32

Søndag den 29. april 2001,
Falcóns hus, Calle Bailén, Sevilla

Ahmed havde aldrig fortalt ham hvad der var i kufferten. Falcón så på sit ur. Klokken var 22. Han gik ned til sit arbejdsværelse, fandt sin notesblok og bladrede frem til det sted hvor han havde skrevet navnet på Martas læge – Dra. Azucena Cuevas. Han ringede til hospitalet i Ciempozuelos. Dra. Cuevas var nu kommet tilbage fra sin ferie og ville være på vagt om morgenen. Falcón talte med natsygeplejersken på Martas afdeling, forklarede sit problem og fortalte hvad han gerne ville se. Sygeplejersken sagde at den eneste gang Marta tillod nogen at tage kæden med nøglen af hende, var når hun tog sit daglige brusebad, og at hun ville forelægge Dra. Cuevas hans anmodning næste morgen.

Falcón havde taget en sovepille for meget og sov over sig. Han nåede på et hængende hår med AVE-toget klokken 12 til Madrid, og da det var mandag, var toget fuldt af rejsende. Han havde fået jakkesæt på igen, havde sin regnfrakke over armen og sin ladte revolver i hylsteret. Han ringede til Dra Cuevas fra toget. Hun gik ind på at udsætte Martas daglige brusebad indtil om eftermiddagen.

Fra Estación de Atocha tog han en taxa direkte til Ciempozuelos, og klokken 15.30 sad han i Dra. Cuevas’ kontor og ventede på at rengøringskvinden skulle komme med Martas kuffert.

„Hvad ved De om hendes plejer – Ahmed?“ spurgte Falcón.

„Intet om hans private liv. Hans arbejde er fremragende, han er i besiddelse af en nærmest uendelig tålmodighed. Han hæver aldrig stemmen over for disse stakkels mennesker.“

Kufferten ankom, og et øjeblik efter bragte en kvindelig plejer Martas kæde med nøglen og amuletten. De åbnede kufferten. I den lå et lille helgenskrin til Arturos minde. Låget var dækket med fotos. Der var et hjemmelavet fødselsdagskort med en tegning af en tændstikdame med øjnene uden for hovedet, strithår og Martas navnetræk i barnlige bogstaver. I kufferten lå også små legetøjsbiler af metal, en grå barnesok, et gammelt stilehæfte og nogle farveblyanter med tandmærker i begge ender. Nederst i kufferten lå to ruller 8mm film, præcis magen til dem de havde fundet i Mudanzas Trianas pakhus. Han holdt en af filmstrimlerne op mod lyset. Der var Arturo i armene på sin søster. Han lagde det hele væk, lukkede kufferten og låste den. Han knipsede amuletten åben. Den indeholdt en enkelt krøllet lok af brunt hår. Han rakte kæden tilbage til plejeren. Rengøringskvinden bar kufferten tilbage til afdelingen.

„Hvor er Ahmed nu?“

„Han lufter to patienter i haven.“

„Han må ikke få at vide at jeg har været her.“

„Det bliver måske ikke så nemt,“ sagde Dra. Cuevas. „Folk snakker. Der er ikke andet at lave her.“

„Har der nogensinde været ansat en kunststuderende på Martas afdeling?“

„For nogen tid siden lavede vi et tre måneders eksperiment med kunstterapi,“ sagde Dra. Cuevas.

„Hvordan fungerede det?“ spurgte Falcón. „Hvem var kunstterapeuten?“

„Det var noget vi lavede i weekenderne. Ulønnet arbejde. Det var bare for at se om patienterne reagerede på en kreativ aktivitet der måske kunne minde dem om deres barndom.“

„Hvor kom kunstnerne fra?“

„Et af hospitalets bestyrelsesmedlemmer er filminstruktør. Han rekrutterede folk fra sit produktionsselskab med en baggrund i kunstverdenen. De var alle sammen ganske unge.“

„Er der skrevet noget ned om hvem de var?“

„Selvfølgelig er der det. Vi betalte deres rejseudgifter.“

„Hvordan blev de betalt?“

„En gang om måneden med en check, så vidt jeg ved,“ sagde hun. „Men De må have fat i regnskabsafdelingen hvis De vil have detaljer om det.“

„Kan De huske nogle af navnene på de mænd der hjalp med de kurser?“

„Kun deres fornavne – Pedro, Antonio og Julio.“

„Var der en Sergio?“

„Nej.“

„Jeg går hen og taler med regnskabsafdelingen.“

Dra. Cuevos havde ret. Der havde været en Pedro og en Antonio, to gode spanske navne. Det var det tredje navn som sekretæren i regnskabsafdelingen gav ham, der fangede hans interesse, fordi det fulde navn var Julio Menéndez Chefchaouni.

