16

Athanasius klemte den løse stak dokumenter ind mod sit bryst, da han bankede på den forgyldte dør til abbedens kammer. Der kom intet svar. Han smuttede ind og opdagede til sin store lettelse, at værelset var tomt. Det betød, at han i hvert fald ikke lige nu behøvede at drøfte med abbeden, hvordan problemet med broder Samuel var blevet løst. Det havde ikke bragt ham nogen glæde. Broder Samuel havde været en af hans nærmeste venner, indtil han havde valgt vejen som Sanctus og for evigt forsvandt op i de isolerede øvre dele af bjerget. Og nu var han død.

Han nåede hen til skrivebordet og lagde dagens arbejde frem, idet han delte dokumenterne i to bunker. Den første indeholdt de daglige opdateringer af citadellets interne affærer, optællingen af lagre og arbejdsplaner for de evigt igangværende reparationer. Den anden, endnu større bunke indeholdt rapporter over Kirkens omfattende interesser uden for citadellets mure – alt lige fra de seneste opdagelser ved arkæologiske udgravninger verden rundt til synopser over nyudgivne teologiske artikler og resuméer af bøger, der var klar til udgivelse, ja, undertiden endog forslag til fjernsynsprogrammer og dokumentarudsendelser. De fleste af disse oplysninger kom fra forskellige officielle institutioner, der enten var finansieret eller helt ejet af Kirken, mens andre var indsamlet af det enorme netværk af uofficielle meddelere, der arbejdede under dække i alle dele af det moderne samfund og i lige så høj grad var en del af citadellets tradition og historie som de bønner og gudstjenester, der udgjorde den religiøse hverdag.

Athanasius kastede et blik på det øverste ark. Det var en rapport indsendt af en agent ved navn Kafziel – en af Kirkens flittigste spioner. Brudstykket af et oldgammelt manuskript var blevet fundet i ruinerne af et tempel under en udgravning i Syrien, og han anbefalede øjeblikkeligt ‘E og U’, Erhvervelse og Undersøgelse, for at afdække og neutralisere den trussel, det kunne tænkes at udgøre. Athanasius rystede på hovedet.

Endnu en værdifuld antikvitet ville nu utvivlsomt ende bag lås og slå i det store, dystre bibliotek. Hans følelser omkring denne fremfærd var ikke nogen hemmelighed i citadellet. Sammen med broder Samuel og fader Thomas – opfinder og konstruktør af adskillige forbedringer i biblioteket – havde han argumenteret for, at denne hamstring af viden og censur af alternative ideer var tegn på en svag kirke i en moderne og åben verden. De tre havde ofte i enrum talt om en tid, hvor citadellets store lager af lærdom kunne deles med verden udenfor til gavn for Gud og mennesker. Men så havde Samuel valgt at følge Sanctusgradens hemmelighedsfulde vej, og Athanasius kunne ikke lade være med at føle, at alle deres forhåbninger var døde sammen med ham. Alt, hvad Samuel havde været forbundet med i løbet af sit liv i citadellet, var nu besmittet.

Han mærkede tårerne prikke i øjenkrogene, da han kiggede ned på dagens dokumenter og forestillede sig de nyheder, de ville bringe i de nærmeste uger: Endeløse rapporter om munken, der var faldet, og om hvordan verden opfattede det. Han vendte sig om og gik tilbage mod den forgyldte dør, mens han tørrede sine øjne med bagsiden af hånden og smuttede ud af abbedens gemakker og tilbage ind i bjergets labyrint. Han blev nødt til at finde en ensom plet, hvor han kunne lade sine følelser få frit løb.

Med bøjet hoved marcherede han målbevidst igennem de kølige, airconditionerede tunnelgange. De brede, klart oplyste hovedgange blev smallere hen imod en dunkelt oplyst trappe, der førte ned til en trang korridor under den vældige grotte, der udgjorde katedralen. På begge sider af korridoren var der døre ind til små private kapeller. For enden af passagen et stearinlys ved en af dørene i en lav fordybning hugget i klippen som tegn på, at rummet derinde var optaget. Athanasius trådte ind. De få votivlys, der oplyste kapellets indre, blafrede i trækvinden fra døren, da han lukkede den bag sig, og lyset flakkede hen over det lave, sodsværtede loft og det T-formede

kors, der stod på en stenhylde udhugget i den fjerneste væg.

En mand i en simpel sort kutte knælede i bøn foran det.

Præsten vendte sig halvt om, men Athanasius behøvede ikke at se hans ansigt for at vide, hvem det var. Han faldt på knæ på gulvet ved siden af ham og slog pludselig armene om ham i en desperat omfavnelse; hans hulken blev dæmpet af munkebroderens kraftige klædedragt. Således holdt de om hinanden i nogle lange minutter uden at sige noget, forstenede af sorg. Til sidst trak Athanasius sig væk og så ind i fader Thomas’ runde hvide ansigt med de intelligente blå øjne. Det sorte hår var ved at blive tyndt og havde et strejf af gråt ved tindingerne, og hans kinder skinnede af tårer i stearinlysenes skær.

”Jeg føler, at alt er tabt.”

”Men vi er her stadig, broder Athanasius. Og det, vi tre talte om i dette rum, er ikke tabt.”

Athanasius fremtvang et smil, varmet af sin vens ord.

”Og vi kan i det mindste mindes Samuel, som han virkelig var, selv om andre ikke gør det samme,” sagde fader Thomas.