40
Abbeden fejede gennem bjergets mørke stenkorridorer på sin vej hen til prælaten, bekymret over at han ikke havde gode nyheder at overbringe. Det var slemt nok, at det for første gang i knap halvfems år næsten var lykkedes nogen at undslippe citadellet. Det eneste lyspunkt var, at han var død under forsøget. Den kendsgerning, at han nu tilsyneladende havde en levende slægtning, gjorde det muligvis til det største brud på citadellets sikkerhed gennem de seneste tohundrede år – ja, måske endda endnu længere. Han kunne heller ikke smyge sig uden om det faktum, at det i sidste ende var hans ansvar.
Man forventede intet mindre end en hurtig og vellykket begrænsning af skaden, og til det formål måtte han have frie tøjler til at handle så håndfast, som han fandt det nødvendigt – ikke alene inde i citadellet, men også udenfor – og dertil skulle han bruge prælatens velsignelse.
Han nikkede til de vagtposter, der permanent befandt sig uden for prælatens private gemakker. I gamle dage havde citadellets vagter været udstyret med armbrøster, sværd og daggert, men tiderne havde ændret sig. Nu havde de en ladt Beretta 92 i et hylster ved håndledet, gemt væk under de løse ærmer på deres rustrøde kutter. Vagten trak døren op, så han kunne gå ind. Han var ikke blandt dem, abbeden havde udvalgt sig fra stakken.
Døren bragede i bag abbeden og gav kortvarigt genlyd i den grotteagtige indgang. Han gik hen mod den elegante trappe, der førte op til prælatens modtagelsesværelse. Et sted i mørket forude kunne han høre den hvæsende lyd fra en respirator, der rytmisk tvang ilt ned i dets beboers gamle lunger.
Kammeret var endnu mørkere end indgangen, og abbeden måtte sænke farten, idet han trådte ind, usikker på, hvad han kunne støde ind i. En svag ild knitrede i kaminen og sugede ilt fra rummet til gengæld for lidt lys og en tør, kvælende varme. Det eneste andet lys stammede fra den stribe elektroniske maskiner, der døgnet rundt iltede prælatens blod, fjernede hans affaldsprodukter og holdt ham i live.
Abbeden gik prøvende hen mod den enorme himmelseng, der dominerede værelset, og begyndte så småt at kunne ane den magre skikkelse, hvid og ubetydelig, der lå i dens midte. I det slørede lys så det ud, som om prælaten var fanget i et spind af slanger og snore, som en huleboende edderkop. Kun hans øjne syntes at have et vist mål af liv. De var mørke og årvågne og iagttog den nyankommende.
Abbeden rakte hen over de uendelige mængder sengelinned for at tage prælatens klolignende hånd. På trods af den kvælende varme i værelset var den så kold som bjerget. Han bøjede hovedet og kyssede den løstsiddende ring på langfingeren, der bar hans ophøjede embedes segl.
”Lad os være alene,” sagde prælaten med en stemme, der var både tør og anstrengt.
To Apothecaria-munke i hvide kutter rejste sig som spøgel-ser fra deres stole. Abbeden havde end ikke bemærket dem i skyggerne. De kontrollerede og justerede begge noget ved de mange apparater og skruede op for alarmstyrken, så de kunne høre dem ude fra trappen, hvorefter de stille gled ud af rummet. Abbeden vendte atter opmærksomheden mod sin herre og så det klare blik brænde sig ind i hans.
”Fortæl mig ... det hele ...,” hviskede prælaten.
Abbeden skitserede rækkefølgen af formiddagens begivenheder og udelod intet, mens prælaten fortsat spiddede ham med sit nåleblik. Alt lød værre, når det blev sagt højt, end da han øvede det i tankerne undervejs. Han vidste også af erfaring, at prælaten ikke var nogen mild mand. Han havde selv været abbed, sidste gang en novice havde forrådt dem under Den Første Store Krig, og hans hensynsløshed under oprydningen efter den mulige skandale havde i sidste ende skaffet ham adgangsbilletten til prælaturet. Abbeden håbede i det skjulte, at han ved at lægge låg på denne sag kunne gøre det samme for ham.
Abbeden færdiggjorde sin beretning, og den gamle mands
blik slap ham og fokuserede i stedet på en plet et sted i mørket over hans seng. Hans lange hår og skæg var tyndt og endnu hvidere end de lagner, der dækkede ham som et ligklæde. Hans eneste bevægelse var brystets rytmiske hæven og sænken sig og en sitren fra de arterier, der pulserede svagt under den papirtynde hud.
”En søster?” sagde prælaten til sidst.
”Det er endnu ubekræftet, Deres Hellighed, men ikke desto mindre en kilde til alvorlig og øjeblikkelig bekymring.”
