21
Kathryn Mann sad på sit kontor på anden sal i byhuset omgivet af dynger af papirarbejde på forskellige sprog. Som sædvanlig stod døren ud til gangen åben, og gennem den hørte hun fodtrin på trægulve, kimende telefoner og brudstykker af samtaler, da folk kom dryssende for at tage hul på arbejdsdagen.
Hun havde sendt nogen tilbage til frugtlunden for at hente volontørerne. Hun ønskede at være alene med sine tanker og følelser en stund, og lige nu kunne hun simpelt hen ikke klare endnu en alvorlig diskussion om døde bier. Hun tænkte på de tomme stader set i lyset af munkens død, og det fik hende til at gyse. Oldtidens mennesker havde tillagt varsler i form af dyrs ukarakteristiske opførsel stor betydning. Gad vide, hvordan de ville have tolket de overnaturlige begivenheder, der fandt sted i verden i dag: smeltende indlandsis, tropisk vejr i tidligere tempererede zoner, hidtil usete tidevandsbølger og orkaner, koralrev forgiftede af forsurede verdenshave, forsvindende bier. De ville have troet, at det var verdens undergang.
På skrivebordet foran hende lå den feltrapport, hun havde taget med sig fra minibussens passagersæde. Den havde ikke hjulpet meget på humøret. Hun havde kun læst halvdelen, men vidste allerede, at projektet ville blive for dyrt at finansiere. Måske var det blot endnu en lille stump af verden, de måtte lade visne og dø. Hun stirrede stift på de omhyggeligt optegnede diagrammer og kurver, der skitserede de indledende byggeomkostninger og projekterede trævækst, men i sit hoved så hun symboler indgraveret på stumper af skifersten og det symbol, munken dannede, inden han lod sig falde.
”Så du nyhederne?” Kathryn kiggede forskrækket op i det klare, lysende ansigt tilhørende en mager pige, der så smilende på hende fra døråbningen. Hun forsøgte at komme i tanke om hendes navn, men udskiftningen af folk i bygningen foregik så hurtigt, at hun aldrig kunne stole på, at hun huskede rigtigt. Rachel måske – eller var det Rebecca? Hun var her på et tremåneders praktikophold fra et engelsk universitet.
”Ja,” sagde Kathryn. ”Ja, jeg så det godt.”
”Der er enorme bilkøer derude. Det er derfor, jeg kom for sent.”
”Det gør ikke noget.” Kathryn affærdigede hendes tilståelse med en håndbevægelse og vendte tilbage til sagsmappen. Morgenens nyheder, der tyngede hende så inderligt, var tydeligvis blot et besvær for de fleste folk – noget at sladre om og undres over, hvorefter det blev glemt.
”Vil du have en kop kaffe?” spurgte pigen.
Kathryn kiggede atter op på hendes ungdommelige, ubekymrede ansigt og kom pludselig i tanke om hendes navn. ”Jo tak, det ville være dejligt, Becky,” sagde hun.
Pigens ansigt lyste op. ”Super.” Med et piskesmæld fra den kastanjebrune hestehale vendte hun sig om og løb ned i køkkenet.
Det meste af organisationens arbejde blev udført af volontører som Becky; mennesker i alle aldre, der gav deres tid, ikke på grund af en religiøs forpligtelse eller national stolthed, men fordi de elskede den planet, de boede på, og ønskede at passe på den. Det var det, hendes organisation gjorde – den bragte vand til steder, der var tørret ud, og plantede afgrøder og træer på jord, der var blevet ødelagt af krig eller forgiftet af industri. Det var dog ikke sådan, Ortus var startet, og heller ikke den slags arbejde, den altid havde udført.
Telefonen på hendes bord ringede.
”Ortus. Hvad kan jeg hjælpe med?” sagde hun, så muntert
hun kunne.
”Kathryn,” brummede Oscars varme stemme i hendes øre.
Hun følte sig straks lidt bedre tilpas.
”Hej, far,” sagde hun. ”Hvor har du været?”
”Jeg bad.”
”Har du hørt det?” Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle formulere spørgsmålet. ”Har du hørt, at han ... at munken ...”
”Ja,” sagde han. ”Jeg har hørt det.” Hun sank en klump og forsøgte at holde sine følelser i ave. ”Fortvivl ikke,” sagde hendes far. ”Vi må ikke opgive håbet.”
”Men hvordan kan vi andet?” Hun så hen mod døren og sænkede stemmen. ”Profetien kan ikke længere blive til virkelighed. Hvordan kan korset rejse sig på ny?”
Den transatlantiske telefonforbindelses knitren udfyldte den lange pause, inden hendes far talte igen.
”Folk er vendt tilbage fra de døde,” sagde han. ”Det står i Bibelen.”
”Bibelen er fuld af løgne. Det har du selv lært mig.”
”Nej, det har jeg ikke lært dig. Jeg fortalte dig om særlige og bevidste unøjagtigheder. Der er stadig meget i den officielle Bibel, der er sandt.”
Der blev igen stille på linjen på nær den tiltagende hvæsen
af elektronisk interferens.
Hun ville gerne tro ham, det ville hun virkelig; men i sit hjerte følte hun, at det at fortsætte blindt i håb om, at alt nok skulle gå, ikke adskilte sig stort fra blot at lukke øjnene og krydse fingre.
”Tror du virkelig på, at korset vil rejse sig på ny?”
”Måske,” sagde han. ”Jeg indrømmer, at det er svært at tro på. Men hvis du i går havde fortalt mig, at en Sanctus ville dukke op ud af intet, klatre op på toppen af citadellet og lave tauets tegn, ville jeg have haft lige så svært ved at tro på det.
Men det skete altså.”
Hun kunne ikke bestride hans ord. Det kunne hun sjældent.
Det var derfor, hun ønskede, at han havde været i nærheden, så hun kunne have snakket med ham, da nyheden kom. Måske ville hun så ikke have gjort sig så mange melankolske tanker.
”Men hvad synes du så, vi skal gøre?” spurgte hun.
”Vi må holde øje med liget. Det er nøglen. Det er korset. Og hvis han ikke rejser sig på ny, må vi beskytte ham fra dem, der vil forvolde ham ondt.”
”Sanctus-brødrene.”
”Jeg tror, at de vil forsøge at få udleveret liget så hurtigt som muligt, hvorpå de vil skaffe sig af med det for at bryde rækkefølgen i profetien. Som Sanctus har han ikke nogen familie, og derfor vil ingen stå frem og gøre krav på ham.”
De blev begge tavse, mens de overvejede, hvad der kunne tænkes at ske, hvis dette blev til virkelighed. Kathryn så ham for sig ligge i et mørkt, vinduesløst lokale et sted inde i citadellet, idet hans ødelagte krop på mirakuløs vis begyndte at heles. Dernæst dukkede hætteklædte skikkelser frem fra skyggerne, klædt i grønt med trukne daggerter og andre torturinstrumenter i hænderne.
På den anden side af verden så hendes far lignende billeder for sig, selv om hans ikke var baseret på fantasi. Han havde med egne øjne været vidne til, hvad Sanctus-brødrene var i stand til.