31

Søndag den 29. april 2001,
El Zurdos værksted, Calle Parras, Sevilla

Falcón satte de printede ark op på væggen med tegnestifter mens El Zurdo var optaget af at rulle og tænde en joint. Javier prikkede ham på skulderen netop som han tog det første sug. El Zurdo vendte sig om.

„Joder!“ udbrød han. „Hvem er det?“

„Det?“ sagde Falcón og spyttede ordene fra sig. „Hun. Hun er min mor.“

„Joder,“ sagde El Zurdo og gik tættere på, tydeligvis fascineret. „Det er ellers noget af et værk.“

„Det er ikke et værk,“ sagde Falcón. „Det er lort.“

„Så. Jeg er ikke involveret i det på samme måde som De er,“ sagde El Zurdo. „Jeg betragter det som …“

„Som kunst?“ sagde Javier vantro.

„Formelt, ja. Jeg mener, det er ganske usædvanligt at skabe fem billeder der hver for sig er meningsløse og tilsyneladende uden sammenhæng … Jeg så ikke engang at det var et puslespil, og alligevel, når man samler dem …“

„Bliver de til det ledeste udtryk for en mands had til sin kone og sine børns mor, noget som kun et uhyre ville kunne frembringe,“ sagde Javier.

De to mænd stod i tavshed mens rædselsværket fyldte rummet. Billedet havde vist sig at forestille en kvinde sammenfiltret med og under behandling af to rovlystne satyrer, hvor den ene stødte ind i hende bagfra mens den anden i alle detaljer fyldte hendes mund. Men det var ikke en voldtægt. Der var føjelighed i det ene af kvindens øjne der kunne ses. Det var kvalmefremkaldende. Javier gik forbi El Zurdo, rev billedet ned fra væggen, krøllede det sammen og kylede det hen i et tomt hjørne af værkstedet.

„Hvad i alverden kan have fået ham til at male sådan et …?“

„Tag et hiv af den her,“ sagde El Zurdo.

„Jeg vil ikke have noget af det.“

„Det vil få Dem til at falde til ro.“

„Jeg vil ikke falde til ro.“

„Hør nu … måske fandt han ud af at hun havde en affære.“

„Ih,“ sagde Javier, „mens han selv var den rene uskyldighed? Mens han ikke benyttede enhver chance til at bedrive sodomi med en hærskare af unge mænd.“

„Det var noget andet for kvinder dengang,“ sagde El Zurdo.

„Mens han ikke bedrev sodomi på sin bryllupsnat. Mens han ikke indledte en affære med en kvinde som skulle blive hans anden kone før hans første kone var død.“

„Han hadede kvinder,“ sagde El Zurdo nøgternt.

„Hvad sagde De?“ sagde Javier. „Jeg hørte det ikke … hvad var det?“

„Jeg sagde at han hadede kvinder.“

„Hvad snakker De om, El Zurdo?“

„Som jeg sagde … og jeg taler ikke om den fuldstændig normale misogyni som trivedes dengang. Det var mere end det … meget mere …“

„Han var gift to gange, han har malet de fire mest sublime nøgenstudier af kvinder verden nogensinde har set, og De mener at han hadede kvinder?“ sagde Javier.

„Jeg mener ikke noget som helst,“ sagde El Zurdo. „Det var hvad han fortalte mig.“

„Han fortalte Dem det? På hvilket tidspunkt i Deres liv stod De på så intim fod med min far at han ville røbe den slags for Dem?“

„Da han var min elsker.“

I den lange tavshed der fulgte, sank Javier om i en slidt lænestol. Al hans styrke sivede ud af ham. Han var bevidst om at han sad med åben mund og et ansigt hvis muskulatur var slapt af chokket, armene hængende ned langs siden.

„Hvornår?“ spurgte han stille.

„Fra omkring 1972 og gennem elleve eller tolv år indtil han blev bange for AIDS.“

„Så … dengang jeg kom her med ham …?“

El Zurdo nikkede. Mere pinefuld tavshed drev igennem lokalet.

