113

Bonnie stod i sit soveværelse og lyttede.

Henne ad gangen trak lyden af hendes grædende baby i hende som en usynlig hånd, men hun tvang sig selv til at ignorere det og i stedet lytte til de andre lyde i huset. Hun afsøgte stilheden. Hørte intet. Absolut intet.

Hun gik over til skabet. Fødderne i hjemmeskoene var lydløse på det tykke, cremefarvede tæppe. Hun åbnede forsigtigt lågen til rækkerne af tøj på bøjler. Så hørte hun det. Den langsomme knirken af køkkendøren, der svingede op på hængsler, der aldrig var blevet skruet ordentligt på plads. Der var nogen dernede. Måske var det Myron, der var på vej tilbage for at ordne frokosten. Men hvorfor ignorerede han så den lille?

Hun kiggede ind i skabet. Stak hånden ind bag forhænget af tøj til det lille pengeskab i væggen, som hun havde fået Myron til at installere i samme øjeblik, hun opdagede, at hun var gravid. Dragtposen af plastik om hendes politiuniform rynkedes, da hendes arm skubbede til den på vej mod tastaturet i skabets lille ståldør. Hun indtastede sin fødselsdag og åbnede lågen. Inden i lå hendes politiskilt, en æske med 9 mm patroner, to fyldte magasiner og hendes tjenestepistol.

Hun tog pistolen og et magasin og trak armen ud af skabet, mens hun lyttede til gråden i det ellers tavse hus. Hun lod magasinet glide op i skæftet på den buttede, L-formede pistol, indtil der lød et klik, som en lille knogle, der knækkede.

Henne ad gangen steg gråden og blev mere desperat, og hun mærkede en kildrende fornemmelse bag sine brystvorter, da naturen begyndte at reagere. Hun holdt sin frie arm hen foran barmen, listede over til døren, satte sig på hug bag den og kiggede gennem sprækken ud i gangen.

Der var ingen.

Den sultne gråd fortsatte, og hun mærkede sin bluse blive gennemvædet af våde plamager. Hendes greb om pistolen slappedes en smule. Måske var det simpelt hen blot noget hormonelt og ren indbildning det hele. Der var ingen tvivl om, at hun var træt, og hendes løvindesanser arbejdede sikkert på overtid. Hun lyttede endnu et par sekunder og følte sig mere og mere fjollet, og hun skulle lige til at rejse sig, da hun hørte det.

Et listende, knirkende fodtrin på det tredje trappetrin.

Så endnu et på det femte.

Myron havde altid lavet sjov med, at man ikke kunne snige

sig ind på nogen i huset her.

Myron!!

Åh, gud, hvor var Myron?

Hun pressede øjnene tættere ind mod sprækken og forsøgte at se ud på trappen i håb om at se ham dukke op og lunte hen mod barneværelset. I stedet begyndte den anden tvilling at græde, og en svag lugt af ild flød ind i hendes næsebor – og med et trådte en legemliggørelse af helvede ind i hendes synsfelt.

Det var en mand. Høj og skægget. Han havde en rød regnjakke på, og hætten var trukket tæt sammen omkring hans ansigt. I hånden holdt han en pistol, der virkede forfærdelig lang på grund af lyddæmperen, der var skruet på løbet. Hans blik flakkede frem og tilbage mellem lyden af de grædende babyer og den halvåbne dør ind til soveværelset.

Bonnie kiggede op på ham, mens hun mærkede det varme og våde sprede sig over hendes bryst, som om hun var blevet skudt. Hun pressede sin pistols korte løb ind mod dørsprækken og holdt den, så godt hun kunne, i en vinkel, så den pegede på manden. Hun havde haft våbentræning på politiskolen. Havde lært at afsøge bygninger efter fjendtlige mål. Hun var på skydebanen med et par ugers mellemrum for at holde sig i form. Men intet af det havde forberedt hende på dette. Hendes greb om pistolen strammedes, mens hun betragtede ham, som han stod der med hovedet på skrå, mens han lyttede til andre lyde hen over gråden, ligesom hun selv havde gjort.

Telefonen ringede inde i soveværelset, hvad der forskrækkede Bonnie og sendte dæmonen imod hende med rædselsvækkende fart. Rødt fyldte hendes synsfelt, da han lænede sig frem mod sprækken i døren med sin pistol løftet og så ind i værelset.

Bonnie så op. Hun vinklede sin pistol lidt skarpere. Så drejede han hovedet og mødte hendes blik.

Hun affyrede tre skud i hurtig rækkefølge og lukkede øjnene mod de splinter, der røg tilbage i hendes ansigt fra kuglerne, der flåede sig gennem træet.

Hun åbnede øjnene og så, at afsatsen var tom. Så sprang hun panisk op, skrækslagen for, at han måske havde søgt tilflugt i barneværelset; hendes sting smertede under anstrengelsen, men hendes sind var immunt over for smerterne. Hun gik ud af værelset med tårerne strømmende ned over kinderne af raseri og angst og ører, der stadig ringede efter skuddene. Hun kastede et blik til højre, da hun stormende ud på afsatsen med pistolen trukket og skudklar. Og så fik hun øje på ham. Han lå på ryggen for foden af trappen, ramt af to af hendes kugler.

Hun tegnede en cirkel med pistolen, mens hun betragtede sine omgivelser bag den. Hendes hjerte hamrede, og tvillingerne skreg stadig.

Væggene var oversprøjtet med blod, og det lyse trappetæppe viste spor efter mandens voldsomme fald. Halvvejs nede lå hans pistol og balancerede på kanten af et trin som et knækket sort kors. Bonnie gik de få trin ned for at samle den op, mens hendes pistol på intet tidspunkt forlod den røde skikkelse, der lå med arme og ben spredt ud til siden, for foden af trappen. Hun kunne se et skudhul i hans side og endnu et i hovedet. Hans øjne var åbne og udtryksløse. Den eneste bevægelse var det mørke blod, der sivede ud under ham som et hul, der åbnede sig, så han kunne ryge tilbage til helvede. Hun gik nærmere og bukkede sig for at samle pistolen op. Så fik øje på noget længere henne ad gangen – en tennissko på foden af en person, der lå ubevægelig på gulvet.

Hun genkendte den og forstod, hvad der var sket. Så udstødte hun et fortvivlet, frygteligt skrig, der overdøvede gråden fra hendes faderløse børn.