112

Bonnie befandt sig ovenpå og var i færd med at putte tvillingerne i barneværelset, da hun hørte det banke på døren. Hun gjorde ikke mine til at åbne den. Myron var ved at lave frokost nedenunder. Han ville lade hende det vide, hvis det var til hende.

Hun smilede ned til de to bittesmå ansigter, der kiggede ud fra deres bløde hvide tæpper og bomuldskyser, og trykkede på en knap på den plastikkasse, der var fæstnet på siden af deres dobbeltvugge. Over dem begyndte en uro at snurre. Sorte-og-hvide former valsede rundt til lyden af måger og strand. Den ene af babyernes mund krøllede sig i et smil, og Bonnie lyste op ved synet af det – skide være med dem, der sagde, at det bare skyldtes luft i maven.

Hendes mobiltelefon ringede i soveværelset ved siden af og afbrød det smukke øjeblik. Den havde ringet næsten konstant, siden Myron havde sendt gruppe-sms’en om først Ellas ankomst – 2830 gram – efterfulgt af broder Nathan, 50 gram tungere og et minut yngre. Hun kiggede på sine babyer endnu engang, hvorefter hun tøffede ud ad værelset og dæmpede lyset efter sig.

Bonnie trådte ind i soveværelset og gik forsigtigt hen mod sin telefon, der lå og ladede op på natbordet. Hun var stadig øm efter de lange veer og den traumatiske fødsel. Hun tog den for at se, hvem der ringede, men nummeret var hemmeligt. Hun skulle lige til at lægge den fra sig og lade telefonsvareren klare sagen, da hun kom i tanke om Livs tidligere besked. Måske var det den nye journalist, der ringede om artiklen. Hun havde fortalt næsten alle, hun kendte, at hendes babyer ville komme i avisen, og ingen skulle i hvert fald beskylde hende for at være en løgner. Hun trykkede på knappen for at svare.

”Hallo?”

”Bonnie!” Stemmen var indtrængende og anspændt.

”Hvem er det?”

”Det er Liv – Liv Adamsen. Journalisten fra The Inquirer.

Hør her, du må få Myron og tvillingerne ud af huset med det samme.”

”Hvad er det, du siger, søde?” spurgte hun, idet hendes professionelle ro automatisk satte ind. Så hørte hun en lyd nedenunder. Som om noget blødt og tungt faldt på gulvet nede i entreen.

”Vent lige et øjeblik,” sagde hun og skulle til at lægge telefonen fra sig.

”Nej,” skreg Liv. ”Du må ikke gå. Har du en pistol?” Spørgsmålet var så uventet, at Bonnie stivnede. Nedenunder hørte hun flere lyde. Et klik fra en dør, der sagte blev lukket. Et svisj fra noget, der gled hen over entregulvet. Ingen lyd af samtale. Ingen fodtrin, der førte tilbage til køkkenet for at færdiggøre frokosten. Hun mærkede frygten snige sig ind over hende, mens hun lyttede til stilheden.

Så lød der en anden lyd. Meget tættere på, bare lidt længere

henne ad gangen. Et grædende spædbarns højlydte vræl.

”Jeg bliver nødt til at gå,” sagde hun tonløst ind i røret.

Så lagde hun på.

Liv hørte ringetonen spinde i sit øre og søgte hektisk på displayet efter genopkaldsknappen. Da hun ikke fandt nogen, holdt hun en rystede hånd i vejret og begyndte at genindtaste det anførte nummer.

”Vær venlig at lægge telefonen fra dig.” Stemmen var velkendt, men fuldkommen uventet.

Liv kiggede op. Så Arkadian stå i døråbningen med sit skilt

i den ene hånd og pistolen i den anden. Den pegede på Gabriel.

Hun hørte de hurtige bip fra talsekvensen, der begyndte at få forbindelse. ”Nej,” sagde hun og tastede de sidste to tal ind.

”Så må du bare skyde mig.”

Hun holdt telefonen op til øret og stirrede på ham, imens

den begyndte at ringe op.