Klokken var 21 da han kom hjem til Calle Bailén, og da han åbnede døren, sparkede han endnu en pakke hen over gulvet. Igen ingen adresse. På forsiden stod der nummer tre.

Han var udmattet. Han lagde pakken ind i sit arbejdsværelse. Telefonsvareren blinkede. Der var en besked fra Comisario Lobo der oplyste et privat telefonnummer. Han havde ikke overskud til at ringe og tog et brusebad i stedet.

Køkkenet forsynede ham med brød og chorizo som han skyllede ned med rødvin. Han tog noget is med op i sit arbejdsværelse og fandt en flaske whisky i spiritusskabet. Han fyldte et par fingerbredder i et glas med isterninger. Han strakte sig før han satte sig og tænkte at for første gang var det lykkedes ham at komme et skridt foran Sergio. Han fulgte ikke i hans spor længere, han kredsede om ham. Han åbnede pakken. Det var flere fotokopierede sider af hans fars dagbøger.

1. juli 1959, Tanger

Jeg har fået et nyt legetøj: en kikkert. Jeg sidder på verandaen og ser på folk på stranden og tegner skitser af deres kroppe, uafvidende stilleben. Jeg opdager at jeg ikke er så tiltrukket af de unge smidige kroppe som af det forfald i geografien som ses hos de gamle og slappe. Jeg tegner dem som landskaber – skråninger, forbjerge der griber ind i hinanden, højderygge, sletter og det uafvendelige mudderskred. Mens jeg træner mit nye fjerntskuende blik ved at spejde hen over stranden, får jeg øje på P. og børnene. Min familie leger. Paco og Mercedes er ved at opføre en slags gaudisk borg mens Javier irriterer P. som tager ham med ned til vandet. P. går mens Javier løfter benene højt for at vade igennem det lave vand med sin mors hånd i sin. Jeg opsluges helt af dette hverdagsagtige syn som er mere vidunderligt på grund af deres uvidenhed om at jeg ser dem, indtil P. standser, og Javier stikker i løb og bliver løftet op af en fremmed som kaster ham op i luften og sætter ham ned igen. Javier stamper med fødderne for at kræve mere, og den fremmede bøjer sig og kaster ham og sætter ham tilbage i sandet. Manden er marokkaner og midt i trediverne. P. går hen mod ham, og jeg kan se at hun kender denne mand. De taler sammen i nogle minutter mens Javier laver små dynger af sand hen over den fremmedes fødder, og P. går derfra, slæbende på Javier som vender sig og vinker til manden. Jeg stiller atter skarpt på marokkaneren som står med hovedet løftet mod solen. Han ser på P. og drengen indtil de smelter sammen med menneskevrimlen på stranden. Jeg ser beundring i hans ansigt.

1. november 1959, Tanger

Den første regn falder, og der er ingen på stranden. Der er kun få mennesker i byen. Havnen er tom. I sidste måned blev Mohammed den 5.s dekret der gav Tanger særstatus, ophævet. Café de Paris er tom bortset fra et par stykker der sidder og mukker og kaster skylden for den seneste udvikling på Casablancas forretningsliv der altid har været misundelig på Tangers fordel. Jeg går ind i medinaen og sætter mig under de dryppende altaner ved Café Central hvor de nu kun serverer dårlig kaffe eller myntete. Jeg mærker at jeg bliver betragtet hvilket er usædvanligt da det plejer at være mig der er i betragterens rolle. Mit blik glider hen over de turbanklædte hoveder, burnuserne der er lukket helt op til mændenes hager, tøflerne der klaprer med hærdede lædersåler, indtil jeg får øje på den mand der talte med P. på stranden. Han har en blyant i hånden. Vores blikke mødes, og jeg kan se at han ved hvem jeg er. Han går et øjeblik efter. Jeg spørger tjeneren om han kender ham, men han har aldrig været her før.

