44

En tung dør åbnede sig på pibende, rustne hængsler. Cornelius trådte ind og greb den brændende fakkel, der var blevet efterladt til dem. Han holdt den frem foran sig, idet de bevægede sig ind i citadellets glemte dybder. Broder Johann gik ved hans side; det mørke filmstjernelook vidnede ikke om hans skandinaviske herkomst, men de blå øjne var fulde af hans hjemlands is. Broder Rodriguez dannede bagtrop. Han tårnede sig tredive centimeter op over dem begge, en højde, der stod i kontrast til hans spanske rødder. Han havde et vagtsomt blik i de gyldne øjne, mens han med fjedrende skridt løb gennem de lave tunneler.

Deres knasende fodtrin og den knitrende lyd fra den brændende fakkel gav genlyd omkring dem, mens bjergets historie mødte dem i mørket. Døråbninger gabte her og der som munde stivnede i sorg. Bag dem så de levn fra den tilværelse, der engang blev levet her – senge, der hang under vægten af våde strå, og splintrede bænke, der næppe kunne bære vægten af de spøgelser, der nu sad på dem. Flere steder lå der murbrokker i gangen, og striber af kalk glinsede hvidt i mørket som forbipasserende gespenster af dem, der engang havde vandret her.

Efter ti minutter så de forude et svagt orange lys glimte i en døråbning, hvorfra røg sivede hen under et loft, der var udhugget engang, hvor folk var mindre. Efterhånden som de nærmede sig, kunne de lugte brændeild, og den kolde luft blev afløst af en smule varme. Cornelius gik ind i en grotte, der måske engang havde været et køkken. Længst inde i rummet sad en skikkelse på hug ved en gammeldags arne og rodede med en pind i ilden, der havde svært ved at få fat.

”Vær hilset, brødre,” sagde abbeden som en krovært, der gav rejsende ly for en snestorm. ”Jeg beklager, at ilden ikke rigtig vil tage fat. Jeg er bange for, at jeg har mistet taget. I må endelig tage for jer ...” Han pegede hen mod et bord, hvorpå der stod to store brød og lidt frugt.

Abbeden sluttede sig til dem ved bordet, så dem tavst bryde brødet, men tog intet selv. Han granskede dem, mens de spiste, og satte navne på de ansigter, han sidst havde set i personalemapperne. Den høje: Guillermo Rodriguez. Toogtyve år gammel. Oprindeligt fra Bronx. Tidligere gadedreng og bandemedlem. Han var noteret for en række anholdelser for ildspåsættelse, der havde resulteret i stadig strengere domme. Han havde tilbragt halvdelen af sit liv med en stofafhængig mor og resten i en række ungdomsinstitutioner. Han fandt Gud, da aids gjorde ham forældreløs.

Over for ham sad Johann Larsson. Fireogtyve. Mørkt hår, blå øjne og påfaldende smuk. Han var født i Abiskoskovene i Nordsverige i et separatistisk, pseudo-religiøst samfund og vokset op i den tro, at dommedag var nær, og at millioner af syndige mennesker ville forvandles til djævle og vende sig mod de rettroende. For at beskytte sig selv og sin familie mod disse imaginære horder havde han lært at bruge en pistol, samtidig med at han lærte at læste. Da dommedag indtrådte, antog den imidlertid en mere tragisk form. En lastbilchauffør slog alarm, da han så en ulv slæbe et menneskeben hen over vejen foran sig. Den politienhed, der blev sendt ud til bofællesskabet, opdagede, at de havde begået kollektivt selvmord. Johann var den eneste overlevende. De fandt ham rullet sammen på sengen ved siden af liget af hans bror. Han fortalte politiet, at faren havde givet ham nogle piller for at ‘lade ham se Gud’, men han havde været vred på faren, fordi han havde råbt ad broren tidligere, så han havde smidt pillerne væk. En række plejefamilier havde ikke held til at nå ind til denne smukke, forstyrrede dreng. Han var indelukket, voldsomt mistroisk over for fremmede og tydeligvis inde på et selvødelæggende spor. Men så trådte kirken til, sendte ham på et af deres rehabiliteringskurser i Amerika og tog ham til sig som den fortabte søn.

Endelig var der Cornelius Webster. Fireogtredive. Opvokset på børnehjem og gået direkte ind i den britiske hær, så snart han var gammel nok. Blev hjemsendt efter at have overværet sin deling blive brændt levende foran sig, da deres pansrede mandskabsvogn blev ramt af en panserværnsgranat. Arrene i hans ansigt, der lignede dråber af bleg voks, fik hans skæg til at vokse i pletter og vidnede om denne tragedie. Den dag, han forlod hæren, udskiftede han det institutionaliserede soldaterliv med det lige så institutionaliserede munkeliv. Citadellet var hans familie nu, som det var for dem alle sammen.

Abbeden matchede også deres forskellige evner med den mission, han snart ville sende dem ud på: Cornelius havde alderen og autoriteten; Johann var med sit distraherende udseende og perfekte engelsk ideel madding til fangst af en kvindelig fisk; Rodriguez havde sit amerikanske pas og kendte gaderne. Alle havde de en voldelig fortid og et stærkt og nidkært ønske om at bevise deres værd for Gud. Han ventede med at sige noget, indtil de var færdige med at spise.

