142

Gabriel havde netop nået det øverste af stentrappen, da det forfærdelige skrig skar gennem mørket. Så snart han hørte det, satte han i løb og benyttede sig af den grufulde lyd til at dække over sine hurtige bevægelser. Han smuttede ind i den svagt oplyste tunnel, hvor det var kommet fra, med pistolen i strakt arm foran sig. Han holdt udkig efter alle bevægelser og kantede sig frem, så hurtigt han turde. Smerten i hans arm var nu næsten uudholdelig, og chokket var så småt begyndt at give ham kvalme.

Han nåede hen for enden af tunnelen, netop som skriget brat hørte op. Han pressede sig ind mod væggen og stak hovedet indenfor. Han så den glødende esse i den fjerneste væg, slibestenene foran den og den store runde sten i bagvæggen med det udhuggede tau. En munk stod ved døren og kiggede ind i mørket bag den delvist åbne dør, hvor Gabriel gættede på, at lyden var kommet fra. Liv var derinde, og det samme var Sakramentet. Han trådte ind i kammeret.

Munken vendte sig om, fik øje på Gabriel, trak sin arm fri af kutten for at hæve sin pistol, men nåede det ikke. To kugler ramte ham i brystet, så han røg bagover mod den store stendør. Hans finger strammedes per refleks og løsnede en salve, der ikke ramte andet end murværk.

Han var død, inden han rørte gulvet.

*

Abbeden og Cornelius hvirvlede rundt ved den pludselige lyd af pistolskud. Det havde været tæt ved. Lige uden for døren.

”Gå ud og se, hvad det er,” sagde abbeden og vendte sig atter om mod Evas krop, der nu var så bleg, at hun nærmest skinnede, da hendes evige livskraft forlod hende. Jo svagere hun blev, jo stærkere følte han sig. Profetien var alligevel blevet opfyldt. Nu ville han være udødelig. Ved at dræbe en gud var han selv blevet til en. Men selv mens hans sjæl svulmede af ekstase over denne tanke, blev han bevidst om en prikkende fornemmelse forskellige steder på kroppen. Han kiggede ned på det dybe ceremonielle sår omkring sin venstre skulder og så det nyligt dannede arvæv langsomt begynde at åbne sig. Han løftede hånden og trykkede den mod såret og mærkede så pludselige våde varme af blod, der steg op underneden og tvang sig frem mellem hans fingre. Han kiggede på sine øvrige ar, der nu alle sammen åbnede sig på samme vis, og så i nogle øjeblikke til som en uvildig iagttager, der var vidne til noget makabert, der overgik en anden. Så mærkede han en svaghed indfinde sig, som om energien og henrykkelsen over den nylige triumf lige så stille sivede ud af ham sammen med blodet, der faldt dryppende til jorden. Han rakte ud for at finde støtte, hans hånd hvilede på tauets kant, og for første gang i alle sine år i Sakramentets nærvær følte han angst.

Gabriel nåede frem til indgangen og blinkede for at genoprette det nattesyn, vagtens pistolild havde frarøvet ham. Han pressede sin ryg ind mod den runde sten og lod sig glide langs med den, indtil han nåede kanten. Vedkommende, der befandt sig i kammeret, ville være på vagt på grund af skuddet, så han måtte være hurtig og ikke begå fejl. Han tog en dyb indånding for at berolige sig selv og mærkede en sær kløende fornemmelse under huden i sin brækkede arm. Han bøjede forsøgsvist sine fingre, forberedt på mere sønderlemmende smerte, men i stedet var der blot en murren dybt i hans knogler, og de før så ubrugelige fingre lukkede sig nu uden videre sammen. Det gjorde stadig ondt, og grebet var for svagt til at være nyttigt, men utroligt nok føltes hånden ikke længere brækket. Han var så optaget af denne opdagelse, at han ikke så knivsbladet glimte i mørket, før det ramte ham højt oppe i brystet og smertefuldt skrabede mod et ribben. Instinktivt snoede han sig væk, så hud skrælledes fra knogler, og løftede venstre arm op for at slå kniven væk. Det fremkaldte en ny skærende smerte i den sårede arm og fik ham til at udstøde et skrig. Så fik han øje på sin overfaldsmand, nøgen fra livet og opefter og dækket af blod. En voksagtig plet på hans ansigtshud skinnede i ildens skær. Gabriel genkendte ondskaben foran sig. Hun huskede skriget, der havde bragt ham hertil, og hans morfars knuste krop på gulvet i pakhuset. Han så et glimt af indsigt i dæmonens øjne, da denne så, hvordan Gabriel holdt om sin arm – blikket hos et rovdyr, der vurderer svagheden hos sit bytte.

Kniven glimtede igen, da Cornelius kom nærmere og sigtede efter Gabriels raske arm. Gabriel tumlede baglæns og hævede sin pistol, men det mareridtsagtige syn kom bare nærmere. Kniven blev igen svunget, og denne gang ramte det mere end blot mørke. Gabriel mærkede den som et stød mod sit håndled, men følte ingen smerte. Han hævede sit våben mod Cornelius, så dæmonens øjne over pistolens sigte og trykkede på aftrækkeren.

Intet skete. Så lagde han mærke til blodet, der dryppede i kraftige dråber fra hans håndled, og i et øjebliks klarhed indså han præcis, hvad der var sket. Han lod sig falde og vendte sig, netop som dæmonen atter kastede sig over ham. Han ramte stengulvet og rullede væk med pistolen trykket tæt ind til kroppen. Den dinglende nytteløst fra hans slappe hånd. Kniven måtte have skåret gennem senerne i hans hånd. Den var nu lige så ubrugelig som den anden. Han var forsvarsløs.

Han rullede atter rundt, mens han holdt sig nede og øgede afstanden. Han standsede lige før essen. Han kiggede op og så, at Cornelius allerede stod over ham. I sin hånd holdt han en kraftig metalstang, der lignede et brændejern. Han kiggede ned på Gabriel og smilede, da han så pistolen hvile i hans nu to ubrugelige hænder. Så afledte noget hans opmærksomhed et kort øjeblik, og han så ned ad sin krop, da blodet syntes at vælde op inden i ham og strømme ud af skarpe snit i hans hud. Gabriel skubbede sig væk, lod sig glide baglæns hen over det beskidte gulv og vandt nogle dyrebare meter, samtidig med at han lod fingeren på sin brækkede arm glide ind i aftrækkerbøjlen.

Bevægelsen rev Cornelius ud af trancen, og han holdt stangen højt løftet over sit hoved med en galnings smil om læben, da han trådte frem og tårnede sig op over sit forsvarsløse offer. Gabriel klemte hånden i et fast greb om pistolen. Al smerte var pludselig forsvundet, og al styrke vendt tilbage. Han pegede på Cornelius med den og affyrede tre hurtige skud.

Cornelius stod et kort sekund chokeret og ubevægelig og kiggede ned på hullerne, der kom til syne i hans krop. Han så blodet begynde at sive fra dem og slutte sig til den røde strøm, der allerede fossede ned ad ham. Så kiggede han på Gabriel, tog et skridt frem og faldt død om.