33

Mandag den 30. april, 2001
Falcóns hus, Calle Bailén, Sevilla

Der lå intet på skrivebordet foran ham. Billederne var blevet taget ned fra væggen.

„Er du vågen, Javier?“ sagde en stemme bag ham.

„Jeg er vågen.“

„Hvis du prøver at råbe, bliver jeg nødt til at kneble dig med dine sokker, så vær rar at beherske dig.“

„Jeg er forbi det punkt hvor jeg kunne føle trang til at skrige,“ sagde han.

„Er du?“ sagde stemmen. „Jeg kan se at du har læst. Blev du færdig?“

„Jeg blev færdig.“

„Og hvad synes du om den store Francisco Falcón og hans tro agent Ramón Salgado?“

„Det som du forventer at jeg synes.“

„Fortæl mig det. Jeg vil gerne høre det.“

„Jeg var lige begyndt at tænke at han var et uhyre … jeg havde fundet de fem rædselsfulde malerier i hans atelier … og nu … nu ved jeg det. Men jeg vidste ikke at han også var en bedrager. Det tilføjer … eller rettere, det fjerner den sidste dimension. Nu er han kun uhyre. Der er intet andet tilbage.“

„Folk er meget tilgivende over for genier,“ sagde stemmen. „Det vidste din far. Nu om dage kan man voldtage og myrde, men så længe man er genial, bliver det tolereret. Hvorfor tror du vi tolererer ondskab i et menneske med et gudbenådet talent? Hvorfor finder vi os i arrogance og ubehøvlethed hos en fodboldspiller, bare fordi han kan score flotte mål? Hvorfor accepterer vi fuldskab og hor hos en forfatter, så længe han giver os digte? Hvorfor vil vi voldtage, lemlæste og myrde for mennesker der kan nære vores illusion om at vi tror på os selv? Hvorfor lader vi genierne slippe af sted med det?“

„Fordi vi nemt kommer til at kede os,“ sagde Javier.

„Din far havde ret,“ sagde stemmen. „Du ser tingene anderledes.“

„Hvornår fortalte han dig det?“

„Et sted i en af dagbøgerne.“

„Til mig sagde han altid at jeg var velsignet med normalitet.“

„Det var fordi han havde en mistanke om noget.“

„Om hvad?“

„Det her er ikke den rigtige rækkefølge,“ sagde Sergio.

„Så fortæl mig hvad rækkefølgen er.“

„Hvor frygteligt et uhyre tror du din far var?“ spurgte stemmen. „Indtil videre ved vi at han var morder, pirat, depraveret hedonist, bedrager og tyv. Verden er fuld af den slags mennesker. De er ganske ordinære uhyrer, vil jeg mene. Hvad skulle der til for at gøre en mand til noget helt særligt?“

„Min far var karismatisk. Han var charmerende og åndrig, intelligent …“

„Man kan ikke gå ud ad sin dør med blodet dryppende fra læberne,“ sagde Sergio. „Man må have to ansigter, ellers slår samfundet ned på én med det samme.“

„Han forstod flertydigheden i at være menneske, at godt og ondt bor i os alle …“

„Det er en undskyldning, Javier,“ sagde stemmen. „Det var ikke det der gjorde ham til noget helt særligt.“

Hans hjerne skvulpede fra side til side i hans kranium mens han spændte musklerne mod de ledninger der holdt ham.

„Han krænkede uskylden,“ sagde Javier.

„Normalt.“

„Han misbrugte andres tillid.“

„Normalt, men tættere på,“ sagde manden. „Prøv at tænke på det mest usædvanlige, det mest uforståelige …“

„Det kan jeg ikke. Min hjerne fungerer ikke på den måde. Måske din gør. Du afslører mennesker og viser dem deres hemmeligste rædselsbilleder. Det er noget særligt.“

„Finder du mine handlinger uhyrlige?“

„Du har dræbt tre mennesker på den mest brutale …“

„Nej. Det har jeg ikke.“

„Så er du fra forstanden, og så kan jeg ikke tale med dig.“

„Ramón Salgado valgte at hænge sig, hellere end at lytte til sin musik.“

„Så du er uskyldig fordi du kun hjalp ham til at begå selvmord?“

„Raúl Jiménez vred sig ihjel.“

„Og hvad med den uskyldige Eloisa?“

„Årh, jeg fortrænger det sikkert bare … ligesom dig,“ sagde han.

„Det er samfundets skyld,“ sagde Javier afvisende.

„Spar mig for klicheerne. Jeg er ikke kommet for at høre din mening. Jeg vil have kreative ideer.“

„Du kommer til at hjælpe mig.“

„Hvem kender du som elsker eller elskede dig?“

„Min mor elskede mig.“

„Det er sandt.“

„Min anden mor elskede mig.“

„Hvor er det rørende at du ikke kalder hende din madrastra.“

„Og, hvad enten du kan lide det eller ej, så elskede min far mig. Vi elskede hinanden. Vi stod hinanden nær.“

„Gjorde I?“

„Det fortalte han mig. Han skrev det endda til mig i det brev der fulgte med dagbøgerne.“

Tavshed, mens horisonterne skiftede i hans hoved.

„Fortæl mig om brevet,“ sagde stemmen. „Jeg har ikke set det.“

Javier citerede brevet ordret.

