Muhammed, pris Mit navn, Den Højeste, lovpris Mig, der har skabt alle skabninger og givet dem deres rette former, og som har bestemt deres skæbnes endemål og ført dem på vej dertil. Pris Mig, der har frembragt de grønne græsgange til husdyrene og siden forvandler dem til brune stubbe.
Jeg skal lære dig at fremsige Koranen, og du skal ikke glemme noget af den, bortset fra det som Jeg ønsker, at du skal glemme; for ingen profet glemmer noget, medmindre Jeg ønsker det. Jeg kender både det, der siges højt, og det, der holdes skjult. Jeg skal sørge for, at du på letteste vis vil huske de åbenbaringer, der fremsiges for dig. Derfor skal du advare dit folk, hvis advarslen skal gavne dem. Den, der frygter Mig, skal lade sig advare om Dommedag, men den mest forhærdede synder vil spotte advarslen og vende ryggen til den. Det er ham, der skal ristes i den store ild i Helvede, hvor han hverken kan dø eller leve.
Lykkelig er den, der er renset af troen, som er muslim i hjertet, og som husker Mit navn og beder regelmæssigt. Men, mekkanere, I foretrækker det nuværende liv, selv om det kommende liv er bedre og varer længere. Dette står på de gamle blade, som Jeg åbenbarede for Abraham og Moses.