60

Den øredøvende larm fra propellerne tog til, da et par tusinde hestekræfter fyldte højre vinges Double Wasp-motor og svingede flyet rundt, indtil den bagerste lastluge var lige ud for døren til pakhuset.

Kathryn betragtede mændene i røde overalls, der ilede frem og smækkede trækiler ind under de kæmpemæssige hjul på det lette C-123 fragtfly, som de havde købt for den fyrstelige sum af én dollar fra det brasilianske luftvåben på den betingelse, at velgørenhedsorganisationen skulle gøre det flyvedygtigt og fjerne det fra flybasen inden tredive dage; ellers ville det blive brugt som mål under skydeøvelser. Det havde været i så dårlig stand, at de kun nåede det med nød og næppe, men det var blevet til over tyvetusinde flyvetimer siden da.

Motorernes brølen aftog, og den fugtige tåge, de piskede op, begyndte at lette, samtidig med at den bagerste luge blev sænket ned. Kathryn marcherede hen over den våde landingsbane fulgt af praktikanten Becky og en toldbetjent, der holdt kasketten fast på hovedet med den ene hånd og bar et clipboard i den anden. Kathryn havde taget Becky med, så hun kunne kontrollere, at alt i det tætpakkede lastrum var i overensstemmelse med specifikationerne, og så hendes ivrige, kønne ansigt kunne distrahere toldbetjenten og resten af personalet, mens den dyrebareste og ikke-registrerede del af lasten diskret blev bragt i land.

Kathryn havde set sin far mange gange i løbet af de sidste par år, men aldrig i Ruin. Det var for farligt, selv efter alle de mange år. I stedet var hun altid fløjet ud til ham i Rio, eller også var de mødtes andre steder for at tilbringe lidt tid sammen, drøfte velgørenhedsorganisationens seneste projekter, rase over de uretfærdigheder, kloden nu var blevet påført, og drikke god whisky.

Hun nåede op på toppen af rampen og kiggede på det store

firmalogo, der stod trykt på den første af aluminiumspallerne. Størstedelen af denne særlige forsendelse bestod af særdeles kvælstofholdigt gødning, en gave fra et stort benzinselskab for at dulme dets samvittighed over alt det dårlige, det gjorde mod verden. Kathryn havde altid modsatrettede følelser omkring det at modtage sådanne donationer, men tænkte, at de mennesker, der i sidste ende ville nyde godt af dem, ikke nærede nogen moralsk modvilje imod det; de var kun interesseret i at nære jorden til afgrøder.

Om et par dage ville denne gødning blande sig med det sterile støv, der omgav en landsby i Sudan – hvis den sudanske regering gav dem tilladelse til at flyve den ind, og hvis det lykkedes Gabriel at overtale de lokale krigsherrer til ikke at stjæle det hele og forvandle det til bomber. Han havde gjort gode fremskridt, inden hun kaldte ham hjem. Nu måtte han begynde forfra.

Kathryn kiggede til siden.

Becky og toldbetjenten var allerede i gang med at kontrollere serienumrene på kasserne. Bag dem så hun to af de tre besætningsmedlemmer gå rundt om vingen på vej mod den bagerste del af flyet. Der skulle en viljeanstrengelse til ikke at kigge direkte på dem. I stedet ventede hun på, at de skulle forsvinde ud af øjenkrogen, inden hun vendte sig om for at begive sig ned ad lastrampen igen. ”Jeg går ned til føreren af gaffeltrucken og siger, at han godt kan gå i gang,” råbte hun hen over skulderen.

”Tak,” sagde toldbetjenten uden at kigge op.

Kathryn begav sig hen til pakhuset. Det var næsten trekvart fuld af transportkasser og paller, der stod på rækker med ens mellemrum. Ilker var ved at flytte om på nogle kasser med vandfiltreringsudstyr. Hun pegede i retning af flyet, og han vendte tommelfingeren opad, snurrede gaffeltrucken rundt og satte kursen mod den åbne dør. Kathryn fortsatte ned ad en af gangene mellem kasserne og ind i kontoret bagerst i bygningen. Et af besætningsmedlemmerne var i færd med at skænke sig et krus kaffe fra en kande, der stod under fjernsynet på den fjerneste væg. Han vendte sig om og kiggede på hende. Det stærkt solbrændte ansigt var allerede ved at krølles i et kæmpestort smil.

”Flyveofficer Miguel Ramirez til tjeneste,” sagde han og bankede på id-skiltet på sin flyverdragt.

Kathryn sprang gennem rummet og havde nær væltet ham i sin iver efter at give ham et knus. På trods af sin træthed, sine bekymringer om tingenes tilstand, den foregående dags traumatiske begivenheder og tyngden af historie, der hang over dem, der ville følge efter, glemte hun et øjeblik alt andet og holdt bare om ham.

Efter halvfems år i eksil var Oscar de la Cruz kommet hjem.

De krammede hinanden, indtil Kathryns telefon kimede i hendes lomme og brød fortryllelsen. Hun trak sig tilbage, kyssede sin far på begge kinder og tog den så op af lommen. Oscar så hendes ansigt foretrække sig i en bekymret mine, da hun læste den videresendte e-mail.

”Gabriel?” Kathryn rystede på hovedet. ”Pigen. Hun er på politistationen.”

”Hvem er meddeleren?”

”En, der arbejder på politigården.”

”Pålidelig?”

”Omhyggelig.” Oscar rystede på hovedet. ”Det er ikke det samme.” Kathryn trak på skuldrene. ”Han skaffer oplysninger, når man beder ham om det, og oplysningerne er altid pålidelige.”

”Og hvilke oplysninger har denne meddeler givet os før i tiden?”

”Politifiler omkring alle kirkerelaterede undersøgelser gennem de sidste tre år. Vi hørte om ham gennem en pressekontakt.”

”Så han giver os altså ikke oplysninger af kærlighed til vores sag?”

”Nej. Han giver os oplysninger for penge.” Hun kiggede ned på sin telefon, genlæste beskeden, noterede sig tidspunktet, den var blevet afsendt på, vred på sig selv over, at hun ikke havde set den før. Hun slettede beskeden og trykkede på en hurtigkaldstast. Gad vide, om meddeleren havde sendt hende oplysningerne, før eller efter han havde sendt de samme til citadellet. Det betød ikke så meget.

På nuværende tidspunkt ville de personer, der havde forsøgt at kidnappe pigen i lufthavnen, utvivlsomt være i besiddelse af de samme oplysninger, som hun havde, og ville allerede være i færd med at omorganisere sig.

Opringningen gik igennem.

Et sted i Ruin begyndte en anden telefon at kime.