86

Rodriguez så sit gamle liv glide forbi taxiens ruder. Renskurede nye bygninger på tidligere tomme grunde og sandblæste, rødbrune boligblokke til folk, der ikke havde råd til Manhattan, eller blot Brooklyn, men i stedet var nødt til at slå sig ned i South Bronx. Jo tættere de kom på 16. distrikt, jo mere velkendt begyndte det at se ud. De nyrige var endnu ikke kommet til disse områder, i hvert fald ikke dem, der opgav indtægterne på selvangivelsen, og da taxien nåede Hunts Point, var det, som om han aldrig havde været væk.

Chaufføren kørte ind på Garrison Avenue og vendte sig om i sædet. ”Så kører jeg ikke længere, min ven,” sagde han bag den bulede plexiglasskærm. De var stadig tre gader væk fra den adresse, JJ havde givet ham. Rodriguez sagde ingenting, betalte manden, steg ud og gav sig til at gå.

Kvarteret var måske nok uforandret, men Rodriguez selv havde forandret sig i de år, han havde været væk. Sidst, han havde været her, havde hans liv været overskygget af frygt og mistænksomhed. Nu stod han i varmen fra Guds lys. Han kunne mærke det mod sin ryg, da han gik hen ad de snavsede gader. Andre kunne også mærke det; han kunne se det på den måde, de kiggede på ham på. Selv sælgerne på hjørnerne og narkoluderne lod ham være i fred. Han var blevet som de fyre, han plejede at gå over på den anden side af gaden for at undgå. En mand med en mission. Fuld af selvtillid. Frygtløs.

Farlig.

Han gik forbi en plyndret bil, der stod på nogle cementblokke, og en butik med svedne sodmærker omkring de tilskoddede vinduer. Han mindedes selv at have sat ild til butikken, da han boede her. Dengang havde det været et pizzeria. Han havde skubbet klude ind gennem et smadret vindue, sat ild til dem og set til fra skyggerne, indtil en gruppe fyre dukkede op og slukkede ilden. Han havde altid elsket at se ting brænde. Nu havde han fundet en flamme, der aldrig brændte ud. Han kunne mærke dens renhed inden i sig; den lyste vej på dette sted, der henlå i permanent mørke.

Huset så tomt ud, ja, det gjorde hele gaden, men han kunne mærke øjne hvile på sig, da han gik op ad trappen. Døren gik op, inden han nåede derhen. Et barn i en G-Star hættetrøje stak hovedet ud, kiggede hen ad gaden og så granskende på ham. Han gjorde ikke mine til at lukke ham ind. Fra et sted bag ham kunne Rodriguez høre lyden af skudsalver.

”Er JJ der?” spurgte ham.

”Luk ham bare ind,” råbte en stemme gennem eksplosionerne. Knægten blinkede langsomt, men trådte så til side.

Indenfor var det et helt andet hus. Den korte gang førte ind til et værelse proppet med splinternye møbler og moderne elektronik. Et kæmpemæssigt akvarium fyldte den ene væg, og et fladskærmsfjernsyn på størrelse med en dobbeltseng dominerede den anden. Et øredøvende krigsspil var i fuld gang. To fyre sad klinet til skærmen, tommelfingrene hamrede løs på konsollerne og udløste de virtuelle våben, mens deres rigtige pistoler lå ved siden af et askebæger og en crackpibe. Den ene af dem så flygtigt op, men rettede så igen opmærksomheden mod den virtuelle krigszone.

”Gilly Rodriguez!” råbte han gennem blodbadet. ”Se dig lige, mand. Du har skæg i hele hovedet. Du ligner sgu Jesus i en parkacoat!” Han grinede ad sin egen vittighed.

Rodriguez smilede bare, tog mål af sin gamle ven og så en skygge af den mand, han kunne have udviklet sig til. JJ havde tabt omkring femten kilo, siden han sidst havde set ham, og hans hud havde den samme grå nuance, som hans mors havde haft, da hun var ude i et alvorligt misbrug og for langt væk til at tage sig af det. Han havde alle statussymbolerne, der fulgte med succes i gadelivet, herunder sit tøj og sin bande, men årene på gaden havde kostet. Hans ungdom var næsten forsvundet, og hans lys var ved at brænde ud. Rodriguez ville give ham højst to år. Måske mindre. ”Godt at se dig,” sagde han. ”Du ser sgu godt ud, mand.”

JJ rystede bittert på hovedet. ”Nej, jeg har sgu tabt mig lidt.

Måske jeg skulle få skæg og få dig til at præsentere mig for din skrædder.” Han satte sin controller på pause og rakte den til knægten ved Rodriguez’ skulder. ”Spil for mig,” sagde han.

”Skyd nogle hvide fyre for mig.”

Han rejste sig fra den bløde lædersofa og stillede sig foran

Rodriguez. ”Mand,” sagde han og kiggede op på ham. ”Er du vokset?”

Rodriguez rystede på hovedet. ”Jeg har altid været høj. Du

har bare ikke set mig i lang tid.”

De omfavnede hinanden, gav hinanden skulderklap og daskede hinanden på ryggen, som var det gamle dage, hvorpå de trådte tilbage og kiggede kejtet på hinanden, for det var det jo ikke.

”Har du noget til mig?” spurgte Rodriguez.

JJ stak hånden ned i akvariet og trak en dryppende plastikpose op, der havde ligget gemt bag et tårn of koraller. ”Du har en noget eksotisk smag, min ven.”

Rodriguez tog posen og undersøgte indholdet: en Glock 34, et ekstra magasin, en Evolution-9 lyddæmper og en lille plastikmadkasse, der indeholdt en pistol med et kraftigt løb og tolv tykke patroner, der lignede dem, man bruger til et haglgevær.

”Hvad skal du bruge dem til?” spurgte JJ. ”Bange for mørket?”

Rodriguez lukkede låget stramt til og lod tasken glide ned fra skulderen. ”Jeg er ikke bange for noget,” sagde han og smed en fed bunke kontanter over til JJ.

Han så JJ tælle pengene; han gned sin næse med nervøse

fingre, hver gang han havde talt et par sedler, som om han havde en kløe, han ikke kunne slippe af med. Det plejede hans mor også at gøre. Gned den, indtil den blev helt hudløs. Han kiggede over på de andre to, der skød løs på hinanden med falske pistoler, mens de rigtige lå på bordet. JJ levede helt sikkert ikke to år mere, ikke medmindre han så det lys, der ledte til frelse. Han skulle være heldig, hvis han fik julen med.