107

Bibliotekets kæmpemæssige huler skinnede klart og grønt i vagtens natbriller og synliggjorde alle dets detaljer. Han satte farten op, nu hvor han kunne se vejen frem, og trak Berettaen frem fra ærmet. Han drejede sit hoved søgende fra venstre mod højre på udkig efter lyspletter af varme, der indikerede en persons tilstedeværelse. Han så ingen. Det eneste, der lyste i det grønne, var de smalle ledelys, der strakte sig fremad som et fosforescerende spor af damp, hele vejen ind til den forbudte krypt.

Det tog ham mindre end et minut at nå derhen.

Efterhånden som han nærmede sig indgangen til den sidste korridor, sagtnede han farten, dukkede sig og standsede op. Han lænede sig op ad den udhuggede hvælving og stak hovedet om hjørnet, så han kiggede hen mod selve krypten.

Lyset i gulvet strålede i natbrillerne. En skinnende grøn streg pegede hen mod enden af korridoren. Han så forbi strålen og søgte efter bevægelse i mørket bagved.

Han kunne ikke få øje på noget.

Lydløst sneg han sig rundt om hvælvingen kant og bevægede sig listende hen ad korridorens midte med kursen direkte mod krypten. Pistolen holdt han ud i strakt arm foran sig. Hans hoved var hele tiden i bevægelse som hos en kat, der forfølger en mus.

*

Athanasius så hullet i tråden af ledelys knap halvanden meter foran sig. Han sad sammenkrøbet på den hylde, der tidligere var blevet tømt på fader Thomas’ ordre. Det var en lav hylde, lige over for indgangen og med udsigt til krypten.

Han så den mørke plet glide væk fra sig, langs med tråden af lys, som et tegn på, at han ikke var alene i korridoren. Hyldens placering betød, at gik man hen ad korridoren mod krypten, ville man ikke se ham; men kom man fra den modsatte side, ville man øjeblikkelig få øje på ham. Han måtte se at komme væk, inden vagten så sig tilbage.

Han lempede sig langsomt ud, mens han anstrengte sig for at høre hver eneste lillebitte lyd. Hans blik forlod aldrig den lille mørke plet, der fortsat hastede væk fra ham langs den svage lysstribe i gulvet.

Han kom op på knæ og så på benene. Han tog et skridt og rakte ud i det ensartede mørke i retning af døråbningen, mens han satte sine fødder på gulvet som en balletdanser, skrækslagen for, at den mindste skraben af en sandal mod sten ville give vagten færten af hans tilstedeværelse og føre til hans pludselige død.

Han famlede foran sig i det formløse mørke, følte efter kanten af hvælvingen, der ville føre ham væk fra denne blinde gang. Hans øjne forlod aldrig pletten af mørke, der svævede væk fra, hen ad korridoren.

Han tog skridt nummer to.

Nummer tre.

Nummer fire.

Ved det femte rørte hans hånd ved væggens glatte, kolde sten. Han næsten gispede af lettelse, da han mærkede den. Men så stivnede han. Pletten af mørke var standset op næsten helt henne for enden af lystråden. Athanasius bevægede sin hånd hen over de kolde sten og hørte sin tørre hud skrabe imod dem, foruroligende højt. Han forestillede sig vagten stående for enden af korridoren med pistolen i hånden, mens han stirrede ind i krypten. Hvor længe ville det tage ham at vende sig om, når han havde konstateret, at der ikke var nogen derinde? Netop som dette spørgsmål meldte sig i hans tanker, fandt hans hånd hjørnet. Den krummede sig omkring det og trak ham gennem døråbningen og ind i salen med hellige skrifter.

Hver fiber i hans krop skreg nu til ham, at han skulle løbe, men han vidste, at salen, han befandt sig i, var tyve skridt lang. Enhver lyd, han lavede her, ville blive hørt i den korridor, han netop var flygtet fra. Han måtte være stille. Han satte den ene fod foran den anden så hurtigt og tyst, han kunne, velvidende, at der i dunkelheden bag ham stod en pistolbevæbnet mand, der kunne se i mørket.

Hans dunkende hjerte afspejlede farten, hvormed han hastigt bevægede sig gennem den mørke sal og hen til udgangen; hans blik var klinet til gulvlyset, og han var så optaget af, hvad der lå bag ham, at han ikke bemærkede lysskæret, der nærmede sig, før det næsten var lige foran ham.

Han var nået hen for enden af salen, da han så det; et svagt skær på gulvet og under den hvælving, han netop skulle til at smutte igennem. Han stivnede i samme øjeblik, han så det.

Nogen var på vej. Han så lysskæret blive stærkere.

Ingen tid til at skjule sig.

Ingen steder at skjule sig.

Han kunne ikke andet end at blive stående og se til, mens lysets ejermand rundede hjørnet og strålende som en supernova trådte ind i lokalet, blot tre meter fra det sted, hvor han stod. Det var fader Malachi, der uden tvivl var på vej tilbage for at kontrollere indholdet af den forbudte krypt.

Athanasius skulle lige til at række hænderne i vejret som tegn på overgivelse; bibliotekaren kunne se op, hvad øjeblik det skulle være, og så ville han tilkalde vagten. Men intet skete. Malachis blik veg ikke fra jorden. Det skarpe ansigt var fordybet i alvorlige tanker, og hans aura af lys skinnede som en komet i Athanasius’ øjne, der var tilvænnet mørket. Malachi fortsatte hen ad gangen og forsvandt ind i den korridor, Athanasius lige var undsluppet fra, uden overhovedet at kaste blik i hans retning.

Athanasius stirrede forbløffet efter ham et kort øjeblik, mens hans øjne igen vænnede sig til det altfavnende mørke, der netop havde reddet hans liv.

Så vendte han sig om. Og stak i løb.