„Og De synes ikke at det er den bitreste ironi vi har oplevet?“ spurgte Javier.

„At han kunne male de kvindestudier?“ sagde El Zurdo. „Det var jo bare hans arbejde … det behøvede ikke være hans liv også.“

„Hvor kom det fra … det had?“ spurgte Javier. „Jeg forstår ikke hvor det kan være kommet fra.“

„Fra hans mor.“

Javiers hjerne tikkede som en metronom der talte sekunderne før han ville gå fra forstanden.

„I sine dagbøger omtaler han det som ‘hændelsen’,“ sagde Falcón. „Noget der skete da han var dreng som fik ham til at flytte hjemmefra og melde sig til Legionen. Jeg tror han måske har fortalt nogen om det, blandt andet til min mor, men han skrev det aldrig ned. Fortalte han Dem hvad det var?“

„Det gjorde han,“ sagde El Zurdo. „Og hvis De vil, kan De få det at vide. Jeg mener … den slags, jo længere det glider ned i historien, jo mindre vigtigt forekommer det. Det ser bare ud som om det dikterer den retning et liv tager på et bestemt tidspunkt.“

„Fortæl mig det.“

„Hvad kender De til hans forældre?“

„Så godt som ingenting.“

„Nå, men de drev et hotel i Tetuán i tyverne og trediverne. De var meget konservative. Hans mor var gudfrygtig katolik, og hans far var en drukkenbolt. Han var en ondskabsfuld drukkenbolt som lod sin egen svaghed gå ud over børnene og sine ansatte. Mere behøver De ikke at vide for at forstå baggrunden for det der skete.“

„En morgen greb hans far Francisco i seng med en af de drenge der arbejdede i huset, og han gik fuldstændig amok. Mens Francisco krøb sammen på sengen i et hjørne af værelset, tævede hans far den unge tjener til døde for øjnene af ham. Først da det frygtelige raserianfald var overstået, gik det op for faderen hvad han havde gjort. De to skaffede sig af med liget, og Francisco blev låset inde på det blodige værelse indtil han havde fjernet hver en dråbe og kalket væggene.“

El Zurdo lænede sig tilbage i stolen og vendte håndfladerne opad.

„Hvordan kom hans mor ind i det?“ spurgte Falcón. „De sagde …“

„Hun talte aldrig til ham igen. Hun nægtede ham ethvert udtryk for moderkærlighed og opførte sig som om han ikke eksisterede. Hun dækkede ikke engang bord til ham om aftenen. Efter hendes snævert fungerende katolske opfattelse havde han forbrudt sig i så alvorlig grad at han aldrig ville kunne finde tilgivelse.“

„Hvornår fortalte han Dem det?“

„For lang tid siden. Mere end tyve år.“

„Mens han … I stod i forhold til hinanden?“

„Ja. Det varede nogen tid for ham at vende tilbage til mændene efter sådan en oplevelse. Det var først i Tanger efter Anden Verdenskrig at han … selv om han var blevet glad for en anden legionær som blev dræbt i Rusland – Pablito … Men der kom aldrig noget ud af det, og Pablito blev selvfølgelig forrådt af en kvinde …“

„Han skriver om ham i dagbøgerne. Min far var med i den henrettelsespeloton der skød kvinden,“ sagde Falcón. „Han sigtede med vilje efter hendes mund.“

„Ved De hvorfor han og jeg var sammen i så lang tid?“ sagde El Zurdo. „Fordi jeg aldrig gjorde noget forsøg på at forstå ham. Jeg udfrittede ham aldrig. Nogle mennesker bryder sig ikke om intimitet, og det gjorde Deres far ikke. Kvinder er helt anderledes. De vil kende deres mand. Og når de finder ud af hvem han er, og de ikke bryder sig om det, er der to muligheder: De beslutter sig for at forandre ham, eller de forlader ham. Det er Deres fars ord, ikke mine. Jeg har aldrig været sammen med kvinder. Min smag går kun i én retning.“

De gik ned til La Cubista for at spise frokost. Javier bestilte tunfisken, El Zurdo svinekødet. Han drak vin mens Javier var tavs og forpint, og han opfordrede ham til at gøre det samme. Maden kom på bordet.