„Hvor interessant,“ sagde han. „Og hvad får du ud af dette dokument, Javier?“

„Han havde tillid til mig. Han stolede mere på mig end på min storebror og min søster.“

„Det er interessant at han gjorde dig til den der skulle vogte og destruere hans værker,“ sagde stemmen. „Hvad tror du han tænkte på da han forestillede sig at du læste det brev i hans lagerrum, omgivet af disse jammerlige forsøg på at eftergøre min bedstefars værker?“

„Din bedstefar?“ sagde Javier for sig selv og mærkede sveden bryde frem i hårgrænsen og trille ned ad panden.

„Du nævnte ikke datoen på det brev,“ sagde stemmen. „Hvornår skrev han det?“

„Det var dagen før han døde.“

„Fantastisk timing.“

„Han havde allerede haft ét hjerteanfald.“

„Hvad med hans testamente? Hvornår var det dateret?“ spurgte stemmen.

„Tre dage før hans død.“

„Så den slags sammentræf er åbenbart ikke så usædvanlige.“

„Hvad er det du antyder?“

„Hvor blev din far fundet efter det andet hjertetilfælde?“

„Neden for trappen.“

„På det tidspunkt må han have vidst at hans dagbog var forsvundet, at han ville blive afsløret når som helst, hvilket ville gøre en ende på hans verden,“ sagde manden. „Hvor nemt var det så ikke at kaste sig selv mod det ueftergivende marmorgulv og overlade det hele i sin yndlingssøns hænder.“

Dette bragte Javier til tavshed. Presset voksede i ham, hans hukommelses gulv knagede under den gamle vægt.

„Det er sådan underbevidstheden fungerer. Den er langsom. Det er opslidende arbejde at bestige fortrængningens befæstede mure,“ sagde stemmen. „Men vi har ikke alverdens tid. Fortæl mig hvorfor du tror din far ønskede at du skulle læse de dagbøger.“

„Det ønskede han ikke. Det fremgik klart af brevet.“

„Hvad fremgik klart?“ sagde stemmen skarpt. „Mener du i fuldt alvor at han forventede af dig, en efterforsker hos politiet, at du skulle lægge brevet væk og fortsætte dit liv som om intet var hændt?“

„Hvorfor ikke?“

„Hør, Javier. Jeg skal sige det for dig. Det brev siger at du skal læse dagbøgerne. Og hvorfor ønskede han det?“

„For at … for at jeg kunne dele smerten ved hans hårde liv?“

„Er det en replik fra en film eller sådan noget? Noget sødt og sentimentalt fra Hollywood, måske?“ sagde stemmen. „Jeg vil ikke høre den slags her, Javier. Fortæl mig nu hvorfor – jeg lyder ligesom din far sammen med Salgado nu – fortæl mig hvorfor han ønskede at du skulle læse dagbøgerne.“

„For at jeg kunne lære at hade ham?“

„Du er ynkelig, Javier,“ sagde han. „Hvorfor tror du han roste dine evner som politimand i så høje toner og fortalte dig at de ville være nyttige i din søgen efter den manglende dagbog?“

Javier kæmpede voldsomt mod den tanke der netop var faldet ham ind. Selv nu klamrede han sig til sin tro. Det var alt hvad han havde tilbage. Det var en af de få søjler der holdt ham oppe. Hans fars kærlighed gennem treogfyrre år. Selv et uhyres kærlighed var svær at sige farvel til.

„Nu skal du få lidt hjælp, Javier,“ sagde han. „Jeg læser ikke det hele … kun de relevante afsnit. Er du klar?“

7. april 1963, NY

På vej til NY foreslår Salgado at jeg forud for afsløringen af det sidste Falcón-nøgenstudie skulle offentliggøre mine dagbøger. Jeg er ved at blive kvalt i min egen chokerede morskab ved tanken. Hvilket fantastisk fald fra tinderne det ville blive. Jeg ler hikkende og gispende. Det er Mercedes der har givet ham ideen. Jeg har set dem stikke hovederne sammen, og M. har ved flere lejligheder forskrækket mig ved at komme forbi når jeg sidder og arbejder på mine skriverier. (Hun har et par meget bløde og lydløse guldsandaler – jeg kommer til at sprede nøddeskaller på gulvet for at høre hende i tide.) Jeg svarer nej til Salgados forslag og gør det så eftertrykkeligt at hans fascination visner.

31. december 1963,

Tanger Jeg har været uforsigtig, og det har forandret alt. M. og jeg var i atelieret i går. Børnene legede nede på gaden og var så ivrige i deres leg at de ikke ventede på at komme ned på strandens bløde sand. Javier, der var desperat efter at følge med dem, faldt og slog sit hoved. Hans ansigt var helt indsmurt i blod. Jeg løb ud af atelieret, smed ham ind i bilen og kørte ham direkte til hospitalet hvor de gav ham et par sting i hovedet. Da jeg kom tilbage til atelieret, kunne jeg se at alt var forandret.

Hvad er det så der er forandret? Vi er stadig mand og kone, vi bor stadig i det samme hus, vi skal stadig holde nytårsfest i aften.

