55

Liv sad i tavshed i forhørslokalets skarpe lys.

Hun stirrede fortsat på billedet i avisen, mens Arkadian blidt fortalte hende om omstændighederne. Da han var færdig, lagde han hånden på den blå mappe ved sin side. ”Jeg vil gerne vise dig nogle flere billeder,” sagde han. ”Vi tog dem inden obduktionen. Jeg er klar over, at det kan være yderst vanskeligt, og jeg forstår ganske udmærket, hvis du ikke vil, men det kan hjælpe os til at bedre at forstå Samuels død.”

Liv nikkede og tørrede tårerne af kinden med sin hånd.

”Men først er der én ting, vi må have styr på.”

Hun kiggede op på ham.

”Du bliver nødt til at overbevise mig om, at du virkelig er

hans søster.”

Liv følte udmattelsen lægge sig om hende. Hun havde ikke lyst til at udlevere hele sin livshistorie lige nu, ikke sådan som hun havde det, men hun ville alligevel gerne vide, hvad der var sket med hendes bror. ”Jeg fandt også først selv ud af sandheden efter min fars død.” De ting, hun havde opdaget for otte år siden, begyndte at dukke op til overfladen, ting, som hun plejede at fortrænge. ”Jeg havde en ret så alvorlig identitetskrise. Jeg havde aldrig rigtig været sikker på, hvor jeg passede ind. Jeg ved godt, at de fleste børn gennemgår en periode, hvor de tænker, at de faktisk ikke er en del af deres familie, men mit navn var helt forskelligt fra min fars og brors. Jeg havde aldrig kendt min mor. Jeg spurgte far om det på et tidspunkt, men det gjorde ham bare tavs og indesluttet. Senere om aftenen hørte jeg ham græde. Som den ovenud fantasifulde teenager jeg var, gik jeg ud fra, at det var, fordi jeg havde prikket hul på en skammelig familiehemmelighed. Jeg spurgte ham aldrig igen.

Da han døde, var det det, som om min sorg, eller følelse af tab, eller hvad man nu kalder det, koncentrerede sig om netop dette ene ubesvarede spørgsmål. Jeg fokuserede kun på det. Jeg følte, at jeg ikke alene havde mistet min far, men også enhver mulighed for at finde ud af, hvem jeg i virkeligheden var.”

”Men du fandt ud af det?” sagde Arkadian.

”Ja,” sagde Liv. ”Ja, det gjorde jeg.” Hun tog en dyb indånding og sank tilbage i fortiden.

”Jeg havde lige påbegyndt mine studier på Columbia University. Jeg læste journalistik som hovedfag. Min første større opgave var at skrive en undersøgende artikel på tretusinde ord om et selvvalgt emne. Jeg besluttede mig for at slå to fluer med et smæk og dykke ned i den store familiehemmelighed. Jeg tog greyhoundbussen til West Virginia, til den by, hvor min bror og jeg blev født. Det er en af de byer, der kan stå opført under ‘Americana’ i ordbogen. Én lang hovedgade. Butikker med markiser ud over fortovet – de fleste lukkede. Den hed Paradise. Paradise i West Virginia. Dens grundlæggere havde tydeligvis haft store forventninger.

Den sommer, vi blev født, havde min mor og far rejst vidt omkring på jagt efter arbejde. De var økologiske gartnere, forud for deres tid på mange måder. For det meste endte det med, at de påtog sig almindelige gartnerjobs, nogle kommunale jobs her og lidt arbejde på gårde der, alt sammen for at tjene penge nok til at de kunne klare sig, når børnene kom. Hver gang de passerede en lokal klinik, gik de til kontrol, men dengang omfattede det vist ikke mere end at få taget blodtryk og lyttet til to små hjerteslag. De havde ikke ultralydsscanninger. Mor og far havde ingen anelse om, at der var noget galt – før det var for sent.

