Muhammed, har du ikke tænkt over, hvad Jeg gjorde ved mændene fra elefantens hær? Kong Abraha af Yemen ville hævne, at hans katedral i Sana bygget af hvid, rød, grøn og sort marmor var blevet besudlet af en mekkaner, der levede af at udpege de hellige måneder i kalenderen og derfor ikke ville have konkurrence fra en anden helligdom, så hans egen by ville miste de mange penge, som pilgrimmene brugte på vand, mad og tøj.
Derfor svor Abraha, at han ville ødelægge kabaen i Mekka. Rundt om kabaen stod afguderne, og blandt dem var Isaf og Naila, der engang var en mand og en kvinde, der havde elsket med hinanden inde i kabaen. Som straf omskabte Jeg dem til to sten, men mekkanerne satte dem på det hellige område omkring templet, ved offerpladsen tæt på brønden Zamzam. Inde i kabaen stod afguden Hubal, den såkaldte regnens gud, der var den største af disse stenstøtter. Den havde form som en mand af sort agat, og den ene arm, der var brækket af, havde hedningene erstattet med en af guld. Bag ham lå hulrummet, hvor hans offergaver blev lagt, og foran ham lå de syv spådomspile. Dem kastede mekkanerne for at få svar på, om nyfødte var ægte børn, og hvilken af deres sønner der skulle ofres, sådan som din egen farfar gjorde, Muhammed. Og de kastede dem for at få svar på spørgsmål om skæbnen for døde og nygifte.
Med en hær af yemenitter og mange etiopiere drog Abraha af sted for at ødelægge kabaen, og forrest i den lange kolonne marcherede en mægtig krigselefant.
Da Abraha var tæt på Mekka, trak mekkanere sig op i højdedragene omkring byen for at se, hvad han ville gøre, når han havde besat Mekka.
Næste morgen gjorde Abraha hæren klar til at angribe byen, men Nufayl ibn Habib, en mand der var blevet tvunget til at være hans vejviser, listede hen til elefanten. Han kendte dens navn, tog fat i dens øre og sagde:
„Knæl, Mahmud, eller gå straks tilbage, hvor du kom fra, for du er i Guds hellige land!“ Så stak han af, men elefanten knælede.
Soldaterne slog med jernkøller mod elefantens hoved, de jog spydspidser op i dens underliv og flænsede dens snabel, men Mahmud rejste sig ikke. Så fik de den til at vende sig mod Yemen, og straks begyndte den at gå. De kunne få den til at gå i alle retninger, kun ikke mod Mekka; blev den stillet med hovedet mod byen, knælede den øjeblikkelig.
2 Forpurrede Jeg ikke disse angriberes krigslist?
Så sendte Jeg en kæmpe fuglesværm, svaler og stære, og hver af dem havde en sten af brændt ler i næbbet og én i hver klo. Stenene var ikke større end ærter eller linser, af samme størrelse som dem, Jeg lod regne over Sodoma, men nu smed fuglene dem over soldaterne, og enhver, der blev ramt, døde øjeblikkelig. Soldaterne begyndte at flygte tilbage mod Yemen.
Fra en klippetop så Nufayl de desperate soldater, og han sagde: „Hvorhen kan man flygte, når Gud er forfølgeren?“
Og på hver eneste sten stod navnet på en af soldaterne, og netop ham ramte den, så de døde lå som kornstubbe afgræsset af kvæget.