8

”Må jeg bede om jeres opmærksomhed et øjeblik, mine damer og herrer,” bønfaldt rejselederen sine huløjede protegeer, da de stod og stirrede op på citadellet. ”Lyt til de mange tungemål omkring jer: italiensk, fransk, tysk, spansk, hollandsk, forskellige sprog, der alle fortæller historien om dette, den ældste, kontinuerligt beboede bygning i verden. Og det samme virvar af sprog, mine damer og herrer, bringer i erindring den berømte bibelske fortælling fra Første Mosebog om Babelstårnet, der blev bygget ikke til ære for Gud, men til forherligelse af mennesket, så Gud blev vred og ‘forvirrede deres sprog’ og spredte menneskene på alle jordens nationer, så tårnet stod ufærdigt hen. Mange lærde mener, at denne historie refererer til citadellet her i Ruin. Bemærk også, at historien handler om en bygning, der ikke blev bygget for at ære Gud. Hvis I kigger op ad citadellet, mine damer og herrer,” han slog på dramatisk vis ud med armen mod den kæmpemæssige struktur, der fyldte alles synsfelt, ”vil I bemærke, at der ikke er noget ydre tegn på et religiøst formål. Ingen kors, ingen afbildninger af engle, ingen ikoner overhovedet. Men udseendet kan bedrage, og på trods af denne mangel på religiøs udsmykning er citadellet i Ruin uden tvivl et Guds hus. Den allerførste bibel blev skrevet inden for dets mystiske mure og har tjent som det åndelige fundament, hvorpå den kristne tro blev bygget.

Faktisk var citadellet det oprindelige centrum for den kristne kirke. Skiftet til Vatikanet i Rom skete i år 26 for at give den hurtigt ekspanderende kirke et offentligt fokus. Hvor mange af jer har besøgt Vatikanet?”

En lille håndfuld hænder blev tøvende rakt i vejret.

”Et par stykker. Og I tilbragte uden tvivl tiden med at beundre Det Sixtinske Kapel og udforske Peterskirken eller pavegravene, eller måske var I oven i købet i offentlig audiens hos paven. Selv om citadellet her siges at indeholde undere, der er på højde med dem alle, vil I desværre ikke kunne få dem at se, eftersom det kun er de præster og munke, der bor her, der har tilladelse til at færdes på dette så hemmelighedsfulde og hellige sted. Og denne regel er så ufravigelig, at selv de store brystværn, som I kan se udhugget i bjergets solide sten, ikke blev skabt af stenhuggere eller byggearbejdere, men af det hellige bjergs indbyggere. Det er en skik, der ikke alene har resulteret i stedets ret så forfaldne udseende, men også har givet byen dens navn.

Men på trods af navnet er det ingen ruin. Det er verdens

ældste fæstning, og den eneste, der aldrig er blevet erobret, selv om de mest nederdrægtige og målbevidste krigsherrer i historien har forsøgt sig. Og hvorfor har de så det? På grund af den legendariske skat, som bjerget siges at indeholde – Sakramentet.” Han lod ordet hænge et øjeblik i den kølige luft som et spøgelse, han netop havde fremmanet. ”Verdens ældste og største mysterium,” fortsatte han med en stemme, der nu havde antaget en konspiratorisk hvisken. ”Nogle mener, at det er Jesu ægte kors. Nogle, at det er Den Hellige Gral, som Jesus drak af, og som kan hele alle sår og skænke evigt liv.

Mange tror, at det er Jesus selv, der ligger på lit de parade, mirakuløst bevaret et sted langt inde i dette tyste bjergs udhuggede kamre. Der er også dem, der tror, at det bare er en legende, en historie uden substans. Men den enkle sandhed, mine damer og herrer, er at ingen rigtig ved det. Og eftersom hemmelighedsfuldhed er den grundpille, hvorpå citadellets legende hviler, tvivler jeg meget på, at nogen nogensinde vil få det at vide.”

”Hvis I har nogen spørgsmål,” sagde han med et rask skift af toneleje, der overbragte hans oprigtige ønske om, at det var der forhåbentlig ikke, ”så spørg løs.”

Hans små, flakkende øjne kiggede hen over forsamlingens tomme ansigter, der stod og kiggede op ad den vældige bygning, mens de forsøgte at komme i tanke om noget at spørge om. Det kunne de sædvanligvis ikke, hvad der betød, at de havde hele tyve minutter til at vandre omkring, købe nogle souvenirs og tage dårlige billeder, inden de skulle mødes henne ved bussen og sætte kursen mod et nyt mål. Rejselederen havde netop lagt an til at informere dem om denne kendsgerning, da en hånd blev rakt i vejret.

”Hvad er det der?” spurgte en rødmosset mand i halvtredserne med en udpræget nordengelsk accent. ”Det der, der ligner et kors?”

”Jo, som jeg allerede har nævnt, har citadellet ingen kors nogen steder på yder – ”

Han tav brat. Kneb øjnene sammen mod den stadigt klarere

himmel. Og kiggede igen.

Oven over ham, tydeligt synlig øverst på den berømte uudsmykkede, gamle fæstning, var et lillebitte kors.

”Det ved jeg faktisk ikke ... hvad er.” Han tav usikkert.

Men der var alligevel ingen, der lyttede. De anstrengte alle deres øjne for bedre at kunne se, hvad det var, der befandt sig på toppen af bjerget.

Rejselederen gjorde det samme. Hvad så end det var, blafrede det let. Det lignede et stort T. Måske var det en fugl, eller måske var det blot morgenlyset, der spillede dem et puds.

”Det er et menneske!” var der en, der råbte fra en gruppe, der stod lige i nærheden. Rejselederen kiggede hen på en midaldrende mand, hollandsk efter accenten at dømme, der stod og stirrede intenst på sit videokameras sammenklappelige skærm.

”Se bare!” Manden lænede sig tilbage, så andre kunne dele hans opdagelse.

Rejselederen så på skærmen hen over menneskemængden.

Kameraet havde zoomet så langt ind som muligt og fokuserede hoppende på et kornet, digitalt forstørret billede af en mand klædt i noget, der lignede en grøn munkekutte. Vinden deroppe fik det lange, mørkblonde hår til at piske om hans skæggede ansigt, men han stod fuldkommen stille på kanten med vidt udstrakte arme og bøjet hoved, så han fuldkommen lignede et menneskeligt kors – eller en ensom, levende Kristusfigur.