‘Hospitalet’, hvor jeg blev født, var et lægehus i udkanten af byen. Da jeg vendte tilbage, lå det i skyggen af en kæmpestor WalMart, som utvivlsomt er skyld i alle de tomme butikker på hovedgaden. Det var en af de der landklinikker, der har til hovedopgave enten at lappe folk sammen og sende dem hjem igen med et glas aspirin eller henvise dem til et rigtigt hospital. Det var primitivt nok, da jeg opsøgte det, så guderne må vide, hvordan det var, da mor fødte deroppe.

Jeg faldt i snak med sygeplejersken i receptionen, forklarede hende, hvad jeg lavede, og hvad jeg ledte efter. Hun viste mig et arkiv, der var fyldt med stakkevis af gamle lægejournaler. Det var ét stort rod. Det tog mig en time bare at finde en kasse fra det rigtige år, og inde i kassen lå alle dokumenterne hulter til bulter. Jeg gik dem igennem og fandt fødselsattesterne og læste dem igennem. Min var der ikke, så jeg skrev navnene ned på alle de medarbejdere, der havde arbejdet der dengang, og overtalte receptionisten til at præsentere mig for en af dem, en sygeplejerske, der havde arbejdet på klinikken i firserne – mrs. Kintner. Hun sad på sin veranda og drak limonade. Hun kunne godt huske min mor. Sagde, at hun var smuk, og at hun havde kæmpet i to dage for at føde os. De kunne ikke se, hvad problemet var, førend de tog os ‘op gennem soltaget’, som hun kaldte det – et akut kejsersnit.”

Hun rejste sig langsomt fra stolen.

”Jeg blev født som Sam Newton,” sagde hun med en

stemme, der næppe var højere end en hvisken. ”Min bror hed Sam Newton. Vi blev født på samme tid, på samme dag, af de samme forældre. Vi er tvillinger. Hun vendte sig mod højre og hev sin skjorte op af linningen på sine cowboybukser. ”Men ikke almindelige tvillinger.”

Hun løftede op i skjorten.

Arkadian så et ar, der skinnede hvidt mod hendes blege hud. Et kors liggende på siden. Identisk med det, han havde fundet på munkens krop.

”Mange brødre og søstre siges at være tæt forbundne,” sagde Liv. ”Vi var det i bogstavelig forstand. Vores tre nederste ribben hang sammen. Det er det, formiddagsbladene så melodramatisk kalder siamesiske tvillinger. Med en mere præcis betegnelse var vi det, der kaldes sammenvoksede tvillinger, hvor to spædbørn er vokset sammen ved brystet. Nogle gange er de også fælles om større organer som for eksempel leveren. Men vi havde altså kun knogler til fælles.”

Hun lod skjorten falde ned og lod sig dumpe tilbage i sædet.

”Mrs. Kintner sagde, at det vakte en del postyr. De havde aldrig før oplevet et tilfælde af sammenvoksede tvillinger af hver sit køn, så lægerne var temmelig ophidsede. Men så blev min mor svagere, og det samme gjorde vi, så de begyndte at gå i panik. Hun havde mistet så meget blod under forsøget på at føde os naturligt og havde fået beskadiget sine indre organer alvorligt under fødslen af den her mærkeligt formede dobbeltbaby, at hun aldrig mere kom til bevidsthed. Det gik nok op for dem, at de, eller i hvert fald hospitalet, var ansvarlige, så de dyssede det hele ned. Hun døde otte dage efter fødslen – samme dag, som Samuel og jeg blev skilt fra hinanden ved et kirurgisk indgreb. Det var først på det tidspunkt, at de opdagede, at der kun var udstedt én dåbsattest. De skyndte sig at udstede en ny en på mig og opgav dagen for vores adskillelse som min fødselsdag. Teknisk set var det vel den dag, jeg blev et individ. Det var min fars idé at opkalde mig efter min mor. Liv Adamsen var hendes pigenavn, navnet på den pige, han havde forelsket sig i og giftet sig med. Det var derfor, han aldrig ville tale om det.”