R. meddeler mig at han flytter igen. Abdullah Diouris brev påvirker ham stærkt.

3. december 1959, Tanger

M. skriver og er meget deprimeret. M.G.s mavesmerter er blevet diagnosticeret som leverkræft, og ingen kirurg i verden er parat til at operere ham. Det lyder som om han vil dø i løbet af nogle få måneder, måske snarere uger. Hun er virkelig faldet for M.G., og jeg ved at dette må være brutale nyheder for hende. Hun spørger til Javier, endnu et menneske der har ramt hende i hjertekulen. Hendes brev gør mig nostalgisk ved tanken om hvordan P. og jeg engang havde det. Tanken får mig op af stolen, og jeg traver rundt i rummet. En fremmed er trængt ind i mit hoved. Jeg roder efter løgnen og finder ansigtet på manden fra stranden Jeg ved at jeg ikke vil få ro i sindet før jeg ved hvem han er.

7. april 1960, Tanger

Jeg arbejder ikke længere. Jeg kan ikke. Min hjerne har intet holdepunkt. Jeg kan næsten ikke udholde at være i atelieret. Jeg vandrer rundt i byen og medinaen og ser på ansigter, spejder og prøver at finde den fremmede. Han er min nye besættelse. Jeg lever i mit hoved som fungerer efter medinaens bizarre logik, men det eneste jeg finder, er blindgyder.

10. maj 1960, Tanger

Jeg havde næsten opgivet håbet da jeg, en dag da jeg kom spadserende ad Boulevard Pasteur, føler mig sært tiltrukket af en genstand i vinduet ved en af turistbutikkerne, en skulptur af udskåret ben. Da jeg løfter blikket fra figuren, ser jeg den fremmede fra stranden arbejde inde i butikken. Først tror jeg at det er hans butik, men så ser jeg at en gammel mand passer kassen. Jeg går derind, ignorerer den fremmede der er ved at betjene nogle turister, og spørger den gamle mand om skulpturen i vinduet. Han fortæller mig at hans søn har lavet den. Jeg er imponeret og beder om hans navn, og han fortæller mig at han hedder Tariq Chefchaouni. Den gamle mand fortæller at hans søn har et værksted i udkanten af byen, på vejen til Asilah. Mens vi taler sammen får jeg øje på en lille kurv med billige ringe ved siden af kasseapparatet. Fire af dem er terninger af agat monteret på enkle sølvringe. Nu forstår jeg P.s forbavselse – eller var det frygt?

Da han læste navnet første gang, rejste Falcón sig og gik en tur rundt i sit arbejdsværelse med hårdt knyttede næver. I morgen ville han have drabsmandens personnummer og en adresse. Han drak mere whisky og fyldte glasset på ny.

2. juni 1960, Tanger

Brev fra M. der fortæller at M.G. er død efter at have levet to måneder længere end forventet. Hun er fortvivlet. Jeg skriver et kondolencebrev til hende og beder hende om at komme til Marokko, forlade byen, komme væk fra det sted der nærer hendes sorg. Det er egoistisk af mig. Jeg har brug for hendes selskab. P. og jeg går omkring hinanden som fremmede, eller snarere med en fremmed imellem os. Jeg burde spørge hende om Tariq Chefchaouni. Som hendes mand burde jeg forlange at få at vide hvem hun talte med på stranden. Men det gør jeg ikke. Hvorfor ikke? Jeg roder i min erindring, leder efter grunde og finder ingen, ud over at jeg føler at jeg måske er bange for hvad det ville føre med sig. Er dette muligt for en som mig, en veteran fra Krasni Bor? Men dette er ikke fysisk frygt. Jeg er bange for at komme til at røbe min sårbarhed. Jeg er chokeret over at erfare at det alt sammen er begyndt sidste sommer, og at jeg har været plaget af det gennem et helt år.