Da jeg kom hjem fra hospitalet, spurgte M. ikke med det samme til Javier som var derhjemme sammen med stuepigen. Hun stod ude på verandaen og så på mig som om jeg var en ulv på den anden side af en tilfrossen mark. Jeg gik hen imod hende og fortalte hende om Javier, som om jeg aflagde prøve. Hun gik uden om mig og ind i rummet. Jeg sagde at han var hjemme og gerne ville se hende. Hun løb praktisk taget hen mod døren. Vi kørte tilbage i isnende tavshed mens Paco og Manuela sloges på bagsædet. Hun gik ovenpå, og jeg gik op i atelieret.

Her er jeg endnu, fire og tyve timer senere. Jeg ser hendes skygge på loftet i Javiers værelse. Det er allerede mørkt. Det er kun et spørgsmål om timer før gæsterne kommer til middag. Senere skal vi ned til båden og se det britiske fyrværkeri i havnen. Jeg er næsten lammet af sorg. Jeg ser på hendes skygge som er forstørret fordi hun står med Javier. De kommer hen til vinduet og ser ud i den mørke patio mod figentræets blæksorte skygge. Jeg har tårer i øjnene, for jeg ved at hun er ved at sige farvel til Javier, at hun vil være min hustru ved dette selskab og derefter ikke mere. Hun rejser, og ved at rejse forråder hun mig. Jeg går op på mit værelse nu og tager min hvide smoking på.

5. januar 1964,

Tanger Jeg er ødelagt af træthed, men jeg må tvinge mig selv hen til det hvide papir, min uberørte skriftestol. Det er dét min dagbog er blevet. Jeg kaster op, og den skrækkelige kvalme ved min egen eksistens aftager. Om aftenen forud for selskabet var jeg ved at klæde mig på. Hun gik direkte ud på badeværelset som om hun ville gemme sig. Hun ventede på at jeg skulle gå, før hun skiftede til sin aftenkjole. Jeg gik ind for at se til børnene. Hun kom ikke ned før gæsterne ankom. Mit blik fulgte hende mens hun blandede sig med dem, indimellem mødtes vores blikke, og vi skyndte os at se væk. Middagen var en støjende og voldsom affære, men jeg oplevede den som et barn der gemmer sig under bordet. Efter måltidet samledes vi i hallen mens kvinderne tog deres frakker på, og pludselig stod Javier neden for trappen. M. bar ham tilbage til hans seng, og han skjulte ansigtet ved hendes hals. Vi forlod huset i én stor flok, M. ved Salgados arm. Champagnepropperne sprang da vi kom ned til yachten. Fyrværkeriet gik i gang og fik ende. Gæsterne begyndte at gå.

Jeg sagde til Ramón at jeg ville sejle ud i båden, og bad ham om at foreslå M. det. „Hun vil gøre alt for dig,“ sagde jeg. „Men hun kan nemt snakke mig fra det.“ Vi lagde fra en time senere. Det var stille og koldt, og halvmånen gjorde det endnu koldere. Vi drak champagne ved roret, og M. sad pakket ind i en frakke af polarræv. Stilheden på havet var forfærdelig. Så begyndte det pludselig at blæse, og Ramón der var fuld, gik under dæk. Jeg svingede båden rundt og satte kursen tilbage mod Tanger.

Endelig sagde M.: „Jeg forlader dig … det ved du godt nu, gør du ikke?“ Jeg spurgte hende hvor hun havde fundet dagbøgerne. Hun havde overtalt Javier til at fortælle hvor jeg gemte dem. Hendes ansigt var meget tæt på mit da hun talte, og hun tilføjede: „Din hemmelighed bliver mellem os.“ Hvis jeg havde overvejet det bare et eneste øjeblik, ville jeg ikke have kunnet gennemføre det, så jeg slog hende med knoerne i solar plexus, og hun sank sammen i min arm. Jeg skubbede hårdt til hende og sendte hende baglæns hen mod gelænderet der ramte hende under bagdelen. Hun tiltede over, og som i en komisk filmscene forsvandt hendes fødder i mørket. Plasket var uden lyd. Jeg så mig ikke tilbage. Havet voksede foran mig, og det var næsten storm da vi nåede til Tanger. Da vi sejlede ind i havnen, kaldte jeg på M. og Salgado at de skulle komme på dæk. Salgado dukkede op og så forsovet ud. Jeg sagde til ham at han skulle vække M., og han forsvandt under dæk. Et par sekunder efter kom han op igen og sagde at hun ikke var i sin kahyt. Vi søgte desperat på hele båden før vi så den frygtelige sandhed i øjnene og ringede til kystvagten. Vi fandt hende aldrig. Næste dag fortalte jeg Javier hvad der var sket. Han var knust.

Stemmen talte videre, men på afstand nu hvor Javier var tilbage i det øjeblik og på vej mod det rum der havde været hans fars atelier. Han var blevet kaldt derind for at få den frygtelige nyhed som allerede havde nået ham gennem de tykke kalkede vægge tidligere på morgenen. Et fugtigt halvmørke har fyldt huset, og det eneste han kan høre, er hans eget hjerte da han smutter igennem døren ind til sin far. Hans far kalder på ham, og han tror at han vil blive trykket ind til hans bryst og få kys oven på hovedet, men i stedet tager han ham ved armen og klemmer og vrider hans biceps så Javier må stå på tæer. Hans fars enorme ansigt og hoved kommer ned til Javiers. Han retter en finger mod Javiers øje som om det var en ladt pistol.

