90
Liv havde ikke brug for kortet for at finde citadellet. Hun skulle bare gå hen imod det, indtil hovedstrømmen af turisttrafikken indhentede hende og fejede hende med sig hele vejen forbi billetlugerne, gennem porten og op ad de smalle gader hen mod det mest berømte bjerg i hele verden.
Hun havde aldrig rigtig vidst, hvor gammelt stedet var, før hun gik ind i denne, den ældste del af byen. Gaderne her var brolagte, men det var bygningerne på hver sin side, der for alvor afslørede alderen. De var alle sammen bittesmå, med miniaturevinduer og lave døre, bygget til mennesker, der spiste dårlig mad og førte en hård tilværelse, og som sjældent blev ældre end tredive. De var også bygget og repareret med forskelligt materiale samlet gennem byens lange historie. Romerske søjler sprang frem i middelalderlige mure og mellemrummene var fyldt med bindingsværk. Hun gik forbi en delvis åbnet dør, hvorfra en dørhammer i jern med form som Fatimas hånd slyngede sig ned fra midten, et minde om den lange mauriske belejring af byen i korstogenes tid. Bag den lå en lille gårdhave omgivet af hesteskoformede buer og propfyldt med planter, blomstrende citrontræer og bananpalmer med deres lange nedadhængende, ribbede blade – alt sammen vældede det ud over kunstfærdige mosaikgulve og vægge. Det næste hus i rækken lignede et italiensk byhus fra det attende århundrede; huset ved siden af igen på samme tid en antik græsk villa og et fort fra Napoleonstiden. Nu og da dukkede en tom plads op mellem de uens huse, og hun kunne se moderne bygninger brede sig i det flade landskab, der strakte sig ud i det fjerne, helt ud til kanten af de takkede røde bjerge, der omkransede byen på alle sider.
En brise pustede hen ad den smalle gade og bragte varm luft og en duft af mad med sig, som mindede hende om, hvor sulten hun var. Hun gik videre, tiltrukket af boden, hvorfra de fristende dufte stammede. Den solgte fladbrød og dip, endnu en påmindelse om, hvordan forskellige kulturer havde sat sit aftryk på byen gennem århundrederne. På trods af de blodige historiske begivenheder, som citadellet havde været centrum for, og alle de religiøse krige, der var blevet udkæmpet i dets skygge, var det eneste, der i dag var tilbage af disse forsvundne imperier, hverdagsagtige elementer som arkitektur og god mad.
Liv fiskede en seddel op af kuverten med kontanter og byttede den til et trekantet stykke brød, oversået med frø, og et bæger baba ghanoush. Hun skovlede den tykke dip op og proppede den i munden. Den havde en røget hvidløgssmag, en blanding af ristet sesamolie, ristet aubergine og spidskommen sammen med nogle andre krydderier, der dansede rundt i baggrunden. Det var det lækreste, hun nogensinde havde spist. Hun dyppede atter brødet i bægeret og havde lige løftet det op, da telefonen ringede i hendes lomme. Hun proppede brødet i munden og rakte ned efter den.
”Hallo,” sagde hun gennem en mundfuld mad.
”Hvor fanden har du været?” råbte Rawls i telefonen. Liv stønnede indvendigt. Hun havde tændt sin telefon, da hun forlod avisens kontorer, så ruinologen kunne kontakte hende; Rawls havde hun glemt alt om.
”Jeg er sgu ved at gå til af bekymring herovre,” brølede han. ”Jeg har lige set dig blive stoppet ind bag i en patruljevogn på CNN. Hvad helvede er det, der foregår?”
”Tag det roligt,” svarede Liv gennem en mundfuld mad.
”Jeg har det fint.”
”Er du sikker?”
”Ja.”
”Men hvorfor ringede du så ikke til mig? Jeg sagde til pigen på kontoret, at hun skulle få dig til at ringe til mig.”
”Det må hun have glemt. Hun virkede lidt konfus.”
”Så fortæl mig, hvad der foregår.” Det var præcis denne samtale, hun havde håbet på at undgå. ”Jeg prøver bare på at finde ud af, hvad der skete med min bror,” sagde hun. ”Jeg har det fint. Du skal ikke være bekymret for mig.”
”Du lyder forpustet.”
”Jeg er forpustet. Jeg er på vej op ad en rigtig stejl bakke.”
”Nå, javel. Men du burde alligevel ikke hvæse sådan. Du må passe på dig selv. Du burde holde op med at ryge.”
Det gik op for Liv, at til trods for den intenst stressede situation, hun befandt sig i, havde hun slet ikke følt trang til en cigaret i timevis. ”Det er jeg vist også,” sagde hun.
”Godt. Det var godt. Hør her, du skal gøre noget for mig.” Nu kom det. Hun havde vidst, at han ikke ville ringe på grund af overvældende bekymring for hendes velbefindende.
”Skriv nummeret her ned,” sagde han.
”Lige et øjeblik.” Hun greb sin kuglepen og skrev nummeret på sin hånd.
”Hvem er det?” spurgte hun.
”Det er den trafikbetjent, du så føde tvillinger forleden aften.”
”Bonnie?”
”Ja, Bonnie. Hør her, jeg ved godt, at tidspunktet passer rigtig dårligt, men jeg skal have historien med i weekendavisen. Jeg har stadig et hul i livsstilssektionen, så du bliver nødt til at ringe til hende og bane vej for, at en anden kan overtage historien, okay?”
”Jeg ringer til hende med det samme. Ellers andet?”
”Nej, det var det. Vær nu bare forsigtig – og tag en masse notater.”
Liv smilede. ”Jeg er altid forsigtig,” sagde hun. Så afbrød
hun forbindelsen.
Rawls klappede sin telefon sammen og smækkede sin hoveddør. Han var sent på den til en velgørenhedsmiddag på rådhuset og ville gerne møde manden, som alle spåede ville blive den næste borgmester. Det betalte sig altid at komme tæt på den kommende konge.
Han satte sig ind bag rattet i sin Mustang, der absolut intet havde med midtvejskrise at gøre, og skulle lige til at dreje nøglen i tændingen, da han hørte bankelyden på vinduet. Han drejede sig og så en pistols brede løb pege på sig. Manden, der holdt den, gjorde tegn til ham om at rulle vinduet ned. Han havde en slags rød vindjakke på og et skæg, der så forkert ud i det unge, smalle ansigt.
Rawls rakte hænderne i vejret og gjorde, som han fik besked på. Da vinduet var halvvejs åbent, blev en stor flaske mineralvand skubbet gennem åbningen. ”Tag den her,” sagde pistolmanden. Rawls tog den. ”Hvad er det, du vil have?” Han bemærkede dunsten fra plastikflasken, og det gik op for ham, at den indeholdt noget ganske andet end vand.
”Din tavshed,” svarede manden og fyrede et stykke brændende magnesium fra flammepistolen gennem flasken med terpentin og ind i Rawls’ bryst.