3. juni 1960, Tanger

Jeg går tilbage til Boulevard Pasteur og står uden for butikken og venter på at den unge mand skal gå. Jeg går ind og spørger hans far hvor meget han skal have for skulpturen i vinduet. Han siger at den ikke er til salg (en teknik jeg genkender), og vi købslår om den. Jeg spiller spillet dårligt fordi jeg er for bekymret for at T.C. skal komme tilbage. Jeg betaler 30 dollars hvilket lyder som en fantastisk sum, indtil jeg får skulpturen med tilbage til mit atelier og ser at det er et virkelig fantastisk værk. Der er en lammende skønhed over linjer og former som modsvares af det makabre materiale skulpturen er udført i. Den siger noget flertydigt om dette at være menneske. Jeg begynder at få den tanke at den gamle mand ikke har udvist snedighed, men snarere gjort noget utilgiveligt.

18. juni 1960, Tanger

Sådan et menneske er jeg. Det er P.s fødselsdag. I stedet for at give hende det sædvanlige smykke pakker jeg benskulpturen ind. Jeg beder hende komme hen til atelieret først på aftenen og serverer champagne på verandaen. Det er stadig lyst og meget varmt, og en let brise blæser ind fra havet. Øjeblikket er perfekt da jeg giver hende gaven. Hun er ivrig fordi jeg plejer at give hende en lille æske, aldrig noget der er 40 centimeter højt. Hun flår papiret af som en lille pige. Jeg betragter hende som en ulv og ser det så snart hun har fået papiret af og er inde ved benet. I en brøkdel af et sekund knækker hendes ansigt i to stykker. Hendes øjne bliver store og står ud af ansigtet. Hun genvinder selvkontrollen. Vi vender tilbage til champagnen. Himlen mørkner. Jeg er bevidst om at hun ser på mig som om jeg er et underligt dyr der har antaget menneskeskikkelse, men været uforsigtig med forklædningen så en pelsklædt hov stikker frem. Jeg har hvad jeg vil have. Hun har hvad hun begærer. Skulpturen står på hendes toiletbord.

Brev fra M. som meddeler at hun er blevet forsinket af et retsligt opgør. Børnene af M.G.s tidligere ægteskaber mener øjensynlig ikke at hun har fortjent halvdelen af hans formue.

3. august 1960, Tanger

Jeg finder T.C.s værksted og får at vide at han aldrig er der om sommeren. Huset ser ikke ud til at bestå af mere end to værelser med en have bag. Det står alene, uden at hænge sammen med nogen anden bygning, så det er ikke en del af et privat hjem. Jeg kommer tilbage om natten og venter og holder vagt. Der er stille. Jeg kommer igen næste nat og sniger mig over muren ind i den frodige have der lugter af fugtig muld. Midt i den er bygget en stor murstenscisterne som er fuld til kanten af vand. Låsen på bagdøren er meget løs efter sommeren og døren er nem at åbne. Indenfor ligger en halmmadras på en træpalle, og der står en kalabas i et hjørne, ellers ingenting. Jeg tøver da jeg når døren til det næste rum, som om jeg har en forudanelse om at mit liv vil blive ændret for altid hvis jeg går over tærsklen. Rummet er hans atelier. Det er fuldt af remedier ligesom mit eget atelier. Min lommelygtes skær glider over arbejder i jern, stenskulpturer, udskårne hornfigurer og smykker indtil det falder på kanten af et maleri.

Jeg retter lygten imod det og tiltrækkes af det som om jeg falder på min egen sværdklinge. For enden af rummet hænger tre abstrakte nøgenstudier. At se dem gennem den insektfyldte lyskegle er ikke ideelle betingelser for beskuelse af den slags værker, men selv i dette elendige halvmørke er deres kvalitet åbenbar. Selv om det er abstraktioner, er jeg omgående klar over at modellen er P. Jeg knuses under den vægt det er at se dem. De er perfekte og smukke udviklinger af de kulskitser jeg lavede af P. for femten år siden. Varme tårer triller ned ad mit ansigt da den tanke rammer mig at dette skulle være mit arbejdes retmæssige mål.

På bordet ligger en skitsebog som jeg ikke kan lade være med at bladre i. Tegningerne er af den højeste kvalitet. Der er detaljestudier. En hånd, en ankel, en hals, store, tunge bryster, balder, en midje og en mave. De er forheksende. Så kommer jeg til mit eget ansigt, genialt skitseret med hurtige streger. Jeg finder udviklinger af portrættet. Karikaturer. Hæsligere og hæsligere indtil jeg, på arkets nederste højre hjørne er et dyr, et tegneseriemonster. Min hånd skælver af vrede. Hans vision giver mig retten. Jeg er nu i stand til alt.