„Du ved godt hvorfor Mercedes ikke kommer tilbage, ikke også, Javier?“

Javier var tavs i sin dobbelte smerte: hans arm som faderen kneb, og det han kun kunne se som den frygtelige tomhed i det han frygtede mest.

„Det her er vigtigt,“ sagde jeg og trak ham ind mod mig så hans fortrukne ansigt var lige ud for mit. „Du må aldrig fortælle nogen hvor jeg gemmer mine dagbøger. Det er min hemmelighed. Det skal du huske … fra nu af, Javier, er der ingen dagbøger.“

På gangen uden for sin fars arbejdsværelse ser han ned på sin arm. Tårerne vælder op i hans øjne og triller rent og hurtigt ned ad hans glatte ansigt. Hans mund er tyk af spyt, og han ved at Mercedes aldrig kommer tilbage. Hendes duft skal aldrig mere komme til ham når han ligger under de stramme lagener. Hans små fingre skal aldrig røre hendes ører igen. Og det er hans skyld. Han skulle aldrig have fortalt hende det. Han stikker i løb, ned ad gangen, op ad trappen, ind på sit værelse, kaster sig på sin seng, men stadig bliver erkendelsens sorte tomhed hos ham sammen med smerten i hans brændende arm.

„Gør det tingene lidt klarere?“ sagde stemmen, og Javier havde en fornemmelse af puffen og masen som på en befærdet gade, indtil han brat vendte tilbage til virkeligheden og så på sin biceps som om han ville undersøge de blå mærker han havde fået for så mange år siden.

„Han elskede mig alligevel,“ sagde Javier, tvang ordene frem gennem spyttet i sin mund. „Han advarede mig bare, men han elskede mig endnu. Vi levede ikke alle de år sammen …“

„Du ønsker stadig ikke at tro det. Det kan jeg godt forstå, Javier. Det er svært at opgive noget … som det er svært at opgive selve livet … før det bliver fuldstændig uudholdeligt. Indtil ens handlinger bliver …“

„Hvem er du?“ spurgte Javier. „Hvem fanden er du?“

„Jeg er dine øjne,“ sagde stemmen. „Gennem mig vil du lære at se. Hvor modig er du, Javier?“

Han rystede på hovedet, ikke det mindste modig, stadig knust under vægten af at have Mercedes’ død på samvittigheden og rædselsslagen ved de nye muligheder, de friske rædsler, dem han kendte, men alligevel ikke kendte.

„Du er bange, Javier, er du ikke også? Du er bange for hvad du skal se?“

Hans ansigt skælvede under den stramme ledning.

„Hvad viste du de andre … Raúl og Ramón?“ spurgte Javier, desperat efter at udsætte øjeblikket. „Hvad kunne du vise dem der var så forfærdeligt?“

„Det må du vide nu,“ sagde stemmen. „Jeg viste dem ikke noget forfærdeligt. Ingen sultende gadebørn eller døde babyer. Ingen voldtagne piger eller strangulerede drenge. Den slags kan man se i nyhederne, i biografen, i ugeblade, på internettet og tv. Vi er blevet immune over for brutaliteten i de menneskelige vilkår. Intet kan skræmme os længere. Så du de billeder Ramón Salgado havde i sin computer? Så du hvad Raúl Jiménez underholdt sig med at kigge på mens han kneppede sin puta? Disse mænd var fuldbefarne i rædsler. Der var ikke noget jeg kunne vise dem i den genre.“

„Hvad viste du dem så?“

„Jeg viste dem den lykke de havde svigtet.“

„Lykke?“

„Arturo der legede på stranden med Marta. Hun kildede ham, ved du. Hun kildede ham indtil han ikke kunne holde det ud. Jeg lagde lyd på. Gjorde Manuela nogensinde det ved dig? Kildede dig næsten ihjel? Kildede dig indtil det ikke var kilderi, men tortur. Åh, vores hjerner laver de utroligste numre med os, Javier … efter årtiers fortrængninger.“

„Og Ramón? Hvad viste du Ramón? Hans lykkelige kone?“

„Jeg tror Raúl må have givet dem de optagelser i bryllupsgave. Det lykkelige nygifte par, Ramón og Carmen. Lyttede du til båndene?“

Javier nikkede.

„Der var et andet bånd som jeg tog med derfra. Det sluttede med at Carmen sang. Hendes stemme var ikke så god, men hun sang for Ramón … en kærlighedsarie. Ramón klappede da hun var færdig, og jeg kunne høre sindsbevægelsen i hans stemme. Jeg lavede lidt om på det. Der var ingen klappen … kun de sidste tre, desperate råb – ‘Ramón! Ramón! Ramón!’“

Javier gøs ved gruen i denne udsøgte tortur. Den dobbelte rædsel i det uigenkaldelige indgreb og de sidste øjeblikkes sand lykke, grusomt forvrænget af det manipulerede lydspor.

„Og mig? Hvad vil du vise mig?“ spurgte Javier, og frygten gjorde ham vred mens han prøvede at komme i tanker om hvornår han sidst havde været lykkelig. „Hvilken lykke har jeg svigtet?“

„Jeg vil give dig bind for øjnene et øjeblik,“ sagde stemmen. „Når jeg tager bindet af, får du det at se.“

En elastik slog imod hans baghoved, og det bløde mørke bag en foret maske sænkede sig. Der var smukt i det fløjlsbløde, quiltede mørke. Han tænkte at han ville blive herinde for evigt. Et eller andet blev placeret på hans skrivebord. Hans stol blev manøvreret fremad. Adrenalinen dunkede i hans krop. Den sydende paniks renhed kølede hans blod til æter. Han frøs og skælvede. Fingre tog masken af, og Falcón holdt øjnene lukket.

