18

Lokalerne tilhørende byens retsmediciner lå i kælderen af en stenbygning, som i forskellige perioder i historien havde tjent som krudtlager, frysehus, fiskekælder, kødlager og, en kort overgang i det sekstende århundrede, fængsel. Dens robuste sikkerhed og underjordiske kølighed passede perfekt til det nye retsmedicinske institut, som byrådet havde besluttet at oprette i slutningen af 1950’erne. Her i disse gammeldags, hvælvede kældre, på det midterste af tre gammeldags keramiske obduktionsborde, lå nu broder Samuels kvæstede lig under kraftige lamper, mens to mænd underkastede ham en nærmere undersøgelse.

Den første var retsmediciner dr. Bartholomew Reis, der var iført sin professions hvide laboratoriekittel over det sorte tøj, der markerede tilhørsforholdet til hans subkultur. Han var kommet fra England fire år tidligere på et internationalt politi-udvekslingsprogram, hvor hans tyrkiske far og dobbelte statsborgerskab havde lettet papirarbejdet. Han skulle være blevet et halvt år, men var aldrig kommet af sted igen. Hans lange hår var også sort, men det skyldtes nu snarere kemi end natur, og hang ned på begge sider af hans smalle, blege ansigt som et par delvist fratrukne gardiner. På trods af sit dystre udseende havde Reis i alle afdelinger af Ruins politi ry for at være den mest muntre retsmediciner, de nogensinde havde mødt. Som han selv sagde: Han var toogtredive år og tjente godt, og mens de fleste gothere blot drømte om at leve blandt de døde, ja, så gjorde han det rent faktisk i virkeligheden.

Den anden mand virkede langt mindre afslappet. Han stod lidt bag ved Reis og gumlede på en frugt-og-nøddesnack, han havde fundet i sin lomme. Han var højere end Reis, men så på en eller anden måde krøllet ud; hans grå sommerjakkesæt hang løst fra skuldre, der ludede under vægten af næsten tyve år i tjenesten. Det kraftige mørke hår med de grå stænk var redt væk fra et intelligent ansigt, der på én gang så muntert og trist ud, og et par halvbriller med skildpaddestel, der sad halvvejs nede på hans høgenæse, fuldendte billedet af en mand, der snarere lignede en historieprofessor end en drabsefterforsker.

Kriminalkommissær Davud Arkadian var lidt af en særling i Ruins politistyrke. Hans utvivlsomme evner burde på dette fremskredne tidspunkt i hans karriere have bragt ham til rangen af chefkriminalinspektør eller derover. I stedet havde han tilbragt det meste af sit liv som kriminalassistent og havde set en støt række af mindre egnede mænd blive forfremmet på hans bekostning, mens han selv måtte forblive i flokken af anonyme efterforskere, der talte dagene, til de skulle pensioneres. Arkadian var langt bedre end det, men han havde tidligt i sin karriere taget en beslutning, der kastede en meget lang skygge ind over den resterende del.

Det, han havde gjort, var at møde en kvinde, forelske sig i

hende og gifte sig med hende.

En lykkelig gift betjent var i sig selv lidt af særsyn, men Arkadian havde mødt sin kone, da han arbejdede som vicekriminalkommissær. Da han mødte sin kommende brud var hun en prostitueret, der forberedte sig på at vidne mod de mænd, der havde skaffet hende ud af den daværende østblok og dernæst gjort hende til slave. Fra første gang han så hende, syntes han, at hun var den modigste, smukkeste og mest bange person, han nogensinde havde mødt. Han blev sat til at passe på hende, indtil sagen skulle for retten. Han sagde tit for sjov, at han burde have en klækkelig overtidsbetaling, for nu, tolv år senere, gjorde han stadig det samme. I løbet af årene havde han hjulpet hende med at kvitte de stoffer, de havde gjort hende afhængig af, betalt for, at hun kunne vende tilbage til skolen og få sin læreruddannelse, og givet hende det liv tilbage, hun hele tiden burde have haft. I sit hjerte vidste han, at det var det bedste, han nogensinde havde gjort, men hans hjerne kendte også den pris, han måtte betale. Højt rangerende kriminalfolk kunne ikke være gift med tidligere prostituerede, om de så var kommet nok så meget på fode igen. Så han rangerede stadig på mellemniveau, hvor den offentlige bevågenhed var mindre intens, og fik nu og da overdraget en sag, der var hans evner værdig. Men ofte fik han de mere besværlige af slagsen, som ingen af de overordnede havde lyst til at røre ved.

Han stod nu og kiggede på munkens kvæstede krop, og brilleglassene forstørrede hans varme brune øjne, mens han vurderede ligets detaljer. Kriminalteknikerne havde fjernet alle tekniske beviser på nær tøjet. Den grove, grønne klædedragt var mørk af koldt, størknet blod. Armene, der havde været holdt udstrakt så længe for at danne korsets tegn, lå nu ned langs kroppen, og den dobbelte rebløkke om højre håndled lå rullet sammen i en nydelig bunke ved siden af hans flængede hånd. Arkadian sugede hele det uhyggelige syn til sig og rynkede panden. Det var ikke, fordi han ikke brød sig om obduktioner – han havde overværet så rigeligt; han var bare usikker på, hvorfor netop han var blevet bedt om deltage i denne.

Reis stak sit lange, glatte hår ind under en plasthætte, loggede sig på computeren på drejestativet ved sin side og oprettede en ny sagsfil. ”Hvad mener du om løkken?” spurgte han.

Arkadian trak på skuldrene. ”Måske havde han til hensigt at hænge sig, men besluttede sig så for, at det var for ordinært.” Han kastede den sammenkrøllede emballage fra frugtstangen gennem lokalet, hvor den faldt ned fra kanten af skraldespanden og gled ind under et arbejdsbord. Alt tydede på, at det ville blive en dårlig dag. Hans blik vandrede hen til en fjernsynsskærm på den fjerneste væg. Den var stillet ind på en nyhedskanal og viste optagelser af munken på bjergtinden.

”Det her er nyt for mig.” Arkadian samlede emballagen op.

”Først ser man tv-udsendelsen, og bagefter dissekerer man liget ...”

Reis smilede og trak den flade computerskærm hen imod sig. Han tog det trådløse headset fra dets krog bag på skærmen, lod det glide ned over hovedet og drejede en smal mikrofon ned foran sin mund, inden han trykkede på en rød firkant i hjørnet af skærmen. Den begyndte at blinke; en mp3-fil var begyndt at optage og lagre direkte i sagsmappen.