30. oktober 1960, Tanger

Sommeren er forbi. Turisterne har forladt os. Jeg forlader huset og venter på P. på markedet. Hun går gennem Petit Soco til taxaerne ved Grand Soco og sætter sig ind i en gammel Peugeot. Jeg følger efter i den næste taxa og tilbyder hele tiden chaufføren flere dirham mens jeg dirigerer ham af sted. Peugeoten standser ved T.C.s værksted. Hun stiger ud og bliver budt indenfor. Jeg siger til taxachaufføren at han skal vente på mig. Jeg klatrer over havemuren. Døren til soveværelset står åben. Jeg kan høre T.C. tale og P. der ler inde fra atelieret. Døren står på klem. Jeg ser hende nøgen da hun træder ud af sine trusser og går hen til et krøllet lagen der ligger på gulvet. Hun knæler med ryggen til T.C. hvis kjortel allerede viser det latterlige tegn på ophidselse. Han arbejder først med blyant. Han har en måde at arbejde på, som om han lægger hele kroppen i hver en linje. Linjerne bliver til i balletagtige sving, som om han danser arbejdet ud af sig selv og ned på papiret. Han tegner tre ark og beder så P. om at skifte stilling. Han går om bag hende og samler hendes hår op og fæstner det med en af sine pensler. Så går han om foran hende og skubber hendes skuldre bagud så der dannes en forhøjning ned langs ryggen. P. ser hans ophidselse, og med instinktiv intimitet skubber hun hans kjortel op og kærtegner ham indtil han skælver. Hun sænker sit hoved ned til ham, og han gisper. Hun fører en hånd op til hans balder og trækker ham ind mod sig. Hans hænder skælver på hendes skuldre, og han udstøder et skrig som et barn der bliver vækket om natten. Hun drikker af ham. Jeg vender mig og går.

Jeg kører tilbage til atelieret i taxaen og tager en pensel i hånden for første gang i flere måneder. Der står fem blanke lærreder som jeg fæstner på væggen. Jeg finder den sorte farve. Jeg tager en blyant i hånden. Min hjerne er som stål. Tankerne roterer som riffelkugler gennem trange kanaler, og i løbet af nogle få minutter har jeg lavet skitsen til en fuldkommen obskøn tegning af P. omgivet af afskyvækkende brunstige satyrer. Jeg maler med energi og ondskab, men med klarhed og præcision og på en sådan måde at da jeg tager lærrederne ned, ser beskueren intet andet end fem sorte og hvide, nonfigurative lærreder. Min hævn kan kun tage form med præcis konfiguration.

3. december 1960, Tanger

Jeg arbejder ikke. Jeg ser kun. Mit øje hviler udelukkende på to menneskers kærlighedsaffære. Jeg er blevet kold som is. Min hjerne arbejder med en klarhed som et råb over en stille, snedækket steppe. Jeg har kortlagt T.C.s vinterrutine. Han vågner sent, altid efter middag. Han går hen på en lille café og spiser morgenmad og drikker te. Han ryger tre eller fire cigaretter. Om eftermiddagen tager han sjældent tilbage til værkstedet. Somme tider tager han hjem til sin familie. Han har kone og tre børn, to drenge og en pige i alderen fra fem til otte år. Andre dage går han på stranden. Han er glad for det dårlige vejr. Jeg ser ham fra mit atelier, nede på stranden i vind og regn og med armene strakt ud som om han byder elementernes rensende kræfter velkommen. Om natten arbejder han. Jeg har set ham. Han er så opslugt af arbejdet at han ikke opdager noget. Somme tider arbejder han nøgen selv om det er bidende koldt. Det hænder at han dumper om på gulvet i atelieret, bogstaveligt talt udmattet. Han har afsluttet arbejdet på et fjerde nøgenstudie. P. der knæler. Det er et fænomenalt værk. Et vidunder i formens mystiske simplicitet, men med den samme kvalitet der kendetegner de første tre – glæderne og farerne ved den forbudne frugt.