„Åbn øjnene, Javier,“ sagde stemmen. „Du ved bedre end nogen anden hvad der sker hvis du ikke åbner øjnene. Det er virkelig ikke noget spor frygteligt.“

„Jeg skal nok åbne dem. Giv mig bare et øjeblik.“

„Du ser det hver eneste dag i dit liv.“

„Du ved at det ikke er det der er på bordet,“ sagde Javier. „Det er det der er i mit hoved.“

„Åbn øjnene.“

„Det skal jeg nok.“

„Tiden er kort.“

„Jeg skal nok gøre det.“

„Jeg får dig til det. Du ved jeg får dig til det. Du ved hvordan jeg gør.“

Javier mærke sit hoved blive grebet i en bøjet albue og lagt bagover så hans hals blev strakt så voldsomt at han ikke kunne skrige. Han mærkede dets berøring. Det var som is. Den kolde brænden af det ufølsomme knivsblad. Varmen trillede ned ad hans kind, tykkere end sved eller tårer. Hans øjne åbnede sig da hans hoved tippede forover.

På bordet stod et enkelt glas hvid mælk. Han trak sig tilbage fra det, men det var for sent, billedet af det sad fast i hans hjerne som en glassplint. Han havde ingen som helst anelse om hvorfor han var så bange. Der fulgte ingen logik med den frygt der glimtede pulserende fra synaps til synaps, nerve til nerve, indtil hele hans krop gav efter i spasmer der fik stolen til at rokke.

Bindet blev skubbet ned og dækkede hans øjne, lukkede den latterlige realitet af mælkeglasset ude. En hånd greb fat i hans hår, en krop bøjede sig ind over ham.

„Træk vejret.“

Han indåndede lugten af vammel, kvalmende fylde. Svovlsmag sprang op i hans mund, og koldsveden brød frem over hele hans krop. Han kastede op.

Lugten forsvandt, glasset blev stillet tilbage på bordet. Manden blev stående ved siden af ham.

„Jeg vidste du ville være modig,“ sagde stemmen.

„Jeg føler mig ikke modig,“ sagde Javier, stadig gispende og hostende efter opkastningen.

„Hvad var det for en lugt?“

„Mandler og mælk,“ sagde han. „Hvorfra ved du at jeg hader mandler og mælk?“

„Hvem har du kendt som drak mandelmælk hver aften før hun gik i seng?“

„Jeg tror det var min mor.“

„Du ved det var din mor,“ sagde stemmen. „Hvem bar glasset med mandelmælk ind til hende hver aften?“

„Stuepigen kom med …“

„Nej, stuepigen lavede det til hende. Hvem bar det ind til hende?“

„Det var ikke mig,“ sagde han som et barn der nægter at være den skyldige. Den instinktive løgn. „Det var ikke mig. Det var Manuela.“

„Ved du hvorfor din far hadede dig?“

Javier hang ulykkeligt med hovedet. Han rystede det fra side til side, nægtede det, nægtede alt hvad der faldt ham ind.

„Hvorfor fik din far dig til at elske ham?“

„Jeg forstår dig ikke mere.“

„Rolig nu, Javier. Jeg vil læse en historie for dig, ligesom din far gjorde ved sengetid. Hvad for en vil du høre i aften? Jo, i aften skal det være: ‘En lille historie om smerte som skal blive din.’“

3. januar 1961, Tanger

I seks dage har jeg siddet foran P. og set hendes ansigt forvandles til aske. Kun børnene kan bringe en smule liv i hende. Jeg spørger hende hvad der er i vejen, og hun svarer det samme hver gang: „Nada, nada.“ Jeg går forbi T.C.s værksted. Murene er intakte, døren er brændt væk, og der er intet tag. På T.C.s stamcafé hører jeg at der ikke vil blive foretaget nogen politimæssig efterforskning. Det var en tragisk ulykke. P. er begyndt at gå regelmæssigt til messe. Jeg ser ud over havet i min kikkert. Det er fladt og gråt som stål. Stranden er tom. Jeg ser havmågerne dykke.

12. januar 1961, Tanger

Det er Javiers femårs fødselsdag, og vi holder et lille selskab for ham. P. er i højt humør hele dagen. Jeg forbavses over hendes styrke. Jeg er eftermiddagens stjerne som uhyret fra dybet. Stimer af børn flygter skrigende fra mig. Indimellem fanger jeg et af dem og æder det med glubsk fornøjelse – den fnisende, sparkende masse af elastisk barnekrop – indtil en lille pige tisser i bukserne. Slut med uhyret. Børnene går tidligt i seng, og P. og jeg spiser til aften alene i den sædvanlige tavshed. Selv tjenestefolkene går som på glasskår. Måltidet overstås. Tjenestefolkene går hjem for at sove. Vi er alene. Jeg nipper til en cognac og ryger. Jeg kommer med mine sædvanlige bemærkninger om hendes adfærd på det sidste, og denne gang hamrer hun begge næver i bordet. Det er som et riffelskud. Hendes øjne bliver smalle, og hun læner sig ind over bordet og stirrer på mig.

