49

Liv nærmest græd af lettelse, da hun tumlede gennem svingdøren ind i terminalbygningens barmhjertige lys. Hun haltede videre og afsatte et spor af mudder og regnvand efter sig, mens frygtsomme turister bakkede væk fra hende. En af betjentene ved paskontrollen kiggede op, alarmeret af postyret. Hun så ham puffe til sin partner og nikke i hendes retning.

Det gav et sæt i den anden, da han fik øje på den halvvejs mudderindsmurte, halvvejs forrykte skabning, der havde kurs imod dem. Han trykkede på en knap på sin walkie-talkie og gav sig til at tale ind i den. Begge lod hænderne falde, så de var i nærheden af aftrækkeren på deres maskinpistoler.

Fedt ...

Så nåede jeg helt herhen, bare for at blive mejet ned af de to tumper.

Hun opbød det sidste af sine kræfter og løftede armene i vejret i den internationalt anerkendte gestus for overgivelse.

”Vil I ikke nok ...” begyndte hun forpustet, ”... ringe til kriminalkommissær Arkadian ved Ruin politis drabssektion. Jeg har virkelig brug for at snakke med ham.”

Rodriguez stod ved bagageindtjekningen og så sikkerhedsvagten tømme hans rejsetaskes indhold ud på stålbordet og gennemgå det. En besked gik knitrende igennem den walkie-talkie, han havde clipset fast til sit bælte, men han tog ingen notits af den. Beskeden bad om forstærkning til at håndtere en kvinde, der havde brug for assistance. Rodriguez vendte sig om og så hen over køen på den anden side af metaldetektoren. I kraft af sin højde kunne han kigge uhindret ud over hallen, men han kunne ikke få øje på årsagen til postyret.

”Tak, hr., og god tur.” Vagten skubbede hans lærredstaske til side og rakte ud efter den næste taske, der kom kørende hen ad rullebåndet fra røntgenmaskinen.

Rodriguez trådte til side og pakkede hurtigt tasken igen med det pas, han aldrig havde troet, han ville få brug for igen, bibelen, hans mor havde haft i hånden, da hun døde, og tøjet, der hang og slaskede omkring hans slanke, næsten to meter lange krop. Den sidste genstand foldede han omhyggeligt sammen, som var det flag, der skulle lægges på en soldaterkiste. Det var den røde nylonvindjakke med hætte, der var intetsigende for de fleste, men af symbolsk betydning for ham.

Han trak snoretrækket stramt til og tog en lille læderindbunden bog op, som abbeden havde givet ham. Den skitserede Tabula Rasa’s historiske togter. Han havde skrevet et kvindenavn og to adresser ned på indersiden af omslaget. Det første var til kontoret på en avis i New Jersey. Det andet var et privatnummer.

Han svingede tasken over skulderen og begav sig mod gaten. Han så sig ikke tilbage. Hvad det end var, der foregik inde i terminalen, kom det ikke ham ved. Hans mission var andetsteds.