Arkadian tyggede på de nye oplysninger. Opvejede dem mod det, han vidste i forvejen, og ledte efter de spørgsmål, som de ikke havde givet svar på. ”Hvordan kan det være, at din mormor ikke hed det samme som din mor?”

”Det er en gammel norsk tradition. Mormor foretrak de gamle skikke. Sædvanligvis fik børnene deres fars navn. Mormors far hed Hans, så hun hed Hansen, som sjovt nok betyder ‘søn af Hans’. Min mors far hed Adam, så hun hed Adamsen. Slægtsforskning er skidebesværligt, hvis du er fra Skandinavien.” Hun kiggede ned på avisen. Samuels ansigt stirrede tilbage på hende. ”Du sagde, du ville vise mig noget, der kunne hjælpe til med at forklare min brors død,” sagde hun. ”Hvad er det?”

Hun betragtede Arkadians hånd banke usikkert på den blå mappe. Hans mistro over for hende var mildnet, men han var stadig forbeholden.

”Hør her,” sagde hun. ”Jeg er lige så ivrig som dig efter at få at vide, hvad der skete. Så du kan enten stole på mig eller lade være, det er op til dig. Men hvis du stadig er bekymret, hvad mit erhverv angår, så skriver jeg gerne under på en tavshedserklæring.”

Arkadian holdt op med at tromme med fingrene på mappen. Han rejste sig og gik ud af lokalet, men efterlod sig mappen.

Liv stirrede på den, men bekæmpede trangen til at snuppe den og kigge, mens kommissæren var ude af lokalet. Han kom tilbage få øjeblikke senere med en kuglepen og drabssektionens standardaftale omkring tavshedspligt. Hun skrev under, og han sammenlignede underskriften med den i den faxede kopi af hendes pas. Så åbnede han mappen og skød et 15 x 10 cm farvefoto hen over bordet.

Fotografiet viste Samuels vaskede krop, der lå på undersøgelsesbordet. Det skarpe lys fik det mørke netværk af ar til at fremstå klart og grotesk mod hans blege hud.

Liv stirrede målløs på det. ”Hvem har gjort det ved ham?”

”Det ved vi ikke.”

”Men I må have talt med de folk, der kendte ham. Vidste de ikke noget? Sagde de ikke, om han havde opført sig underligt – eller virket nedtrykt over noget?”

Arkadian rystede på hovedet. ”Den eneste, vi har kunnet tale med, er dig. Din bror faldt ned fra toppen af citadellet. Vi går ud fra, at han har levet derinde i nogle år, eftersom der ikke er noget, der tyder på, at han har boet andre stedet i byen. Hvor længe var det, du sagde, han har været forsvundet?”

”Otte år.”

”Og i al den tid hørte du ikke fra ham?”

”Aldrig.”

”Det vil sige, at hvis han har opholdt sig i citadellet i al den tid, er det beboerne der, der så ham sidst, og dem kan vi desværre ikke komme til at tale med. Jeg har fremsendt en anmodning, men det er ganske enkelt ikke sædvanen. Ingen vil tale med mig.”

”Kan du ikke tvinge dem til det?”

”Citadellet har bogstaveligt talt sine egne love. Det er en stat i staten med egne regler og eget retssystem. Jeg kan ikke tvinge dem til noget.”

”Så de kan altså nægte at udtale sig, selv om en person er død, og ingen kan gøre noget ved det?”

”Ja, stort set,” sagde Arkadian. ”Men jeg er nu ret sikker på, at de nok skal sige noget til sidst. De er udmærket klar over betydningen af god reklame. I mellemtiden er der andre veje at udforske.” Han tog endnu tre billeder ud af mappen og rakte det første hen over bordet til hende.

Liv så sit telefonnummer stå ridset ind i en smal læderstrimmel.

”Den her fandt vi i din brors mave. Det var derfor, at det lykkedes os at kontakte dig så hurtigt.” Han skubbede billede nummer to hen over bordet. ”Men det var ikke det eneste, vi fandt.”