P.: Jeg ved det var dig.

Jeg: Hvad?

P.: Jeg ved det er dig der er ansvarlig.

Jeg: For hvad?

P.: For hans død.

Jeg: Hvis død?

P.: Du er lige så kold som de landskaber du malede engang. De frosne ødemarker. Du har ikke noget hjerte, Francisco Falcón. Du er tom, du er kold, og du er en morder.

Jeg: Jeg har allerede erkendt min fortid for dig.

P.: Åh, må Gud tilgive mig, jeg skulle have hørt efter. Jeg skulle have hørt på min far. Jeg skulle aldrig have ladet dig lægge dine ishænder på mig. Du er et dyr. Du er det fuldendte uhyre. Jeg fik kuldegysninger ved at se dig sammen med børnene i dag, for det er dig, det er dét …

Jeg: Hvad er det du taler om, Pilar?

P.: Hvis du vil have det, skal jeg sige det op i dit åbne ansigt.

Jeg: Det vil jeg.

P.: Du myrdede Tariq Chefchaouni.

Jeg: Hvem?

Hendes foragt er næsten for massiv til at kunne være i lokalet.

P.: Du ved at jeg ikke er dum. Da du gav mig den ring, da du gav mig hans benskulptur … troede du ikke at jeg ville være ganske klar over hvad du gjorde? Men det standsede mig ikke, Francisco. Det ville aldrig have hindret mig i at nyde den sande lidenskab sammen med en mand der havde mere geni i et enkelt hårstrå, end du har i hele din tomme sjæl.

Ordene ramte mig som kølleslag, og hvert af dem fandt et vitalt organ eller led.

P.: Så sig mig, Francisco, hvorfor dræbte du ham? Jeg kan ikke tro det var fordi han … kneppede mig. Eller var det? Var det fordi han gav din kone nydelse mens du selv forlystede dig med den rige luder eller bedrev sodomi med unge drenge sammen med dit slæng fra Bar La Mar Chica? Var det dét? Hvornår elskede vi sidst med hinanden? Har vi nogensinde gjort det?

Jeg: Du går for vidt, Pilar.

P.: For vidt for dig? Det er dine børns mor der taler. Hun fortæller dig hvad du er. Du er bedragerisk. Du er sodomit. Nægt det!

Jeg: Du skal ikke tale til mig på den måde.

P.: Men det gør jeg, Francisco. Det kommer alt sammen frem. Alting … helt ned til den sandhed at du forlod din brud på bryllupsnatten for at bedrive sodomi med drenge sammen med ham den afskyelige personage … jeg kan ikke holde ud at sige hans navn.

Jeg: Hvem har fortalt dig det?

P.: Jeg hører alting. Jeg får det hele at vide. Jeg ved det hele, Francisco. Jeg ved endda hvorfor du giftede dig med mig, dit hjerteløse dyr.

Jeg: Hvorfor giftede jeg mig med dig?

P.: Fordi du troede at jeg kunne åbne for dit geni, at det ville strømme sammen med mig. Men geni, Francisco, er en gudgiven ting. Du fik tilbudet. Du fik et glimt af det. Du tog det. Og hvad gjorde du så med det? Du solgte det. Derfor vendte Gud aldrig tilbage til dig. Han så hvilken puta du er?

Jeg: Hold kæft! Hold kæft! Hold så kæft!

P.: No, no, no que no! Det er slut, Francisco Falcón. Du skal høre det hele. Du blev givet dit syn. Du fik et særligt syn. Du fik lov at se ind i tingenes kerne, og du behandlede det som småmønter. Da jeg kom tilbage til dig, åh, du var så ynkelig. Du var så taknemmelig. Din muse var vendt tilbage. Og du bad om at måtte se igen, men fordi du er den mand du er, kunne du ikke se ind. Du så kun overfladen. Og enhver kan male overflade. De kalker huse i medinaen hver eneste dag.

Jeg: Jeg vil ikke stå model til det her.

P.: Så bliv siddende. Men indrøm over for dig selv – selv om du ikke kan indrømme det over for mig – at grunden til at du myrdede Tariq Chefchaouni og ødelagde hans værker …

Jeg: Hold kæft, Pilar!

P.: … var at han, en eller anden fattig arabisk dreng fra Rif, fik succes hvor du havde fiasko. Han blev ganske vanvittig af raseri da han opdagede at hans far havde solgt hans benskultur. Han faldt først ned da han hørte at jeg havde den. Hans værker var ikke til salg. Det angik kun ham og hans Skaber. Sådan var hans principper. Sådan var hans moral. Man sælger ikke sit syn til højestbydende.

Jeg rejser mig på skælvende ben. Al min styrke søger ind i en form for centralt vredepunkt. Jeg er som en vulkan der forbereder sig på et udbrud. Jeg må støtte mig til bordet med begge hænder for at beherske mig. Hun læner sig ind over bordet mod mig, så vores ansigter er tæt på hinanden, og jeg kan se hendes tænders skarpe, hårde hvidhed. Hendes øjne brøler mod mig, brænder med grønne flammer.

Jeg: Hvad lavede hans skulptur så i et butiksvindue?

