96
Arkadian sad på passagersædet i en anonym patruljevogn og stirrede på striben af stillestående trafik, da omstillingen tog telefonen.
”Ruin politi.”
”Ja, kan jeg blive stillet om til vicekriminalkommissær Sulley Mantus?” spurgte han.
”Hvem må jeg sige, det er?”
”Kriminalkommissær Arkadian.
Samtalen blev stillet om, mens en metalagtig version af Vivaldis De Fire Årstider udfyldte ventetiden. Det var lykkedes trafikken at komme en hel vognlængde frem, da receptionisten vendte tilbage.
”Telefonen bliver desværre ikke taget.”
”Okay, men kan du så stille mig om til hans mobil?” Forbindelsen blev etableret. Den gik direkte på telefonsvarer.
Hvor fanden er han blevet af?”Det er Arkadian,” sagde han
med en tonløs, irriteret stemme. ”Ring straks tilbage.”
Han lagde på og stirrede hen ad gaden, der var ved at blive kvalt i trafik. Han havde ringet til Sulley, i samme øjeblik han havde opdaget mediernes bagholdsangreb ved lighuset. Han havde set i fjernsynet, hvordan Sulley praktisk taget havde slæbt Liv forbi kameraerne og derpå skubbet hende ind i en politibil, som var hun en mistænkt. Han ville flå ham levende, når han fik fat på ham. Måske havde Sulley det på fornemmelsen, og det var grunden til, at han ikke ringede tilbage. Telefonen kvidrede i hans hånd, og han klappede den op. ”Sulley?”
”Nej, det er Reis. Jeg har lidt nyt til dig.” Arkadian pustede sin frustration ud på forruden i en langtrukken luftstrøm. ”Er det gode nyheder?”
”Det er ... spændende nyheder. Jeg har lige sneget mig ind på laboratoriet og kigget på dna-fingeraftrykket for at se, hvordan sagen udvikler sig. Jeg har sammenlignet pigens mundhuleprøve med munkens. Den er kun halvvejs igennem elektroforesen, men jeg fluoriserede den alligevel for at se, hvordan strengene adskilte sig.”
”Jeg fatter ikke brik. Fortæl mig bare: Stemmer de overens?”
”Det varer stadig lidt, før de er helt trukket igennem, men som det ser ud nu, vil jeg sige, at der er tale om mere end bare et match, de er identiske. Og det er underligt.”
”Hvorfor det? Det bakker hendes historie op.”
”Ja, det gør det. Men jeg havde ligesom forventet, at resultaterne ville bevise, at pigen ikke var munkens søster.”
”Hvorfor det?”
”Fordi der i hele den eksisterende historie om sammenvoksede tvillinger aldrig har været et eneste tilfælde af forskellige køn. Genetisk set må de nødvendigvis være af samme køn, fordi de faktisk er én person.”
”Så det er ikke muligt?” Reis tavs. ”I lægelig forstand er det særdeles usandsynligt.”
”Men ikke umuligt?”
”Nej. Der er mange optegnelser om tvekønnede karakteristika hos individer – hermafroditter og sådan noget, og set i lyset af den religiøse vinkel på sagen, hvis man tror på jomfrufødsler og den slags, så holder det vel døren åben på vid gab for alle mulige slags ...”
”Mirakler?”
”‘Uforklarlige fænomener’, ville jeg have sagt.”
”Er det ikke det samme?” Reis sagde ingenting.
”Så, baseret på beviserne, tror du så, at pigen taler sandt?” Reis tøvede igen, tynget af videnskabsmandens naturlige skepsis. ”Ja,” sagde han til sidst. ”Det tror jeg, hun gør. Jeg gjorde det ikke, før jeg så resultaterne af dna-sammenligningen, men den kan man ikke snyde med.”
Arkadian smilede, glad for, at den tillid, han havde vist pigen, ikke havde været malplaceret. Han var nu endnu mere end før overbevist om, at hun var nøglen til det hele. ”Vil du gøre mig en tjeneste?” spurgte han. ”Gider du ikke tilføje alt det her til sagsmappen, så går jeg den igennem, når jeg kommer tilbage til kontoret.”
”Selvfølgelig. Det er ikke noget problem. Hvor er du nu?” Arkadian kiggede op på den statiske trafik, der var klemt sammen i de smalle gader, der førte ud til havekvarteret. ”Jeg leder stadig efter den døde munk,” sagde han. ”Selv om en død mand kunne komme hurtigere frem end mig lige i øjeblikket. Hvordan går det ellers? Er pressen ved at køre træt?”
”Er du gal? Der er hundredvis af dem derude nu. Jeg vil vædde på, at du glæder dig til aftennyhederne.”
”Ih, ja,” svarede Arkadian og tænkte på den uundgåelige overskrift: MUNKELIG HUGGET FOR NÆSEN AF POLITIET. ”Farvel, Reis,” sagde han og lagde røret på, inden denne kunne nå at sige mere. Han vendte sig om mod den civilklædte betjent, der sad tavs ved hans side. ”Jeg tror, jeg tager en spadseretur,” sagde han og spændte sikkerhedsbæltet op.
”Du har adressen, vi mødes derhenne.”
Han vristede sig fri af passagersædet, inden chaufføren fik tid til at svare, og begav sig hen ad gaden, hvor han snoede sig ind og ud mellem de langsomt kørende biler og indkasserede sig en langvarig tuden fra et horn og fingeren fra en lastbilchauffør. Det føltes godt at gå. Det løsnede op for nogle af hans frustrationer. Men Sulleys fortsatte tavshed gik ham på. Han rullede gennem sine indgående opkald, indtil han fandt Livs nummer, trykkede på opkaldsknappen og så op. I det fjerne kunne han gennem varmedisen og udstødningsgasserne se gadenavnet Eksegese stå skrevet på et skilt.
Han gik hen imod det, mens han lyttede til en robotagtig stemme, der fortalte ham, at personen, han forsøgte at komme i kontakt med, ikke lod sig træffe. Han rynkede panden. Sidste gang, han havde ringet til den, var det Livs egen stemme, der havde bedt ham om at efterlade en besked. Han ringede op igen. Fik den stamme robotstemme. Det var helt sikkert hendes nummer – det var bare ikke hende. Han afbrød forbindelsen uden at lægge en besked.
Eksegesegaden var meget bredere end den gade, han var kommet fra, og langs vejen lå fordums imponerende huse, der i dag bare var en nedslidt samling kontorbygninger sværtet sort af trafikken og tiden. Han gik hen ad skyggesiden og talte nedad, indtil han fandt nummer 38, hugget dybt ind i en stensøjle ved en bred dør. Under det skinnede en messingfirkant mod stenen, og på den stod navnet Ortus over et logo bestående af en firbladet blomst med jorden som centrum. Han stak telefonen i lommen og sprang op ad de tre trin, der førte op til de tunge glasdøre, der så sært moderne under den udhuggede stenportal. Han skubbede dem op og gik indenfor.