„Der er en anden grund til at Deres far kunne lide mig,“ sagde El Zurdo. „Det er temmelig mærkeligt. Han kunne lide mig fordi jeg er kopierer. Sært, ikke? Han beundrede det. Han kunne lide at jeg maler med lærrederne på hovedet. Han fortolkede det som manglende respekt for originalerne, selv om jeg fortalte ham at jeg kun gjorde det fordi jeg ikke ville distraheres af værkets strukturer og helhed når det eneste jeg forsøgte, var at udføre en tro kopi. Somme tider mente han at mine kopier faktisk var bedre end originalerne. Så der er to amerikanske samlere der har mine kopier med hans signatur hængende. Det, sagde han, er kunst. Intet er originalt.“

Falcón nippede til sin vin, tog sin kniv og gaffel og begyndte at spise.

„Hvornår så De ham sidste gang?“ spurgte Falcón.

„For cirka fem år siden. Vi spiste frokost her. Han var lykkelig. Han havde løst sit ensomhedsproblem.“

„Var han ensom?“

„Hele dagen, hver eneste dag. Den berømte mand i sit store, mørke hus.“

„Han havde da venner, havde han ikke?“

„Han sagde at det havde han ikke. Den eneste ven han havde, havde han mistet i 1975.“

„Hvem var det?“

„Raúl Jiménez … han blev myrdet for nylig, hørte jeg,“ sagde El Zurdo. „Det ville have gjort Deres far ondt.“

„Hvorfor holdt de så op med at være venner?“

„Det er interessant. Jeg forstod ikke hvorfor det gjorde ham så rasende. Han fortalte mig at han stødte ind i Raúl på gaden en dag i Sevilla. De havde begge to boet i byen, på hver sin side af floden, tilsyneladende uden at vide det. De spiste frokost sammen. Deres far spurgte til Raúls familie, og han sagde at de alle havde det fint. De talte om Deres fars berømmelse, og Raúls succes i forretningslivet – al den slags fis som gamle venner taler om – bortset fra at deres far ikke spurgte ham hvorfor han ikke havde kontaktet ham. Jeg mener, i betragtning af Deres fars berømmelse måtte Raúl da have vidst at han havde boet i Sevilla i ti år eller mere. Men det bliver forklaret af det der skete. Hen mod slutningen af frokosten fortalte Raúl ham noget lige ud af det blå … det havde ikke noget at gøre med hvad de ellers havde talt om. De har måske læst i dagbøgerne at Deres far forlod Legionen og rejste herop for at male. Han havde penge sparet op fra tiden i hæren. Hyre fra slagmarken i Rusland.“

„Og nogen stjal pengene,“ sagde Falcón, „hvilket var grunden til at min far endte i Tanger.“

„Netop,“ sagde El Zurdo. „Og det var dét Raúl fortalte ham under frokosten, at det var ham der havde stjålet pengene. Og de talte aldrig med hinanden igen.“

„Hvorfor?“

„Deres far mente ikke at Raúl Jiménez havde ret til at ændre et andet menneskes livskurs. Jeg sagde at hvis det var til det bedre, hvad så? Han havde gjort lykken dernede, han var blevet berømt … Men han ville ikke høre efter. Han spurtede rundt i huset og råbte: ‘Han ruinerede mig, den cabrón ruinerede mig.’ Og om det så gjaldt mit liv, Javier, så kunne jeg ikke se ruineringen i alt det han havde opnået.

