71

Liv sad i lighusets personalerum og kiggede på fotografiet af sin bror, mens hun forsøgte at fremmane billeder fra sin fortid. Da hun fortalte sin familiehistorie til Arkadian, var det, som om den blev vakt til live. Hun huskede nu, hvordan hun på sit kollegieværelse ophidset havde fortalt Samuel om alle de ting, hun havde fundet ud af på sin tur til Paradise i West Virginia.

Hun kunne se ham for sig siddende på kanten af den smalle seng med et ansigt, der allerede var overskygget af smerte og tristhed, og hvordan han blegnede, da hun fortalte ham detaljerne omkring, hvordan de begge var kommet til verden. For hende havde det forklaret alle de ubesvarede identitetsspørgsmål, der havde plaget hende gennem hendes barndom og teenageår. Hun havde håbet, at denne viden også ville give ham fred i sjælen. Men hendes forsøg på at dulme hans ulmende selvhad havde blot antændt det yderligere. Han bebrejdede allerede sig selv sin fars død, og nu havde hun foræret ham en grund til også at give sig selv skylden for morens. Han var vaklet væk som et spøgelse.

Han havde ikke talt med hende i flere måneder bagefter.

Alle hendes opkald forblev ubesvarede. Hun efterlod endog beskeder på kontoret hos hans psykolog, indtil hun opdagede, at han ikke længere kom der, men i stedet var begyndt at gå i kirke med brændende ildhu.

Sidste gang, hun havde set ham, var i New York. Lige pludselig havde han ringet og havde lydt glad og energisk, præcis som sit gamle jeg. Han fortalte hende, at han skulle ud at rejse og gerne ville se hende, inden han tog af sted.

De mødtes på Grand Central Station og tilbragte dagen med at lege turister. Han fortalte hende, at han havde indset nogle ting, der havde givet ham et nyt fokus. Han sagde, at når nogen dør, for at en anden kan leve, er der en årsag til, at denne anden blev skånet. Deres tilværelse havde et højere formål, og den rejse, han nu ville begive sig ud på, var hans

måde at komme til klarhed over, hvad det formål var.

Hun var gået ud fra, at rejsen ville omfatte bestigning af en masse uhyggelige bjerge, men han sagde til hende, at det ikke var sådan, man kom nærmere Gud. Han uddybede det ikke, og hun bad ham heller ikke om det. Hun havde bare været glad for, at han tilsyneladende havet fundet en spændende ny vej. Da hun vinkede farvel til ham i lufthavnen, faldt det hende ikke et eneste sekund ind, at hun aldrig mere skulle se ham i live.

Liv blinkede tårerne væk og så op mod citadellet, der stod som et stykke af natten mod forårshimlen. Hun følte nu den smerte, hendes bror måtte have følt dengang. Hun havde aldrig bebrejdet sig selv sin fars eller mors død, men hun bebrejdede sig selv Samuels. Lige meget hvad Arkadian troede, var det hendes ønske om selvforståelse, der havde ført til hendes opdagelse af sandheden omkring deres fødsel, og det var hendes tankeløse afsløring af denne for Samuel, der havde ført til hans fald fra toppen af det forbandede bjerg.

Lyden af døren, der gik op med et klik, bragte hende tilbage til nutiden med et sæt. Hun gned sine fugtige øjne og vendte sig om og fik øje på en kraftig civilklædt betjent med et rundt, kødfyldt ansigt og murstensrødt hår, der var ved at blive tyndt i toppen. Hans øjne kiggede på hende fra det runde ansigt, og hans hænder hvilede på hoften, så jakken stod en anelse åben og afslørede antydningen af et skulderhylster og et sæt håndjern klipset fast til bæltet. Hans skjorte strammede omkring maven, og på den hvilede et skilt, der hang i en snor omkring hans hals.

Hun havde set millioner som ham, den usikre type, der måtte lade alle vide, at de var betjente, selv om de ikke bar uniform. Det var den slags, hun altid fedtede for, når hun arbejdede på en historie, fordi de godt kunne lide at snakke.

Han rynkede panden. ”Klarer du det?” ”Ja. Jeg ... sad bare lige og ...” Han nikkede usikkert. Forsøgte sig med et smil. Gav op og pegede hen over skulderen med tommelfingeren. ”Jeg har en patruljevogn stående omme bagved, når du er klar. Meningen er, at jeg skal liste dig ud herfra og køre dig over på politigården. Vi har en idrætshal derovre, hvor du kan få et varmt brusebad og skifte tøj.”

Liv duppede sine øjne med ærmet på sin bluse. ”Selvfølgelig,” sagde hun og sendte ham et smil, der var endnu svagere end hans. ”Hvad hedder du?”

”Jeg hedder Sulleiman,” sagde han og holdt sit foto-id i vejret. ”Du kan bare kalde mig Sulley.” Hun fik et glimt af noget, der lignede en forkromet kaliber 38 stikkende op af skulderhylstret, da hun kiggede på billedet. Kameraets blitz havde bleget hans ansigt en smule, og han så mere alvorlig ud på billedet end i virkeligheden, men det var helt sikkert ham: Vicekriminalkommissær Sulleiman Mantus.

”Okay,” sagde hun, da hun var overbevist om, at hun ikke stod i fare for at blive kidnappet igen. ”Lad os komme af sted, Sulley.” Hun snuppede avisen på bordet og fulgte efter ham ud.

Der var travlt i receptionsområdet, da de banede sig vej igennem det. To uniformerede betjente stod vagt ved indgangen og kontrollerede alle, der gik ind og ud. Bag dem kunne Liv se et tv-hold med tændte projektører og rullende kameraer; reporteren stod med ryggen mod bygningen, mens hendes indslag blev båndet, eller måske var det live. Liv gik bag vicekriminalkommissæren ind i en tyst korridor, der førte til den bagerste del af bygningen. Endnu en uniformeret betjent stod vagt ved en dobbeltdør af plastik. Han nikkede, idet de nærmede sig.

”Værsgo ...” Sulley trådte til side.

Plastikken bølgede let og sendte Liv ud i noget, hun et øjeblik fejlagtigt troede var det blændende solskin.

Så råbte en kvinde: ”Har du med munkens forsvinden at

gøre?”

Liv hvirvlede rundt for at begive sig i sikkerhed i bygningen, men vicekommissæren greb hende i armen og hastede hende hen mod en civil politibil lidt længere nede ad gyden.

Hun kiggede ned, så håret faldt ind over hendes ansigt.

”Er du anholdt?” råbte journalisten. En elektronblitz eksploderede til højre for hende, og en mandsstemme sluttede sig til spørgekoret.

”Hvad er din forbindelse med den forsvundne munk?”

”Er tyveriet et insiderjob?” Vicekommissæren hev bilens bagdør op, skubbede med fast

hånd Liv ind på bagsædet og smækkede den i bag hende.

Liv kiggede op, netop som kabinen blev badet i lyset fra et kamera, der blev presset ind mod ruden. Hun drejede hovedet med et ryk.

Bilens fjedre gav sig, da Sulley lod sig dumpe ned på førersædet.

”Det må du undskylde.” Han fangede hende blik i bakspejlet og startede motoren. ”Det er utroligt så hurtigt, pressen får nys om alting.”

Han løsnede håndbremsen og kørte væk fra presseopbuddet. Det sidste, Liv så, da hun kiggede ud ad bagruden, var det blinde øje på en kameralinse, der stirrede direkte tilbage på hende.