56

Vejene i det fortabte kvarter var blevet trampet ned på lykke og fromme af kærrer og heste i den første halvdel af det sjette århundrede og kunne nu slet ikke kapere mængden, farten og bredden af den moderne trafik. Eftersom en udvidelse af vejene krævede nedrivninger, hvad der var en umulighed her, havde byplanlæggerne indført et så kompliceret system af ensrettede veje, at det fangede biler som fluer i sit uigennemtrængelige net.

Det var noget af et mareridt for Erdem at manøvrere sin ambulance gennem disse middelalderlige gader. Ifølge beredskabsplanen krævedes det, at han i bymæssig bebyggelse var fremme inden et kvarter. Det var også et krav, at han bragte sit køretøj tilbage i samme stand, som det var kørt ud. Men skulle man køre ambulance i dette kvarter med dets stenmure fulde af afskrabet maling med den nødvendige hastighed for at opfylde det første krav, var det komplet umuligt også at opfylde det andet.

Han så korset på ambulancens side med Asclepsius’stav omslynget af en slange i midten dukke langsomt frem fra skyggerne af en muret bueindgang. Han satte farten op og rettede igen blikket mod vejen i et forsøg på at indhente lidt tid, indtil den næste forhindring tvang ham tilbage til sneglefart.

”Hvor skal vi hen?” spurgte han.

”Det har allerede taget fjorten minutter,” sagde Kemil og kiggede på uret. ”Jeg tror ikke, vi kommer til at slå rekorden i dag.”

Den tilskadekomne, de var på vej til, var en hvid mand, der var blevet fundet bevidstløs i en af sidegaderne i udkanten af det fortabte kvarter. I betragtning af tidspunktet på dagen og mandens findested ville Erdem tro, at han enten havde taget en overdosis eller var blevet såret af skud eller knivstik. Hvem det end var, der havde ringet, havde han været temmelig fåmælt, men blot anmodet om en ambulanceudrykning – alt i alt den perfekte start på en perfekt dag.

”Noget nyt fra politiet?” Kemil tjekkede radioscannerens digitaldisplay efter nummeret på en patruljevogn. ”Niks,” sagde han. ”De sidder sikkert stadig med deres morgenkaffe og boller.”

Patruljevognen anså åbenbart ikke sagen som hastende. I modsætning til kravet til ambulancer var der ingen regler om, at patruljevogne skulle være fremme inden et kvarter – især ikke ved morgenmadstid.

”Så er vi her.” Erdem listede forsigtigt om et hjørne og fik

øje på en sammenkrøllet bunke tøj på den anden side af den skyggefulde gade. Der var ingen patruljevogn i sigte. Gaden var fuldkommen øde.

”Sytten minutter,” sagde Kemil og trykkede på en knap på radioen, der ville registrere deres ankomsttid hjemme på stationen. ”Ikke så dårligt.”

”Og hun fik ikke en skramme,” sagde Erdem og standsede ambulancen, tog nøglen ud af tændingen og lod sig glide ud fra førersædet i en øvet bevægelse.

Manden på fortovet var ligbleg, og i samme øjeblik Erdem lagde ham i aflåst sideleje, opdagede han hvorfor. Hele hans højre lår var vådt af blod. Han løftede en flig af de flængede bukser op for at se, hvor slemt såret var – og standsede op. I stedet for et gabende sår stirrede han ned på den blodplettede gaze på en stram og næsten ny forbinding. Han skulle lige til at vende sig om og kalde på Kemil, da han mærkede det kolde, hårde løb fra en pistol i nakken.

*

Kemil var endnu ikke ude af sædet, førend den skæggede mand dukkede op ved hans åbne vindue og stak pistolen lige op i ansigtet på ham.

”Meld tilbage, at assistance er unødvendig. Sig til dem, at det bare handlede om en fulderik,” sagde han med en stemme, hvis accent lød engelsk.

Kemil rakte blindt ud efter radioens håndsæt; hans blik

flakkede frem og tilbage mellem pistolløbets sorte hul og det faste blå blik hos manden, der holdt den. Det var kun anden gang, han var faldet i baghold på næsten seks år. Han vidste, at han skulle forholde sig roligt og forblive hjælpsom, men fyren her var virkelig foruroligende. Sidste gang, han var blevet lokket i baghold, havde banden båret elefanthuer og været så højspændte og så nervøse, at de lige så godt kunne tabe som affyre deres våben. Fyren her var rolig og bar ingen maske. Det eneste, der skjulte hans udseende, var et kraftigt skæg, der voksede pletvist omkring ar fra gamle brandsår, og en vindjakkes røde hætte, der var trukket langt ned over hans lange, rødblonde hår.

Kemils hånd fandt radioen. Han tog den op og gjorde, som

han fik besked på.