Han var også rasende over den kendsgerning at Raúl Jiménez havde fortalt ham hvad han havde gjort. Han kunne ikke forstå det før han fandt ud af hvad der i virkeligheden var sket med mandens familie. Konen havde begået selvmord. Den lille dreng var død. Datteren boede på en galeanstalt, og sønnen talte ikke til ham mere. Det var en katastrofe, og så var det at det gik op for ham at det sidste Raúl Jiménez ville have på dette tidspunkt i sit liv, var en nær ven. Han ville have et nyt liv … et liv uden Francisco Falcón.“

„De sagde tidligere at min far havde løst sit ensomhedsproblem.“

„Han sagde at han ikke ville have venner. Det han virkelig gerne ville have, var kammeratskab.“

„Hvad med Manuela?“ spurgte Javier. „Kom Manuela aldrig og besøgte ham?“

„Det gjorde hun, men han brød sig ikke om Manuela og havde aldrig gjort det. Hun kom et par timer om ugen, men det var ikke det han var ude efter. Han ville have nogen der kunne fylde husets tomme rum. Han tændte på tanken om unge mennesker, ukomplicerede unge som ville være kompromisløst glade. Og han lavede en aftale med universitetet her og i Madrid om at de kunne sende ham en studerende for en måned ad gangen. Det fungerede for ham. Jeg ville have hadet det.“

„Det fortalte han mig ikke noget om.“

„Måske ville han ikke indrømme det for Dem,“ sagde El Zurdo. „Måske ville han ikke ændre kursen på Deres liv.“

Det var næsten mørkt da Javier vendte hjem efter en lang omvej. Da han trådte ind i huset, sparkede han to pakker hen over gulvet. De var begge blevet presset ind ad brevsprækken, og ingen af dem var adresseret. Der stod kun nummer 1 og nummer 2 udenpå.

Han tog dem med ind på sit arbejdsværelse hvor han havde et par latexhandsker. Han åbnede den første pakke og tog en konvolut ud hvorpå det stod Synslektion nr. 4. Indeni lå et kort med påskriften: La muerte trágica del genio. Det sande genis tragiske død.

Der var noget andet i pakken som vejede mere til. Han bredte papir ud på skrivebordet og tømte noget ud som han troede var et stykke glas, indtil han så at det var bagsiden af et spejlskår. Han vendte det om med spidsen af en kuglepen. Initialerne P.L. var skrevet med noget der lignede blod.

Falcón lænede sig tilbage i stolen. Han vidste hvad Sergio lavede. Han kaprede mediernes myte ved at fortælle Falcón at han havde brugt et skår af et spejl til at distrahere Pepe Leal da han skulle til at dræbe tyren. Javier troede ikke på det. Det var simpelt hen umuligt. Men det interesserede ham fordi han forstod at han endelig havde tvunget Sergio til at vise sin hånd. Der var desperation i dette arrogante og uraffinerede kneb.

Han rørte ved kortet med Synslektionen. De samme ord hans mor havde brugt da hun fortalte Manuela om indholdet af den lille urne af ler. Et eller andet pressede på hans bevidstheds membran, men intet nåede igennem. Han knipsede kortet hen over skrivebordet. Han åbnede den anden pakke som indeholdt et sæt fotokopier. Han kunne se på håndskriften at det var en af hans fars dagbøger.

7. juli 1962, Tanger

Jeg har helt mistet kontakten med Salgado siden vi er kommet hjem fra NY, men netop som denne tanke er svævet forbi min horisonts rolige flade, ankommer en dreng med en seddel fra ham, skrevet på en notesblok fra Hotel Rembrandt og med besked til mig om at komme op på værelse 321, med det samme og alene. Meddelelsen overrasker mig ikke. Her er ingen telefon. Det er først da jeg er på vej mod Boulevard Pasteur at jeg bliver urolig. Hvad kan der være sket som kan få ham til at forstyrre mig midt i min arbejdstid? Jeg er spændt og nervøs. Elevatoren i Hotel Rembrandt som kun er et par år gammelt, er en af disse usikre tingester der giver mig en fornemmelse af at kablet kan knække hvert øjeblik. Jeg standser uden for værelse 321 i en tilstand af forestående undergang. Der er en kort gang mellem døren ud til gangen og døren ind til værelset, en af disse forvirrende designdetaljer der virker som om den er beregnet netop til en lejlighed som denne. Det betyder at Salgado kan trække mig indenfor og forklare alvoren i sin situation uden at den fulde gru ved hændelsen overvælder os.