28. december 1960, Tanger

Det er en bidende kold nat, måske den koldeste jeg har oplevet i Tanger. Vinden hyler ind fra nordvest og har Atlanterhavets kulde med. Jeg går gennem den tavse by. Ikke engang hundene er ude. Det er en lang tur til T.C.s atelier, og det tager mig mere end en time at tilbagelægge den. Jeg tænker ikke, men klatrer over væggen på mit sædvanlige sted (Jeg har fundet et sted hvor jeg lander på en sti i stedet for i den bløde jord hvor mine fodaftryk ville kunne ses). Jeg går ind i soveværelset og hører hans fødder bevæge sig over gulvet, og jeg ved at han arbejder. Jeg træder ind i atelierets lys. Der er varme fra et fyrfad i et hjørne. Han fortsætter med at arbejde. Jeg går hen mod hans ryg. Musklerne er spændte bag kjortlens stof. Jeg standser meget tæt på ham, og stadig bemærker han det ikke. Han lægger maling på lærredet i så tykke lag som var det kød på knogler. Jeg ånder ham i nakken, og han bliver stiv som sten. Han vender sig ikke. Han kan ikke få sig selv til at vende sig.

„Det er mig,“ siger jeg.

Han vender sig. Hans øjne ransager mine for at finde en grund, og da det viser sig frugtesløst, medlidenhed. Jeg har intet behov for eller begær efter verbal oprejsning, så min hånd langer ud og rammer ham over halsen med så brutal kraft at der lyder et højt smæld. Penslen og paletten falder ud af hans hænder. Han synker i knæ. Jeg hører hans desperate forsøg på at trække vejret gennem det knuste strubehoved. Jeg går om bag ham og holder ham for munden med den ene hånd mens jeg presser hans næse sammen med den anden. Al kraft er blevet slået ud af ham af mit første slags voldsomhed. Først da døden fylder hans hjerne, skyder en overlevelsesrefleks gennem hans arme, men det er alt for sent. Jeg holder ham fast og slukker den sidste, sitrende flamme af hans liv. Jeg lægger ham med ansigtet nedad på gulvet. Jeg tager de fire nøgenstudier ned, fjerner blændrammerne og ruller dem sammen. Jeg lægger dem på gulvet. Jeg tager en fem liters dåse med mineralsk terpentin og hælder det ud over gulvet og over T.C.s slappe krop. Der er også vegetabilsk terpentin og finsprit. Jeg smider en tændt tændstik og går. Jeg går tilbage til mit atelier. Jeg gemmer lærrederne under taget over min seng. Jeg lægger mig. Mit arbejde er afsluttet, og søvnen kommer let til mig.

Javier drak det sidste whisky i glasset. Mens det uhyrlige omfang af det han havde læst, var vokset ud af siden og havde fyldt hele rummet med dets svulst af hæslighed, havde han fyldt sit glas om og om igen indtil han var fuld. Hans tidligere fornemmelse af triumf var forsvundet. Hans ansigt føltes som slap gummi. Hans fødder var dækket af de fotokopierede ark der var faldet ud af hans stadig svagere hænder. Hans hoved sank ned mod hans skulder. Hans hals rettede sig ud med et knæk da hans reflekser skyede søvnen og det den ville bringe ham, men han havde mistet al modstandskraft; udmattelsen vandt, hans sind og krop var fuldstændig brugt op.

Hans drøm handlede om ham selv der sov, men ikke som voksen, som barn. Hans ryg var varm, og han var i sikkerhed under myggenettet. Han var i den halvt sovende tilstand hvor han vidste at varmen på hans ryg var solen, og at han gennem sine halvt lukkede øjne kunne se det lille krater han havde lavet med fingerneglene i den hvidkalkede mur lige ud for hans ansigt. Han mærkede barndommens sprællende lykke komme op fra maven da han hørte sin mor kalde på ham:

„Javier! Javier! Despiértate ahora, Javier!“

Han vågnede straks for han vidste at hun måtte være på hans værelse, og han ville blive lykkelig og elsket.

Men det var hun ikke. Hvad det end var der var der, så rullede det forbi hans synsfelt indtil han fik det i fokus. Han var tilbage i sit arbejdsværelse. Han sad i sin stol, bortset fra at det ikke var hans normale stol. Det var en af de højryggede stole fra spisestuen, og han kunne ikke bevæge sig frem i den, for et eller andet skar sig ind i hans hals, hans håndled og ankler. Hans fødder var nøgne og kolde på flisegulvet.