144

Liv vågnede og glippede med øjnene.

Hun befandt sit atter i kapellet og lå samme sted, som hun var faldet. Da hun igen kunne se klart, fyldte Gabriels ansigt hendes synsfelt. Han smilede ned mod hende som varmt solskin. Hun smilede tilbage i den tro, at hun stadig befandt sig i drømmen, og han rakte ud og lagde hånden på hendes kind, og da hun mærkede hans varme, gik det op for hende, at han rent faktisk var til stede.

Hun kiggede hen på tauet. Blodet, der tilsølede dets sømbesatte indre, var nu det eneste tegn på, at Eva overhovedet havde været der. Liv fulgte dets strøm, ned til gulvet og de våde render, hvor det blandedes med hendes eget. Så fik hun øje på en skikkelse, der rejste sig bag jernkorset med blodet flydende ned ad kroppen, så han lignede en dæmon i det svage lys. Han løftede den brændende fakkel op, han holdt i hånden, så flammerne kastede et spøgelsesagtigt skær hen over hans hadfyldte ansigt. Gabriel fornemmede bevægelsen og begyndte at vende sig om, men den tunge fakkel var allerede slynget mod hans hoved, og flammerne brølede, da den faldt. Så rystedes kammeret af et tordenbrag, så dæmonen fløj til side og tilbage mod alteret.

Liv så hen mod indgangen, hvor lyden var kommet fra. En slank munk stod i døråbningen. Han havde en pistol i hånden, og fra stedet, hvor hun lå, syntes hans glatte isse at skinne som en glorie i stearinlysenes skær.

*

Athanasius betragtede det blodige sceneri foran sig. Pistolskuddet havde kastet abbeden væk fra ham og hen mod de modbydelige søm i den tomme sarkofag, der dominerede den fjerne ende af kapellet. Han tog et skridt ind i rummet, stadig med pistolen hævet mod sin tidligere herres blodige skikkelse. Abbeden rørte sig ikke.

Han kiggede på de andre to skikkelser, en mand og en kvinde. De betragtede ham begge vagtsomt. Han sænkede pistolen og gik hen imod den. Manden var iført kutte, men Athanasius genkendte ham ikke. Han havde en flænge i siden og endnu en i armen at dømme efter blodet, der plettede det iturevne stof.

Pigen var i langt værre forfatning. Hun havde et dybt knivsår hen over halsen, hvorfra blodet stadig strømmede ned til jorden og ned i de udhuggede render i gulvet. Han bøjede sig for at tage det i nærmere øjesyn, men stivnede så, da kødet omkring såret begyndte at heles, og så til i tavshed, mens miraklet fandt sted for hans øjne. På få øjeblikke forvandledes blodet, der før havde flydt så frit, til en piblen for så helt at standse. Han kiggede på pigens ansigt, så noget tidløst i hendes øjne og mindedes de ord, han havde læst i den kætterske bibel.

Guds lys, forseglet i mørke.

Han rakte hånden ud for at røre ved hendes ansigt, men

pludselig fik en lyd ved alteret dem alle til at snurre rundt. Abbeden havde bevæget sig. De så alle til, da hovedet, der hang slapt ned mellem hans skuldre, vendte sig om imod dem, så hans øjne stirrede direkte på Athanasius. Faklen lå, hvor han havde tabt den, og ulmede imod hans kutte og indhyllede ham i røg. ”Hvorfor?” spurgte han, med et forvirret og skuffet udtryk i sit ansigt. ”Hvorfor har du forrådt mig?

Hvorfor har du forrådt din Gud?”

Athanasius betragtede tauets uhyggelige åbning og håndjernene, der dinglede for enderne af tværbjælken.

Ej et helligt bjerg, men et forbandet fængsel.

Han kiggede tilbage på pigen, hvis slanke hals nu var fuldkommen helet. De dybe grønne øjne brændte af liv.

”Jeg har ikke forrådt min Gud,” sagde han og smilede ned til den mirakuløse kvinde. ”Jeg har reddet Hende.”