”Alvorlig og øjeblikkelig bekymring ... for hende, måske ...”
Prælatens svar blev brudt op i små grupper af ord, eftersom hver sætning med få sekunders mellemrum blev afbrudt af respiratoren, når den skubbede luft ind i de trætte lunger.
”Jeg er glad for, at Deres Hellighed er enig,” svarede abbeden.
Det skarpe blik rettede sig endnu engang imod ham.
”Jeg har ikke erklæret mig enig i noget som helst,” svarede
prælaten. ”Jeg går ud fra, at dette besøg ... hvor du intet har at overbringe ... på nær dårlige nyheder ... og uvisheder ... betyder, at du ønsker, jeg skal ... give dig tilladelse til ... at gøre pigen tavs.”
”Det virker som det fornuftigste.” Prælaten sukkede og vendte atter blikket mod den mørke
himmel over sin seng.
”Mere død,” sagde han, nærmest for sig selv. ”Alt det blod.”
Han trak vejret dybt adskillige gange, og respiratorens
hvæsen tog til og fyldte stilheden.
”I firetusinde år,” fortsatte han på samme rykvise manér,
”har vi vogtet over ... Sakramentet ... en hemmelighed, der er blevet nedarvet ... i ubrudt linje ... fra de oprindelige grundlæggere ... af vores kirke. Pligttro ... har vi bevaret hemmeligheden ... men det har også holdt os ... og holder os stadig ... afsondret fra resten af verden ... og kræver så stort et offer ... så meget blod ... alene for at holde det skjult. Spørger du nogensinde dig selv ... broder abbed ... hvad vort formål er med alt dette?”
”Nej,” svarede abbeden, usikker på, hvor spørgsmålet ville føre hen. ”Vores arbejde her er indlysende. Det er Guds arbejde.”
”Du skal ikke tale ned til mig med gejstlige floskler,” sagde prælaten med overraskende energi. ”Jeg er ikke nogen rødkindet novice. Jeg mener vort specifikke formål. Tror du virkelig på, at det udelukkende er Guds arbejde, vi udfører her?”
”Selvfølgelig.” Abbeden rynkede panden. ”Vort kald er retskaffent. Vi bærer vægten af menneskehedens fortid på vores skuldre for dens fremtids skyld.”
Prælaten smilede. ”Hvor velsignet du er. Tænk at kunne svare så fuld af overbevisning.” Hans blik gled endnu engang opad. ”Efterhånden som døden kryber nærmere ... må jeg tilstå, at ... tingene forekommer mig anderledes ... Livet stråler ... på forunderlig vis ... når det først er oplyst af dødens mørke skær ... Men jeg vil ... inden længe ... være befriet for al liv ...”
Abbeden begyndte at protestere, men prælaten løftede sin
næsten gennemsigtige hånd for at få ham til at tie.
”Jeg er gammel, broder abbed ... alt for gammel ... Efterhånden som jeg nærmer mig mit andet ... århundrede, mærker jeg ... vægten af min alder ... Jeg plejede at tænke ... at mit lange liv og engang ... solide helbred ... skyldtes, at livet ... inde i dette bjerg ... var en velsignelse ... Jeg troede, at det var et bevis på ... at Gud smilede til os ... og godkendte vort arbejde. Nu er jeg ikke længere ... så sikker ... I alle kulturer ... og i al litteratur ... beskrives et langt liv ... udelukkende som en ... forfærdelig forbandelse ... kastet over de fordømte ...”
”Eller de guddommelige,” sagde abbeden.
”Jeg håber, du har ret ... broder abbed ... Jeg har tænkt ...
meget på det i den senere tid ... Jeg spekulerer på ... om Gud, når min tid er inde ... vil være fornøjet ... over det arbejde, jeg har gjort ... i hans hellige navn ...? Eller vil han skamme sig? Vil hele mit livs anstrengelser ... vise sig at være forgæves ... blot en blodig øvelse ... i at beskytte rygtet ... for mænd, der for længe siden ... er blevet til støv ...?”
Hans stemme døde hen med en tør rallen, og det mørke
blik gled over til en karaffel med vand ved siden af sengen.
Abbeden skænkede et glas, støttede prælatens hoved og hjalp ham med at tage nogle små slurke mellem respiratorens uophørlige indblæsninger. Til trods for den trykkende varme føltes prælatens hoved umenneskeligt koldt. Han lagde det varsomt tilbage på puden og satte glasset fra sig på bordet. Da han så på prælaten igen, var dennes blik endnu engang rettet mod pletten af intethed over sengen.
