Jeg sværger ved natten, når den spreder sit mørke over alting; ved dagen, når lyset stråler; ved det mysterium, der skabte manden og kvinden: Jeres stræben går i mange retninger!
Jeg har gjort vejen til lykke let for ham, der som Abu Bakr sætter nogle af sine svageste slaver fri; som giver almisse for at forøge Mine velsignelser og få renset sin sjæl fra griskhed; som frygter Mig og tror på Den Skønneste og på Min sande religion.
Men for dem, der er gerrige og begærlige efter den jordiske verdens goder, og som fornægter Den Skønneste, har Jeg derimod gjort vejen til elendighed let at finde. Og hvad vil al deres rigdom hjælpe dem, når de styrter i fortabelsens flammer?
Det er Min opgave at vise vejen for menneskene. Både skabelsen og Dommedags dom tilhører mig. Det samme gør både det nuværende liv og det kommende. Derfor advarer Jeg jer om den flammende ild, som kun de mest usle skal ristes i: De, der nægtede at tro på sandheden, og som vendte den ryggen.
Men de, der vogter sig for afgudsdyrkelse og for at gøre oprør mod Mig, og som frygter Mig, skal undgå ilden: Det er dem, der giver deres rigdom bort for at rense sig selv, og som ikke udfører tjenester blot for at få andre igen. Hvad de gør, gør de for Min skyld, som da Abu Bakr frikøbte den troende slave Bilal ibn Rabah i Mekka. De søger kun efter Min, Den Højestes, velbehag. De skal blive tilfredse med deres belønning hos Mig.