Den korte version – der er en død dreng på værelset.

Salgado fortæller mig at han er død ved et tilfælde.

„Tilfælde?“ spørger jeg.

„Han faldt og slog hovedet,“ siger han. „Han må have slået sig et uheldigt sted, men han er i hvert fald død.“

„Hvordan faldt han?“

„På vej ud på badeværelset … men jeg har lagt ham tilbage på sengen.“

„Skal vi så ikke ringe til politiet og forklare hvad der er sket?“

Tavshed fra Salgado.

„Skal vi se på ham?“ spørger jeg og venter ikke på svar, men maser mig ind på værelset og finder den nøgne dreng filtret ind i det uglede sengetøj. En arm hænger ud over sengekanten. Hans tunge stikker ud mellem tænderne, og hans øjne er udstående. Der er blå mærker rundt om hans hals.

„Jeg tror ikke han slog hovedet, Ramón.“

„Det var et uheld.“

„Jeg ved ikke hvordan man kan komme til at kvæle nogen ved et uheld, Ramón.“

„Jeg prøvede at gøre det bedre.“

Vi ser på hinanden, og Ramón vender sig pludselig mod væggen og begynder at banke hovedet imod den mens han messer et eller andet der lyder som baskisk. Jeg får ham ned at sidde i en stol og spørger ham hvad der er sket. Han presser sin knyttede næve mod sit hoved og bliver ved med at sige at det var et uheld. Jeg siger til ham at jeg vil ringe til politichefen, og så kan han fortælle ham det mens drengen stadig ligger i sengen, misbrugt og stranguleret. Han rejser sig og begynder at trave frem og tilbage på gulvet mens han slår ud med armene og deklamerer uforståeligt på det samme mærkelige sprog. Jeg slår ham med flad hånd i ansigtet. Han forvandles til et ynkeligt væsen og synker ned på gulvet. Han græder, og hans fugleagtige skuldre bevæger sig i krampagtige ryk. Jeg slår ham igen, og han vender ansigtet op mod mig.

„Fortæl mig hvad der skete,“ siger jeg. „Jeg er ikke din dommer.“

„Jeg myrdede ham,“ siger han.

„Var du forelsket i ham?“

„No, no, no que no!“ siger han med eftertryk. For meget eftertryk.

Jeg stirrer ind i ham og ser hans fordærvelse, en fordærvelse så rædselsfuld at han ikke kan erkende den for sig selv. Jeg ved at Ramón Salgado har dræbt denne dreng alene på grund af det han gjorde ham til. Salgado er forfængelig. Han er en stor kvindebedårer. M. og han tilbeder hinanden. Han har affærer som aldrig varer ved. Han er nu rig, berømt i sin lille verden og en hæderlig mand, men … han kan lide at bedrive sodomi med smådrenge, og det slår skår i hans forgyldte selvopfattelse. Det er i hvert fald sådan jeg fortolker det. Han dræbte drengen fordi han tvang ham til at se det han hader.

Han siger de skæbnesvangre ord.

„Jeg ville ikke kunne leve med en skandale.“

Jeg foragter ham ikke, ikke engang for det. Hvem er jeg at jeg skulle foragte nogen? Jeg sidder ved den døde drengs fødder. Jeg tænder en cigaret til Salgado.

„Vil du hjælpe mig?“ spørger han.

Jeg fortæller ham en historie som jeg fik fortalt af en af B.H.s venner tilbage i fyrrerne, om en rig homoseksuel mand der havde mødt en hel flok soldater på en velkendt bøssebar på Manhattan og taget dem med tilbage til et selskab i sin mors lejlighed på 5th Avenue. De var alle sammen fulde, og en af soldaterne besvimede. De tog hans bukser af og begyndte for sjov at barbere hans kønshår af. Og ved et uheld – det understreger jeg – kom de til at skære hans pik af. Og hvad gør de så? Salgado ser på mig ligesom Javier gør når jeg fortæller ham en godnathistorie, helt foroverbøjet og med store øjne. De pakkede ham ind i et tæppe og smed ham ud fra en bro et eller andet sted. Han var heldig, for han blev fundet af en politimand og kørt på hospitalet før han forblødte.

