Jeg sværger ved Pennen og ved det, englene nedskriver af Mine befalinger: Takket været Min nåde, Muhammed, er du ikke gal eller besat af en dæmon. Til dig er der forberedt en evig og grænseløs belønning, for du har en storsindet natur. Du har med tålmodighed båret de krænkelser, som mekkanerne har udsat dig for, og som er større end krænkelser, noget andet folk før har udsat deres profet for. Du skal få at se, og de vantro skal også få at se, hvem af jer, der er afsindig.
Jeg ved udmærket, hvem der forvilder sig bort fra Min vej, og lige så godt ved Jeg, hvem der er ledt ad den rette vej mod Paradis. Derfor skal du ikke adlyde dem, der beskylder dig for bedrag! De ønsker, at du skal komme dem i møde ved ikke at angribe deres afgudsdyrkelse, så vil de også komme dig i møde ved at stoppe forfølgelserne af dig. Men du skal ikke adlyde den foragtelige, der ganske vist sværger, men som i virkeligheden er en bagtaler. Han løber med sladder og forbyder det, der er godt, og han er en synder og forbryder mod Mine regler, og tilmed uægte af fødsel: Walid ibn Mughira. Han er rig på gods og sønner, og han har høj anseelse i Mekka, men når Mine vers fremsiges for ham, siger han: „Det er sagn og eventyr fra gamle dage.“
Jeg skal ydmyge ham med et iøjnefaldende brændemærke på hans tud!
17 Jeg ramte mekkanerne med hungersnød; de blev prøvet på samme måde, som Jeg prøvede lundens ejere. Det var en lund af daddelpalmer ikke langt fra Sana i Yemen, der havde tilhørt en godgørende mand. Han gav de fattige de dadler, der ikke ramte de udspændte stofstykker, når de modne faldt ned. Efter hans død besluttede hans sønner at beholde alle dadlerne for sig selv. De ville derfor skære klaserne ned tidligt en morgen, for at de fattige ikke skulle opdage det. Men de glemte at slutte deres tale med „hvis Gud vil“.
Derfor ramte Jeg lunden med en tilintetgørende ødelæggelse, mens de sov, og om morgenen var den som mørk nat: sort og opbrændt.
Da de så stod op, sagde de til hinanden: „Lad os gå tidligt ud til lunden for at få høstet dadlerne.“
De begav sig af sted ved daggry og hviskede til hinanden: „I dag skal ingen fattig komme ind i lunden.“ Da de nåede frem til den ødelagte palmelund, sagde de: „Vi må være gået forkert.“ Men de indså, at det var deres lund, og de råbte: „Det er ikke blevet os tilladt at høste vores frugt!“
Da sagde den mest rettænkende af dem: „Sagde jeg det ikke til jer: Hvorfor lovpriser I ikke Gud?“
„Pris Herren!“ råbte hans brødre. „Vi er kommet på gale veje.“ Så vendte de sig imod hinanden med gensidige bebrejdelser, for den ene havde anbefalet denne handling, den anden havde sagt god for den, den tredje havde stiltiende samtykket, og kun den fjerde havde været imod.
„Ve os!“ sagde de. „Vi har været overmodige, og vi har syndet. Måske vil vores Herre give os noget bedre i stedet; vi bønfalder vores Herre om at tilgive os!“
Sådan var straffen. Men straffen i den næste verden bliver strengere. Hvis de havde vidst det, ville de have tænkt sig om!
34 For de fromme, der frygter Mig, venter der haver af velbehag og glæde hos Mig. Men skulle Jeg behandle synderne på samme måde som de muslimer, der har underkastet sig Mig? Hvad går der af jer, vantro mekkanere, at I dømmer så tåbeligt? Eller har I måske en bog sendt fra himlen, hvor I kan læse, at I skal have alt det, I beslutter jer for? Eller har Jeg givet jer bindende løfter, der rækker lige indtil Opstandelsens Dag, om at I skal have det, I selv bestemmer?
Muhammed, spørg dem, hvem af dem der vil garantere for dette!
Eller har de andre guder ved siden af Mig, der kan give dem et lige så godt liv efter døden, som muslimerne skal have? Så lad dem da føre disse guder frem, hvis de taler sandt.
Nej, den dag, hvor de får brug for at flygte fra katastrofen, og hvor de bliver befalet at knæle med panden mod jorden i tilbedelse, vil de ikke være i stand til det, for Jeg skal gøre deres rygge stive. Der skal de stå med sænkede blikke overvældet af skam, for da de endnu var i sikkerhed i denne verden, blev de inviteret til at bøje sig ned i tilbedelse af Mig, men de ville ikke lytte.
Muhammed, lad derfor Mig alene om at tage vare på dem, der anklager denne nye åbenbaring for at være bedrag. Skridt for skridt skal Jeg, ved at give dem et langt liv og velstand i denne verden, føre dem til deres undergang ad denne vej, som de ikke kender. Endnu vil jeg bære over med dem, for Min plan er sikker.
Muhammed, har du måske krævet nogen betaling af dem for din prædiken, så de er tynget af gæld? Eller har de kendskab til det skjulte, til fremtiden, så de kan skrive det ned fra Min tavle med Mine budskaber om alt, der skal ske, og som er i Den Syvende Himmel?
