43

Citadellets dag var delt i tolv forskellige andagter, hvoraf de vigtigste var de fire aftenbønner. De fandt sted hver aften, fordi man mente, at fraværet af Guds lys lod onde kræfter herske. Det var en teori, som enhver politibetjent i enhver af verdens storbyer ville tilslutte sig – mørkets gerninger udøves næsten altid i ly af natten.

Den første af aftenbønnerne var vesper, en formel gudstjeneste, der afholdtes det ene sted, der var stort nok til at lade alle citadellets beboere bevidne endnu en henskridende dag – den store katedralgrotte i den østlige del af bjerget. De første otte rækker var fyldt af de åndelige brødres sorte kutter – præsterne og bibliotekarerne, der tilbragte deres liv i det store biblioteks mørke. Bag dem sad en tynd hvid stribe Apothecaria-brødre; derpå tyve rækker af brune kutter, de arbejdende grader – murere, tømrere og andre erfarne håndværkere, der havde til opgave konstant at overvåge og vedligeholde citadellets fysiske stand.

Vagternes rødbrune kutter skar sig tværs gennem menigheden og adskilte de højerestående grader foran fra mængden af gråklædte bagerst; de administrative munke, der tog sig af alt fra madlavning og rengøring til udførelsen af manuelt arbejde for de andre grader.

Oven over den mangefarvede menighed, i deres eget ophøjede galleri, sad de grønklædte Sanctus-brødre – tretten i alt, inklusive abbeden, selv om der i dag kun var elleve. Abbeden var ikke blandt dem, og det var broder Gruber heller ikke.

Da solen var gået ned bag de tre store vinduer bag alteret, det store rosenvindue flankeret af to trekanter, der repræsenterede Guds altseende øje, gik de på rad og række ud for at indtage dagens sidste måltid i spisesalen, inden de trak sig tilbage til sovesalene.

Alle, på nær tre mænd, klædt i Carminagradens røde kutter.

En rødblond munk med et fladt, udtryksløst ansigt og en kropsbygning som en mellemvægtsbokser gik gennem den rungende grotte hen mod en dør direkte under Sanctus-balkonen. De andre to fulgte efter. Ingen sagde et ord.

Cornelius’ fortid som officer i den britiske hær havde fået abbeden til at udnævne ham til gruppens naturlige leder, og på vej ind til vesper havde han overrakt ham en besked, indeholdende yderligere to navne, instrukser og et kort. Cornelius så på kortet, da han gik ud fra katedralgrotten, drejede til venstre som angivet og fortsatte ned ad de smalle, mindre befærdede gange hen mod den forladte side af bjerget.

Tusmørket voksede i den gamle bys indviklede net af gader.

De sidste turister blev gennet ud fra den gamle bydel af høflige ordensmænd, og faldgitre røg klingende på plads og forseglede den for natten. Mod vest, i kvarteret kendt som det fortabte kvarter, begyndte skyggerne at antage menneskelige former, da den natlige handel med kød gedulgt genoptog sine aktiviteter.

Mod øst sad Kathryn Mann i sin dagligstue og ventede på, at printeren skulle blive færdig. Mens hun så udskriften dukke frem linje for linje, fortrød hun, at hun havde indstillet den på højeste printkvalitet. I fjernsynsnyhederne forlød det, at store menneskemængder havde samlet sig for tavst at hylde den mand, som de endnu ikke kendte som broder Samuel, i Amerika, Europa, Afrika, Australien, ja, endog Kina, hvor offentlige demonstrationer, især af religiøs karakter, var svære at gennemføre. En kvinde, der blev interviewet uden for Cathedral of St. John the Divine i New York, blev spurgt om, hvorfor hun nærede så stærke følelser omkring munkens død.

”Vi har jo behov for at tro, ikke?” Hendes stemme var grødet af følelser. ”Fordi vi har brug for at vide, at kirken holder af os – og passer på os. Hvis en af dens egne bliver drevet til dette, og kirken ikke engang ytrer sig om det – ja, hvor er vi så henne ...?”

På alle kontinenter gav folk stort set udtryk for det samme.

Munkens ensomme død havde tydeligvis rørt dem. Hans vågenat på bjergets top syntes at symbolisere deres egen følelse af isolation, og den efterfølgende tavshed var et bevis på en ligeglad kirke; en kirke, der havde mistet sin medfølelse.

Måske sker der en forandring, tænkte hun, da hun endelig fjernede papiret fra printeren og stirrede på fotografiet af Liv Adamsen, som hun havde stjålet fra politiets sagsmappe.

Måske bliver profetien alligevel til virkelighed.

Hun slukkede for fjernsynet og snuppede et par æbler på vej ud. Lufthavnen lå en halv times køretur herfra. Hun havde ingen anelse om, hvor længe hun måtte vente.