P.: Ingen er helt blottet for forfængelighed. Det er kun få der er helt opslugt af det.

Jeg slår hende. Jeg langer ud og rammer hende med håndryggen i ansigtet. Det er et frygteligt slag der sender hende igennem rummet, så hun kolliderer med væggen og falder ned på gulvet som et forvirret insekt. Hun kravler fortumlet hen i et hjørne og sætter sig der mens hun kommer til sig selv. Knoglerne i min hånd knager. Jeg føler mig fuldstændig morderisk og vild af vrede, men noget holder mig tilbage. P. rejser sig langsomt fra gulvet og støtter sig til den hvide væg hvis kalklag falder af i flager. Hun blinker og ryster på hovedet. Hun er fast besluttet.

P.: Jeg har en enkelt ting mere som det sultne dyr i dit hoved kan gnaske på. Du skal vide at du har myrdet faderen til dit sidste barn, og du vil aldrig blive tilgivet.

Hun går ud af lokalet. Min ophidsede hjerne har vanskeligheder med at dechifrere de komplekse ord der forekommer at bestå af tegn så skarpe som „X“, en hel kæde af dem der strammer om mit bryst som pigtråd der snøres omkring mig. Jeg er nødt til at sætte mig. En voldsom smerte vælter ned over mig. Mit hjerte trækker sig sammen som i krampe. Gennem det lammende skrig inde i mit hoved hører jeg hendes hæle forsvinde ad de terrakottabelagte korridorer. En dør smækker. En lås falder i hak. Jeg vil kalde hende tilbage så hun kan redde mig. Men jeg er alene med det forfærdelige der sker i mig, og som jeg ikke er sikker på at ribbenenes bur kan holde tilbage. Jeg klemmer øjnene sammen i en langvarig smertefuld grimasse. Jeg hulker, og gråden ender i et dybt ræb der fylder rummet med stanken af bitter chorizo. Lettelsen er øjeblikkelig. Døden udvandrer. Jeg forlader huset og går ned til atelieret for at sove. Jeg vågner om morgenen og er klar i hovedet og skriver dette som om det hele blot var en uhyggelig drøm. Jeg tror ikke på det hun sagde om Javier. Hendes giftige ord var det eneste forsvar hun havde mod mit spontane voldsudbrud.

13. januar 1961, Tanger

Jeg går tilbage til huset om eftermiddagen. Så snart jeg åbner hoveddøren, kan jeg lugte noget der brænder, eller rettere gammel røg, et slukket bål. Der er en sort plet i patioen, og vinden har sat sorte flager af brændt papir i bevægelse som en insektflok uden flugtvej. Jeg går ind i denne verden af møl, sorte fnug der sætter sig i mit kølige, men svedige ansigt. Jeg kan ikke komme på nogen grund til at der skulle være tændt bål herinde, før jeg får øje på en stump papir der er brændt sort langs kanterne. Jeg vender den og ser resterne af en kulskitse. Jeg går op på det værelse der tidligere var mit atelier. Jeg står foran kommoden hvis nederste skuffe er åben. De syv sidste tegninger af P. er forsvundet.

Jeg går amok og løber gennem huset og ind til døren til hendes værelse. Den er låst. Jeg kaster skulderen imod døren, og den flyver op. Værelset er tomt. Jeg tager benskulpturen og går direkte tilbage til mit atelier ved bugten. Jeg tager nogle hammere og går op på taget. Jeg smadrer skulpturen med en hammer i hver hånd. Jeg samler stumperne sammen, og med vild, afsindig styrke maler jeg dem i morteren. Jeg hælder knoglestøvet i en pose og går hen til en billig turistbutik hvor jeg køber en simpel lerurne. Jeg hælder støvet i den. Jeg tager den med hjem og stiller den på toiletbordet.

18. januar 1961, Tanger

Intet er blevet sagt. Den sorte plet i patioen er væk. Jeg ved ikke hvor urnen er. Den blev stående på hendes toiletbord et par dage og forsvandt så. Vi går omkring hinanden som om vi befinder os i hjertet af et imperium der er ved at styrte i grus, som om vi er kejseren og kejserinden og omgås med skumle planer for hinandens magt midt i det sidste forfald. Vi ved hvad der skal til. Mistro lurer i korridorerne. Vi tiltrækkes af hinandens selskab selv om vi begge finder ubehag i det, men må være i nærheden af hinanden for at se hvad den anden laver. Hun vil kun spise og drikke noget der er tilberedt af hendes riffiske tjenestepige. Jeg virker uinteresseret og indtager mine måltider i restauranten på Grand Hôtel Villa de France. Jeg holder øje med hendes rutiner og venter. Der er en historie fra det antikke Rom om en mand og en kvinde i præcis den samme situation som os. Konen så sin mand spise figner fra træet. Hun malede dem med gift og så ham dø. Det er ikke sæson for figner.

25. januar 1961, Tanger

Jeg sidder i atelieret. Det har taget mig hele dagen at finde det kræmmerhus af papir som jeg har foran mig. Jeg ryger og glatter papiret. Jeg fingererer ved de to glasampuller med cyanid som jeg fik af den legionær som jeg reddede fra kachotten. Jeg snuser til dem. Ingenting. Jeg husker at cyanid lugter som mandler.

