61

Ferrumvia-basilikaen var den største bygning i Ruin uden tilknytning til kirken. Den var blevet opført sten for sten i midten af det nittende århundrede som et rødt vartegn for håb og moderne fremskridt fra den middelalderlige slum syd for det fortabte kvarter. Til trods for sit kirkeligt klingende navn var det udelukkende samfærdsel, der blev tilbedt inden for dørene. ‘Jerngadens Kirke’ var Ruins største jernbanestation.

Da Gabriel kørte op foran den gotiske facade, var myldretiden godt i gang. Han standsede sin motorcykel under det vældige udhæng af glas og smedejern, der ragede frem på forsiden af bygningen, og lempede den ind på en tom plads ved siden af en stribe scootere. Han sparkede støttefoden ned, slukkede motoren og begav sig rask ind på stationen som enhver anden rejsende, der havde et tog at nå.

Han skridtede hurtigt gennem hovedbygningens kakofoniske larm og gik ned i den dumpe stilhed i bagageopbevaringen, der var gravet dybt ind i klippen under perron 16.

Opbevaringsskab 68 stod i det fjerneste hjørne af rummet, direkte under de seks overvågningskameraer, der var installeret i rummet. Kameraernes placering betød, at selv om Gabriels ansigt kunne ses af alle, der kiggede optagelserne igennem, var skabets indhold ude af syne. Han indtastede den femcifrede kode og åbnede døren. I skabet lå endnu en sort lærredstaske af samme størrelse og mærke som den, han bar over skulderen. Han lynede den op og trak en sort quiltet jakke og to fyldte ammunitionsmagasiner frem. Han lagde magasinerne på skabets bund, tog sin SIG-pistol op og skruede forsigtigt lyddæmperen af og lod den dumpe ned i den åbne taske. Lyddæmpning hørte natten til. Om dagen skulle et skud være højt nok til at skræmme alle bort, der ikke burde være der. Han ønskede ikke, at uskyldige tilskuere skulle komme til skade. I hæren blev det kaldt utilsigtet skade på uskyldige. I byen blev det kaldt mord.

Han så sig omkring, lod tasken glide ned ad skulderen og vristede sig fri af jakken og erstattede den med den quiltede. De fyldte magasiner blev stukket i lommen. SIG’en kom tilbage i skulderhylstret og var nu mindre iøjnefaldende uden lyddæmperen. Han samlede tasken op, proppede den ind i skabet, hvorefter han lynede den op og tog Livs rejsetaske ud.

Han tøvede, eftersom hans indgroede høflighed bød ham ikke at snage i en kvindes private sager, men åbnede den så alligevel. Der var tøj, toiletsager, en telefonoplader, alle de ting, man ville stoppe i en taske, hvis man skulle et sted hen i en fart. Der var også en lille bærbar computer i en lille taske, en pung, et kreditkort, et presse id-kort og et Starbucks bonuskort, der næsten var fyldt. I en sidelomme lå et pas, et sæt husnøgler og en fotokuvert med billeder. Indeni lå der omkring et dusin glittede billeder af Liv og en ung mand på en udflugt til New York. Hun var nogle år yngre på billederne end den pige, han havde mødt i lufthavnen – først i tyverne måske. Den unge mand var tydeligvis hendes bror. Han havde det samme mørkblonde hår, det samme runde, tiltrækkende ansigt – man ville kalde ham køn og hende smuk – og de samme klare grønne øjne lyste i begges ansigter af glæden ved en fælles latter.

Det sidste billede daterede udflugten til før 2001. Den unge mand stod alene mellem World Trade Centres tvillingtårne med armene strakt ud til siden og ansigtet fordrejet i en karikeret grimasse af enorm anstrengelse. Med sit lange hår og antydning af et skæg lignede han Samson i filistrenes tempel. Det var et ildevarslende billede, fuld af tragedie, ikke på grund af det, der skete med tårnene, men fordi den glade unge mand med de udstrakte arme på billedet efterabede den stilling, han indtog i de sidste timer, inden han faldt.

Gabriel lod billederne glide tilbage i kuverten. Hans praktiske instinkt sagde ham, at han burde efterlade tasken i skabet, men alligevel slyngede han den over skulderen, smækkede døren i og styrede mod udgangen. At beholde den hos sig ville gøre den til en talisman, en lykkeamulet, en linse, hvorigennem han kunne fokusere sin beslutsomhed og målrettethed, så at han, når han fandt pigen og fik bragt hende i sikkerhed, kunne give hende den tilbage.

I hans indre var hendes sikkerhed blevet hans personlige mission. Han kunne ikke sige præcis hvorfor og hvornår, han havde besluttet, at det var sådan. Måske var det, da han så hende fare hen over den regnvåde parkeringsplads, drevet af en frygt delvis forårsaget af ham selv. Måske var det endda tidligere – da han første gang så hendes forunderligt grønne øjne søge efter sandheden i hans egne. Han kunne i det mindste tage frygten fra hende, hvis han fik chancen.

Fra den dystre bagageopbevaring vendte han tilbage til hovedhallens skærende lys. Det hvælvede glasloft, tredive meter højt øverst oppe, syntes at samle alle lyde og sende dem tilbage. Der var så megen støj, at han snarere mærkede end hørte sin telefon ringe i lommen.

”Pigen er blevet ført til politigården,” sagde Kathryn. ”Hun befinder sig i et forhørslokale på fjerde sal for at afgive forklaring om, hvad der skete i aftes.”

”Hvor gammel er den oplysning?”

”Jeg har lige fået den. Men vi tror, at den person, der gav os den, også fodrer Sanctus.”

Det gav mening. Det betød desuden, at de folk, der havde forsøgt at kidnappe Liv i aftes, var lige i nærheden og ventede på at få en ny chance.

”Jeg ringer tilbage til dig,” sagde han og lagde på.

Da han nåede tilbage til motorcyklen, tog han sin hjelm på og overvejede sit næste træk. Han skulle mene, hun var i sikkerhed, så længe hun befandt sig i forhørslokalet – men dér ville hun jo ikke forblive til evig tid, og politigården var kæmpestor. At finde hende derinde uden at tiltrække sig opmærksomhed var så godt som umuligt. Han kickstartede motoren og kiggede over på en aviskiosks nyhedsstand, der solgte morgenudgaven af den lokale avis. Et nyt billede af munken fyldte forsiden, tættere på denne gang, tydeligvis taget med en meget lang linse. Overskriften lød: MENNESKETS FALD.

Han satte motorcyklen i gear og lempede den ud i den langsomt kørende morgentrafik.

Han vidste præcis, hvor hun var på vej hen.