude af stand til at slappe helt af. „Men alle måtte selvfølgelig orienteres om det. Det indebar at alle opgaverne skulle byttes rundt. De tror vel ikke at det er en af mine ansatte der har myrdet ham?“

„Det der interesserer os,“ sagde Falcón og lod Bravos mistanke hænge og svæve i luften, „er at hvis vores scenario er korrekt; må morderen have kendt til ændringerne i arrangementet. Han må have vidst at Sr. Jiménez ville blive en ekstra nat i lejligheden, og at han ville være alene. Det kunne han kun have fået at vide af Sr. Jiménez eller af nogen herfra. Hvornår lavede De den endelige aftale om jobbet med Sra. Jiménez?“

„Onsdag den 4. april,“ sagde han og bladrede i sin kalender.

„Hvornår lavede Sr. Jiménez om på tidsplanen?“

„Fredag den 6. april.“

„Havde De allerede sat et sjak på opgaven?“

„Det gjorde jeg om onsdagen.“

„Hvordan gør De det?“

„Jeg ringer til min sekretær der informerer depotformanden som skriver det op på et whiteboard i stueetagen.“

Falcón bad om at tale med sekretæren. Bravo sendte bud efter hende. Hun var en lille, mørk, nervøs kvinde i halvtredserne. De spurgte hende hvad hun havde sagt til formanden.

„Jeg fortalte ham at der var sket en ændring, at Sr. Jiménez ikke ville have arbejdsværelset rørt før torsdag morgen, og at en seng skulle blive stående i børneværelset.“

„Hvad sagde formanden?“

„Formanden kom med en grov bemærkning om hvad sengen nok skulle bruges til.“

„Hvad gør han med den information?“

„Han skriver det op på whiteboardet med rødt for at vise at der er en ændring,“ sagde hun. „Og han skriver kommentaren om arbejdsværelset og sengen i en separat kolonne.“

„Han skriver det også på deres arbejdssedler,“ sagde Bravo,“ så der er to måder de ikke kan glemme det på. Flyttebranchen beskæftiger ikke typisk højt begavede mennesker.“

De tre mænd gik nedenunder til depotet og så på den hvide tavle hvor formanden havde anført alle oplysninger om firmaets aftaler i april og maj, og hvor Jiménez endnu var en åben sag. Formanden kom ud. Sekretæren havde ret, han lignede en mand der kickstartede dagen med et par brandyer.

„Så alle i det her depot har kendt til den ændrede aftale med Sr. Jiménez?“ sagde Falcón.

„Utvivlsomt,“ sagde formanden.

„Hvordan er sikkerheden her på stedet?“ spurgte Ramírez.

„Vi opbevarer ingen værdier her, så den er absolut minimal,“ sagde Bravo. „En enkelt mand med en hund.“

„Om dagen?“

Bravo rystede på hovedet.

„Og heller ingen kameraer?“

„Det er ikke nødvendigt.“

„Så man kan bare gå ind fra gaden ude fra Calle Maestro Arrieta?“

„Hvis man vil.“

„Mangler der nogen overalls?“ spurgte Ramírez.

Der manglede ingenting, intet var blevet meldt stjålet. Firmaets overalls var en standardudgave med MUDANZAS TRIANA stencileret på ryggen. Det ville ikke være svært at lave en kopi.

„Har her været nogen der ikke burde være her?“ spurgte Ramírez.

„Kun folk der søgte arbejde.“

„Folk?“

„Her kommer som regel et par stykker om ugen, og jeg siger det samme til dem alle sammen. Vi hyrer ikke folk der kommer ind fra gaden.“

„Hvad med de sidste to uger?“

„Et par stykker mere end der plejer at være, sikkert for at skaffe penge til påsken og Feriaen.“

„Tyve?“

„Snarere ti.“

„Hvordan så de ud?“

„Jo, de var heldigvis alle sammen små og fede, for ellers ville jeg komme på lidt af en opgave med at huske dem alle sammen.“

„Hør her, Karl Smart,“ sagde Ramírez og vågnede til dåd, „en eller anden var herinde for at skaffe sig informationer om det job I lavede i Edificio Presidente, og han brugte dem til at komme ind i en lejlighed dér og torturere en gammel mand til døde. Så vær sød at anstrenge Dem lidt mere.“

„De sagde ikke noget om at han blev tortureret til døde,“ sagde Bravo.

„Jeg husker det stadig ikke,“ sagde formanden.

„Måske var de indvandrere,“ sagde Ramírez.

„Nogle af dem var muligvis nok.“

„Marokkanere, måske, som arbejder for en slik.“

„Vi beskæftiger ikke –“ begyndte Bravo.

„Vi hørte Dem godt første gang,“ sagde Ramírez. „Jeg troede Dem heller ikke dengang. Så hør her, hvis De vil leve i fred og ro og uden at få besøg af fremmedpolitiet, så se at få sving i tænkeren og husk hvem der har været her siden sidste fredag, og om De har set nogen udvise særlig interesse for den tavle dér.“

„Fordi,“ sagde Falcón og nikkede til formanden, „De er den eneste vi har mødt som sandsynligvis har set denne drabsmand og måske talt med ham.“

„Og ved De hvad … det er muligt at drabsmanden også ville få den tanke,“ sagde Ramírez. „Buenos días.“