48 I byen Nineveh i Irak herskede en tyran, der havde plyndret israelitterne og dræbt mange af dem.
„Jonas, Jeg har udvalgt dig til at være profet for folket i Nineveh,“ sagde Jeg.
„Send en anden,“ svarede Jonas.
„Jonas!“ råbte Jeg. „Adlyd Mig og gør, som Jeg har sagt!“
Så drog Jonas af sted til sit eget folk i Nineveh med sin familie. Da han nåede Tigris’ bredder, svømmede han over med sin søn. Derefter med sine ting, men han mistede alle sine ejendele i floden. Da han så var på vej tilbage efter sin kone, greb en ulv hans søn og stak af med ham.
Jonas satte efter den, men den vendte sig og sagde: „Jonas, vig fra mig, for jeg er blevet beordret til at gøre dette.“
Trist vendte Jonas tilbage til den modsatte bred, men nu var også hans hustru væk.
„Du har klaget over, at din familie var en byrde,“ sagde Jeg til ham, „så nu har Jeg befriet dig for den.“
Jonas gik til Nineveh, og midt i byen råbte han: „Bekend, at der ikke er nogen anden gud end Gud, og at jeg, Jonas, er Hans tjener og sendebud!“
Men folket afviste hans budskab og forbandede ham. I fyrre dage prædikede han for dem, og de erklærede ham for gal.
Så åbenbarede Jeg for ham, at Jeg på en bestemt dag ville sende Min straf over dem. Han skulle fortælle byens indbyggere, hvilken straf Jeg havde lovet dem.
De tænkte, at de måtte holde Jonas i live og beholde ham i deres midte, for ellers ville truslen blive opfyldt.
Natten inden den lovede straf skulle udføres, lykkedes det Jonas at snige sig ud af byen og skjule sig på et øde sted. Tilbage i byen så indbyggerne en sort sky, der begyndte at skyde ild og fylde luften med røg. De blev rædselsslagne og klædte sig i sækkelærred og ydmygede sig foran Mig. De anråbte Mig, og Jeg svarede dem.
Imens ventede Jonas på nyt, og han spurgte en forbipasserende om byens skæbne.
„Da deres profet forlod byen,“ svarede manden, „vidste folk, at han havde fortalt sandheden, så de anråbte Gud og angrede, og Han modtog deres omvendelse.“
Jonas blev rasende: „Ved Gud, jeg vil aldrig vende tilbage til dem som en løgner! Jeg lovede dem en straf på netop den dag, og så blev den afværget!“
Det var Satan, der fik ham til at begå den fejl at blive vred over Min beslutning.
Jeg straffede ham, da han sejlede bort på et skib. Stormen slog imod det, så det var ved at forlise. Alle om bord bad til Mig bortset fra Jonas.
„Hvorfor beder du ikke?“ spurgte de andre.
„Fordi jeg har mistet min familie,“ svarede Jonas.
De andre mente nu, at deres ulykke skyldtes Jonas; at han var en slave, der var stukket af fra sin herre og dermed en ulykkesfugl. De kastede lod om, hvis skyld det var, og det faldt ud til Jonas’ ugunst.
„Men måske var det en fejl,“ sagde de. „Lad os kaste vores navne på havet.“
De skrev hver især deres navn på et blylod og kastede det i vandet. Alle lodderne sank bortset fra Jonas’.
Så dukkede en kæmpe fisk op og sagde: „Jonas, jeg er kommet fra Indien for at søge efter dig.“
Jeg lod ham kaste sig i munden på den store fisk og spærrede ham inde i bugen på den, men Jeg fik den til ikke at skade hans kød og knogler. Så den slugte ham og lod sig synke ned til sin bopæl på havets bund. Da den nåede bunden, hørte Jonas en lyd og opdagede, at det var engle, der priste Mig.
„Herre,“ sagde englene, „vi kan høre en svag stemme et sted langt borte.“
„Det er min tjener Jonas,“ svarede Jeg. „Han var oprørsk over for Mig, og Jeg holder ham fanget i bugen på en fisk i havet.“
„Er det Din retfærdige tjener, fra hvem der steg gode gerninger op til Dig både dag og nat?“
Det bekræftede Jeg, og de gik i forbøn for ham. Jeg beordrede fisken til at kaste ham op på Tigris’ bred som et nyfødt, hjælpeløst barn. Men Jeg lod et græskar gro op over ham som skygge. Gabriel kom og gned sin hånd mod hans krop, så hans hud helede, og Jeg sendte en gazelle, som han kunne die hos.
Så, Muhammed, afvent tålmodigt Min dom, og vær ikke som ham i fiskens bug, da han i ærgrelse anråbte Mig. Hvis ikke Jeg havde vist ham barmhjertighed, så var han blevet kastet vanæret op på den øde strand. Men Jeg udvalgte ham og gjorde ham til en af de gudfrygtige.
Muhammed, de vantro havde nær styrtet dig omkuld med deres ondskabsfulde blikke, da de hørte Koranens advarsler, og de siger: „Han er helt sikkert gal.“
Men Koranen er ikke andet end en påmindelse og en advarsel til alle væsner i alle verdener!