„Hvad får du ud af den historie, Ramón?“ spørger jeg.

Han misser med øjnene, desperat bange for at komme til at sige noget forkert og blive sendt uden for døren af den strenge lærer.

„Hvis du hjælper mig, Francisco,“ siger han, „så gør jeg aldrig sådan noget igen.“

„Gør hvad? Begår mord?“

„Nej, nej, jeg mener … jeg går aldrig med drenge igen. Jeg vil føre et eksemplarisk liv.“

„Jeg skal nok hjælpe dig,“ siger jeg. „Men jeg vil gerne vide hvad du synes om min historie.“

Mere tavshed. Han er for panikslagen til at tænke.

„De betalte penge til soldaten,“ tilføjer jeg. „For at han ikke skulle kræve sagen for retten. Hvor meget tror du de betalte?“

Han rystede på hovedet.

„To hundrede tusind dollars, og det var i 1946,“ siger jeg. „Man tjente flere penge dengang på at komme af med sin pik end på at male billeder.“

Salgado løber forbi mig og kaster op i toilettet. Han kommer tilbage og tørrer sig om munden.

„Jeg begriber ikke at du kan tage det her så roligt, Francisco.“

„Jeg har dræbt mennesker i tusindvis. Hver og en af dem lige så skyldige eller lige så uskyldige som du og jeg.“

„Det var i krig,“ siger han.

„Jeg påpeger bare at når man først har set nedslagtning i den størrelsesorden, så er en enkelt død dreng på et hotelværelse ikke så slemt. Men lad mig nu høre din kommentar til historien.“

„Det var en forfærdelig ting at have gjort,“ siger han og tager et sug af cigaretten.

„Værre end at myrde en dreng?“

„Soldaten kunne lige så godt være død.“

„Ja. Og hvad røber det om de mennesker som du er så desperat efter at imponere?“ spørger jeg. „Gerningsmanden er stadig på fri fod, for resten, og han er stadig ven med Barbara Hutton.“

Ramón er for omtåget til selv at regne det ud.

„Vi er deres skødehunde,“ siger jeg. „Vi er deres små vidunderdrenge – ja, selv jeg, Ramón. De klapper os og giver os nogle krummer fra deres bord, driller os og bliver trætte af os og smider os ud. Vi er ingenting for de meget rige. Slet ingenting. Mindre end legetøj. Så husk at når du nipper til deres champagne, at det er for disse værdiløse menneskers anseelse af din person at du har myrdet denne dreng.“

Ordene slår imod hans brystben som riffelkugler. Han bliver kastet tilbage i stolen.

„For deres skyld?“ sagde han forvirret.

„Du dræbte denne dreng fordi du ikke brød dig om den tanke at disse mennesker vidste dette om dig. Du dræbte ham fordi det er den ene ting ved dig selv som du hader, og du tror at andre vil gøre det samme. Og du har i den grad taget fejl.“

Han hulker. Jeg klapper ham på ryggen.

„Francisco,“ siger han, „hvor ville jeg være uden dig?“

„Et meget lykkeligere sted,“ svarer jeg.

Det var ikke så svært at komme af med liget. Vi bar det ud i hotellets have klokken tre om morgenen og smed det over muren. Vi lagde det i en bil, vi kørte det ud til klinterne uden for byen og smed det i havet. På vejen tilbage til byen sad Ramón og stirrede ind i vinduesruden, hensunket i fuldstændig tavshed, en mand der var ved at indstille sig på en forandret verden hvor intet, på grund af et øjebliks blindhed, nogensinde vil blive det samme igen. Hvis man er nødt til at dræbe. Hvis der ikke er noget at gøre. Så dræb altid med øjnene vidt åbne.