”Jeg stirrer døden i ansigtet ... hver dag ...,” sagde han og granskede mørket. ”Jeg betragter ham ... og han betragter mig ... jeg undrer mig over, hvorfor ... han holder afstand ... Men så kommer du ... og taler blide ord ... der kun gør lidt for at skjule ... din blodtørst ... og jeg tænker for mig selv ... måske Døden er snu ... Måske holder han mig i live ... så jeg kan give dig ... de beføjelser, du anmoder om ... Så vil dine gerninger give ham ... langt yngre sjæle end min at lege med ...”
”Jeg tørster ikke efter blod,” sagde abbeden. ”Men nogle gange kræver vores pligt det. De døde er bedre til at bevare hemmeligheder end de levende.”
Prælaten vendte sig endnu engang om og fæstnede sit
urokkelige blik på abbeden.
”Det kan hænde, at broder Samuel ... er uenig ...”
Abbeden sagde ingenting.
”Jeg vil ikke give mit samtykke ... til din anmodning ...,”
sagde prælaten pludselig og lod langsomt sit blik glide ned over abbedens ansigt for at aflæse hans reaktion. ”Opspor hende og overvåg hende ... naturligvis ... men forvold hende ingen skade ... det forbyder jeg udtrykkeligt ...”
Abbeden var forbløffet.
”Men, Deres Hellighed, hvordan kan vi lade hende leve,
hvis der er blot den mindste risiko for, at hun kender til Sakramentets identitet?”
”Jeg tvivler på ... at hun ved noget ...,” svarede prælaten.
”At have et telefonnummer ... er én ting ... Men at have en telefon ... er noget ganske andet ... Tror du virkelig, at broder Samuel ... ville have haft tid ... til at ringe ... i tidsrummet fra han blev ... gjort bekendt med vores største hemmelighed ... og sin ulyksalige død ...? Er du virkelig så ivrig ... efter at tage et liv ... på baggrund af en så ... spinkel mulighed ...?”
”Jeg synes ikke, at vi bør løbe selv den mindste risiko, når vores orden er i fare. Kirken er svag. Folk tror ikke på noget mere. Enhver afsløring omkring oprindelsen af deres tro kan ødelægge det hele. Du har selv set, hvordan nogle inden for disse mure reagerer, når Sakramentet afsløres for dem, selv når de er blevet omhyggeligt tjekket og forberedt. Hvad nu, hvis det samme blev afsløret for verden? Der ville opstå kaos. Med al respekt, Deres Hellighed, så bør vi beskytte Sakramentet endnu mere i dag end nogensinde før. Vores tros fremtid afhænger måske deraf. Denne pige er for farlig til, at vi kan lade hende leve.”
”Alting har en ende ...,” sagde prælaten. ”Intet varer evigt ... Hvis Kirken er svag ... så er der måske en grund til ... at alt dette er sket ... Måske er tiden inde til ... at vi giver os selv ... i skæbnens hænder ... Lad terningen falde ... hvor den vil ... Jeg har taget min beslutning ... Sig til mine plejere ... at jeg ønsker at hvile ... og luk døren ... når du går ...”
Abbeden blev stående nogle få sekunder. Han nægtede at tro på, at audiensen var forbi, eller at hans anmodning var blevet afslået. Han betragtede prælaten, der lå med opadvendt blik som udskæringen på en sarkofag.
Gid, du allerede lå i en, tænkte han, da han med bøjet hoved langsomt bakkede væk fra sengen og smuttede ud af det kvælende rum.
Udenfor kredsede Apothecaria-munkene i den dystre gang. ”Lad ham være,” beordrede abbeden, idet han stormede
forbi. ”Han ønsker at være alene med tankerne om sit eftermæle.”
De hvide kutter udvekslede forundrede blikke, usikre på, hvad abbeden mente. Da de vendte sig om for at spørge ham, var han sig allerede henne for foden af trappen.
Gamle fjols, tænkte abbeden, da han flåede døren op og stormede forbi vagterne. Intet under, at vores elskede kirke er blevet svækket med en sådan mand i spidsen.
Han bød bjergets kølighed velkommen og tørrede sveddråber af panden med sit ærme, da han satte kursen mod den store katedralgrotte, hvor bjergets beboere inden længe ville gå til vesper.
Opspor hende og overvåg hende.
Prælatens ord gav spottende genlyd i abbedens sind. Men der var én oplysning, han havde holdt tilbage. Da han havde talt med pigen, havde han hørt et højttalerkald i baggrunden. Hun havde befundet sig i en lufthavn. Hun var på vej til Ruin.
Han skulle nok opspore hende og anbringe hende et sted, hvor de kunne holde nøje øje med hende. Og i samme øjeblik døden endelig afsluttede sin leg med hans mester, ville han tage sig af hende på sin egen måde.