2. februar 1961, Tanger

P. er gået i seng tidligere end normalt, og den riffiske kvinde kalder nu på et af børnene til at bære glasset med varm mandelmælk ind til hende. Paco og Manuela sender altid Javier som gerne påtager sig den lille pligt. Jeg ser til fra patioen. P. stiller mælken på sit sengebord og kysser Javier og giver ham et knus før hun sender ham i seng. Hun drikker mælken og slukker lyset.

Jeg spørger mig selv om det er dette jeg ønsker. At være hustrumorder. Har jeg ingen moral? Spørgsmålet virker ikke relevant. Presset kommer fra anden side. Nætterne bliver længere og længere, og mine tanker tilbringer længere tid i det ensomme mørke. Jeg ligger midt i mit atelier med moskitonettet over hovedet, og et billede fra den første tid i Rusland kommer til mig. Jeg ser Pablitos forræder over riflens sigtekorn. Jeg ser hendes bryst bevæge sig i hurtige åndedrag bag sigtehullet. Jeg ændrer mit sigte, og da ordren lyder, skyder jeg hende i munden. Hendes kæbe splintres. Jeg har mit svar.

5. februar 1961, Tanger

Jeg sidder under figentræet i patioen. Jeg har begge ampullerne med. Jeg ruller dem frem og tilbage på håndfladen. Jeg er ikke i hadets vold, men bevæget af det uundgåelige. Vi er ved et afgørende punkt. Der er ingen mulighed for at ændre udfaldet.

Jeg hører den riffiske kvinde kalde. Et øjeblik senere lyder Javiers bare fødder over terrakottafliserne. Jeg gemmer mig i et af værelserne ved gangen der fører hen til P.s værelse. Jeg hører Javiers pyjamasskridt nærme sig.

Igen blev Sergios stemme fjern mens ordene tumlede uigenkaldeligt videre. Javier ser ned ad sig selv på sine bare fødder på de rødbrune fliser og glasset med mandelmælk løftet op på højde med hagen. Han bider sig i læben for ikke at spilde en dråbe og farer sammen da hans far pludselig kommer til syne ud for hans skulder. Hans store ansigt dukker op ud af mørket så pludseligt at Javier er lige ved at tabe glasset, men så tager hans far det gudskelov fra ham.

„Det er bare mig,“ siger han og spærrer øjnene op mens han bevæger fingrene over glasset og mumler „Abracadabra.“

Han giver ham glasset tilbage.

„Så er det i orden,“ siger han og kysser ham oven på hovedet. „Kom så. Tag det. Pas på du ikke taber det.“

Javier knuger om glasset, og hans far klapper ham på skulderen, og hans fødder er i bevægelse igen hen over terrakottafliserne så konturerne af hvert et krater og hver en fuge laver aftryk i hans bare fodsåler. Han når døren, stiller glasset på gulvet; der skal to hænder til at trykke håndtaget ned. Han tager glasset og går ind. Hans mor ser op fra sin bog. Han lukker døren ved at gå baglæns ind i den indtil han hører klinken falde i hak. Han stiller glasset på sengebordet og kravler op til hende i sengen, og hans mor trykker ham ind til sin barm så han et øjeblik forsvinder i hendes natkjoles folder. Han mærker hendes hånd, hånden uden ringe, om sit stramme maveskind og hendes ånde og berøringen af hendes læber mod sit hoved, den kildende fornemmelse. Hun er varm, og bomuldsstoffet dufter af hende, og hun maser hans ribben ind mod sine og giver ham et sidste hårdt kys på panden, et kys der for evigt mærker ham med hendes kærlighed.

Javier stivnede i stolen da han vendte tilbage til øjenmaskens mørke virkelighed. Ledningerne skar stadig ind i ham, hans øjenlåg sved stadig langs kanterne, maskens fløjl var gennemblødt af hans tårer, og stemmen bag ham læste de sidste ord fra hans fars dagbog:

Et øjeblik efter løber Javier forbi på vej tilbage til sit værelse. Jeg går hen til vinduet og ser ud gennem sprækkerne i persiennerne. P. har glasset med mælk i hånden. Hun puster på det og drikker den første centimeter. Hun stiller det tilbage på bordet. Da hun vender sig igen, har cyanidet nået hendes system. Jeg er chokeret over hvor hurtigt det virker. Det er lige så hurtigt som blodet selv. Hun spænder musklerne i krampe, tager hånden op til halsen og synker bagover. Den riffiske kvinde går ind i børnenes værelse, og deres lys bliver slukket. Et øjeblik efter går hun ned til sit eget værelse. Jeg går over til P. og fjerner glasset. Jeg vasker det grundigt i køkkenet og fylder det halvvejs fra en flaske med mandelmælk som jeg har lavet tidligere i atelieret. Jeg stiller glasset tilbage til P.s seng og slukker lyset. Jeg går tilbage til atelieret for at skrive dette. Jeg må sove nu, for i morgen skal jeg tidligt op.

Sergio var færdig med at læse, og der var stille i huset. Javiers tårer som var sivet ud gennem øjenmasken, blandede sig med blodet fra såret i hans øjenlåg, væltede nu ned ad hans ansigt. Han var fuldstændig drænet for kræfter. Noget bevægede sig bag ham. En klud lukkede sig over hans næse og mund, og en hård kemisk lugt så bidende som salmiakspiritus sendte hans hjerne ind i endnu en lydløs galakse.