Falcón lod de fotokopierede ark falde fra sit skød. De spredtes over gulvet. Hans tanker hypnotiserede ham, bekræftelsen af at drabsmanden havde adgang til hans fars dagbøger og nu hvor han havde fået de seneste oplysninger fra El Zurdo, var han klar over at det måtte have været en af de kunststuderende som hans far havde ladet bo i huset for at afhjælpe sin ensomhed.

Bellas Artes måtte være lukket. El Zurdo var ikke til at komme i kontakt med. Han bladrede i sin fars adressebog og fandt navnet på en universitetsansat opført med privatnummer. Han ringede, men der blev ikke svaret.

Han tænkte på Raúl Jiménez og den afsløring der havde afbrudt venskabet med hans far. Han fandt det usandsynligt at hans far ville undlade at omtale noget sådant i sin dagbog, men det var sket på en dato efter at dagbogen sluttede med hans fars erklæring om sin totale kedsomhed.

Javier skubbede stolen tilbage og løb op ad trappen. Han standsede og gik ad svalegangen hen til døren ind til atelieret hvor han stoppede op. Han stirrede på fontænens sorte pupil nede i patioen. En tilsyneladende uvedkommende tanke var slået ned i ham. Et af sagens ubesvarede elementer var hvad Sergio havde vist Raúl Jiménez. Hvor havde han sine billeder fra? Salgados rædsler havde været nemme at slå ned på. De havde fundet kisten på loftet og de nødvendige billeder og soundtrack, men med Raúl Jiménez var de aldrig nået så langt. På trods af endeløse forespørgsler i Mudanzas Triana var det ikke blevet sandsynliggjort at nogen af Jiménez’ langtidsoplagrede effekter var blevet rørt.

Han skubbede sig væk fra muren uden for atelieret og gik ind ad døren. Han fandt den sidste dagbog i lagerrummet. Og der var det, en halv snes sider efter det han havde taget for at være sidste indførsel i bogen.

13. maj 1975, Sevilla

Jeg er så rasende at jeg er nødt til at gå til skrifte igen i håb om at det vil kunne berolige mig.

Derefter berettede han den historie han havde hørt af El Zurdo, og sluttede med linjen:

Jeg kan ikke begribe hvad der har fået ham til at fortælle mig dette nu, og dette råber jeg til ham da jeg stormer ud af restauranten, ud på gaden. Han siger til min ryg: „Havde det ikke været for mig, ville du have malet vinduer i Triana nu.“ Det var en enorm og velkalkuleret fornærmelse som han vil få en passende straf for.

17. maj 1975, Sevilla

En tilføjelse til mit sidste raseriudbrud. Jeg har opdaget at straffen allerede har ramt min gamle ven R. Det ser ud til at hans yngste søn døde i Almería, hans kone begik selvmord ved at kaste sig i Guadalquivir her i Sevilla, hans datter Marta er endt på en sindssygeanstalt i Ciempozuelos og hans ældste søn bor i Madrid og taler ikke længere til ham. Hvad jeg end havde tænkt mig, blegner i sammenligning med denne serie af kalamiteter. Jeg tror nu at han kun sagde som han gjorde, for at komme af med mig. Jeg var blot endnu et levn fra den pinefulde tid.

Falcón bladrede gennem de tomme sider til bogens sidste blad. Han vendte tilbage til den sidste indførsel og læste den igen. Ciempozuelos blev siddende i hans tanker. Sergio ville have kendt til alt efter at have læst disse ord – hele familietragedien – og der var en åbning for ham: Marta i Ciempozuelos. Men Marta kunne knap nok tale. Falcón gennemgik i tankerne sit besøg på institutionen. Martas sår der blev forbundet af en læge. Ahmed der kørte hende tilbage på afdelingen. Hendes opkastninger efter faldet. Ahmed der gik ud for at hente rengøringsvognen. Og så så han den igen, så klart og tydeligt som et kreativt indfald: metalkufferten under Martas seng.