”Tilgiv mig dette mødes uortodokse karakter,” sagde han.

Han var omgivet af et tåget rødt skær fra ilden. ”Men når jeg forklarer årsagen, vil I forstå grunden til denne forsigtighed og hemmelighedsfuldhed.”

Han bankede med en finger på sine spidsede læber.

”Denne del af bjerget husede engang en garnison af kriger-

munke kaldet Carmina, citadellets røde riddere, de berømmelige aner for den orden, I tjener. De red ud for at udrydde falske religioner, knuse falske guder, ødelægge kætterske kirker og rense vildfarne troende for deres synder i Inkvisitionens lutrende flammer. Disse korstog var kendt som tabula rasa – den rene tavle – for intet spor af kætteri blev nogensinde efterladt i deres kølvand.” Han sænkede stemmen og lænede sig frem over bordet, så det knirkede som plankerne i et gammelt skib.

”Carminaen var ikke bundet af menneskets ordinære love.” Han så på dem alle efter tur. ”Og heller ikke af de gældende love i det land, de befandt sig i, for det var blot konger og kejseres love, og Carminaen adlød kun Gud. Jeg har tilkaldt jer, fordi I skal løfte deres hellige arv. Vi er ganske vist ikke belejret af hære, men vi har stadig fjender. Og vi har stadig brug for soldater.”

Han skød en kuvert hen over bordet til Cornelius.

”Her er detaljerne omkring det, I skal gøre, og instrukser i,

hvordan I kan forlade bjerget. Jeg har valgt jer, fordi I hver især har den personlighed og erfaring, der kræves for at udføre Guds arbejde. Lad jer vejlede af Ham og ikke af jordiske love. Som jeres forgængere må I også udføre jeres pligter med målrettethed. Truslen er reel. I må eliminere den.”

Han pegede hen mod den fjerneste ende af rummet, hvor

tre identiske lærredstasker stod lænet op ad væggen.

”Deri vil I finde valuta, identitetspapirer og civilt tøj. I vil blive mødt uden for den gamle bys mure to timer over midnat af to mænd, der vil sørge for transport, våben, og hvad I ellers måtte få brug for. Ligesom jeres forgængere benyttede sig af lejesoldater til at hjælpe dem på deres missioner, må I bruge disse mænd til at hjælpe jer på jeres. Men glem aldrig, at det I gør, gør I af kærlighed til Gud, hvorimod de gør det af kærlighed til penge. Så benyt jer af dem – men stol ikke på dem.”

Han holdt en pause.

”Det er ikke let for mig at sende jer ud på denne mission.

Skulle I falde under udførelsen af jeres pligt, og det kan tænkes at hænde for nogle af jer, så skal I vide, at I vil blive modtaget af Gud som en velsignet kriger ligesom dem, der faldt før jer. De, der vender tilbage, vil blive budt velkommen, ikke som medlemmer af den grad, I tjener nu, men som medlem af den højeste grad i vores orden – en Sanctus. Muligvis ved I,” tilføjede han, ”at der i forvejen er to ledige pladser. Men jeg vil udvide antallet, så der er plads til jer alle, hvis I viser jer værdige til det. Og ved at stige til det højeste niveau i vores broderskab vil I naturligvis også blive velsignet med den hellige viden om det, som jeg nu beder jer om at beskytte.”

Han rejste sig fra sit sæde og tog sit tau-kors op af sit rebbælte. ”I har kun få timer til at skifte tøj og forberede jer på at vende tilbage til verden. Jeg vil nu velsigne jer på samme manér, som man gjorde i den orden, som vi genopliver her i aften.”

Han løftede tauet over sit hoved og begyndte at fremsige den gamle krigsvelsignelse, med ord lige så gamle som bjerget, hvori de nu bad. Bag ham knitrede og spruttede ilden og kastede hans vældige skygge hen over hulens loft.

Et par timer senere fik en let rystelse jorden ved den gamle bymur til at skælve som et ekko af det uvejr, der susede hen over bjergtoppene mod nord. For enden af en gyde mellem to parkeringshuse rumlede en tung gitterlåge op, indtil der var en åbning akkurat bred nok til at lade en mand passere. Tre skygger kom til syne i mørket som stumper af natten, der spredtes for vinden. De begav sig hen ad gyden til en parkeret varebil, hvis bagdør stod åben.

De første, tunge regndråber smældede ned på vognens tynde metaltag og slog mod de benfarvede sandstensfliser, da de tre skikkelser smuttede indenfor. Døren gik i med et smæld, og motoren vaktes til live med en brummen. Forlygterne blev tændt og fejede hen over den støvede vej, da regnen brød løs over den som en smitte.

Varebilen kørte af sted med kurs mod den indre ringvej og den brede østlige boulevard, der førte helt ud til lufthavnen. Regnen tog til i styrke, imens de kørte rundt om den gamle by.

Det var som sorte tårer, der faldt for alt, der var sket, og alt det, der kunne ske. De løb ned ad citadellets sider, ned til den kalkholdige jord, hvor voldgraven engang flød, og en mand engang svømmede, ned ad trange brolagte gader, hvor røde riddere havde redet, og skyllede de blomster og kort bort, der markerede det sted, hvor munken så nylig var faldet.